Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gør det demokratiske – bliv hjemme

Det er en demokratisk pligt at stemme, får vi at vide. Men sæt nu, at det forholder sig omvendt? I bogen ’Hæv stemmen!’ argumenterer den århusianske filosofistuderende Søren Mau for, at vi kun kan skabe et mere demokratisk samfund ved at lade være
Sofavælgerne udgør op til ethvert valg et særligt interessant segment for politikerne, idet de kan afgøre udfaldet af valget. Nu opfordrer filosoffen Søren Mau i en ny bog til, at vi ændrer demokratiet ved ikke at gå hen og stemme.

Magnus Holm

Kultur
16. april 2015

En række mærkværdige politiske skabninger er begyndt at dukke op i flokken af djøffere, slipsedyr og regnedrenge i det tv-transmitterede mediebillede på det seneste. Der er opstået revner i den floskuløse parlamentariske diskurs, vi kender til hudløshed: Dukkepartiet dukker op i folketingssalen iført bizarre gummimasker; digterrebellen Yahya Hassan holder et timelangt poetisk rableforedrag, og det sværmeriske parti Alternativet nægter at adlyde den herskende pengepragmatik.

Til den skare kan vi nu tilføje en vis Søren Mau. Han vil hellere sparke til bordbenene end sidde med ved forhandlingsbordet. Denne århusianske filosofistuderende, der har været aktiv i den seneste tids universitetsblokader, har forfattet en debatskabende pamflet, der kort sagt skal overbevise os om, at vi skal lade være med at stemme til det kommende folketingsvalg. Hæv stemmen!, hedder bogen, som er udstyret med den dejligt germanskpedantiske undertitel: ’I hvilken det vises, at folketingsvalget er et ideologisk ritual, der opretholder et udemokratisk politisk system, og at det første skridt på vejen mod et demokratisk samfund er at lade være med at stemme’.

Kritisk politikerlede

Med bogen påbegynder Søren Mau en tiltrængt diskussion om, hvor demokratisk Folketinget egentlig er. For paradoksalt nok cirkulerer der her i landet en udbredt mistro til det politiske system – men samtidig fordømmes det som rabiat, suspekt og illegitimt at ytre kritik af ’vores demokrati’, som politikerne gerne kalder det.

Bogen rammer altså direkte ned i den politikerlede og parlamentariske metaltræthed, som man i dag ikke kun oplever i afgrænsede miljøer, men i lige så høj grad til familiepåskefrokoster og bedsteborgerlige rødvinssamtaler.På den måde tager forfatteren hul på en systematisk institutionskritik, som længe har været fraværende herhjemme, eller kun dukker op hist og pist i et rent moralsk eller følelsesbetonet leje – eksempelvis i kritikken af Karen Hækkerups lidt for ubesværede karriereskift fra justitsminister til lobbyist for Landbrug & Fødevarer.

Det radikale er for så vidt ikke bogens observationer. Argumenterne er velkendte: Nationalstaten har mistet suverænitet og har en begrænset evne til at regulere samfundsudviklingen. Den globaliserede og finansialiserede økonomi har udhulet parlamenternes magt over penge og arbejde. Og politik er blevet en professionaliseret, afkoblet og markedsliggjort mediemaskine, hvor eliten kan skifte mellem roller som politikere, eksperter, spindoktorer og erhvervspinger.

Nej, det radikale er derimod den konsekvens, som forfatteren drager af disse observationer: Det politiske system kan ikke ændres indefra, så det er på høje tid at boykotte det og i stedet opbygge nye former for politik.

Som Søren Mau skriver: »Opfordringen til at undlade at stemme kan formuleres sådan her: Lad være med at være vælger. Lad være med at lade dig reducere til den borger og den forbruger, den politiske elite vil have dig til at være. Gør i stedet hvad du kan for at blive et politisk subjekt, der nedbryder udemokratiske magthierarkier og lader nye politiske fællesskaber opstå.«

Ifølge ham står det kommende folketingsvalg altså i vejen for egentlige samfundsændringer, fordi det opretholder en falsk forestilling om meddeltagelse og indflydelse, der gør os blinde over for, hvordan det politiske hele tiden udspiller sig i vores liv.

Ingen fraktionsfnidder

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal stemmes eller ej, er et arbejderhistorisk ømt punkt. Det rækker tilbage til den store og smertefulde splittelse mellem kommunismen og anarkismen, som kulminerede med eksklusionen af anarkisterne fra Første Internationale i 1872.

»Hvis det at stemme kunne ændre noget, ville det blive gjort ulovligt,« tordnede den russisk-amerikanske anarkistiske agitator Emma Goldman omkring århundredeskiftet.

»Bag stemmesedlerne ligger brostenene,« skrev en mere optimistisk Karl Marx til gengæld i Klassekampene i Frankrig 1848/1850. Historisk set har det altså været anarkismen, der har stået for den mest skånselsløse, men nok også mest infantilt kompromisløse parlamentarismekritik – alt imens socialdemokratismen og kommunismen har dyrket partiet som autoritet og staten som påstået neutralt instrument i skabelsen af et bedre samfund. Ved første øjekast kunne man altså godt tro, at en bog som Hæv stemmen! må være et direkte tidsmaskinetrip tilbage til et langhåret møde hos Anarkistisk Føderation i Danmark på Christiania engang i begyndelsen af 1970’erne. Sådan forholder det sig dog ikke. I Søren Maus bog er vi ude over enhver slags fortidigt fraktionsfnidder. Hans analyser læner sig snarere op ad de radikaldemokratiske ideer om et andet politikbegreb hinsides det repræsentative system, der er blevet formuleret af nutidige tænkere som Rancière, Badiou samt Hardt og Negri.

Sofavælgerens spøgelse

Bogen er altså på ingen måde en forudsigelig anarkistisk brandtale om af at smadre for at bygge op på ny. Snarere er den baseret på præcise analyser af den aktuelle historiske situation. Med kække dialektiske hoftevrik nedarvet direkte fra Marx og Hegel jongleres behændigt med paradokser og overraskende argumentatoriske omvendinger – for eksempel når Mau identificerer sofavælger-apatien som den mest rationelle, og faktisk også mest ’aktive’ position:

»Sofavælgeren, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i Folketinget, og synes, at alle politikerne er utroværdige, reagerer i virkeligheden langt mere passende end den typiske ’engagerede’ vælger, der går op i at læse partiprogrammer, følger med i valgkampen og glæder sig til at stemme og fejre demokratiet på valgdagen.«

Og som den gode marxist Søren Mau er, tager han naturligvis højde for de materielle og historiske betingelser. Bogen er netop ikke en afvisning af parlamentarisme generelt. Han konstaterer blot, at stemmeafgivningen er passé, fordi den kun var meningsfuld inden for en bestemt historisk kontekst, som ikke længere er til stede.

»Den politiske aktion må altid bero på den konkrete analyse af den konkrete situation. Og det er på grund af den konkrete situation, at det ikke giver mening at stemme til det kommende folketingsvalg. Men det kan godt være, at der i fremtiden vil opstå en situation, hvor det giver mening at stemme til folketingsvalg.«

I en tid, hvor kommunismen trods talrige forsøg på akademisk hjertemassage for længst er stedt til hvile, er sofavælgeren ifølge Søren Mau det gespenst, der hjemsøger det politiske establisment: »Sofavælgerne anerkendes allerede af alle europæiske magter som en magt.«

Marx-referencen er ikke tilfældig, for Hæv stemmen! arbejder i høj grad med manifestgenren. Et godt og velskrevet manifest er i sig selv en talehandling, der rendyrker sprogets evne til at skabe virkeligheder: Tanker, der allerede også er gerninger. Og lige nu er det mest handlekraftige altså at gøre ingenting.

Søren Maus ’Hæv stemmen!’ udkommer på Forlaget Nemo i morgen. I kølvandet på udgivelsen arrangeres der frem til det kommende folketingsvalg en række aktionsmøder i landets større byer under overskriften ’Stem ikke til folketingsvalget’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jakob Lilliendahl, jeg har måske misfortolket dit: Rigtig socialisme kommer nedefra,, hvilket udsagn jeg ellers er enig i, hvis du mener "som græsrødder der spire" (under hensyn til Curt Sørensens: Socialismens to sjæle). Og dermed har jeg også sagt at jeg anser Søren Maus som selvbestaltet teoretiker, folkeleder. Med metademokrati mener jeg de institutioner, der omgiver demokratiet; grundloven, folketingets arbejdsform, valgsystemet, folketingsmedlemmernes træskhed, mediernes forløjethed osv. Og som sagt anser jeg konkrete politiske beslutninger, som havende langt mere folkelig appel end metademokratiets malfunktion.

Dennis Berg:

Og det nænner du at sige lige efter, at Niels engelsted har gjort mig så glad og varm :-(

Men jeg har jo ikke sagt, at artiklen er god formidling. Jeg har end ikke sagt, at Søren Mau er en god formidler, da jeg ikke har læst bogen. Du har også ret i, at man er tvunget til at læse videre end overskriften, hvis man vil forstå, hvad der menes.

Og hvorfor snakker vi nu om min formidling, har jeg bedt om en vurdering af den? Hvorfor snakker vi om alt muligt andet end Søren Maus bog?

Henrik Bjerre

Et vigtigt tegn på natten - er solens fravær!

Jakob Lilliendahl

Bill Atkins, Jeg mener rigtigt nok, at rigtig socialisme kommer nedefra. Men kan så ikke se, at Søren Mau skulle tale imod det på nogen måde (har heller ikke læst pamfletten, så jeg gætter bare), eller at "metademokratiets malfunktion" ikke kan konkretiseres

Jakob Lilliendahl, ja men, vi får så se om Søren Maus topstyrede afart af abstentionnisme uden et konkret politisk mål, opnår opbakning. ”Politikerlede”, som begreb, har trods alt været kendt siden 1962, uden det har smittet af på valgdeltagelsen. Elitær overbevisning om massernes falske bevidsthed, er ofte en reaktion der bruges til at slå folk i hovedet med, når erfaringer fra grupper eller personer ikke stemmer med marxisternes lærebøger, og når folks erfaringer er systematiseret på en anden måde end deres egne.

Her, Bill Atkins, noget konkret at forholde sig til i stedet for din forestilling om Maus topstyrede afart af abstentionisme:

http://modkraft.dk/artikel/stem-ikke-g-r-noget

Grethe Preisler, Jakob Lilliendahl og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Claus,
Nu har jeg læst det du kalder konkret fra hestens egen mund. Men herregud da, hvis det skal være dybt , må man fnise. Her er en prøve:

Man forbliver ikke tro mod dén demokratiske impuls, som kom til udtryk i kampen for at give kvinder og fattige stemmeret, ved at stemme til folketingsvalget – tværtimod er den eneste måde at forblive tro over for denne impuls på, at lade være med at stemme, og i stedet engagere sig i de konkrete sociale omgivelser, som man er en del af, og som rummer mulighederne for at skabe og udvikle nye former for demokratiske fællesskaber.

Iøvrigt, hvorfor kan man ikke både stemme til folketingsvalgene OG engagere sig i de konkrete sociale omgivelser? Det er der da rigtigt mange gode mennesker, der gør?

Claus Jensen

Tak for link

Claus Jensen, tak for link. Det fremgår deraf at Søren Mau er kommet til erkendelsen af noget som jeg og rigtig mange andre - hen over midten i dansk politik - også er kommet til, nemlig erkendelsen af:

Folketingsmedlemmerne er blevet presset ud af rollen som lovgivere. Lovgivningsarbejdet foretages af EU, embedsmænd og kommissioner.

Hvorfor så ikke arbejde parlamentarisk for at forene de kræfter der vil ud af EU. De udgør trods alt ca. 35%. ?

Stemmeboykot vil blot forvirre en kamp der kan vindes.

Jeg synes at Søren Mau jævnfør Claus Jensens link ser tingene ret klart, i modsætning til de forskrækkede, systembevarende, trofaste vælgere, der vil fortsætte med at stemme på alle de enige partier repræsenteret i folketinget, der alligevel kun er uenige om nuancer og hvem der skal gnave af flæsket??

Bill Atkins

Måske fordi tiden er forpasset og eneste chance er at presse det samlede folketing til at ændre på magtfordelingen og arbejdsgangene , hvis man vil bibeholde legitimiteten fra vælgerne. (Mig)

Michael Kongstad Nielsen

Det er noget sludder, at man som sand demokrat skal lade være med at stemme, fordi man er utilfreds med, hvad alle de andre stemmer. Man skal selvfølgelig bruge alle talekunstens muligheder og midler til at forklare, argumentere, overtale, overbevise de andre om den rette vej, fremfor at opgive, vende samfund og fællesskab ryggen og bare leve i egen subkultur efter bedste beskub.

Bill Atkins og Niels Engelsted:

Jeg tror sådan set godt, man kan prøve at mobilisere parlamentarisk. hvorfor ikke? Søren Mau udelukker jo heller ikke, at man efter strategiske overvejelser kan vælge at tage nogle kampe i den arena.

Man kan ikke på en tilfredsstillende måde sige noget om, hvordan man generelt skal forholde sig til valg og nationale parlamenter. Den politiske aktion må altid bero på den konkrete analyse af den konkrete situation.

Men spørgsmålet er, om man tror på, at demokratiet kan opnå mere end det allerede har inden for det system, eller hæmmer det nu bare mennesket videre sociale udvikling. Det var jo fra starten specifikt designet til at være imperfekt.

Det er en direkte parallel til kapitalismen som økonomisk model. Uanset hvor slemt det var, så skete der dog en udvikling mod generelt bedre materiel levestandard i vesten de første århundreder. Men den tid synes at være forbi i vesten. Både de politiske/demokratiske og økonomiske sider af systemet synes uigenkaldeligt at krumme sig om sig selv og regredere. Det er historisk unikt.

Niels Engelsted, du skriver: "Nu har jeg læst det du kalder konkret fra hestens egen mund. Men herregud da, hvis det skal være dybt , må man fnise."

Hvortil jeg blot kan sige, det nu må anses for bevist, at Søren Mau formidler så dygtigt, at selv den laveste fællesnævner finder stoffet let :-)

Jakob Lilliendahl

Niels Engelsted
19. april, 2015 - 18:21

Arh Niels, nu vil du vist misforstå. Pointen med det konkrete fra hestens mund, var jo for Bill at se, at der ikke er noget topstyret over Søren Maus afart, ikke at slå rekorder i filosofisk dybe.

Jeg er jo grundlæggende enig med pointerne, men mht det stykke du trækker frem, kan jeg kun se en lidt uheldig anvendelse af "den eneste måde". Ikke en dødssynd, det kan let og uden de store konsekvenser erstattes af det mindre kategoriske "en måde".

Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen skriver:
"Men spørgsmålet er, om man tror på, at demokratiet kan opnå mere end det allerede har inden for det system, eller hæmmer det nu bare mennesket videre sociale udvikling. Det var jo fra starten specifikt designet til at være imperfekt."

Lidt svært at dechifrere, men "det system" må være demokratiet, og "opnå mere" må betyde: - i den retning, en bestemt politisk opfattelse ønsker det. Om demokratiet "hæmmer" "mennesket videre sociale udvikling" bestemmer mennesket jo selv, så det har jeg svært ved at forestille mig, men at demokratiet "jo fra starten (var) specifikt designet til at være imperfekt."- har jeg meget svært ved at være enig i. Tværtimod, systemets design fejler intet, det er det indhold, mennesker putter i det, den er gal med. Man kan bruge demokratiet til at ændre indholdet, og det er det, man skal.

MKN:

Jeg mente ikke, at demokratiet har udspillet sin rolle eller er imperfekt. Det er et ideal, som vi kan bevæge os hen imod på forskellig måde.

Med systemet mente jeg, den udformning vores politiske system har. Det Bill Atkins kalder metademokratiet. Det er en bestemt inkarnation af demokratiet, anderledes for eksempel end det gamle athenske demokrati eller stenalderdemokratiet, du omtaler.

Vi har, som Søren Mau gør opmærksom på, opnået forskellige demokratiske fremskridt under demokratiets nuværende udformning, kvinders valgret osv. Spørgsmålet, som jeg finder interessant, er, om vi har nået grænsen, om der er flere demokratiske landvindinger, systemet kan hjælpe os frem til, eller om vi reelt er i en situation, hvor systemet modarbejder dem. Hvor sådanne demokratiske landvindinger ikke længere sker - hvis de sker - på grund af, men på trods af systemet.

Der er flere imperfektioner i det såkaldte repræsentative demokrati, men moderen til dem alle er, at det ikke omfatter økonomisk demokrati og holder den private ejendomsret hellig. Her er Chomsky som altid en glimrende introduktion til emnet, selvom han selvfølgelig fokuserer på USA:

The main designer (af det amerikanske statskapitalistiske demokrati), furthermore, was an astute political thinker James Madison, whose views largely prevailed. In the debates on the Constitution, Madison pointed out that if elections in England" were open to all classes of people, the property of landed proprietors would be insecure. An agrarian law would soon take place," giving land to the landless. The Constitutional system must be designed to prevent such injustice and "secure the permanent interests of the country," which are property rights.Among Madisonian scholars, there is a consensus that "the Constitution was intrinsically an aristocratic document designed to check the democratic tendencies of the period," delivering power to a "better sort" of people and excluding those who were not rich, well born, or prominent from exercising political power (Lance Banning). The primary responsibility of government is "to protect the minority of the opulent against the majority," Madison declared. That has been the guiding principle of the democratic system from its origins until today.
In public discussion, Madison spoke of the rights of minorities in general, but it is quite clear that he had a particular minority in mind "the minority of the opulent." Modern political theory stresses Madison's belief that "in a just and a free government the rights both of property and of persons ought to be effectually guarded." But in this case too it is useful to look at the doctrine more carefully. There are no rights of property, only rights to property that is, rights of persons with property. Perhaps I have a right to my car, but my car has no rights. The right to property also differs from others in that one person's possession of property deprives another of that right if I own my car, you do not; but in a just and free society, my freedom of speech would not limit yours. The Madisonian principle, then, is that government must guard the rights of persons generally, but must provide special and additional guarantees for the rights of one class of persons, property owners.
Madison foresaw that the threat of democracy was likely to become more severe over time because of the increase in "the proportion of those who will labor under all the hardships of life, and secretly sigh for a more equal distribution of its blessings." They might gain influence, Madison feared. He was concerned by the "symptoms of a leveling spirit" that had already appeared, and warned "of the future danger" if the right to vote would place "power over property in hands without a share in it." Those "without property, or the hope of acquiring it, cannot be expected to sympathize sufficiently with its rights," Madison explained. His solution was to keep political power in the hands of those who "come from and represent the wealth of the nation," the "more capable set of men," with the general public fragmented and disorganized...

Jakob Lilliendahl, Niels Duus Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis vi kigger historisk på begrebet abstentionisme er Irlands kamp mod det britiske overherredømme nok det mest konsekvente eksempel. Den irske løsrivelsesbevægelse besluttede i erkendelse af, at det i det britiske parlament var umuligt at komme igennem med irsk politik, at deltage i valgkampe og valghandling, med afslog så at besætte de vundne sæder i parlamentet.

...men altså et helt klart politisk mål (eksv. nej til TTIP/ISDS og EU) ....og så måske abstentionisme som middel.

...afskaffelse af 'politikerleden' som politisk mål - som Mau fremfører - dur ikke. Hvad er succeskriteriet.

Niels Engelsted

Op til Folketingsvalget i 1943 opfordrede den kommunistiske del af modstandsbevægelsen til, at danskerne stemte blankt for på den måde at vise deres afstandstagen fra samarbejdspolitikken og det særdeles udemokratiske og ufrie valg.

Nul-komma-fem procent stemte blankt til valget, der opnåede den højeste stemmeprocent nogensinde, nemlig 89, 5 procent, hvor over 90 procent gik til de samarbejdende partier.

Bagefter måtte kommunisterne erkende, at der åbenbart var noget, man ikke havde forstået, da man udtænkte den stem-blank-parole, der ellers forekom så indlysende. Noget med hvor vigtig stemmeretten åbenbart er for danskerne, og hvor let man kan komme til at skyde sig selv i foden.

Men denne erfaring er en menneskealder gammel og har selvfølgelig ingen gyldighed i dag.

Fint med historiske kendsgerninger og erfaringer.

Hvori består valget og imellem hvad???

Michael Kongstad Nielsen

Engelsted, det spillede nok også ind, at tyskerne havde strammet skruen og at Best og Scavenius var enige om, at valget skulle udskrives. Tyskerne ville vise, at Danmark var et mønsterprotektorat, men danskerne rykkede sammen om deres gamle partier i en slags symbolsk modstand. Modstandsbevægelsen udenfor kommunisterne anbefalede også at stemme, og på samarbejdspartierne, og nazipartiet fik kun 2,1 %.

Peter Nielsen

Demokratiet er til enhver tid uperfekt, da det er et resultat af historiske fremskridt. Demokratiet udvikles gennem folket og dets vilje og ændringerne kommer nedefra. Demokratiet udvikles på bagkant af nuet, og det er befolkningen der driver det. Derfor er det omsonst at påstå at ved at undlade at stemme, så påvirker man demokratiet. Man bør derimod sørge for at skabe en debat, en folkestemning der tvinger politikerne til at reagere i den retning man ønsker, og i sidste ende er det flertallets beslutning i hvilken retning demokratiet bevæger sig.
At opfordre til ikke at stemme er en bitter kommentar til et system man ikke selv er enig i, det er en doven og hjælpeløs holdning til det at være en del af et større fællesskab.
Hvis man ønsker at straffe demokratiet ved at opfordre til ikke at stemme, så skal man jo også redegøre for hvad man så ønsker, og hvad man ser som alternativet. Er det bare en form for nulstilling eller vil man en helt anden samfundsorden - og hvorfor.
Storkapitalen plejer deres interesser om man kan lide det eller ej, det har ikke ændret sig siden vi opfandt demokratiet i moderne forstand. Til trods for dette, så har befolkningerne udviklet samfundene og det vil fortsætte - det kan storkapitalen ikke standse.
At undlade at stemme er også en demokratisk ret, men så må man acceptere at andre tager beslutningerne på ens vegne, så alene det forhold understreger at det er vigtigt at tage aktiv del i valg, hvor man har mulighed for at påvirke retningen af samfundet.
Søren Maus påstand er derfor, efter min mening, udelukkende teoretisk, og vel blot et udtryk for hans egen utilfredshed med det samfund han nyder godt af som studerende, og ikke en virksom løsning til at ændre noget. Det er vel snarere et produkt formet i afmagt over hans udsigtsløse politiske holdninger.

Jakob Lilliendahl

Af alle blåøjede og konforme fortællinger.. Peter Nielsen.. Må den der tage en pris.

Peter Nielsen

Jamen Jakob Liliendahl dog.... Fortæl mig så hvordan du ser det. Nu taler vi jo ikke nødvendigvis om socialisme eller en anden isme, men hvordan man kommer til orde som borger i et demokratisk samfund. Hvis man undlader at stemme er det ikke det samme som at opnå noget som helst. Hvis man vil have indflydelse må man gøre noget aktivt - eller taler Søren Mau om at vi skal aflive det demokrati der er udviklet gennem generationer til fordel for en udefineret samfundsorden bagefter? Hvordan vil du have en tilnærmelsesvis retfærdig demokratisk proces uden borgernes mulighed for at vælge a,b eller c. Man bliver nødt til at tage hensyn til skiftende meninger blandt mennesker, men også omstændigheder der er udenfor vore kontrol.
Forurening, tørke, mangel på råstoffer, mangel på hænder osv. det er da alt sammen noget der vil influere på befolkningerne uanset om vi vil det eller ej, og i sidste ende vil det udmønte sig i forskellige reaktionsmønstre og holdninger, som også vil have betydning for den førte politik.
Dengang man ikke hørte ret meget om forurening så var det heller ikke et politisk fokusområde, men da græsrodsbevægelser begyndte at bekymre sig om forurening, så gik det hen og fangede befolkningernes interesse/ bekymringer, og skabte et politisk holdningsskifte. Det er vel demokrati og skal vi boykotte det? Hvis vi skal - hvad er det så vi kan forvente fremadrettet?

Peter Nielsen

Derfor mener jeg også at Søren Mau ikke er andet end en gøende loppe. Det kan da godt være at han synes det er kapitalen og ikke folket der styrer begivenhedernes gang, men når jeg læser informations artikel, så synes jeg ikke der gives noget bud på livet efter nulstillingen, og hvilket alternativ der er til demokratiet. Hvorfor ikke anerkende at demokratiet, med alle dets fejl og mangler, kun kan eksistere fordi der er folk der stemmer og fordi der sker holdningsskift hos mennesker som i sidste ende er med til at påvirke de samfund vi lever i?

Jakob Lilliendahl

"hvordan man kommer til orde som borger i et demokratisk samfund" - Ja, man siger noget..

Jeg angiver aldrig "svaret" på noget, det er ikke derfor jeg deltager her! Forstå det hvis du kan, eller lad være.

Og hvis du ikke kan se problemet, hvorfor bekymre du sig om overhovedet om problemstillingen?? Den bestående politiske klasse er har ikke brug for mere ukritisk forsvar.. Og hvis du mener Søren Mau taler i mod "demokratiet" forstå du tilsyneladende intet af det du har læst

Ellers ingen kommentarer, jeg opererer ikke i den TV2 virkelighed der.. Prøv at læs artikel, indlæg og links igen, hvis du virkelig vil forstå.. Jeg hader at gentage mig selv.. JEG GØR DET IKKE!

Peter Nielsen vinder jo faktisk ikke engang nogen pris, Jakob Lilliendahl. Vi kan jo se, hvor provokerede de fleste i tråden er over ideen, og hvor investerede de er i den samme fortælling om at sætte krydser ud for et parti en gang imellem. Det er lidt overraskende, og jeg lurer stadig på, om det er budbringeren eller budskabet, der skaber den stærke reaktion.

Jeg kunne godt tænke mig at høre sådan en som Bill Atkins, om han synes stemmeafgivning ville være ligeså vigtig og demokratisk meningsfuld, hvis EL blev strøget af listen til næste valg? Niels Engelsted har allerede tilkendegivet, at hvis valget stod mellem Democrats og Republicans, ville han stærkt overveje en blank stemme, så der må vel være et tippepunkt.

Peter Nielsen:

Det er alligevel utroligt, at du vælger miljøet som et eksempel på, hvordan demokratiet har triumferet over kapitalen, mens vi hjælpeløst er på vej i frit fald ud over klimaafgrunden.

Kvinder, sorte, bøsser, selv muslimer har opnået demokratiske rettigheder, og kan teoretisk opnå fuld ligestilling, fordi det enten er ligegyldigt eller en ubetinget fordel (kvinder på arbejdsmarkedet, løn- og fængselsslaver i stedet blot slaver) for kapitalen, at de får disse rettigheder.

Men miljøet er netop et punkt, hvor kampen er evig og udviklingen så åbenlyst sker på kapitalens præmisser. Vi får grøn energi den dag, det kan betale sig, og ikke et sekund før. Demokratiet har meget lidt at skulle have sagt. Vi skal i dag, 2015, stadig kæmpe for at få det prioriteret selv i offentlige budgetter, som var det den mørkeste middelalder, og økonomi kommer til enhver tid og ubetinget først.

Jakob Lilliendahl

Var det ikke dig der skrev et indlæg om den underdanige bondementalitet, for ikke så længe siden, Claus Jensen? Hvad var det nu, du skrev?

Her er status hos EU's klimaduks. Jeg må undskylde over for den Mørke Middelalder for at have fornærmet den ved sammenligningen ovenfor: http://www.information.dk/530501

Ellen Nielsen:

Overalt, du viser dig, hæves niveauet straks. Peter Nielsen kunne lære noget af dig.

Retorik eller oprigtigt spørgsmål, Jakob Lilliendahl :-)

Peter Nielsen:

En vits. En dårlig, billig, umoden, venstresnoet en af slagsen, men alligevel ikke noget at hidse sig op over, ok?

ellen nielsen

Overalt, du viser dig, hæves niveauet straks

Tusind tak! :-)

Jakob Lilliendahl

Oprigtigt spørgsmål XD

Anne-Marie Krogsbøll

Kan vi ikke meget nemt risikere at miste demokratiet, hvis vi ikke passer på?

Okay, min texting glossary siger, at XD betyder, det nok var retorisk alligevel, men for dem, der ikke har fulgt mig så tæt er linket her http://trueslant.com/matttaibbi/2009/04/14/americas-peasant-mentality/

Niels Duus Nielsen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Peter Nielsen

Claus Nielsen, kan vi være enige om at såfremt der ikke var en tendens der startede blandt græsrødder og sidenhen befolkningerne, så var der slet ikke sket noget som helst for miljøet. Jeg brugte miljøet som eksempel, men vi kan sagtens tage bøsser, sorte, muslimer ja du kan praktisk tage ethvert politisk tema i dag. Det er rejst fordi der er folk der har en holdning til et emne og fordi disse mennesker, om man er enige eller ej i deres betragtninger, har taget et emne og bragt det frem i den offentlige debat.
Udviklingen af samfundet er altid kommet fra bunden og det vil være naivt at tro at befolkningerne ikke har noget magt tilbage. Så et program i går på en af statskanalerne, som var gensyn med historien, herunder var der et indslag omkring Chac Chiracs genstart af prøvesprængninger i stillehavet i 1990érne. Den globale opstandelse var helt sikkert medvirkende til at Franskmændende lovede ikke mere at teste ( de skulle jo lige have lov til at starte de kanonslag de havde planlagt), men franske varer blev jo dengang boykottet i stor stil, rejser blev annulleret, og det er klart at sådan noget kan mærkes. Det hele startet af græsrødder og befolkninger.

Peter Nielsen

Jakob Lilliendahl, jeg forholder mig til at Søren Mau mener at det er nødvendigt at boykotte demokratiet:
»Den politiske aktion må altid bero på den konkrete analyse af den konkrete situation. Og det er på grund af den konkrete situation, at det ikke giver mening at stemme til det kommende folketingsvalg. Men det kan godt være, at der i fremtiden vil opstå en situation, hvor det giver mening at stemme til folketingsvalg.«
Som jeg har skrevet tidligere så spørger jeg "men hvad så" - jeg kan omformulere det så du måske også kan følge med: Hvornår vil det så, efter Søren Maus opfattelse, give mening at stemme?
Det kan du måske forklare mig og andre der står uforstående overfor dette synspunkt. Er det efter et vist tidsrum, efter en bestemt begivenhed, eller er det når politikerne beder os om at stemme, fordi vi har udvist tilstrækkelig politikerlede...
Hvorfor ikke benytte sig af det system vi har og påvirke det som det altid er blevet påvirket. Det var ikke mig der bad om spindoktorer, det var ikke mig der bad Mogens Lykketoft om at få en mere hip frisure og et andet skæg. Problemet er måske at vi i dag stemmer mere ud fra form fremfor indhold. Jeg kan ikke komme på én eneste politiker der i dag tør sige sin egen mening og stå ved det, uanset om de tager fejl. Der er sikkert mange der sidder med fornemmelsen af at det politiske håndværk er forsvundet. Ville det ikke bare være dejligt befriende bare én gang at se en politiker sige noget der kommer fra deres hjerte, i stedet for den evige jagt på taburetten?
Politik er i dag mere drevet af medierne end nogen sinde før, men at undlade at stemme er at resignere, og så opnår man ikke noget.

Jakob Lilliendahl

Det går så meget galt i dine sætninger. Bare for at starte: Nej, Søren Mau vil boykotte stemmeafgivningen, ikke demokratiet..

Og nej, hvad der ville være befriende, bogstaveligt talt, var hvis mine medmennesker selv ville tage ansvar, i stedet for at afgive det.. Hvor kommer dette behov for at blive ledet i hoved og røv fra??
Fik du læst den der: http://trueslant.com/matttaibbi/2009/04/14/americas-peasant-mentality/

Og du vælger i øvrigt selv dit medieforbrug..
Og tal i øvrigt for dig selv, der er ikke noget vi. Og det er ligegyldigt hvor meget du pusher dine fortællinger..

Grethe Preisler

Skyd ikke på pianisten (studiosus philosophiae Søren Mau) hvis pamflet "Hæv stemmen" udkom på forlaget Nemo den 17. ds. som den foreløbig første bog i serien 'Tumulti'.

Det er ikke den studentikose pamflet-forfatter, men ophavskvinden til ovenstående artikel om samme, der er ansvarlig for den journalistiske vinkling af historien. Og hvis rejsekongen Simon Spies R.I.P. havde ret i, at dårlig medieomtale var bedre end ingen, må Mr. Mau kunne se frem til at få pamfletten, som er hans forfatterdebut og kan erhverves fra forlaget for den beskedne sum af 125,- kr, revet væk fra hylderne, før måneden er til ende, og arbejdernes internationale kampdag oprinder.

Rent privat synes jeg, at illustrationen til artiklen var det bedste ved den, men det er så kun min ringe mening om "kioskbaskeren" af 16. ds.

Peter Nielsen:

Søren Mau er enig med dig i alt det med græsrødder. Han er er ikke ude på at boykotte dem eller demokratiet, tværtimod. Som Jakob Lilliendahl tilråder, prøv at læse det en gang til.

Med hensyn til de forskellige kampe og sager, skal man skelne mellem enkelte spredte sejre og det store generelle slag. Og så skal man skelne mellem, hvad der bliver opnået med hjælp i det system, vi nu har, i den udformning det har nu og det, der bliver opnået på trods af det.

Miljøet er en ting, der er under konstant angreb af kapitalen, en anden er arbejdernes kår og rettigheder. Der var engang, hvor man faktisk tildels kunne arbejde med systemet, selvfølgelig tit støttet af udenomsparlamentarik og trusler, og vinde sejre over kapitalen, men det går den anden vej i dag. EU, globalisering en konstant erodering af de ting, der blev opnået i den økonomiske opgangstid efter den Store Destruktion af Kapital, verdenskrigene, har efterladt et parlamentarisk system, der ikke længere er tidssvarende eller magter opgaven.

At undlade at stemme, med stor fanfare og så megen medieopmærksomhed, som man kan mønstre, er en måde at demonstrere på. Du kan synes, den er dum. Alle former for demonstration og oprør ser dumme og selvmodsigende ud fra et vist perspektiv. Og selvfølgelig vil det ikke opnå nogen særlig tilslutning. Occupy Wall Street fik heller ikke occupied ret meget, før støvlerne og kniplerne og kampvognene fik sat en stopper for det. Og dog. Det ændrede den politiske diskurs verden over på en meget mere effektiv måde end nok så mange millioner stemmer i urnen til præsidentvalget.

Lur mig om ikke Søren Maus mål i virkeligheden blot er at give diskursen et lille nyk i samme retning, snarere end en reel tro på, at han virkelig kan få os alle sammen til at holde op med at stemme.

Lise Lotte Rahbek, Jakob Lilliendahl og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Mrs. Preisler!

Vil det sige, De ikke imponeres af Anna Ullmans "kække dialektiske hoftevrik nedarvet direkte fra Marx og Hegel", der ellers "jongleres behændigt" og med misundelsesværdig gusto i bemeldte stykke journalistiske knækposa?

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er nu enig med Per Nielsen i, at et folkeligt pres nedefra kan føre til ændringer i samfundet, herunder parlamentarisk regulering af kapitalen, og det er lige det, vi har brug for, og det opnår man i hvert fald ikke ved at fjolle med agitationen om ikke at stemme. Det er rigtigt, at miljø- og klimapolitik blev skubbet i gang af befolkningen nedefra. Miljølovgivning, fuglebeskyttelse og vandsalamandres levesteder har aldrig været kapitalens kop the, men det blev den tvunget til at tage alvorligt.

Selv de borgerlige blev efter en vild periode fra 2001-08 (hvor offentlige kratluskere og andre smagsdommere var bandlyste og Svend Aukens miljøministerium skåret ned til sokkeholderne) tvunget til at bøje sig for det mere og mere indlysende pres, og Anders Fogh sprang ud som grøn på Venstres landsmøde i november 2008. Her beklagede han sin hidtidige fodslæbende holdning til miljø og klima (”ikke en fugl, ikke en frø …”), men nu skulle der satses på forskning og udvikling af vedvarende energi.

DONG fik nu frit spil til at ekspandere på vedvarende energi indenfor havvind og biogas. Denne strategi blev skubbet i gang af folketinget, der samtidig droppede tanken om at privatisere DONG. Jeg nævner dette eksempel fordi vi alle ved, hvad der siden skete, og som eksempel på, at det bevæger sig i politik, og man skal være oppe på mærkerne, hvis demokratiet skal udnytte sit potentiale og flytte tingene de rigtige steder hen.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Nielsen, var det rigtige navn, undskyld.

Grethe Preisler

Mr. Jensen,

Den slags spørger man ikke en dame om!

Michael Kongstad Nielsen

Det er fuldstændig rigtigt at presset fra befolkningen , kan tvinge det politiske parnas til reaktion, som du selv skriver.
Rigtigt er det også at kursen så også hele tiden skal overvåges, for ikke politikerne afviger.
Derfor har miljøpolitikken gået i ring og stået i stampe i årtier, derfor er vi ikke selforsynende med vedvarende energi??
Politikerne har ikke ønsket at slække på deres kontrol af samfundet, og derfor har alle tiltag og initiativer reguleres til døde. Ellers havde vedvarende energi været en realitet, for det har været muligt og befolkningens ønske??
Tingene sker ikke fordi politikerne tager initiativ, men på trods af politikernes konservative tænkemåde og hang til kontrol.

Befolkningen kan selvfølgelig også presse politikerne til at gentænke vort dårligt fungerende demokrati.
Ingen ved deres fulde fem forventer at politikerne gør det selv, eller indskrænker deres magt??
Intet politisk parti vil vinde flertal for at indskrænke deres egen magt, for de vil blive betragtet som gale.
Men hvis politikerne mister deres legitimitet til deres håbløse beslutninger, hvis de tvinges til at handle i dagslys, hvis befolkningen presser dem til forandringer og som du siger, holder øje med kursen, så er der en lille chance for at undgå det ragnarok politikerne har kurs imod nu.

Claus Jensen jeg synes faktisk jeg har redgjort for, at jeg, for at deltage i en stemmeboykot, skal have et konkret politisk mål (eksv. ud af EU eller nej til TTIP) og så skal situationen være til stede og chancen for en bred forståelse ligeledes.

Grunden til at jeg anbefaler Peter Nielsens indlæg er at han udtaler at Søren Maus projekt er elitært (eller noget i den retning) og så synes jeg faktisk at Peter Nielsen gør det godt når man tænker på hans politiske ståstede. Tænk på hvor mange højreorienterede der har forladt debatten på det sidste.

Bill Atkins:

Jeg er ikke helt med på, hvem der har forladt debatten...?

Peter Nielsen og i endnu højere grad Henrik Brøndum vel, gør sig hæderlige anstrengelser for at forstå, hvor vi kommer fra med vores outrerede, elitære og ekstreme synspunkter. Men med til det billede hører jo også, at vi er nogle arrige bier på ladet af en væltet lastbil efter solopgang.

Jakob Lilliendahl og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Sidste mand lukker og slukker ;o)

georg christensen

Kan "et valg", PÅ NOGEN MÅDE , opfattes, som "demokratisk"?, hvis opfordringen er: (bliv hjemme) ?.

Protest igen og igen, lukker netop op, for "demokrati forståelsen", som , som grundlag er forsøgt opbygget efter : Folkenes enhedsfornemmelser overfor hinanden samt viljen til forståelsen heraf.

NB: Hvis "DU" dronningens fjollede "DE", bare ønsker, at blive hjemme, mister vi "ALLE" vores "selv berettigelse", i jeres eget "værdiløshed", vores egen lille del af helheden, som kun giver mening, når vi forenes, med "LIVET", eller måske bare andre "guddommelige magtbegærligheder". Kristendommen, stedet hvor for længst "magtbegærdet", religiøst, politisk som financiel ,værdiløshed , har overtaget , gjort sig selv værdiløst i magtbegærdet´s favn, som med forskels behandling ud over "LIVETS" grænser, har udnyttet LIVET på det groveste, og , nu kun vænter på "betalingen", for værdiløsheden.

Michael Kongstad Nielsen

En enkelt bemærkning til
Peter Nielsen (08:01), der starter:

"Demokratiet er til enhver tid uperfekt, da det er et resultat af historiske fremskridt. Demokratiet udvikles gennem folket og dets vilje og ændringerne kommer nedefra."

Det kan godt være, at demokratiet er uperfekt, men det skyldes i høj grad demokratiets resultater, altså dets beslutninger. Demokratiet i sig selv er temmelig perfekt, og alle andre måder at styre et samfund på er meget mere uperfekte. Diktatur lyder for eksempel ikke særlig perfekt, og markedskræfter udelader alt det, der ikke har med handel at gøre. Demokratiet blev grundigt udtænkt af Rousseau, Locke, Montesquieu( De l'esprit des lois) og andre, og effektueret i eksempelvis den belgiske, norske og danske grundlov i begyndelsen af 1800-tallet, og må have nogle minimumsstandarder for at kunne leve op til betegnelsen demokrati. Klassisk er "magtens tredeling", uden den, intet demokrati. Endvidere almindelig valgret, som så kan gradueres på forskellig måde. Og endelig personlig frihed. Disse minimumstandarder kan ikke fraviges, men nogle af overbygningerne kan godt.

Michael Kongstad Nielsen: Demokratiet i sig selv er temmelig perfekt... ...hvis det altså ikke skævvrides af:

Partistøtte og pengegaver, magtfordrejning, mediestyring, lobbyisme, korruption, dårlig regeringsførelse, ligegyldighed hos vælgerne, stemmespild pga. valgkredsstruktur, osv. osv.

Og i forhold til den magtbalance, der trods alt opstår i mange diktaturer skal man være yderst forsigtig med at tro vores nordiske demokratimodel kan implementeres i andre lande - og da slet ikke tvinges bombes igennem.(Hvilket sidste du heller ikke har påstået.)

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins 23:16
-de aktiviteter, du nævner i dit andet afsnit, er netop i strid med demokratiet, og er derfor typisk ulovlige.
Magtbalancer i diktaturer har ikke noget med demokrati at gøre, men om de vil implementere vores model, må de selv om, ligesom vi i sin tid selv måtte bestemme, om vi ville have den amerikanske, belgiske eller norske model.

Sider