Læsetid: 7 min.

Den gode sags kunst

Det kinesiske styre har mod egen hensigt ophøjet Ai Weiwei til et emblem på ytringsfriheden. På den aktuelle udstilling på Faurschou Foundation er det svært at vriste sig fri af det indtryk, at værkerne blot er ambassadører for aktivisten, hvis egentlige kunstneriske virke finder sted fjernt fra de renskurede gallerirum
’Straight’ består af 74 tons armeringsstål fra de sammenstyrtede bygninger efter jordskælvet i Sichuan i 2008, som kostede 90.000 mennesker livet. Ai Weiwei har erhvervet sig stålet og hyret arbejdere til møjsommeligt at rette ud, efter at de blev krøllet sammen på grund af skælvet.

Anders Sune Berg

17. april 2015

Nogle kunstneres personlige skæbne overstråler deres værk. Sådan er det med den kinesiske kunstner Ai Weiwei (f. 1957), den mest kendte kinesiske kunstner og et af de mest berømte navne på den internationale kunstscene i dag. Hans liv har formet sig dramatisk i de senere år, hvor han har været fængslet i 81 dage af de kinesiske myndigheder og senere har siddet i husarrest. Ai Weiwei har stadig udrejseforbud, hvorfor han ikke kan bevæge sig uden for Beijing.

Med fængslingen af Ai Weiwei i april 2011 ophøjede de kinesiske myndigheder ham til meget mere end en kunstner. Det er naturligvis ikke det officielle Kinas udlægning af sagen. Den officielle anklage mod Ai Weiwei lød på skattesvig og distribution af pornografi. Der var imidlertid ikke megen tvivl om, at det var Ai Weiweis kritik af de kinesiske myndigheder, som førte til hans fængsling.

Myndighederne anerkendte dermed hans politiske aktivisme på den mest direkte og håndfaste måde, der findes. De skabte også grundlag for, at Ai Weiwei kunne indtage rollen som et internationalt ikon for ytringsfrihed. Det officielle Kina bidrog på den måde til at skabe brandet Ai Weiwei, som vi kender det i dag, hvor det i lige dele associerer aktivist, martyr og kunstner. I nævnte rækkefølge.

Utidssvarende nationsbegreb

Da Venedig Biennalen i 2011 åbnede, var det derfor ikke mærkeligt, at Ai Weiwei uden at være til stede og uden at deltage på udstillingen alligevel stjal billedet. Biennalens kurator, Bice Curiger, erklærede som en af sine intentioner et opgør med et konservativt nationsbegreb, der forekom hende utidssvarende i en globaliseret verden, hvor nye fællesskaber voksede frem på tværs af grænser.

Den danske pavillon var under den meget passende titel Speech Matters kurateret af græske Katerina Gregos og tog gennem sin tematiske tilrettelæggelse fat i begrebet ytringsfrihed – i øvrigt med en række udenlandske kunstnere og kun et par danske navne.

I en verden, der er grænseløs, skulle en enkelt nation ikke kunne slippe afsted med at internere en kunstner på uldne anklager uden substans. Tusindvis af mennesker gik rundt med skrigrøde muleposer over skuldrene med påskriften »Free Ai Weiwei«. En række prominente personer og institutioner inden for kunstverdenen tilsluttede sig en onlineunderskriftsindsamling initieret af Guggenheim Museum, som krævede Ai Weiwei løsladt. Fra den danske regering blev der gennem daværende udenrigsminister Lene Espersen (K) udtrykt »bekymring« over udviklingen i Kina, men en mere direkte kritik blev det ikke til.

Som så ofte overtrumfede plejen af de gode handelsrelationer den ideologiske kamp for ytringsfrihed, der ellers ved andre lejligheder bliver besunget så højt. Den samme prioritering har både kulturminister Uffe Elbæk (R) og Marianne Jelved (R) i øvrigt senere gentaget, når de i forbindelse med officielle besøg i Kina i henholdsvis 2011 og 2014 har undladt at besøge Ai Weiwei. Hvilket naturligt nok rejser kritik fra politiske modstandere, og som i denne sammenhæng mere interessant demonstrerer, at Kina med undertrykkelsen af Ai Weiwei uintentionelt har skabt en figur, som ingen kan undgå at forholde sig til, et globalt emblem på ytringsfrihed.

Kritiske undersøgelser

I lyset af Ai Weiweis personlige historie og hans aktuelt indflydelsesrige position giver det god mening, at han engang har udtalt, at han anser sin holdning og sin livsform for at være det mest betydningsfulde kunstværk, han har skabt.

Ai Weiwei forvalter sin fremtrædende position i kunstverdenen og i alverdens magthaveres politiske samvittighed ved at agere aktivistisk. En stor del af hans hverdag går således med at kommunikere via sociale medier såsom Twitter og Instagram, hvis globale rækkevidde sikrer hans tanker og hans kritik af Kinas styre stor udbredelse.

Hans status som ytringsfrihedens emblem, den kritiske kunstner par excellence, har som konsekvens, at hele hans eksistens er forvandlet til en politisk ladet betydningsproduktion. Selv om Ai Weiwei er kendt for sine installatoriske værker, må man således søge bag om disse for at få øje på og for at forstå, hvad den egentlige kerne i hans virke er.

Det bliver synligt i udstillingssammenhænge, at kunstværkerne er sekundære i Ai Weiweis produktion. I den aktuelle udstilling på Faurschou Foundation præsenterer udstillingsfolderen Ai Weiweis praksisser som »sociale aktiviteter, kuratoriske projekter, film, design og arkitektur«. De udstillede værker er imidlertid konceptuelle installationer, der kondenserer ideer med komplekse historiske implikationer til enkle og slående værker. De sociale aktiviteter, som ganske rigtigt ligger til grund for blandt andet udstillingens hovedværk, Straight, er kun tilstede som videodokumentationer, der beskriver de kontekster, værkerne er blevet til i.

Straight er blevet til i årene 2008-2012 som et resultat af det omfattende undersøgende arbejde Weiwei og en række assistenter har udført for at blotlægge det byggesjusk, der ved jordskælvet den 12. maj 2008 i provinsen Sichuan resulterede i næsten 90.000 menneskers død.

Selve værket består af 74 tons armeringsstål fra de sammenstyrtede bygninger, som Ai Weiwei har erhvervet sig og derefter hyret arbejdere til møjsommeligt at rette ud, efter at de er blevet krøllet sammen på grund af skælvet. De oxyderede stålvalser ligger stablet i varierende højder i et enormt rektangel på gulvet, gennemskåret af en symbolsk brudlinje, der gennemløber hele den bølgende ophobning af armeringsstål.

På væggen bag gulvobjektet hænger et andet værk, Name List of Sichuan Student Victims, der består af lange lister med navne på skoleelever, der døde i forbindelse med jordskælvet. Arbejdet med denne registrant over forsvundne er vel at mærke et korrektiv til myndighedernes lister, der forsøgte at dække over katastrofens reelle omfang ved at opgive lavere dødstal, end der reelt var tale om.

Ai Weiweis stædige undersøgelser var selvsagt en torn i øjet på myndighederne, hvorfor de angiveligt har været en medvirkende årsag til, at han i 2011 blev fængslet. Han havde på det tidspunkt allerede længe været under overvågning af myndighederne, hvilket iøvrigt er et tema, Ai Weiwei hyppigt har inddraget i sine arbejder. I en korridor bagerst i udstillingslokalet kan man finde en video, som dokumenterer hele arbejdet bag Straight. Videoen varer 18 minutter og 39 sekunder, hvilket jeg gætter på, er en hel del mere tid, end de fleste udstillingsgæster bruger på at betragte selve det værk, videoen handler om. Den aktivistiske kunstpraksis er måske bare mere interessant som udfoldet narrativ end som en hurtigt aflæst installation, hvor monumental og bogstavelig talt gravalvorlig den end er. Hvilket er en konstatering, der er helt i overensstemmelse med Ai Weiweis eget udsagn om, at det er hans livspraksis, der er hans største kunstværk.

Solsikkefrø

Udstillingens andet hovedværk, en reduceret udgave af Sunflower Weeds, som i 2010 blev skabt til Tate Moderns store turbinehal, udgør en monumental pendant til Straight.

Sunflower Weeds er anbragt som en klar rumlig spejling til Straight i udstillingshallens modsatte side. Mængde, vægt og arbejdskraft er også i dette værk imponerende – hundredvis af kinesiske arbejdere i byen Jingdezhen har bidraget med deres højst specialiserede og adskillige slægtled gamle evner udi porcelænsproduktion. Resultatet er en rektangulær ophobning af trombe l’œil-solsikkefrø, som i virkeligheden er håndmalet porcelæn af fineste slags. Solsikkefrøene, der er en yndet snack i Kina, kan forekomme uskyldige nok, men de bærer angiveligt også en politisk reference til Formand Mao, der yndede at lade sig afbilde som en sol, mens folket i skikkelse af solsikker drejede sig mod ham. Om denne reference skal forstås som en kritik – og i givet fald hvordan – henstår noget uklart. Den 14.41 minutter lange video, der fortæller om baggrunden for værket, fokuserer i højere grad på alle de porcelænsarbejdere i Jingdezhen, som gladelig tager imod arbejde fra Ai Weiwei. Ja, flere af porcelænsarbejderne efterlyser endda mere arbejde fra Ai Weiwei, hvis kolossale bestilling af solsikkefrø åbenlyst har gjort indtryk. Som det er tilfældet med Straight, virker også Sunflower Weeds som et værk, hvis baggrundshistorie er mere interessant end resultatet.

Lydefri og klinisk

Udover de to monumentalværker byder Ruptures på en række mindre arbejder af Ai Weiwei, mange af dem ældre. Kender man Ai Weiweis produktion, hvilket der er gode chancer for at et dansk publikum gør, da han flittigt har været udstillet i Danmark, er der ikke de store overraskelser at hente.

Værkerne giver et fint indblik i Ai Weiweis særlige variant af den readymade-tradition, som Marcel Duchamp påbegyndte for hundrede år siden, og som han eksplicit vedstår. Brugen, transformation og sågar destruktionen af den kinesiske kulturarv er således vigtige komponenter i disse arbejder. En serie sort-hvide fotografier fra perioden 1983-1993 dokumenterer desuden Ai Weiweis år i New York.

Udstillingen af denne omstridte person giver således en temmelig lydefri og klinisk fremstilling af hans praksis. Selv om Ai Weiweis selvforståelse som aktivist og rettighedsforkæmper frem for kunstner godt kan indgå som en del af den legitimerende introduktion til udstillingen i Faurschou Foundations folder, er det imidlertid kunstværkerne som autonome og æstetiske genstande, der bliver lagt vægt på i selve udstillingsrummene. Det er svært at vriste sig fri af det indtryk, at værkerne blot er ambassadører for aktivisten, hvis egentlige virke – og hvis egentlige kunst – finder sted fjernt fra de renskurede gallerirum.

Værkerne står i den gode sags tjeneste, og Ai Weiwei behersker uden tvivl den gode sags kunst, som han frygtløst og med store personlige omkostninger kaster sig ud i. Om de resulterende kunstværker helt kan måle sig med manden bag dem, kan man sætte spørgsmålstegn ved. Ikke at der er tale om dårlig kunst. Det er blot ikke kunstværker, der formår at bibringe de dramaer, som de hævder at fremstille. Dertil er de for perfektionerede i deres brudløse konceptuelle fuldendthed, der ikke byder på nogen overraskelser, åbninger eller fejltrin – kun de fuldbragte facitter, som vi hurtigt kan regne os frem til.

Ai Weiwei. Ruptures. Faurschou Foundation. Klubiensvej 11. Nordhavn. Indtil den 22. december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu