Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gør det demokratiske – bliv hjemme

Det er en demokratisk pligt at stemme, får vi at vide. Men sæt nu, at det forholder sig omvendt? I bogen ’Hæv stemmen!’ argumenterer den århusianske filosofistuderende Søren Mau for, at vi kun kan skabe et mere demokratisk samfund ved at lade være
Sofavælgerne udgør op til ethvert valg et særligt interessant segment for politikerne, idet de kan afgøre udfaldet af valget. Nu opfordrer filosoffen Søren Mau i en ny bog til, at vi ændrer demokratiet ved ikke at gå hen og stemme.

Magnus Holm

Kultur
16. april 2015

En række mærkværdige politiske skabninger er begyndt at dukke op i flokken af djøffere, slipsedyr og regnedrenge i det tv-transmitterede mediebillede på det seneste. Der er opstået revner i den floskuløse parlamentariske diskurs, vi kender til hudløshed: Dukkepartiet dukker op i folketingssalen iført bizarre gummimasker; digterrebellen Yahya Hassan holder et timelangt poetisk rableforedrag, og det sværmeriske parti Alternativet nægter at adlyde den herskende pengepragmatik.

Til den skare kan vi nu tilføje en vis Søren Mau. Han vil hellere sparke til bordbenene end sidde med ved forhandlingsbordet. Denne århusianske filosofistuderende, der har været aktiv i den seneste tids universitetsblokader, har forfattet en debatskabende pamflet, der kort sagt skal overbevise os om, at vi skal lade være med at stemme til det kommende folketingsvalg. Hæv stemmen!, hedder bogen, som er udstyret med den dejligt germanskpedantiske undertitel: ’I hvilken det vises, at folketingsvalget er et ideologisk ritual, der opretholder et udemokratisk politisk system, og at det første skridt på vejen mod et demokratisk samfund er at lade være med at stemme’.

Kritisk politikerlede

Med bogen påbegynder Søren Mau en tiltrængt diskussion om, hvor demokratisk Folketinget egentlig er. For paradoksalt nok cirkulerer der her i landet en udbredt mistro til det politiske system – men samtidig fordømmes det som rabiat, suspekt og illegitimt at ytre kritik af ’vores demokrati’, som politikerne gerne kalder det.

Bogen rammer altså direkte ned i den politikerlede og parlamentariske metaltræthed, som man i dag ikke kun oplever i afgrænsede miljøer, men i lige så høj grad til familiepåskefrokoster og bedsteborgerlige rødvinssamtaler.På den måde tager forfatteren hul på en systematisk institutionskritik, som længe har været fraværende herhjemme, eller kun dukker op hist og pist i et rent moralsk eller følelsesbetonet leje – eksempelvis i kritikken af Karen Hækkerups lidt for ubesværede karriereskift fra justitsminister til lobbyist for Landbrug & Fødevarer.

Det radikale er for så vidt ikke bogens observationer. Argumenterne er velkendte: Nationalstaten har mistet suverænitet og har en begrænset evne til at regulere samfundsudviklingen. Den globaliserede og finansialiserede økonomi har udhulet parlamenternes magt over penge og arbejde. Og politik er blevet en professionaliseret, afkoblet og markedsliggjort mediemaskine, hvor eliten kan skifte mellem roller som politikere, eksperter, spindoktorer og erhvervspinger.

Nej, det radikale er derimod den konsekvens, som forfatteren drager af disse observationer: Det politiske system kan ikke ændres indefra, så det er på høje tid at boykotte det og i stedet opbygge nye former for politik.

Som Søren Mau skriver: »Opfordringen til at undlade at stemme kan formuleres sådan her: Lad være med at være vælger. Lad være med at lade dig reducere til den borger og den forbruger, den politiske elite vil have dig til at være. Gør i stedet hvad du kan for at blive et politisk subjekt, der nedbryder udemokratiske magthierarkier og lader nye politiske fællesskaber opstå.«

Ifølge ham står det kommende folketingsvalg altså i vejen for egentlige samfundsændringer, fordi det opretholder en falsk forestilling om meddeltagelse og indflydelse, der gør os blinde over for, hvordan det politiske hele tiden udspiller sig i vores liv.

Ingen fraktionsfnidder

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal stemmes eller ej, er et arbejderhistorisk ømt punkt. Det rækker tilbage til den store og smertefulde splittelse mellem kommunismen og anarkismen, som kulminerede med eksklusionen af anarkisterne fra Første Internationale i 1872.

»Hvis det at stemme kunne ændre noget, ville det blive gjort ulovligt,« tordnede den russisk-amerikanske anarkistiske agitator Emma Goldman omkring århundredeskiftet.

»Bag stemmesedlerne ligger brostenene,« skrev en mere optimistisk Karl Marx til gengæld i Klassekampene i Frankrig 1848/1850. Historisk set har det altså været anarkismen, der har stået for den mest skånselsløse, men nok også mest infantilt kompromisløse parlamentarismekritik – alt imens socialdemokratismen og kommunismen har dyrket partiet som autoritet og staten som påstået neutralt instrument i skabelsen af et bedre samfund. Ved første øjekast kunne man altså godt tro, at en bog som Hæv stemmen! må være et direkte tidsmaskinetrip tilbage til et langhåret møde hos Anarkistisk Føderation i Danmark på Christiania engang i begyndelsen af 1970’erne. Sådan forholder det sig dog ikke. I Søren Maus bog er vi ude over enhver slags fortidigt fraktionsfnidder. Hans analyser læner sig snarere op ad de radikaldemokratiske ideer om et andet politikbegreb hinsides det repræsentative system, der er blevet formuleret af nutidige tænkere som Rancière, Badiou samt Hardt og Negri.

Sofavælgerens spøgelse

Bogen er altså på ingen måde en forudsigelig anarkistisk brandtale om af at smadre for at bygge op på ny. Snarere er den baseret på præcise analyser af den aktuelle historiske situation. Med kække dialektiske hoftevrik nedarvet direkte fra Marx og Hegel jongleres behændigt med paradokser og overraskende argumentatoriske omvendinger – for eksempel når Mau identificerer sofavælger-apatien som den mest rationelle, og faktisk også mest ’aktive’ position:

»Sofavælgeren, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i Folketinget, og synes, at alle politikerne er utroværdige, reagerer i virkeligheden langt mere passende end den typiske ’engagerede’ vælger, der går op i at læse partiprogrammer, følger med i valgkampen og glæder sig til at stemme og fejre demokratiet på valgdagen.«

Og som den gode marxist Søren Mau er, tager han naturligvis højde for de materielle og historiske betingelser. Bogen er netop ikke en afvisning af parlamentarisme generelt. Han konstaterer blot, at stemmeafgivningen er passé, fordi den kun var meningsfuld inden for en bestemt historisk kontekst, som ikke længere er til stede.

»Den politiske aktion må altid bero på den konkrete analyse af den konkrete situation. Og det er på grund af den konkrete situation, at det ikke giver mening at stemme til det kommende folketingsvalg. Men det kan godt være, at der i fremtiden vil opstå en situation, hvor det giver mening at stemme til folketingsvalg.«

I en tid, hvor kommunismen trods talrige forsøg på akademisk hjertemassage for længst er stedt til hvile, er sofavælgeren ifølge Søren Mau det gespenst, der hjemsøger det politiske establisment: »Sofavælgerne anerkendes allerede af alle europæiske magter som en magt.«

Marx-referencen er ikke tilfældig, for Hæv stemmen! arbejder i høj grad med manifestgenren. Et godt og velskrevet manifest er i sig selv en talehandling, der rendyrker sprogets evne til at skabe virkeligheder: Tanker, der allerede også er gerninger. Og lige nu er det mest handlekraftige altså at gøre ingenting.

Søren Maus ’Hæv stemmen!’ udkommer på Forlaget Nemo i morgen. I kølvandet på udgivelsen arrangeres der frem til det kommende folketingsvalg en række aktionsmøder i landets større byer under overskriften ’Stem ikke til folketingsvalget’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Nielsen:

Tak. Tråden ville være så meget fattigere uden disse præcise, detaljerede, tekstnære og frem for alt konstruktive analyser.

Niels Engelsted

Gør det en forskel om man stemmer eller ej? Nogle gange gør det. Ikke længere i USA måske, men i Europa kan valgresultater sagtens gøre en forskel. Tænk blot på den forskel det har gjort at flytte blot nogle få procent af stemmerne fra det græske valg i 2012 til det i 2015. I USA vil man rigtig nok tage skade på sin selvrespekt, hvis man tvinges til at skulle vælge mellem Bush og Clinton-familiens repræsentant, ikke at stemme forekommer derfor at være et logisk valg. Man kan også i Danmark argumentere for hvorfor man ikke skal stemme, men man kan nok ikke slippe for at lyde lidt som et forurettet barn eller en fortænkt filosof.

Peter Nielsen

Velbekomme Claus Jensen, du får mig også altid til at tænke på gadegøglere når du ytrer dig. Mit liv ville være så meget fattigere hvis ikke det var for din overlegne evne til at formidle et klart og tydeligt budskab i stedet for at bruge tid på at håne andre der er af anden opfattelse. Din retorik efterlader ingen tvivl om dit indskrænkede sind, og den deraf afledte manglende evne til at perspektivere udover din egen næsetip.

Niels Engelsted:

Når vi sige "tekstnær", så forventer vi det jo ikke i virkeligheden af hverken Peter Nielsen eller MKN, men da du ikke pr. refleks er modstander af alt, der smager lidt af Marx/EL, er du jo ikke forhindret i, f. eks. at følge Jakob Liliendahls link, hvor det bl. a. bliver oplyst, at det ikke eer et kategorisk påbud ikke at stemme i enhver sammenhæng, og at den fortænkte filosof også lader spørgsmålet om Grækenland stå åbent, kontrasterer EL med Podemos og andre interessante ting.

Og Grækenland er jo netop en prøvesag - nytter demokratiet i den nuværende form, eller er det dømt til at ende i ulvens mave? The smart money lige nu er på ulven: http://www.information.dk/telegram/530544

Peter Nielsen

Så typisk Claus Jensen, intet indhold og ingen stillingtagen. Prøv noget nyt og forhold dig til at der er mange andre holdninger end din egen og disse skal vel også tages med i betragtningen, eller er du bare filosofisk som sædvanlig. Drømme koster ikke noget men det gør virkeligheden og dine venner i Syriza er ved at finde ud af det nu. Ikke engang grækerne tror på drømmen mere, de tømmer banker for deres værdier... Meget godt i tråd med tanken om et ny græsk nation...

Naaj, Peter Nielsen. Megen kritik vil jeg tage på mig, tosse, indskrænket sind, forurettet barn, men at jeg skulle lide af manglende stillingtagen? Nu må I stoppe.

Michael Kongstad Nielsen

Grækenland er et fremragende eksempel på, at det nytter at stemme. Dér nede viser demokratiet, at de etablerede systemer er til at rokke, hvis man bruger sin stemme. Samme tendens kan spores i Spanien, Frankrig, Portugal, Italien. De gamle europæiske konservative og socialdemokratiske partier er urolige - hvad sker der? Derfor udfoldes mange bestræbelser på at få Syriza-regeringen til at fremstå som en fiasko. En umulighed, som ingen skal få lyst til at gøre kunsten efter. Kritikken og benspændene kommer selvfølgelig mest fra det europæiske establishment, men sjovt nok også fra den gamle ortodokse venstrefløj, med Grækenlands eget dogmatiske kommunistparti KKE i spidsen. De ville ikke støtte Syriza i regeringsdannelsen.

Jeg tror på, at Grækenlands regering vil lykkes på den ene eller den anden måde. En meget dedikeret, kreativ og uplettet forsamling, der spiller på alle tangenterne, inklusive besøg hos Putin og Xi´s ambassadør, og forhandlingerne fortsætter i Bruxelles i djærvt tempo under lidt mindre højmælt retorik. Syriza giver sig ikke.

Niels Engelsted

Claus,
du indser forhåbentlig, at hvis budskaber fordrer tekstnære studier af anarkisthjemmesider og dyb og dannet filosofisk refleksion, så er det ikke sikkert, at receptionen bliver helt, hvad ophavsmændene havde i tankerne. Mange tumber forstår ikke fransk snus, og læser bare opfordringen om ikke at stemme. Og derfor ender det kloge budskab med blot at blive en opfordring til alle progressive folk om at fravælge stemmeretten, hvad reaktionen bestemt ikke vil være ked af.

"Mange tumber forstår ikke fransk snus, og læser bare opfordringen om ikke at stemme."

Uhh det var dannet - gælder det - det meste af befolkningen - altså ud over de 2000 begavede - ( rifbjerg. ?

MKN:

Jeg håber, du har ret, og jeg vil ikke have, at Syriza skal mislykkes så Søren Mau kan få ret, men hvor finder du den positive modvægt, til et pres som det, jeg linkede til ovenfor, eller det her friskt fra IMF? http://www.telegraph.co.uk/finance/economics/11542768/Greek-crisis-deepe...

En smagsprøve:

The International Monetary Fund has warned Greece in its toughest language to date that a delay in debt payments would be an unprecedented event with no moral justification. .... Officials in Athens said the Syriza government may ultimately have to raid the country's pension funds in a last, desperate manoeuvre to avert bankruptcy, violating fiduciary obligations. One minister said privately that it may be better to accept default and clear the air rather than draw out the agony in such a destructive way./i>

Sådan siger man faktisk, uden at fortrække en mine. 'Moral justification'.

Niels Engelsted

Tina,
det gælder det meste af befolkningen, inklusive mig selv.

Niels Engelsted:

Jeg er enig med dig i, at vælgerskaren er håbløst uintelligent og ganske ude af stand til at læse indenad og rammes således også af Tina Birkebys bidende og velplacerede sarkasme, men altså det på en gang forurettede og fortænkte barn kan vel ikke stilles til ansvar for, hvad der skrives om ham snarere end for hvad, der skrives af ham.

Vi må derfor håbe, at lødige medier som Information vil holde mikrofon for hr. Mau, som hermed er advaret om, at han skal udtrykke sig i monostavelses-soundbites, så han kan lade de intellektuelle anarkistsider synke tilbage ned i deres velfortjente mørke.

Henrik Bjerre

Spørgsmålet om vælgerskarens begavelse er blevet yderligere aktualiseret. Jeg har netop fået adgang til Klaus Rfibjergs analyser af antallet af begavede og forbereder en posthum udgivelse.

Interessant nok viser det sig at analysen ikke konkluderer 2000 - men kun en begavet mand i Danmark. Rifbjerg turde så ikke selv offentliggøre det kontroversielle resultat og foretog en journalistisk vinkel, der endte med de 2000. Selvom jeg allerede ved hvem denne ene begavede mand er, må I alle vente spændt på bogens snarlige udkomme.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen:
Ritzau-telegrammet 06.45 er typisk for vores mediers konstante nedgøring og mobning af Syriza-regeringen. Obama siger tre ting, hvoraf Syriza er helt enig i de to. Derimod nævner Obama ikke den række af krav, trojkaen har stillet om salg af offentlige elselskaber, havne og jernbaner mm., som Syriza afviser. Så Obama er nærmest mild overfor Grækenland.

Den græske (borgerlige) avis Ekathimerini skriver i dag:
"... Finance Minister Yanis Varoufakis met with ECB President Mario Draghi in Washington Friday on the sidelines of the IMF and World Bank Spring Meetings. The two men spoke for an hour and, according to sources, took a detailed look at how discussions between Greece and its lenders should progress between now and the Eurogroup meeting on April 24.

“We spoke about the day-by-day process, as I did with Mrs [Christine] Lagarde,” said Varoufakis, who met with the IMF managing director earlier in the week.

Earlier, the Greek finance minister also had a brief discussion with US President Barack Obama on the sidelines of an event at the White House in honor of Greek Independence Day. Sources said the informal encounter lasted for 12 minutes."
http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_17/04/2015_549198

Altså "dag til dag", vi talte om den daglige proces, det lyder ikke særlig dramatisk. Og møderne i Bruxelles fortsætter fra på mandag.

MKN:

Blot det, IMF og Obama overhovedet gider tale med Varoufakis, som efterfølgende kommer med nogle neutrale udtalelser, synes jeg ikke er meget hænge hatten på. Slet ikke, når de uformelle diskussioner resulterer i så skarpe udmeldinger fra den anden part.

Obamas,

"Grækenland må iværksætte reformer, lyder det fra Barack Obama under et fælles pressemøde i Det Hvide Hus med den italienske premierminister, Matteo Renzi- De må opkræve skatter. De må reducere bureaukratiet og tilrettelægge et mere fleksibelt arbejdsmarked, siger Obama om grækerne."

Det er vel blot den gængse måde at sige "mere markedsliberalisering, mere austerity" på?

Men ok, vi må vel bevare troen. Det vil snart vise sig, hvad der er hvad.

Mikkel Madsen

..så han afviser ikke parlamentarismen, men stemmeafgivning er passe?!

Hvordan mener han mon så parlamentet skal sammensættes?

Og ja, det må gerne være et konkret svar, så vi kan sikre os imod "Folke"domstole, "Folke"råd, "Folke"militser og lignende.

Claus Jensen:
Formidling er lige så vigtigt som evnen til at forstå. I denne forbindelse står det budskab, som du påstår er centralt, ikke tydeligt frem af artiklen.

At kalde folk dumme fra sit elfenbenstårn bringer ikke sagen nogen steder hen. Evner man ikke formidlingen, så ender man i irrelevans, uanset hvor klog man ellers er.

Jeg vil gerne læse Søren Mau's bog inden jeg slipper anden løs i Laksegade.
Tak til Torsten Jacobsen for en sidegevinst i debat'en.

Dennis Berg:

Jeg ved ikke, om I alle har drukket eller røget et eller andet spændende, eller det bare er mig der formidler dårligt. Jeg prøver igen:

Det er ik-ke Sø-ren Mau, der har skre-vet ar-tik-len!

Betragtninger over hans evner til at formidle eller mangel derpå er derfor baseret på fantasi og fordomme. Vent venligst til vi har noget i hånden fra synderen selv, skrevet til laveste fællesnævner, med at bedømme, om han kan kommunikere til den.

Det er i øvrigt, af grunde der er INDLYSENDE i denne tråd, ikke nødvendigvis læserens begrænsninger, der er målestok for værkets kvalitet.

Grethe Preisler

Va faningen er meningen med skydningen fra fæstningen
fra om morningen til om aftningen og til langt ud på natningen?

Læs "Modkraft" (kontradoxa) Claus Jensen - dér ligger et fyldigt uddrag af den lærde Sørens mesterværk plus et interview med geniet himself.

God fornøjelse og vor gunst som tilforn
Maren i Kæret

Tak, som byder, Maren. Vi har dog fået nok af både kontra og doxa for i dag, så det bliver tidligst i morgen. I øvrigt er hr. Mau - hvilket betyder beruset på mindst et par sprog, og nemo saltat desforuden, som bekendt - og jeg jo åndstosser, så selv den mindste del af værket er nok for mig til at danne en helhed for mit indre tågesyn.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen, i går - 21:24.

I Ebbe Kløvedal Reichs bog "De første" fra 1981 kan man i kapitel 2 "At blive boende (3000 f. Kr. -0)" læse i afsnit 6:"Tinget" der foregår på Langeland i yngre stenalder. Det handler om tilflyttere og fastboende og en valgt høvding ved navn Humbles, der også er nævnt i Saxos Krønike.
Humble var den, der indkaldte til Ting. Der blev sendt folk ud til alle bopladser på Langeland på månedsskiftet før Tinge. Fra hver boplads kom der én eller flere, men dem fra Nordlangeland holdt sig som regel væk. På Tinge blev der talt om det, der kunne skabe fred mellem tilflyttere og de faste. Der blev talt om afsvidning af skov til græsmarker. Der blev talt om hegning og jordens opdeling, og om regler i fællesskabets interesse. Tingstederne blev også meget tidligt brugt til behandling af retstvister, i det hele taget trivedes et temmelig demokratisk demokrati, som godt kunne måle sig med det græske. Læs selv den herlige historie. De, der ikke mødte op på Tinge, havde ingen chance for at få deres særstandpunkter trumfet igennem efterfølgende. Derfor: - mød op!

Claus Jensen:
Jeg kan kun anbefale dig at nærlæse teksten - tag dit eget råd.

Første del af mit forrige indlæg angik den forfatter af artiklen, som du forsvarer, som havde du bollerne på blokken for ham.
Der var kun een reference til dig. Den finder du nok, når du får... nærlæst.

MKN:

Det, du så fornøjeligt beskriver, og som uden tvivl var modus fra da af og til nu, svarer jo fuldstændig til vore dages "repræsentative demokrati". Jeg står som en skamstøtte.

Dennis Berg:

En nærlæsning af artiklen vil røbe for dig, at skribenten ikke er en han, men en hun, også selvom du ikke er nået så langt i teksten som til forfatterens navn.

Jakob Lilliendahl

Pest eller Kolera

For at konkretiserer lidt og som et forsøg på et svar til bl.a. Niels Engelsteds, Curt Sørensens og Lars Jørgensens mere pragmatiske indfaldsvinkel til emnet, vil jeg prøve med en kort gennemgang af konkrete pragmatiske grunde til, som demokrat, ikke at stemme til det kommende folketingsvalg (hvis man da bare er lidt humanistisk anlagt)

At skulle foretage et valg mellem rækken af de opstillede borgelige partier og et Enhedslisten, der de sidste snart 4 år har holdt en regering af udemokratiske, stangborgerlige og forræderiske administrationsteknokrater ved magten, uden at få anden indflydelse end "den mindste forbedring" - At holde de helt absurdblå væk fra selvsamme (men ikke fra mere indflydelse end enhedslisten selv) - Og uden ambitioner om andet, end selv at blive det næste socialdemokratiske administrationsparti - Er ligegyldigt, i særdeleshed hvis man:

a.) Hverken er socialdemokrat, socialliberal, konservativ eller fascist.

b.) Er indædt modstander af repræsentation.

Så kort jeg kunne :)

Jakob Lilliendahl

Enhedslisten er en håbløst naiv og selvdestruktiv ligegyldighed.. Derfor..

Jakob Lilliendahl

Rigtig socialisme kommer nedefra, det har jeg selv læst XD
http://modkraft.dk/artikel/socialismens-sj-le

Grethe Preisler

Jackob Lilliendahl:

"Modkraft" er (i modsætning tilt fx nærværende dagblad) ikke et kommercielt drevet nyhedsmedium, men et åbent net-forum, hvor debattører med de særeste meninger florerer side om side med folk med alm. sund fornuft og/eller specialviden om udvalgte materier.

Økonomen Karen Helveg Petersen, som hører til i sidstnævnte kategori af bidragsydere, er rigtigt god til at forklare, hvad austerity-policy går ud på, og hvordan det virker i praksis, så også andre end 'økonomiske vismænd m/k rekrutteret fra CBS' kan følge med uden at falde af i svinget undervejs ;o)

Grethe Preisler

Jakob Lilliendahl - undskyld fejlbogstaveringen af dit fornavn.

Johnny Hedegaard

Man skal vælge sine diskussioner med samme omhu –

Det er interessant, at denne debat om demokrati indenfor det første døgn fik langt over 50 kommentarer og lige nu er oppe på 133 kommentarer.

I modsætning til denne: http://www.information.dk/530328
som på snart 2 døgn kun har opnået at vække interesse hos et fåtal med sølle 13 kommentarer.

En artikel som i den grad, for jeg véd ikke hvilken gang, nagler og anklager den offentlige institution Sundhedsstyrelsen for løgn, fortielse og ansvarsforflygtigelse i en sag der handler om unge pigers ødelagte liv p.gr.a. en af Sundhedsstyrelsen anbefalet vaccine.
Anklager som tilsyneladende ingen konsekvenser får, selv om det er de demokratisk valgte politikere der i sidste ende står med ansvaret.

Niels Engelsted

Jakob,
tak fordi du springer alle de elitære argumenter over og gør klart og tydeligt, hvad anti-stemme-synspunktet i praksis betyder i Danmark. Nemlig at folk, der havde tænkt sig at stemme på Enhedslisten, (og det er i realiteten dem diskussionen henvender sig til) skal lade være, fordi Enhedslisten er 'en håbløs og selvdestruktiv ligegyldighed.'

Det er helt legitimt at mene. Men hermed er vi tilbage ved mit oprindelige spørgsmål. Hvis man mener, at Enhedslisten er en ligegyldighed, skulle det så gøre en forskel ikke at stemme på dem? Hvis partiet er en ligegyldighed kan der jo heller ikke være megen narcissistisk tilfredsstillelse (selvrespekt) i at straffe dem, så de kan lære det.

Jakob Liliendahl:

Sålænge EL er det suverænt mest forhadte parti i dansk politik, med en enig blok fra SF og ud mod højre, som benytter enhver lejlighed til at propagandere imod det, har det en vis værdi.

Der findes to slags kritik af EL 1. Din, at det er et tandløst medløberparti, som holder en borgerlig S-regering ved magten. 2. At det er uansvarligt, kontrært, ekstremt og derfor dømt til at stå alene på sidelinjen og skabe sig.

De to slags kritik er modsætninger, men vil til alle tider kunnne rettes mod partiet samtidig. Og bliver det.

Jakob Lilliendahl, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Niels Engelsted:

Det siger sig selv, at en stemmenægteraktion først og fremmest går ud over de mindst konforme venstrefløjspartier, fordi deres vælgere vil være mest tilbøjelige til at deltage Men igen, det er kun et problem i den tænkte situation, at EL virkelig kan gøre en betydelig forskel - dvs at et principfast EL vil blive tilladt at stikke snuden længere frem, end det gør nu - og hvis det at blive på sofaen er det eneste, man gør.

Men det er jo ikke det, der er meningen.

Der er den fordel ved fortænkte filosoffer, at de af og til er dygtige til at undgå sproglige fælder sat op for dem. En sådan fælde er propagandabegrebet 'sofavælger', og du hopper konstant i den ved at antage at essensen i ikke at stemme er det isolerede, passive individ.

Niels Engelsted

Claus, keep trying!

Grethe Preisler

Nye boller på suppen eller ny suppe på bollerne?

Vi kunne jo også - som digterspiren og mediekendissen Yahia Hassan - koncentrere os om at debattere, hvad der mere skal til for at gøre begrebsforvirringen om 'venstrefløjen' repræsenteret af Enhedslisten total, før folketingsvalget ikke kan udsættes længere:

1. Skal vi pille flere hår op af EL's suppeterrin med en pincet? - eller

2. Skal vi hælde hele suppen i håret på Johanne og Pernille?

AFUK-AFUK-AFUK - og så det lange: A-a-a--KUK!
(pollensæsonen begynder tidligt i år)

Jakob Lilliendahl, 19. april, 2015 - 03:49

Jeg læser Curt Sørensens artikel "Socialismens to sjæle" som en påmindelse om at socialisme udvikles i en dialog mellem teori og praksis, elite og bredde og at problemet lige nu er:
Socialismens udfordring i dag er massemobiliseringens kunst.

Og her må jeg give dig ret; Søren Maus ’Hæv stemmen!’ virker trods aktionsløftet ikke som den rigtige vej til en massemobilisering. Et angreb på metademokratiet uden fokus på et konkrete politisk problem, kan meget nemt blive en fis i en hornlygte.

Niels Engelsted:

Du ville nemmere kunne slippe af med din skygge på en solskinsdag...

Henrik Bjerre

Ordet sofavælger er egentlig ganske rammene. I fattige lande - hvor folk står i kø i måske stærkt solskin i 7-8 timer for at kunne stemme, har de ikke et hjem med en sofa - og vælger derfor - at stemme?

Michael Kongstad Nielsen

EL skulle seriøst have truet med at trække støtten til regeringen på et passende tidspunkt. Det gjorde de aldrig. Søger man et alternativ, så er der et, Alternativet. Det findes ikke i sofaen, men ved at sænke blikket fra Ø til Å, ikke nogen særlig krævende manøvre, som også kan udføres i regnvejr, og selv anarkister få gavn af.

Ja, hvis de kan få fri fra deres arbejde i flintestensbruddet.

Claus-drengen:
Nej, så nemt slipper du ikke. Jeg ønsker stadig at vide, hvorfor du er så ubehagelig, som blev du selv personligt angrebet.
At jeg kommer til at skrive 'ham' istedet for 'hende' fritager ikke dig fra ansvaret at nærlæse de indlæg, som du svarer på.

Der kører et eksperiment på parlamentarismens validitet i sydeuropa, og snart vil vi se, om vejen er helt håbløs:
Syriza slås en ensom kamp, men snart kommer forhåbentligt Podemos i Spanien til. Hvis begge fejler, så er jeg villig til at afskrive den parlamentariske vej til reel indflydelse.

Niels Engelsted

Claus,
du er, som du ved, min yndlingsgymnasielektor, og jeg lytter og lærer. Men helt ærligt, kan det virkeligt være rigtigt, at man nemmest slipper af med sin skygge i solskinsvejr? Jeg ville have troet, at det var i gråvejr, eller allerbedst om natten?

Peter Nielsen

@Dennis Berg, det du skal vide omkring Claus Jensen er kort og godt at han ynder at kritisere andre for deres holdning, men når han bliver bedt om at konkretisere hans egen holdninger til en given sag - ja så forfalder han til personangreb og hånende bemærkninger i stedet for at præcisere hans holdninger. Claus Jensen gemmer sig bag andres tanker, ideer etc., som han givetvis finder interessante, men når alt kommer til alt, så besidder han ikke den evnen til at redegøre for sig selv. Du er mere end velkommen til at se efter - Tomme or ofte agressive ytringer er kendetegnet for Claus Jensen.

Niels Engelsted

Nu må en af Claus Jensens absolutte fans tage til genmæle.

Claus er ikke kun god nok med både hjerte og forstand på rette sted, han er også en af de mest interessante og vidende debattører i disse spalter. Det er rigtigt, at han fægter med en spids fleuret, svarende til sit musketerikon, også at han nogle gange gør det for sjov eller bare fordi han kan. Men som regel fægter han ud fra et ægte engagement og en dyb fortvivlelse over verdens nuværende tilstand, lad jer ikke narre af de kyniske parader. Og indrøm at det underholder at se en fægtemester i aktion. Han overrasker tit med sine vinkler, men for os andre træmænd og trækvinder er det både lærerigt og stimulerende. Forestil jer, at vi skulle undvære ham. Debatsiderne ville blive væsentligt mere kedelige og mindre interessante.

Men Niels Engelsted, men hvad skal en lektor, (i logik?), dog stille op med en elev, der mener at i "gråvejr, eller ...om natten" slipper man allerbedst af med sin skygger, når der dér netop ingen skygger er.

Dennis Berg:

Det er irrelevant, om artikelforfatteren har formidlet Søren Maus ide godt nok. Hun har tydeligvis overvurderet Informations læsere med et par kilometer, og hva' så? At hænge sig i det er som at glo på fingeren i stedet for det, den peger på (månen).

Niels Engelsted:

Du har ret, det er svært ikke at kaste skygge på en solsskinsdag, hvilket vil sige, det er svært at få mig til at holde på med at keep trying. (Tænk, at du lokkede mig til at forklare det.)

Peter Nielsen:

Jeg ved ikke, hvilke holdninger, det er, du vil have ud af mig.

Jakob Lilliendahl

Bill Atkins, du skriver:

Og her må jeg give dig ret; Søren Maus ’Hæv stemmen!’ virker trods aktionsløftet ikke som den rigtige vej til en massemobilisering. Et angreb på metademokratiet uden fokus på et konkrete politisk problem, kan meget nemt blive en fis i en hornlygte.

Jeg ikke sikker på hvad du mener med "metademokratiet" i denne sammenhæng, men du må misforstå mig lidt. Jeg mener, at opfordringen til at hæve stemmen og blive hjemme, er det første og måske bedste skridt til massemobilisering. Den demokratiske underskud i vores samfundsforvaltning kan vel sagtens anskues som et konkret politisk problem, omend det har en omfattende systemisk karakter. Og det ville, som jeg ser det, være et godt sted at starte hvis befolkningen, mine kære medmennesker, gjorde sig ambitioner om anden indflydelse på deres samfund, end en gang hvert 4. år at legitimeret deres egen magtesløshed.

PS. Niels Engelsted, jeg kan måske uddybe med, at D'Artagnans kårde er knækket og umiddelbart derefter får han tæv med et kosteskaft af Magtens (Rochefort) tjenere, mens Magten (Rochefort) ridder videre, uberørt af D'Artagnans kluntede udfordring og bonderøvske manerer.

Claus-drengen:
Der mener jeg du tager fejl. Overskriften er, at man skal sofavælge, ikke at man skal opbygge politiske alternativer. Hvis forfatteren havde villet fremhæve alternativet istedet for bare et enkelt skridt, så kunne hun have gjort det. Istedet får vi et "første skridt", som man kan læse hvad som helst ind i, et godt stykke nede i artiklen. Det er ikke god formidling.

Og det er ikke DIN formidling, jeg taler om, Claus. Den er jeg faktisk ret ligeglad med, for jeg synes ikke du har ret meget at formidle.

Sider