Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gør det demokratiske – bliv hjemme

Det er en demokratisk pligt at stemme, får vi at vide. Men sæt nu, at det forholder sig omvendt? I bogen ’Hæv stemmen!’ argumenterer den århusianske filosofistuderende Søren Mau for, at vi kun kan skabe et mere demokratisk samfund ved at lade være
Sofavælgerne udgør op til ethvert valg et særligt interessant segment for politikerne, idet de kan afgøre udfaldet af valget. Nu opfordrer filosoffen Søren Mau i en ny bog til, at vi ændrer demokratiet ved ikke at gå hen og stemme.

Magnus Holm

Kultur
16. april 2015

En række mærkværdige politiske skabninger er begyndt at dukke op i flokken af djøffere, slipsedyr og regnedrenge i det tv-transmitterede mediebillede på det seneste. Der er opstået revner i den floskuløse parlamentariske diskurs, vi kender til hudløshed: Dukkepartiet dukker op i folketingssalen iført bizarre gummimasker; digterrebellen Yahya Hassan holder et timelangt poetisk rableforedrag, og det sværmeriske parti Alternativet nægter at adlyde den herskende pengepragmatik.

Til den skare kan vi nu tilføje en vis Søren Mau. Han vil hellere sparke til bordbenene end sidde med ved forhandlingsbordet. Denne århusianske filosofistuderende, der har været aktiv i den seneste tids universitetsblokader, har forfattet en debatskabende pamflet, der kort sagt skal overbevise os om, at vi skal lade være med at stemme til det kommende folketingsvalg. Hæv stemmen!, hedder bogen, som er udstyret med den dejligt germanskpedantiske undertitel: ’I hvilken det vises, at folketingsvalget er et ideologisk ritual, der opretholder et udemokratisk politisk system, og at det første skridt på vejen mod et demokratisk samfund er at lade være med at stemme’.

Kritisk politikerlede

Med bogen påbegynder Søren Mau en tiltrængt diskussion om, hvor demokratisk Folketinget egentlig er. For paradoksalt nok cirkulerer der her i landet en udbredt mistro til det politiske system – men samtidig fordømmes det som rabiat, suspekt og illegitimt at ytre kritik af ’vores demokrati’, som politikerne gerne kalder det.

Bogen rammer altså direkte ned i den politikerlede og parlamentariske metaltræthed, som man i dag ikke kun oplever i afgrænsede miljøer, men i lige så høj grad til familiepåskefrokoster og bedsteborgerlige rødvinssamtaler.På den måde tager forfatteren hul på en systematisk institutionskritik, som længe har været fraværende herhjemme, eller kun dukker op hist og pist i et rent moralsk eller følelsesbetonet leje – eksempelvis i kritikken af Karen Hækkerups lidt for ubesværede karriereskift fra justitsminister til lobbyist for Landbrug & Fødevarer.

Det radikale er for så vidt ikke bogens observationer. Argumenterne er velkendte: Nationalstaten har mistet suverænitet og har en begrænset evne til at regulere samfundsudviklingen. Den globaliserede og finansialiserede økonomi har udhulet parlamenternes magt over penge og arbejde. Og politik er blevet en professionaliseret, afkoblet og markedsliggjort mediemaskine, hvor eliten kan skifte mellem roller som politikere, eksperter, spindoktorer og erhvervspinger.

Nej, det radikale er derimod den konsekvens, som forfatteren drager af disse observationer: Det politiske system kan ikke ændres indefra, så det er på høje tid at boykotte det og i stedet opbygge nye former for politik.

Som Søren Mau skriver: »Opfordringen til at undlade at stemme kan formuleres sådan her: Lad være med at være vælger. Lad være med at lade dig reducere til den borger og den forbruger, den politiske elite vil have dig til at være. Gør i stedet hvad du kan for at blive et politisk subjekt, der nedbryder udemokratiske magthierarkier og lader nye politiske fællesskaber opstå.«

Ifølge ham står det kommende folketingsvalg altså i vejen for egentlige samfundsændringer, fordi det opretholder en falsk forestilling om meddeltagelse og indflydelse, der gør os blinde over for, hvordan det politiske hele tiden udspiller sig i vores liv.

Ingen fraktionsfnidder

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal stemmes eller ej, er et arbejderhistorisk ømt punkt. Det rækker tilbage til den store og smertefulde splittelse mellem kommunismen og anarkismen, som kulminerede med eksklusionen af anarkisterne fra Første Internationale i 1872.

»Hvis det at stemme kunne ændre noget, ville det blive gjort ulovligt,« tordnede den russisk-amerikanske anarkistiske agitator Emma Goldman omkring århundredeskiftet.

»Bag stemmesedlerne ligger brostenene,« skrev en mere optimistisk Karl Marx til gengæld i Klassekampene i Frankrig 1848/1850. Historisk set har det altså været anarkismen, der har stået for den mest skånselsløse, men nok også mest infantilt kompromisløse parlamentarismekritik – alt imens socialdemokratismen og kommunismen har dyrket partiet som autoritet og staten som påstået neutralt instrument i skabelsen af et bedre samfund. Ved første øjekast kunne man altså godt tro, at en bog som Hæv stemmen! må være et direkte tidsmaskinetrip tilbage til et langhåret møde hos Anarkistisk Føderation i Danmark på Christiania engang i begyndelsen af 1970’erne. Sådan forholder det sig dog ikke. I Søren Maus bog er vi ude over enhver slags fortidigt fraktionsfnidder. Hans analyser læner sig snarere op ad de radikaldemokratiske ideer om et andet politikbegreb hinsides det repræsentative system, der er blevet formuleret af nutidige tænkere som Rancière, Badiou samt Hardt og Negri.

Sofavælgerens spøgelse

Bogen er altså på ingen måde en forudsigelig anarkistisk brandtale om af at smadre for at bygge op på ny. Snarere er den baseret på præcise analyser af den aktuelle historiske situation. Med kække dialektiske hoftevrik nedarvet direkte fra Marx og Hegel jongleres behændigt med paradokser og overraskende argumentatoriske omvendinger – for eksempel når Mau identificerer sofavælger-apatien som den mest rationelle, og faktisk også mest ’aktive’ position:

»Sofavælgeren, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i Folketinget, og synes, at alle politikerne er utroværdige, reagerer i virkeligheden langt mere passende end den typiske ’engagerede’ vælger, der går op i at læse partiprogrammer, følger med i valgkampen og glæder sig til at stemme og fejre demokratiet på valgdagen.«

Og som den gode marxist Søren Mau er, tager han naturligvis højde for de materielle og historiske betingelser. Bogen er netop ikke en afvisning af parlamentarisme generelt. Han konstaterer blot, at stemmeafgivningen er passé, fordi den kun var meningsfuld inden for en bestemt historisk kontekst, som ikke længere er til stede.

»Den politiske aktion må altid bero på den konkrete analyse af den konkrete situation. Og det er på grund af den konkrete situation, at det ikke giver mening at stemme til det kommende folketingsvalg. Men det kan godt være, at der i fremtiden vil opstå en situation, hvor det giver mening at stemme til folketingsvalg.«

I en tid, hvor kommunismen trods talrige forsøg på akademisk hjertemassage for længst er stedt til hvile, er sofavælgeren ifølge Søren Mau det gespenst, der hjemsøger det politiske establisment: »Sofavælgerne anerkendes allerede af alle europæiske magter som en magt.«

Marx-referencen er ikke tilfældig, for Hæv stemmen! arbejder i høj grad med manifestgenren. Et godt og velskrevet manifest er i sig selv en talehandling, der rendyrker sprogets evne til at skabe virkeligheder: Tanker, der allerede også er gerninger. Og lige nu er det mest handlekraftige altså at gøre ingenting.

Søren Maus ’Hæv stemmen!’ udkommer på Forlaget Nemo i morgen. I kølvandet på udgivelsen arrangeres der frem til det kommende folketingsvalg en række aktionsmøder i landets større byer under overskriften ’Stem ikke til folketingsvalget’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Jorgensen

Lige en historisk pointe: Vejen til nazisternes magtovertagelse var banet af (en sand 'krise' skabt af en totalt forfejlet skære-ned-økonomisk politik, som gav massiv arbejdsløshed og håbløshed i Tyskland - tildels samme problem som vi har set i Europa siden krisens start i 2008) ... bortset fra dette så var nazisternes vej til den totale magtovertalelse banet af, at at de intellektuelle i Tyskland foragtede det beskidte politiske arbejde - og derfor holdt sig væk...

Sounds familiar?

Claus Jensen:
Det er fint, at der skrives "første skridt", men man kunne så godt have ønsket lidt mere om flere skridt, istedet for selv at skulle udfylde det blanke.
Jeg var ikke uenig med min kommentar, jeg ville bare pointere, at sofa-vælge alene ikke kan gøre det, og jeg mener ikke, at artiklen pointerer dette godt nok.

Det er forresten samme model, som Russell Brand er inde på: Drop systemet (inkl. at vælge) og opbyg alternativer.

PS: Man kan ikke forvente, at bare fordi der er mange sofavælgere, så illegitimeres magten. I USA kører mange valghandlinger med under 50% deltagende, uden at det gør en forskel.

Tankevækkende. Skal vi så bare blive på sofa'erne og vente på, at der bobler 'noget' op nedefra?

Torsten Jacobsen

'Den store Anden' er et begreb fra Lacan, som beskriver det forhold at vi som individer altid er bundet op, på hænder og fødder, i den kontekst som et samfund udgør. 'Den store Anden' findes naturligvis ikke, i streng ontologisk forstand, men udgør alligevel den symbolske resonansbund, som i sidste ende konstituerer det enkelte individ, dets (selv)bevidsthed.

Når så et oplyst menneske, i dette tilfælde Søren Mau, italesætter 'den store Anden', og dermed tvinger os andre til at forholde os til dét vi allerede ved, men helst forbigår i tavshed, så er fanden straks løs - og ikke bare i laksegade.

"Endnu er skridt, hvis i vil være republikanere", som De Sade udbrød under den franske revolution. Samme råd er hermed givet videre til alle i 'demokratiets frontkæmpere', som med rystende hånd sætter jeres X ved det kommende valg.

Dennis Berg:

Helt blank blev den ikke efterladt, hvis man læser lidt videre. Men man skal jo nok kigge i bogen og ikke en kort anmeldelse, hvis man vil have hele billedet med.

Apropos billedet, Torben Nielsen, uanset hvad jeg gør bliver det ikke stort nok til at det gør en forskel.

Det er i øvrigt det samme råd, man farer ud med til alle aktivistiske og græsrodsgrupper, som Informations velnærede læsere også har til den studentikose Søren Mau.

Fox Business var for eksempel on location hos Occupy Wall Street NY, hvor deres sorte anker Charles Payne fortalte de unge vildledte, at de skulle engagere sig i den etablerede politiske proces, stemme, Occupy Washington i stedet for Wall Street, og vigtigst af alt komme op af sofaen og finde sig et lavtlønsarbejde i stedet for som nu at 'ødelægge ting'.

Charles Payne ved så godt som den næste kapitalist, at konventionel politisk aktivitet og 'ærligt arbejde' er den rette tandpleje for enhver ung løve. Og ligesom Informations demokratihædrende debattører forstår han, at Occupy-aktivisterne i virkeligheden blot er sofavælgere, som har undsagt sig politisk ansvar.

Dennis Berg, Niels Duus Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

»Hvis det at stemme kunne ændre noget, ville det blive gjort ulovligt,« tordnede den russisk-amerikanske anarkistiske agitator Emma Goldman

Først bør ovennævnte udsagn anskueliggøres i vores demokrati gennem en bred tværpolitisk aktionsrække (eksv. vedr. GMO, fracking oil, JFS, eller en kontroversiel privatisering). Aktioner eksv. stemmeboykot, risikerer uden mål, at ende som en fis i en hornlygte.

PS. Det er en bi, der glor undrende på de skabninger, der ændrer naturen i rasende fart uden at vide hvad de gør.

Anne-Marie Krogsbøll

Når man sætter sit kryds, så udtrykker man sin tilslutning til bestemte værdier, og udtrykker et ønske om en bestemt samfundsudvikling. Det kan være, at man bliver skuffet over resultatet efterfølgende, og det kan man så på forskellig vis gøre sine politikere opmærksom på.

Men en sofavælger udtrykker ikke noget som helst, ud over forvirring, ligegyldighed eller politikerlede. Enhver politisk retning kan tage patent på at have forstået sofavælgeren bedst. På hvilken måde hjælper det samfundsudviklingen i en mere tiltalende retning?

Er det ikke muligt at arbejde på begge fronter – at forsøge at påvirke via stemmesedlen og samtidig i mellem valgene at arbejde på nogle af de alternative måde, som Mau (måske, for jeg har ikke læst bogen) foreslår?

Torsten Jacobsen

Dennis Berg,

Og her gik jeg engang naivt og troede at magten i vores samfund både konstitueres og legitimeres gennem det repræsentative demokrati. Nu fortæller du mig så, at den kun legitimeres gennem den rituelle stemmeafgivelse?

Det mest effektive og driftssikre fængsel er det, hvor fangerne pænt selv låser døren efter sig. Udgifter til vagter og pigtråd kan spares, og midlerne anvendes mere effektivt andetsteds. For eksempel til den propaganda som hævder, at blot fordi et ikke realiseret alternativ kan beskrives i enkeltheder, så er det en umulighed.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ups, meningsforstyyrende fejl i sidste sætning. En lille korrektion:

...For eksempel til den propaganda som hævder, at blot fordi et ikke realiseret alternativ ikke kan beskrives i enkeltheder, så er det en umulighed.

Lars Jorgensen

Nogle vil gå ud af politik - hvor de vigtigste beslutninger om samfundet og lovene laves.

Andre vil gå ind i politik - hvor de vigtigste beslutninger om samfundet og lovene laves.

Nedenstående artikel findes et andet sted i Information i samme avis 16. april 2015 - skrevet af Lasse Soll Sunde

"Pegida-bevægelsen går trods politikerlede aktivt ind i politik

Protestbevægelsen Pegida var egentligt splittet efter interne uenigheder, men forsøger nu at omdanne sig selv til politisk parti, der stiler efter borgmesterposten i Dresden. I denne uge skulle den hollandske antiislampolitiker Geert Wilders hjælpe til med at skabe nyt momentum for bevægelsen"

http://www.information.dk/530216

Johnny Hedegaard

”…Sofavælgerne har alle dage været en skamplet på demokratiet og folkestyret som politisk styreform….”
”… Nu har jeg diskuteret med disse ensporede boycot-tilhængere på forskellige foraer….”
”Studentikost pladder, så rend og hop - regeres skal der sq!”
-Det er tilsyneladende forbigået visse debattøreres opmærksomhed, at rigtig mange analyser og kommantatorer betragter markedet som den pt. største trussel mod demokratiet. Og at alle de opstillede partier til Folketinget alle er underlagt disse vilkår, hvilket betyder at deres forskellighed er til at overse, og mangfoldigheden i det politiske landskab er til at overse.

De politiske handlemuligheder i et såkaldt vækstsamfund er temmelig begrænsede. Det er derfor naivt at bilde sig selv ind, at den ”demokratiske” stemmeafgivning hvert fjerde år er så vigtig og afgørende. (I øvrigt er der tidligere i diskussionen påpeget det udemokratiske i, hvem der får regeringsmagten, når stemmesedlerne er talt op).

Analyser og kommentatorer har klart har vist hvem og hvor få hænder den reelle magt er placeret på, såvel nationalt som internationalt. End ikke studenternes årlige lastvognskørsel er vi selv herrer over.
At tænke den tanke til ende er alarmerende angstprovokerende, fordi man vil nå til en erkendelse om at ”lille jeg er fuldstændig betydningsløs og underlagt kræfter, som jeg er uden indflydelse på”.
Naturligt nok vil rigtig mange derfor holde fast i begreber som ”ansvarlige voksne afgiver deres stemme”, ”vores demokratiske privelige og ret”, ”folkestyret er den eneste rigtige styreform”.

I bund og grund fine ord, men som efterhånden er reduceret til noget indholdsløst sludder som, bakket op af et flertal, er med til at fastholde en udemokratisk udvikling.

Ture Nilsson, Felix Austin, Lise Lotte Rahbek og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Peter Nielsen

Det som Søren Mau skriver er vel ret beset hans egen version af en politisk revolution, eller nulstilling om man vil. Men hvad så bagefter.... nu har jeg kun læst denne artikel, og ellers lidt omkring Søren Mau, og hans CV ligger vel ganske godt i tråd med EL´s ønske om en revolution.
Hvad vil man så bagefter - når det politiske dogme er nedbrudt - starter vi så demokratiet op igen, eller er det noget helt andet der skal til?
Systemet skal "smadres", sofavælgerne er en magt, men hvad nu hvis udviklingen efter år 0, alligevel ender der hvor vi er i dag.
Vi taler vel om hvilket flertal der kommer til magten i en eller anden form, skal vi igennem endnu en nedbrydning af et politisk/ demokratisk system, indtil vi når den samfundsorden en bedrevidende elitær forsamling ønsker, til trods for at flertallet er tilhænger af den demokratiske proces vi kender i dag, eller som udvikles efter år 0? Har Søren Mau og frænder mere ret end andre ( læs flertallet)?
Studentikost pladder? Måske, Søren Mau viser i hvert fald at han ikke er tilfreds med systemet som det er i dag.

Det lyder som om Søren Mau er ferm til at producere studentikost tankespind. Igen igen demonstreres at intelligens og etik ikke nødvendigvis følges. Det repræsentative demokratier er bøvlet, retten til at være uenig er bøvlet, de andre er alt for mange ... Men som de mindst ringe styreformer er de langt at foretrække frem for revolutionsromantik og deraf følgende terrorregimer.

Mikkel Madsen, Joen Elmbak og Peter Nielsen anbefalede denne kommentar

In these comments I’ll focus primarily on the United States for several reasons: One, it’s the most important country in terms of its power and influence. Second, it’s the most advanced – not in its inherent character, but in the sense that because of its power, other societies tend to move in that direction. ... In the work that’s essentially the gold standard in the field, it’s concluded that for roughly 70% of the population – the lower 70% on the wealth/income scale – they have no influence on policy whatsoever. They’re effectively disenfranchised. As you move up the wealth/income ladder, you get a little bit more influence on policy. When you get to the top, which is maybe a tenth of one percent, people essentially get what they want, i.e. they determine the policy. So the proper term for that is not democracy; it’s plutocracy. ... Inquiries of this kind turn out to be dangerous stuff because they can tell people too much about the nature of the society in which they live. So fortunately, Congress has banned funding for them, so we won’t have to worry about them in the future.

Dette var Chomsky om de ekstreme forhold i USA. Han sammenligner derefter med Europa under EU og efterfølgende finanskrisen - hvor han finder forholdene endnu mere ekstreme!

Europe, incidentally, is much worse – so outlandish that even The Wall Street Journal has been appalled by the disappearance of democracy in Europe. …[I]t had an article [this year] which concluded that “the French, the Spanish, the Irish, the Dutch, Portuguese, Greeks, Slovenians, Slovakians and Cypriots have to varying degrees voted against the currency bloc’s economic model since the crisis began three years ago. Yet economic policies have changed little in response to one electoral defeat after another. The left has replaced the right; the right has ousted the left. Even the center-right trounced Communists (in Cyprus) – but the economic policies have essentially remained the same: governments will continue to cut spending and raise taxes.” It doesn’t matter what people think and “national governments must follow macro-economic directives set by the European Commission”. Elections are close to meaningless, very much as in Third World countries that are ruled by the international financial institutions.

Vi kan heldigvis bryste os af i Danmark, at her fungerer demokratiet bedre, for vælgerne skifter ikke ekstrem højrefløj ud med ekstrem venstrefløj og tilbage igen i et desperat forsøg på at undgå den neoliberale austerity-damptromle. Vi elsker den jo.

Som en af Europas mest velafrettede vælgerbefolkninger rasler vi derfor lydigt rundt omkring en grå midte af 'ansvarlige partier', som lader os stemme frit på deres brede vifte af forslag angående om vi skal forringe vilkårene for de svageste bare lidt eller måske lidt mere end lidt. Forslag de desværre ikke kan røbe før efter vi har stemt på dem, fordi dagpengekommissionen skal have arbejdsro, men set ud fra den overordnede danske moral om pligter før rettigheder er detaljerne heldigvis også mindre vigtige.

Bill Atkins:

Så var jeg jo ganske tæt på. Lægger man mine to gæt sammen bliver det til bi.

Dennis Berg, Rune Petersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvad er det med folk og sofaforskrækkelse?

Tror I virkelig, at arbejdsløse og kritiske røster ligger på sofa døgnet rundt?
Eller kunne det være sådan, at pressen (heller ikke) har styr på, hvad der foregår rundt omkring i landet, for de har ikke råd eller tid til at sende en journalist?
Sofa.. jamn du godeste.
Ved I f.eks at der er stiftende generalforsamling i en borgerretsbevægelse i Fredericia i weekenden? Nej? Det tænkte jeg nok.

Så let jer dog fra sofaen og tro ikke, at I er demokrater og ikkestudentikose (eller hvad nu skældsordet er i denne uge) bare fordi I stemmer til Folketinget hvert fjerde år.. ikkesandt ;-)

Søren Roepstorff, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Claus Jensen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Bill Alkins:

Og jeg som troede, dit nye logo forestillede en krammebamse i en sofa på ladet af en Christianiacykel med hjælpemotor ;o)

Der kan man bare se, hvor man kan tage fejl, når man bor i Jylland og ikke er nået længere end til kapitlet om blomsterne og bierne i "Hvordan Mor for viderekomne Informations-abonniner".

Peter Nielsen

Antagelsen er derfor at fordi man er utilfreds med politikken der bliver ført, så er der ikke demokrati til... javel ja...

Niels Engelsted

Magten kan sagtens ligge i sofaen som englænderne her demonstrerer:
https://www.google.dk/url?sa=i&rct=j&q=&esrc=s&source=images&cd=&cad=rja...

Claus Jansson

Uden at idealisere noget som helt i nutid eller datid, så ville jeg selv vælge at aflevere en BLANK stemmeseddel - det har længere rækkende konsekvenser end undlade at stemme.

En BLANK stemme er en BLANK stemme - en manglende stemme derimod kan være så mange forskellige ting.

My few cents.

Grethe Preisler

Schur Schur Schur lille Bi omkring.
Frygt ej for de vilde drenge
flyv kun ud i mark og enge
Schur Schur Schur
sur i lystig ring

Shur Schur Schur lille Bi omkring.
Sid i blomsten som en dronning
sug den søde, søde honning.
Schur Schur Schur
sur i lystig ring.

Schur Schur Schur lille Bi omkring.
Flyv så med dit ringe bytte
hjem til cellen i din hytte.
Schur Schur Schur
sur i lystig ring.

Et digt til Bill Atkins' bi?!

Grethe Preisler

Dronerne flyver hen over byen, ingen ved rigtigt hvorfor,
Dronerne flyver hen over byen, ingen ved rigtigt hvorhen.

"Once he built a tower up to the sun
Brick and rivet and lime.
Once he built a tower now it's done
Sister, can you spare a dime?"

Dronerne flyver hen over byen, ingen ved rigtigt hvorfor.
Dronerne flyver hen over byen, ingen ved rigtigt hvorhen.

Arne Stensgaard Berg

@Curt Sørensen. 16/4 - 16:14:

Ja, jeg kan godt forestille mig Lars Løkke som statsminister, Søren Pind som udenrigsminister, Ole Birk Olesen som økonomiminister, Joachim B. Olsen som beskæftigelsesminister og Naser Khader som integrationsminister. Og når jeg gør det, vågner jeg altid op fra mareridtet, badet i angstens sved...

Det hjælper at stemme. Må jeg minde jer om den jord-reform - eller revolution - som faktisk blev gennemført for cirka 90 år siden, mellem 1920 og 1925. Her tvang et flertal af Socialdemokrater og
Radikale faktisk konservative godsejere mm. til at afstå forholdsvis store landområder. Uden erstatning! Og til at give de her landområder til fattige bønder og jordløse arbejdere. Og selvom det ikke ser sådan ud på overfladen, så lad mig fortælle denne lille historie om, da SR-regeringen kom til i 1993-1994. Den lukkede som noget af det første et glimrende integrationsprojekt for især muslimske, iranske, tyrkiske og arabiske kvinder, som sad og vævede ægte tæpper. Fordi det var privat! Og ikke offentligt. Og før VK-regeringen kom til i 2001-2002, så havde SR-regeringen faktisk foreslået en forbedring af lov om arbejdssikkerhed og arbejdsulykker. På de store overordnede linjer er der måske ikke de store forskelle, men går man ned i detaljerne er der altså.

Og tror I virkelig at vi her i DK havde fået det velfærdssamfund vi har fået i dag - såfremt Socialdemokraterne og De radikale ikke havde gennemført det; med den hjælp fra stemmesedlen som de fik. Og det flertal som danskerne gav dem....

ps: I 1973 eller 1974 da en dame i et ægpakkeri fik 15-20 kr. i timen, råbte Venstre og Dansk Arbejdsgiverforening også op om at timelønnen er for høj....

Hmmm.... Er teksten virkelig så lang eller ulæselig, at ingen ser ud til at kunne rumme mere end småbidder af den:

Og som den gode marxist Søren Mau er, tager han naturligvis højde for de materielle og historiske betingelser. Bogen er netop ikke en afvisning af parlamentarisme generelt. Han konstaterer blot, at stemmeafgivningen er passé, fordi den kun var meningsfuld inden for en bestemt historisk kontekst, som ikke længere er til stede.

Behøver man at være marxist for at indse det??

Søren Cramer Nielsen

Jeg bryder mig ikke om at man afviser det repræsentative demokrati uden at komme med et bud på, hvordan man ellers ønsker samfundet indrettet. Det skylder man i min bog, for selvom der da er problemer med det repræsentative demokrati, så skal der være et alternativ for anarki er der ingen med fornuft, som ønsker.

At det ikke giver mening at stemme nægter jeg også at tro på. Jovist har politikkere da sagt et og gjort andet når de kom i regering, men lad da vær med at stemme på de store stemmeslugere, der virker utroværdige. Man vælger hvert 4 år ja, men tag da ydre fløjene hvis i ikke vil stemme på partier som vil have magten uden at ville ud med, hvad de vil med den rent politisk.

Danske politiske tilstande er da meget bedre end mange andre steder i verden. Set i øjnene af at vi har været i en finanskrise, og den siddende regering ikke har kunnet leve op til sine løfter, så synes jeg da at Danmark er et dejligt sted at bo. Forudsætninger for det er en stærk økonomi og et stærkt civilsamfund, som tænker i fremtiden med henblik på miljø, klima, uddannelse, politisk system og andet.

Politikkerne har svigtet de svage i finanskrisen og trykket nedad, men der er da heldigvis alternativer i dansk politik. Hvis man undlader at stemme og ikke deltager aktivt for at påvirke det politiske system (med lyd, debatter og andet), så giver man afkald på alle de friheder og rettigheder uden at tage stilling. Det er sølle. Er i virkelig ligeglade med hvem der får magten?

Der var en vigtig pointe som dette indlæg fik mig til at tænke over, og det er at det repræsentative demokrati må og skal følge virkeligheden. Det må ikke blive en institution, som folk tager for givet og som politikkerne/"eliten" rager til sig. Det er vigtigt, at man som borger engagerer sig - tag stilling! Og stop med at stemme på de partier, som ikke lever op til vælgernes forventninger.

Mikkel Madsen, Joen Elmbak og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Hvis ALLE blev hjemme og INGEN ville stemme til det forestående folketingsvalg, så kræver det blot én stemme for, at en sindsforvirret tosse "kunne" blive valgt til statsminister... som i "worst-case scenario" kunne fører en ny Hitler til magten. Nej, tak...!!!

Sten Victor

en sindsforvirret tosse "kunne" blive valgt til statsminister, i stedet for nu, hvor???

Grethe Preisler

Djævlen ligger i detaljen Claus Jensen, og kodeordet er "meningsfuld".

Studiosus philosophiae Søren Mau har gjort den epokegørende opdagelse, at "stemmeafgivningen er passé, fordi den kun var meningsfuld inden for en bestemt historisk kontekst, som ikke mere er til stede".

Når den lærde Søren (jf. Hans Kirks roman "De nye Tider" fra 1939) engang bliver færdig med sine studier, finder han sikkert også ud af, hvem han til den tid skal anbefale Mads og Maren i Kæret at beære med deres kryds på stemmesedlen, så Søren kan beholde sin gode stilling :o)

Nu ikke så pessimistisk, fru Preisler. Hvem ved, det kan være Studentikose Søren aldrig bliver voksen og/eller færdiguddannet. Det er set før, og vi er endnu nogle få, der husker vejen, anden stjerne på venstre hånd.

Michael Kongstad Nielsen

Demokratiet har altid været den bedste styreform. Siden stenalderen har man afgjort ting på den måde. De, der ikke ville deltage i denne beslutningsproces, blev anset for enfoldige tosser, og fik lov til at sidde udenfor i fred.

Lise Lotte Rahbek

MKN
Stenalderen udmærkede sig ved, at den der slog hårdest, bestemte. Det var jo nemt nok at gennemskue.
Intet nyt under solen, sådan set.
Nu er det bare dem, som kan manipulere andre til at smide med sten, som bestemmer og det er sværere at gennemskue.

Mikkel Madsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis man tager dine stenalderhistorier for gode varer, er man vist en enfoldig tosse, MKN.

Ingen kan kan indvende noget imod stenalderens demokrati, hvis det eksisterede.

Vi kunne så godt bruge lidt af det nu om dage, det er jo lige det der er problemet??

Claus Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Lise Lotte - der er jo meget folkevid omkring det med at kaste med sten. Den rene kaster fx den første, og man skal fx ikke bo i et glashus.

Claus Jensen - de enfoldige var anerkendte i stenalderen, og fik lov til at være i fred. De var ikke udskudte, men bestemte heller ikke, forståeligt nok. Moderne ignoranter derimod, er nutidens tosser, der næppe bør nyde samme inklusion, som datidens.

Emnets egentlige diskussionsbetingelser undrer det mig ikke bliver nævnt i artiklen :
En blank stemme er en protest mod valgets form eller indhold, med mindre der er tale om en ved-ikke-mulighed ved en ja-versus-nej afstemning.
Der er ikke nogen mulighed for at 'sabotere' en ja-versus-nej-afstemning, hverken med en 'ved-ikke-blank' eller ved udeblivelse, da :
En ikke-afgivet stemme altid er indforstået med valgets udfald.

georg christensen

Fuldstændig uenig, få, i stedet "Demokratiet" til at virke. I stedet for at hænge over i hængekøjen, gå hen og stem. Stem på det parti, som tager dig med, samtidig med alle andre, så vi i forening som samfund (stort eller lille), (Danmark eller EU),(udvidet EU, med russere og tyrkere) kan respektere hinandens sameksistens berettigelser på bare nogenlunde samme vilkår.

NB: Vi har i grunden "alle", kun to muligheder i et åbent eller lukket "demokrati": Stem, for at få det lukkede åbnet og muligheden for demokratiet er klar og synlig, eller stem på lukketheden , sammenlignelig med det modsatte af demokrati nemlig diktatur. En stemme. som ikke tilkendegiver sig , har allerede opgivet kampen mod følte overmagt´s "magtbegærligheder", rerligiøst, politisk som "dødsforagten" overfor LIVET.

Hvis man antager, at regering og folketing alene lader sig påvirke af valgresultater, giver det god mening at gå hen og stemme. Personligt tror jeg ikke at det forholder sig sådan.

Jeg kan ikke lade være at have en følelse af at flere har gjort sig lystig over min bi. Det forlyder nu at flere end 40 mio. vrede bier er gået på vingerne 'over there' og på bedste udenomsparlementariske måde har blandet sig debatten. Det kan ikke afvises at det er en trend der vil brede sig.
http://fox5sandiego.com/2015/04/17/semi-carrying-bees-overturns-in-seattle/

odd bjertnes, Mikkel Madsen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Claus Jensen:
Så bidsk du blev. Har du noget i klemme?

Torsten Jacobsen:
Jeg sagde bare, at man ikke skal tro, at den hellige grav er vel bevaret, bare fordi man følger artiklens råd og undlader at stemme.
Rådet burde istedet være, at bygge alternative politiske bevægelser op. Når de er på plads, så behøves folkeafstemnings-stemmerne ikke engang.

Søren Wegner

En extra rubrik forneden på stemmesedlen hvor der kunne krydses af ved 'Ingen af de ovenstående' ville få mig op af sofaen...

georg christensen

Bliv aldrig hjemme ved valg muligheden, om valget består af hele og halve "løgne og eller sandheder", så bliv aldrig hjemme. Tidspunktet , hvor "DU", (den lille bitte "bagatel" individ), har muligheden. Bliv aldrig hjemme, hvis du ønsker "folkedemokrati", så gå hen og stem, er DU i tvivl, så stem på noget andet. Vær med i livet, når "demokratiet" skal bestå sin prøve og ikke som nu bare virke i et byrokratisk lignende diktatur.

Den, som bare bliver hjemme, har opgivet, LIVET er forbi, værdiløsheden ses forude , vel nok i erkendelse af nyttesløsheden overfor "illusionen`s" magtbegærd, som kun kan ændres, ved at stemme på noget andet. Bare kom hen, kom frem, og stem, på det modsatte, og DU er med til at ændre og spring sovepuden over, bare det korte øjeblik "krydssætningen" tager. Kom med og vær med.

@ georg christensen

Folket, "den lille bitte bagatel individ" som du beskriver det i den 'smalskuldrede mobbede' verden. Sygt og man kan kun have medlidenhed.

Folket, kan befinde sig med tingenes tilstand, og bedøves med beroligende udsagn, fra bedrevidende politikere. Lige indtil den dag, hvor de ikke har mad på bordet. (Medmindre de har to job, til mindstelønninger).
Den største del af befolkningen vågner desværre først op den dag de ikke har mad på bordet. Og så vil de forsøge at finde de skyldige. Folket, vi er de mange.... Og vi går til bedre tider..

Jakob Lilliendahl

Interview med forfatteren

Måske især anbefalelsesværdigt for jer, der har glemt hvorfor reelt demokratisk indstillede mennesker ofte gør en stor indsats for at undgå erklæringer, om den potentielt "endelige alternative løsning".

Felix Austin, Niels Duus Nielsen, Torben Nielsen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Dennis Berg 23:45

Jeg er ikke helt med. Min tone er vist generelt uvenlig, men var der noget specielt ubehageligt i en af de sidste kommentarer, synes du?

Jakob Liliendahl:

Lige i plet. Vidste ikke, der fandtes sådan en autonomiinfoside.

Peter Nielsen

Hvorfor tror man at ved at undlade at stemme, så opnår man en form for systemnulstilling der er positiv? Er det fordi man ser det i Søren Maus kontekst og derfor ender med et socialistisk marxistisk system. Hvem skal være den nye magtelite, eller skal vi have opløst staten 100%, for derved at undgå nogen form for øverste myndighed? Stil alle mennesker frie og lige uden stat....
Hvordan kan man filosofisk forestille sig at der ikke ville ske noget helt andet, eksempelvis at man ender med et tilsvarende system som det vi kender allerede.
Har i nogensinde set menneskers opførsel når staten sættes ud af funktion i eks. Vis katastrofeområder, hvorfor skulle det blive anderledes , og hvem skulle stoppe vold, plyndringer og mord.
Man skal vist være mere end bare alm. Venstreorienteret for at finde noget som helst tiltalende ved Søren Maus fantasi. Man ender bare med at rende fra det ene system til det andet, og den gamle elite bliver erstattet af en ny, indtil den også bliver gammel.
Søren Maus anarkistiske baggrund fornægter sig ikke, men understreger også hans udprægede naivitet og ligegyldighed.

Sider