Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gør det demokratiske – bliv hjemme

Det er en demokratisk pligt at stemme, får vi at vide. Men sæt nu, at det forholder sig omvendt? I bogen ’Hæv stemmen!’ argumenterer den århusianske filosofistuderende Søren Mau for, at vi kun kan skabe et mere demokratisk samfund ved at lade være
Sofavælgerne udgør op til ethvert valg et særligt interessant segment for politikerne, idet de kan afgøre udfaldet af valget. Nu opfordrer filosoffen Søren Mau i en ny bog til, at vi ændrer demokratiet ved ikke at gå hen og stemme.

Magnus Holm

Kultur
16. april 2015

En række mærkværdige politiske skabninger er begyndt at dukke op i flokken af djøffere, slipsedyr og regnedrenge i det tv-transmitterede mediebillede på det seneste. Der er opstået revner i den floskuløse parlamentariske diskurs, vi kender til hudløshed: Dukkepartiet dukker op i folketingssalen iført bizarre gummimasker; digterrebellen Yahya Hassan holder et timelangt poetisk rableforedrag, og det sværmeriske parti Alternativet nægter at adlyde den herskende pengepragmatik.

Til den skare kan vi nu tilføje en vis Søren Mau. Han vil hellere sparke til bordbenene end sidde med ved forhandlingsbordet. Denne århusianske filosofistuderende, der har været aktiv i den seneste tids universitetsblokader, har forfattet en debatskabende pamflet, der kort sagt skal overbevise os om, at vi skal lade være med at stemme til det kommende folketingsvalg. Hæv stemmen!, hedder bogen, som er udstyret med den dejligt germanskpedantiske undertitel: ’I hvilken det vises, at folketingsvalget er et ideologisk ritual, der opretholder et udemokratisk politisk system, og at det første skridt på vejen mod et demokratisk samfund er at lade være med at stemme’.

Kritisk politikerlede

Med bogen påbegynder Søren Mau en tiltrængt diskussion om, hvor demokratisk Folketinget egentlig er. For paradoksalt nok cirkulerer der her i landet en udbredt mistro til det politiske system – men samtidig fordømmes det som rabiat, suspekt og illegitimt at ytre kritik af ’vores demokrati’, som politikerne gerne kalder det.

Bogen rammer altså direkte ned i den politikerlede og parlamentariske metaltræthed, som man i dag ikke kun oplever i afgrænsede miljøer, men i lige så høj grad til familiepåskefrokoster og bedsteborgerlige rødvinssamtaler.På den måde tager forfatteren hul på en systematisk institutionskritik, som længe har været fraværende herhjemme, eller kun dukker op hist og pist i et rent moralsk eller følelsesbetonet leje – eksempelvis i kritikken af Karen Hækkerups lidt for ubesværede karriereskift fra justitsminister til lobbyist for Landbrug & Fødevarer.

Det radikale er for så vidt ikke bogens observationer. Argumenterne er velkendte: Nationalstaten har mistet suverænitet og har en begrænset evne til at regulere samfundsudviklingen. Den globaliserede og finansialiserede økonomi har udhulet parlamenternes magt over penge og arbejde. Og politik er blevet en professionaliseret, afkoblet og markedsliggjort mediemaskine, hvor eliten kan skifte mellem roller som politikere, eksperter, spindoktorer og erhvervspinger.

Nej, det radikale er derimod den konsekvens, som forfatteren drager af disse observationer: Det politiske system kan ikke ændres indefra, så det er på høje tid at boykotte det og i stedet opbygge nye former for politik.

Som Søren Mau skriver: »Opfordringen til at undlade at stemme kan formuleres sådan her: Lad være med at være vælger. Lad være med at lade dig reducere til den borger og den forbruger, den politiske elite vil have dig til at være. Gør i stedet hvad du kan for at blive et politisk subjekt, der nedbryder udemokratiske magthierarkier og lader nye politiske fællesskaber opstå.«

Ifølge ham står det kommende folketingsvalg altså i vejen for egentlige samfundsændringer, fordi det opretholder en falsk forestilling om meddeltagelse og indflydelse, der gør os blinde over for, hvordan det politiske hele tiden udspiller sig i vores liv.

Ingen fraktionsfnidder

Spørgsmålet om, hvorvidt der skal stemmes eller ej, er et arbejderhistorisk ømt punkt. Det rækker tilbage til den store og smertefulde splittelse mellem kommunismen og anarkismen, som kulminerede med eksklusionen af anarkisterne fra Første Internationale i 1872.

»Hvis det at stemme kunne ændre noget, ville det blive gjort ulovligt,« tordnede den russisk-amerikanske anarkistiske agitator Emma Goldman omkring århundredeskiftet.

»Bag stemmesedlerne ligger brostenene,« skrev en mere optimistisk Karl Marx til gengæld i Klassekampene i Frankrig 1848/1850. Historisk set har det altså været anarkismen, der har stået for den mest skånselsløse, men nok også mest infantilt kompromisløse parlamentarismekritik – alt imens socialdemokratismen og kommunismen har dyrket partiet som autoritet og staten som påstået neutralt instrument i skabelsen af et bedre samfund. Ved første øjekast kunne man altså godt tro, at en bog som Hæv stemmen! må være et direkte tidsmaskinetrip tilbage til et langhåret møde hos Anarkistisk Føderation i Danmark på Christiania engang i begyndelsen af 1970’erne. Sådan forholder det sig dog ikke. I Søren Maus bog er vi ude over enhver slags fortidigt fraktionsfnidder. Hans analyser læner sig snarere op ad de radikaldemokratiske ideer om et andet politikbegreb hinsides det repræsentative system, der er blevet formuleret af nutidige tænkere som Rancière, Badiou samt Hardt og Negri.

Sofavælgerens spøgelse

Bogen er altså på ingen måde en forudsigelig anarkistisk brandtale om af at smadre for at bygge op på ny. Snarere er den baseret på præcise analyser af den aktuelle historiske situation. Med kække dialektiske hoftevrik nedarvet direkte fra Marx og Hegel jongleres behændigt med paradokser og overraskende argumentatoriske omvendinger – for eksempel når Mau identificerer sofavælger-apatien som den mest rationelle, og faktisk også mest ’aktive’ position:

»Sofavælgeren, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i Folketinget, og synes, at alle politikerne er utroværdige, reagerer i virkeligheden langt mere passende end den typiske ’engagerede’ vælger, der går op i at læse partiprogrammer, følger med i valgkampen og glæder sig til at stemme og fejre demokratiet på valgdagen.«

Og som den gode marxist Søren Mau er, tager han naturligvis højde for de materielle og historiske betingelser. Bogen er netop ikke en afvisning af parlamentarisme generelt. Han konstaterer blot, at stemmeafgivningen er passé, fordi den kun var meningsfuld inden for en bestemt historisk kontekst, som ikke længere er til stede.

»Den politiske aktion må altid bero på den konkrete analyse af den konkrete situation. Og det er på grund af den konkrete situation, at det ikke giver mening at stemme til det kommende folketingsvalg. Men det kan godt være, at der i fremtiden vil opstå en situation, hvor det giver mening at stemme til folketingsvalg.«

I en tid, hvor kommunismen trods talrige forsøg på akademisk hjertemassage for længst er stedt til hvile, er sofavælgeren ifølge Søren Mau det gespenst, der hjemsøger det politiske establisment: »Sofavælgerne anerkendes allerede af alle europæiske magter som en magt.«

Marx-referencen er ikke tilfældig, for Hæv stemmen! arbejder i høj grad med manifestgenren. Et godt og velskrevet manifest er i sig selv en talehandling, der rendyrker sprogets evne til at skabe virkeligheder: Tanker, der allerede også er gerninger. Og lige nu er det mest handlekraftige altså at gøre ingenting.

Søren Maus ’Hæv stemmen!’ udkommer på Forlaget Nemo i morgen. I kølvandet på udgivelsen arrangeres der frem til det kommende folketingsvalg en række aktionsmøder i landets større byer under overskriften ’Stem ikke til folketingsvalget’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Nielsen

Demokratiet er aldrig på forkant og er derfor uperfekt. Det tager tid at ændre et system der er som altfavnende, og deri ligger det uperfekte.
Jakob Lilliendahl, jeg forventer skam intet fra din side, og du har al ret til at følge Søren Maus opfordring til at boykotte den demokratiske handling et valg er. Jeg har ikke læst hans lille bog, og kommer nok heller ikke til det. På baggrund af artiklen her, synes jeg der mangler noget omkring Danmark efter boykotten af demokratiet ( valghandlingen), og der ser jeg ikke umiddelbart noget fra Søren Mau, der viser hvad han mener skal træde i stedet for.
Du stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig har behov for at blive ledet i hoved og røv. Ja det har vi faktisk såfremt der er et ønske om at der skal være en fælles tilgang til samfundsrelevante udfordringer herunder eks.vis tilrettelæggelse af uddannelsessystemer, skattepolitik og noget nær alt hvad der har med vores dagligdag at gøre. Jeg er jo ikke enig i din verdensanskuelse, det kan vi hurtigt blive enige om, men jeg har stadig en vis naiv tiltro til at det system vi har i dag er det nærmeste vi kommer en platform for fælles beslutninger der kan fungere.
Du er helt sikkert uenig med mig, og enig med Søren Mau, og derfor kunne det være interessant at se noget fra din side omkring dine ønsker og tanker til et system efter nulstillingen af demokratiet. Skal der bare være tale om en riv ned og byg op igen for demokratiet - altså en tilbagevenden til demokratiets grundprincipper. Skal vi opløse parlamentet og erstatte det med noget helt andet, måske kollektiver af større eller mindre omfang i de lokale områder? Skal vi sikre en vis sammenhæng mellem kollektiver, eller skal de fungere autonomt af hinanden?
Skal vi have et diktatur, måske med en form for elitært råd, der træffer beslutningerne på vegne af befolkningen, og indsætte dette råd efter et defineret rotationsprincip og uddannelseskrav?
Hvad er det der er så galt ved demokratiet som vi kender det?

At demokratiet er til salg...

Peter Nielsen

Bill Atkins, demokratiet har altid været til salg. Til trods for dette så har demokratiet stadigvæk udviklet sig på baggrund af græsrødder og befolkningerne.
Artiklen og den efterfølgende debat har fået mig, og sikkert mange andre, til at tænke på hvornår demokratiet ikke har været til salg - jeg kan ikke komme på noget tidspunkt hvor dette ikke har været tilfældet.
Der er jo nok ikke længe til at der udskrives valg, og forleden hørte jeg en diskussion omkring bidrag til partier i radio24syv. De store partier sloges nærmest om hvor grænsen skulle gå for offentliggørelse, hvilket er en forfærdelig gang ævl. Tænk en gang at Mærsk er mere åben omkring partistøtte end partierne selv! Socialdemokraterne modtager jo også store summer, mens tår jo svækket pga. fagforbundenes klare udmelding i 2003 om at de klippede de tætte bånd til Socialdemokraterne. De partier der modtager mindst støtte er selvfølgelig EL og SF, og de er rent finansielt sat tilbage i forhold til de større partier, men er det derfor demokratiet ikke virker som ønskeligt, eller er det fordi fokus er gået fra indhold til form?
Der var en artikel i Information omkring gamle valgplakater, her var det budskabet og ikke politikerne der var i fokus. Det er ikke kapitalen der er årsag til det, men derimod medierne.
Jeg synes at medierne er med til at flytte fokus fra indhold til form. Hvor mange gange i 80érne så vi billedreportager om politikere på den røde løber i forbindelse med premierer. Hvad skal det til for?
Hvorfor er politikerne stylet i hoved og røv nu - hvorfor er det nødvendigt.... er det fordi vi stemmer på en vi kunne se som god ven, kone, mand, bror, søster, søn, datter...
Politikerne er da gået hen og blevet medieludere og berømtheder på bekostning af indholdet.
Politikere tør ikke tage et politisk standpunkt af frygt for en tur gennem medievridemaskinen. Hvornår så vi de første spindoktorer i dansk politik, hvad gavne de andet end at være filter mellem politikeren og offentligheden.
Så langt er jeg faktisk enig med Søren Mau, at der er behov for at ryste posen så der kommer indhold i dansk politik igen, men jeg synes ikke at en boykot er den rigtige måde.

Peter Nielsen du skriver: Tænk en gang at Mærsk er mere åben omkring partistøtte end partierne selv! ..ja da, og Liberal Alliances direktør og ejer Lars Sejer Christensen har også gjort sig til ivrig talsmand for åbenhed om partistøtten. Hvorfor mon det?

Peter, det er fordi den amerikanske demokratiske model, hvor valget står mellem to afarter af kapitalismeorienteret liberalisme, er enhver erhvervsmands drøm. Disse erhversfolk ser åbenhed om, og fokus på, pengenes magt, som en måde til, efter amerikansk model, at afkoble den klassekamp, der er indbygget i det pluralistiske demokrati. (Medierne herhjemme har jo forsigtigt været inde på at kalde kampen mellem Blå og Rød spidskandidat for "Præsidentopgøret" ..og den skal nok også dukke op denne gang.)

Og det fører os videre til din næste påstand:

at politikerne er i fokus og ikke budskabet og at ... Det er ikke kapitalen der er årsag til det, men derimod medierne.

Medierne er i kapitalens magt og de er jo derfor jvf. ovenstående interesseret i at fokusere på personen (efter amerikansk forbillede) og ikke budskabet om omfordeling af de samfundsskabte værdier.

Peter, der ligger iøvrigt meget mere i at demokratiet er til salg end "partistøtte".

Vi har udover partistøtte: magtfordrejning, mediestyring, lobbyisme, korruption, dårlig regeringsførelse, ligegyldighed hos vælgerne, politikernes selvcensur (Irakkrigen) ...forsæt selv listen.

Jakob Lilliendahl

Peter Nielsen,

Vi kan rigtigt nok blive enige om at være uenige. Ligeså meget som du mener vi skal ledes gennem livet, ligeså meget mener jeg at vi skal frigøres os selv og selv påtage os ansvaret for verden og hinanden. Og aldrig overlade det til de få! Hvordan og hvorledes, må vi så finde ud af.. Personligt ønsker jeg bare mere direkte-demokratiske organer, kort og godt. Jeg tror mest af alt, at det er et spørgsmål om tillid. Jeg ser autoritetstroen som et udtryk for manglende tiltro til mennesker. Som antihumanistisk.

Læs også:
http://www.information.dk/478850

Sider