Læsetid: 5 min.

Fryd for kræmmersjæle

Det handler om penge og følelser, når professionelle tingfindere over hele sendefladen går på jagt efter alt fra efterladt fiskeudstyr til ægte malerier. Folk føler for deres ting, og den dygtige kræmmer ved, hvad disse følelser er værd
Det fascinerende ved programmer som ’Depotjægerne’, ’Auktionshuset’ og ’Antikduellen’ (billedet) er det højt specialiserede blik for, hvad de endeløse mængder af dimser og nips, brugs- og prydgenstande, man til alle tider er omgivet af, er værd for hvem.

Det fascinerende ved programmer som ’Depotjægerne’, ’Auktionshuset’ og ’Antikduellen’ (billedet) er det højt specialiserede blik for, hvad de endeløse mængder af dimser og nips, brugs- og prydgenstande, man til alle tider er omgivet af, er værd for hvem.

Fra DR

9. april 2015

At vurdere tings værdi er åbenbart en sportsgren med stor publikumsappel. Der er næsten altid mennesker, der ser på ting, i fjernsynet, når jeg zapper rundt. I quizformater, realityprogrammer og reportageserier ser eksperter på antikviteter, kunst, biler, møbler, våben og gammelt ragelse. De garvede kræmmere ser guldgruber og samlerobjekter i det, der for det utrænede øje bare ligner almindeligt blandet inventar, og viser sig som højt specialiserede eksperter i ting og sager, man ellers uden at tænke over det omgiver sig med.

Underlægningsmusikken får ikke for lidt i DR1’s reportageserie om Bruun Rasmussens auktionshus, Auktionshuset. Når auktionarius svinger hammeren over et kostbart Gauguinmaleri, akkompagneres det af et operakor. Der er spændte strygere, når vurderingsprisen forhandles på plads, og triumferende blæsere sætter ind, når der endelig bliver givet håndslag.

Det halve havde sikkert været nok, men den kommenterende, dramadyrkende lydside får programmet til at virke lige så veloplagt som den slipseklædte hovedperson, auktionarius Jesper Bruun Rasmussen. Som han siger om Gauguinmaleriets salgspris, der endte med at være en del højere end vurderingsprisen: »Når man ikke rammer plet, er det rarere at ramme i overkanten end i underkanten.«

Auktionshuset viser det daglige arbejde i den absolutte luksusende af kræmmerbranchen. Jesper Bruun Rasmussen og hans kolleger tager rundt og ser, hvad de kan få fat i, de tager hjem og ser, hvad de kan få for det, og de tager imod håbefulde sælgere, der får vurderet deres arvestykker, så de på et oplyst grundlag kan vælge mellem penge på hånden og sentimentale minder. Det er ikke altid, at prisen lever op til de følelser, sælgeren har for sit kinesiske tesæt, sin diamantring eller sit måske ægte værk.

Sønnen, Frederik Bruun Rasmussen, er ude at lede efter noget ikke alt for deprimerende samtidskunst, og kunstsamleri viser sig at være et metaformættet område. Den samler, han er ude hos, taler om, at det er svært at skille sig af med sine børn, men det er en del af spillet at luge ud i samlingen.

Stemningen er god, men på grund af kroner og øre-mæssige uoverensstemmelser kommer spillet ikke rigtig i gang, og der bliver hverken luget ud eller givet børn væk. Så går det bedre, da Frederik Bruun Rasmussen besøger en vinkælder på et slot. Her har vine købt gennem generationer ligget og samlet værdi, hvis de da ikke er blevet for gamle. Han og den medbragte vinekspert misforstår, hvilke flasker der skal vurderes, og lydsiden opfører sig, som om et spiondrama virkelig er ved at blive spidse til. Jeg kan sige så meget som, at de finder ud af det.

Ud og se med de prisbevidste

Interessen for gamle ting bliver dyrket på et prisniveau, hvor lidt flere kan være med, i Antikduellen, hvor to professionelle antikvitetshandlere får 10.000 kroner hver at købe ind for. De penge skal så helst blive til flere, når byttet efter et par dages jagt kommer under hammeren i et auktionshus.

Ligesom loppemarkeder tit er en anledning til en udflugt, handler Antikduellen også om at komme godt rundt i landet og vise det fra sin solbeskinnede side, lige til at køre ud i for at finde ting, man kan komme hjem med. Der pruttes dygtigt og venligt – med kenderminen – antikvitetshandlerne glæder sig over godt håndværk, nikker alvorligt over modens luner og bemærker tørt, at det surrealistiske tryk, der i en indlagt quiz om ekstra penge viser sig at være gået for 280.000 kr., er et »A4-ark med lidt farver på«.

Det bedste er den indforståede, uanfægtede small talk. » … Og så synes jeg også, at snapsehunden er rigtig fornuftig,« siger en. »Jeg skal nok ikke købe så meget ind med hjertet i dag,« siger en anden. Og det allerbedste er, når antikvitetshandlerne midt i alt prissætteriet rammes af undren, som da de inden finalen går rundt og ser på, hvad auktionshuset har sat deres fund til. Den ene peger på en skål: »Helt ærligt, forstår du, at den kan koste 6.000 kr.? Altså, hvis du ser på den som en skål?«

Skrammeljagt

Der er så godt som ingenting, der glimter, i Depotjægerne, som TV3 fylder de tidlige eftermiddage op med. Det er et realityprogram, der med sin opbygning og sine effekter præsenterer sig som en brydekamp, men ret beset bare handler om en håndfuld californiske kræmmere, der opkøber indholdet af forladte depotrum og sælger det videre.

Onelinerne er i højsædet, optrinnene virker instruerede, og karaktererne er meget skarpt skåret. Alligevel interesserer det mig, hvad der kan falde de her mennesker i øjnene, som de står der med lommelygter og bred benstilling og kigger ind i et mørkt rum. Depotjægerne kan deres emballage, og deres referenceramme inden for bras og ragelse er af en anden verden.

Min favorit er Barry med det tilbagestrøgne hår, solbrillerne og de sorte arbejdshandsker med påmalede skelethænder. Også selv om han (og/eller tilrettelæggerne, der gennemgående bare vil have drøn på) overgør det hele en smule, når han drikker rå æg, træner sin byderarm med let spredte ben og kung fu-attitude, øver sig i at sige høje tal på en barsk måde og hiver en tung depotdør op og ned for at vise råstyrken.

De vil alle sammen gerne være tegneseriefigurer, og han er tættest på. Og så kender han de mest specialiserede samlere, der giver indtryk af, at ingen genstand i verden er så ordinær eller obskur, at der ikke kan opstå en kult omkring den.

Depoterne er ikke overvældende at se på, men de pirker til drømmen om pludselig at støde på en skat – ligesom loppemarkeder har gjort det for mig, siden Tintin i Enhjørningens hemmelighed købte et nydeligt træskib, der skjulte en vejviser til en guldskat.

Men det fascinerende ved Depotjægerne er ikke kun muligheden for gevinster, der kan veksles til kontanter. Det er også – som hos deres mere mondæne kræmmerkolleger fra Auktionshuset og Antikduellen – det højt specialiserede blik for, hvad de endeløse mængder af dimser og nips, brugs- og prydgenstande, man til alle tider er omgivet af, er værd for hvem. De får skrammelkendskab til at virke som en eksakt videnskab.

’Depotjægerne’ kan ses på TV3 og Viaplay, ’Antikduellen’ og ’Auktionshuset’ kan ses på dr.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu