Læsetid: 4 min.

Humlebier er varmblodige

Dave Goulson blander i en særegen bog kosteligt morsomme oplevelser med humlebier med en overdådighed af engageret, saglig viden
23. april 2015

I to dage har jeg fulgt en humlebidronning tæt. Hun flyver cirka fem centimeter over græsplænen, hen forbi terrassen, tilbage igen i en sløjfe og dernæst rundt om hjørnet ved garagen. Så hen under hyldetræet, hvor blåbærrene står, og undervejs har hun lige inspiceret det ene højbeds venstre side. Så forfra igen med afstikkere op i luften og pist væk et lille stykke tid, hvor jeg ikke kan følge hende. Men kort efter er hun tilbage og tager turen én gang til.

Hun leder efter en egnet redeplads, ved jeg nu. For mens jeg har fulgt hende, har jeg siddet og læst biologiprofessor Dave Goulsons herlige bog, Humlen ved det hele, hvor han fortæller alt, hvad der er værd at vide om humlebier. Man skal således blive på sin udkigspost noget længere end skaldede to dage, hvis man vil gøre sig håb om at vide, hvor dronningens rede er. Humledronninger leder nemlig i flere uger efter en egnet redeplads, før de beslutter sig.

Dér er hun! Nu er hun kommet ind i drivhuset, hvor jeg sidder og skriver, men mon ikke hun finder ud igen af sig selv?

Der findes enormt mange humlebiarter, herunder Jordsnyltehumle, Foranderlig humle, Pilejordhumle og Kravejordhumle, for blot at nævne nogle af de mere pudsige navne. Men hvad slags min redesøgende dronning er, har jeg ingen idé om. – Så, nu fløj hun ud af den åbne dør.

Sædvanlige katastrofer

Goulson blander personlige, ofte kosteligt morsomme oplevelser med humlebier med en overdådighed af engageret, saglig viden og en historisk indføring i humlebiernes skæbne jordkloden rundt. Som med andre arter har menneskene ikke kunnet nære sig for at importere dem til steder, hvor de ikke er hjemmehørende, med de kun alt for sædvanlige katastrofer i kølvandet. Mangel på pollen til de indfødte bier, overførsel af hidtil ukendte sygdomme mv. Vi lærer også, blandt meget andet, at humlebier er varmblodige og skal op på 30 grader celsius i forkroppen, før de kan flyve. Bagkroppen må godt være koldere. Og vi indføres i biernes kønsliv og redebygningsteknikker. Det sidste er en kompliceret affære, der involverer isolering med fjer, hår, tør mos, vissent græs og meget gerne rockwool, tak. Nogle arter bygger i fuglekasser, nogle i musehuller, og andre bygger flere meter nede i jorden. Når dronningen har fået første kuld på vingerne, udelukkende hunner, forlader hun ikke mere reden, men bliver fodret af sine døtre.

Goulson, der er professor ved University of Sussex, beretter om de mange eksperimenter, han i tidens løb har foretaget sammen med sine ph.d.-studerende. Hvilke arter, der trækker på hvilke planter, hvad deres præferencer er afhængige af – tungens længde, lugtesans, orienteringsevne osv. Og han iagttager, hvordan visse arter kompenserer for deres mangler, en alt for kort tunge, for eksempel. De gnaver et lille hul i toppen af lange bægerformede blomster som fingerbøl og kulsukker, og så kan de suge nektar uden samtidig at gøre deres pligt og transportere den pollen videre, der var plantens hele formål med at lokke dem til.

Han fortæller indledningsvis, at hans kærlighed til naturen blev vakt, da han som syvårig flyttede på landet med sine forældre, og at hans store forbillede var Gerald Durrell, forfatteren til bl.a. My Family and other Animals, der i sin tid næsten tog livet af mig af bar grin. Og Goulson lever op til forbilledet, når han beretter om sine mere eller mindre dyrekøbte erfaringer med barndommens kæledyr.

De kedeligste, men højst nødvendige kapitler, er dem, der beskriver tilbagegangen for arterne i Storbritannien og understreger, hvor livsvigtige bierne er for vores alles overlevelse. Jeg havde læst med større interesse, hvis han havde beskrevet forholdene i Danmark, men erkender, at det er uomgængelig viden, og at min vage kedsomhed dels skyldes resten af bogens underholdningsværdi, dels at jeg i store træk kender problemstillingerne i forvejen: pesticider, sløjfning af levende hegn, kvadratkilometer af monokulturer uden en ærlig blomst osv.

Bestøvningen

Og så skal jeg på den anden side vare mig for at blive kålhøgen. Dave Goulson er en venlig mand, men indimellem kommer der hib til biavlerne, som efter hans mening kan tage fejl, fordi de overvurderer deres honningbiers betydning. Således hævder han, at honningbier kun tegner sig for en tredjedel af planternes bestøvning, og at humlebier i mange tilfælde er bedre bestøvere. Jeg var af den overbevisning, at honningbierne bestøvede to tredjedele af al vores mad, og helt op til 80 procent af de fødevarer, der kommer fra landbruget, men jeg er også biavler, så I’ll rest my case, for nu at slå over i Goulsons modersmål.

På dette må han være yderst velskrivende og elegant, noget oversættelsen, som heldigvis langt hen ad vejen er lydhør, ikke helt lever op til. Her og der slår det engelske udtryk igennem, som når dronningerne er »de største af deres slags«, ligesom der optræder direkte oversættelse af idiomer.

Dave Goulson: Humlen ved det hele. 333 sider. Indb. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. Forlaget don max

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For et par somre siden var jeg så heldig, at en flok humlebier byggede bo under gulvet, lige ret under min skrivebordsstol. Indgangen til boet var en forvitret udluftningsrist i fundamentet. Hvis jeg efter kl. 9 om aftenen trådte lidt for hård i gulvet, eller tabte noget, så brummede hele sværmen så gulvet dirrede. Efter ca. 10 sekunder lød der så to skarpe korte brum, og hele flokken faldt hurtigt til ro. Næsten hver morgen var der en enkelt humlebi, der var kravlet gennem en sprække og ind i værelset og som skulle lukkes ud af vinduet. Jeg var helt vemodig, da det blev vinter og der blev stille i boet. Humlebier bygger aldrig det samme sted to gange, har jeg læst. Foråret efter var hele min ellers så grønne græsplæne omdannet til den smukkeste blomstereng.

Den bog skal jeg ha'.

Gert Selmer Jensen

Også mig. Jeg elsker humlebier, (Brumbasser), og lige nu, som hvert forår, summer "førerhunnen",
rundt de mærkeligste steder, formentlig for at finde bo. De vil dog ikke sætte sig på min hånd, selvom jeg rækker den ud.! Jeg tror bare de har for" travlt" til sådan noget pjat.
Senere på året kan de af og til "hjælpes", med lidt sukkervand på lidt vat, så de kvikker lidt op,
De kan blive ganske udmattede, til tider. De kan sågar finde på at sove natten over, på en blomst.
Skønne skabninger, det er de.!