Læsetid: 4 min.

Det er hårdt at være latterlig

Louis C.K. er grundsjov i rollen som alvorlig og kedelig komiker, der hverken kan finde et sted at skide, holde sin psykolog vågen eller få sin elskede til at tage imod sin fårede kærlighed
Det lykkedes i sæson 4 af ’Louie’ omsider for hovedpersonen at få veninden Pamela i sine arme. Men i sæson 5 er romancen tilbage i det problematiske spor. PR-Foto

Det lykkedes i sæson 4 af ’Louie’ omsider for hovedpersonen at få veninden Pamela i sine arme. Men i sæson 5 er romancen tilbage i det problematiske spor. PR-Foto

24. april 2015

Det er hårdt at være latterlig. Det er derfor, Louis C.K.’s alter ego, Louie, altid ser så plaget ud i komedieserien af samme navn. Undtagen lige når han står på scenen og fortæller vittigheder, som folk griner af. Så lyser han op i lettelse over åbenbart ikke at være den eneste, der er latterlig, tørrer sveden af panden, går af scenen, hvorefter alt besværet indfinder sig igen.

Hver dag skal han have noget at spise, og når han har spist, skal han finde et sted at skide – det går hele femte sæsons åbningsscene med – og så vil han også gerne elskes. Helst af veninden Pamela (spillet af Pamela Adlon, der også lejlighedsvis er medforfatter på serien), en charmerende kyniker, der håner ham fuldstændigt mesterligt.

Efter cirka 100 kategoriske afvisninger og et mislykket forsøg på at tvinge hende i sine arme viste det sig i slutningen af forrige sæson, at hun bare havde gjort sig hård udenpå, fordi hun var bange for sin egen indre blødhed. Bag hvert nej var der et lille ængsteligt ja, der ikke turde komme frem. Det kunne man mene var en uhensigtsmæssig morale, eller man kunne se den pludselige opblødning som en rørende drejning.

Men det endte altså lykkeligt med stearinlys og samtykke og det hele. Romancen er nu tilbage i det problematiske spor, Louie vil gerne se franske, Café Noir-reklameagtige sorthvidfilm, flytte sammen og holde i hånden. Pamela får akut klaustrofobi og undergangsangst af den slags og vil gerne undgå, at de spilder deres sidste år i den appetitlige alder på monogami og samleveri.

Resignerede skuldertræk

Louie handler ligesom 90’er-sitcomklassikeren Seinfeld om en mandlig standupkomiker med et skarpt blik for livets fejl, mangler og absurde regelmæssigheder, bosat i New York og omgivet af sarkastiske venner. Man ser som i Seinfeld hovedpersonen levere sit standupshow og følger den hverdag, vittighederne udspringer af.

Louis C.K.’s attitude er dog milevidt fra den blaserte, ironiserende og pedantiske indstilling, som Seinfeld rendyrkede. Louie trækker også en del på skuldrene ad det, verden har at byde ham, men hvor skuldertrækket hos Seinfeld typisk var et udtryk for distance, er det hos Louie snarere resigneret. Louis C.K. brillerer i sine standupshows og især i Louie med at belyse det dynamiske og ofte ret genkendelige samspil mellem anfægtelse og apati.

Det gør han fortsat godt i sine standupshow, hvor han bekendtgør, hvor ligeglad han er med universets oprindelse, mulige udslettelse eller eventuelle andre intelligente beboere. Det begynder som en bekendelse af hans pinligt lave engagement i verden og slutter som en pointering af folks uduelighed i disciplinen fredelig, ligeværdig sameksistens. Louie tilstræber ikke en ironiserende udstilling af menneskets generelle dårskab, nogle afsnit afstår i lange passager fra at være egentlig sjov for at give plads til oprigtig anfægtelse over folks mangelfulde empati. I den femte sæson er der skruet ekstra op for apatien. Louies egen apati støder hele tiden sammen med hans pinligt trivielle behov. Han skal gøre ting, han ikke gider, høre ting, han ikke gider høre, og acceptere tingenes tilstand, selv om den slet ikke er tilfredsstillende.

Louie køber det morgenmadsprodukt, han mindst kan lide, så det varer længst muligt, før han skal købe ind igen, han får sin psykolog til at falde i søvn ved snakken om, hvor lidt han faktisk gider. I introen propper han sit slukørede fjæs med pizza så hurtigt og sløset, at man ikke kan se, om han det er hans appetit, der er glubende, eller om han bare gerne vil have tilfredsstillelsen af sit trivielle pizzabehov overstået.

Gode intentioner

Apatien til trods formår Louie ikke at give op og slappe af. I et forsøg på at nyde almindeligt socialt samvær med sin datters klasses forældregruppe, som han ikke før har engageret sig i, går han forkert og havner i stedet til sammenskudsgilde hos en spirituel gruppe. Her kommer han til kort, fordi han ikke kender mantraerne. Det gør han heller ikke, da han endelig finder frem til forældregruppen, som viser sig at være mindre tilgivende anlagt end de spirituelle. Her træder den indignation frem, som er et grundlæggende træk hos seriens mange karikerede narcissister. I spidsen for forældregruppen møder man en lidt flad parodi på en lesbisk kommende egomor, der fungerer som talsperson for sin kæreste, behandler deres surrogatmoder som en økologisk rugemaskine, og som i øvrigt hader heteroseksualitet og vacciner. Her ender Louie med at jokke i den hipsternormative spinat og spolere en planlagt hospitalsfri fødsel netop på grund af sine gode intentioner om at dække et par af den stakkels hormonplagede, varmesøgende surrogatmoders behov.

Ved siden af alle sine trivielle behov døjer Louie nemlig også med en trang til at være sød og rar, der effektivt bringer ham i forlegenhed, når f.eks. en ung og usjov aspirerende komiker beder om kritik af sit traurige, terapeutiske standup-set. Louie har ikke samvittighed til at lade ham fortsætte med uforvarende at blotte sig for humorhungrende publikum, han har ikke evnen til at forklare, hvad der adskiller den unge mands sengevæderbekendelser fra vittigheder, og han har ikke andet at gøre godt med end et resigneret, apatisk skuldertræk, da han i fjernsynet ser den unge mand have succes med at følge det ene, latterlige råd, Louie kunne give ham: fortæl om alle dine ulykkelige oplevelser med en sjov fistelstemme.

’Louie’ vises på TV2 Zulu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu