I 1970’erne og 1980’erne var det sovjetiske ishockeylandshold, Red Army, som det blev kaldt, det bedste ishockeyhold i verden. Holdets træner, Tarasova, var inspireret af skakspillets strategiske kvaliteter og af Bolsjoj-ballettens elegance, balance og hurtighed, og det resulterede i en flok is-atleter, som kunne køre om hjørner med det bedste, man havde at diske op med i USA og Canada, to traditionelt stærke ishockeynationer. Det var vidt forskellige spillestile, der mødtes på skøjtebanen, og de meget fysiske og brutale nordamerikanere tog sig ganske klodsede ud i en kamp, når de sovjetiske spillere gled af på de voldsomme tacklinger og afleverede på kryds og tværs og driblede uden om modstanderne, inden de sikkert satte pucken i nettet bag et frustreret forsvar og en forvirret målmand.
Alt dette er udgangspunktet for den amerikanske filminstruktør Gabe Polskys vældigt underholdende dokumentarfilm, Red Army, som dog lige så meget handler om storpolitik som om sport. Det var kold krig på isen.
Hovedpersonen i Red Army er den tidligere sovjetiske forsvarsspiller Viacheslav Fetisov, der sandt for dyden er det, man vil kalde quite a character – lidt af en type. Han giver gnavent fingeren til Gabe Polsky og kameraet helt i begyndelsen af filmen, fordi han, Fetisov, lige har travlt med sin mobiltelefon og ikke gider svare på Polskys nærgående og måske også lidt naive spørgsmål om livet i Sovjetunionen under Den Kolde Krig.
Men efterhånden får man nuanceret billedet af Fetisov, der var landsholdets kaptajn og en fantastisk spiller, og de øvrige spillere fra dengang, som sammen med journalister og ishockeyeksperter også interviewes i Red Army, og man kan mærke, hvor smertefuldt det indimellem er for de fleste af dem at tale om ’gamle dage’.
Ishockeylandsholdet blev mere end noget andet sovjetisk idrætslandshold brugt i politisk øjemed og skulle både i selve Sovjetunionen og udadtil demonstrere den kommunistiske ideologis stærke sider; vise, hvor overlegen den sovjetiske metode og tankegang var i forhold til den vestlige, især, selvfølgelig, den amerikanske. Ja, holdet blev selve symbolet på Sovjetunionen. Det betød også, at ishockeyspillernes frihed var endog meget begrænset, og de skulle hele tiden træne og blev konstant overvåget. Der var meget på spil.
Menneskeligt drama
Da der under Gorbatjov i slutningen af 1980’erne begyndte at ske en opblødning mellem Øst og Vest takket være perestrojka og glasnost, vejrede spillerne morgenluft og troede, at de kunne få lov til på klubplan at spille i USA og Canada og på den måde tjene penge.
Det blev f.eks. Fetisov først lovet og siden nægtet, hvorfor han forlod landsholdet og i bogstavelig forstand røg ud i kulden. Da Muren faldt, og spillerne inklusiv Fetisov endelig kunne komme til Nordamerika, havde de svært ved at finde sig tilrette med en helt anden spillestil, og de blev lagt for had af både medspillere og fans.
Red Army er et menneskeligt drama, der for nogle ender godt – Fetisov var i en årrække sportsminister under Putin og er stadig politiker – mens det for andre ender knap så godt. Den gribende og morsomme film handler også om et på mange måder uudgrundeligt land, som man faktisk bliver klogere på, mens man ser den, og det er lidt af en bedrift, at Gabe Polsky – der selv har russiske aner – så dygtigt formår at spejle den store historie i den lille og gøre det hele så nærværende og vedkommende, som han gør.
Det skyldes naturligvis også den karismatiske Fetisov, der vil være en gave til enhver dokumentarfilminstruktør.
Red Army. Instruktion og manuskript: Gabe Polsky. Amerikansk (Empire Bio, Grand Teatret, Vester Vov Vov og Valby Kino i København og en halv snes biografer i resten af landet).
