Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Krystallinsk Ofelia i nyt dansk mesterværk

Copenhagen Phils Shakespeare-koncert var en triumf for sopranen Barbara Hannigan og komponisten Hans Abrahamsen
Kultur
24. april 2015
Copenhagen Phils Shakespeare-koncert var en triumf for sopranen Barbara Hannigan og komponisten Hans Abrahamsen

Josefine Kyhn

Det skorter ikke på Hamlet-fortolkninger, men så uafrystelig, original og helstøbt, som Copenhagen Phils koncert fredag endte med at blive, havde få nok regnet med. En dampende bitter Lars Mikkelsen spillede prins Hamlets monologer mellem Tjajkovskijs romantiske skuespilmusik Opus. 67b, og en krystallinsk Barbara Hannigan blottede sin stålsatte koloratursopran i danmarkspremieren på Hans Abrahamsens Let me tell you fra 2013.

Det var to meget forskellige tag på Shakespeares forlæg. Lars Mikkelsen som den klassisk selvransagende, plagede søn til en myrdet kongefar og søn til en mor, der lever incestuøst med hans tronranende onkel. Barbara Hannigan sang en komplet genkomponering af de linjer, som den engelske dramatiker tildelte Ofelia, ombrudt og sat i ny struktur af forfatteren Paul Griffiths i hans roman Let me tell me. Han står også bag librettoen til det nye værk, som er en bestilling fra Hannigan og blev uropført med Berliner Filharmonikerne i december 2013. Siden har det gået sin sejrsgang i verdens førende koncertsale og er blandt de største succeser i nyere dansk musikhistorie, ikke mindst takket være Barbara Hannigans fortolkning af værket og entuasiasme for Hans Abrahamsens musik.

Ofelia som splintende glas

Inden Copenhagen Phils koncert har man kunnet finde videoer af Let me tell me med Berlinerne og Göteborg Symfoniorkester på internettet, men der går altid noget tabt i oversættelsen af noget så detaljerigt og dynamisk, som partiturmusik typisk er. Jeg havde også overværet en orkesterprøve tidligere på ugen, alligevel fandt jeg mig forsvarsløs over for, hvor dybt berørt jeg blev af denne musik. Det starter tyst og gennemsigtigt med piccolofløjter, celeste og violiners flageolettoner, og Ofelia synger om overvindelse af sin usikkerhed. Resten af værket tager farve af indledningens spøgelsesagtige transparens, som også er malet i Barbara Hannigans ansigt, blege kjole og hud og i hendes krystallinske sopranstemme. Er det Ofelias genfærd, der fortæller historien?

Hos Shakespeare er hun Hamlets kæreste, hvis far han dræber, og hun går fra forstanden og drukner sig. Paul Griffiths bytter om på ordene i Ofelias oprindelige replikker, og hun nævner ikke Hamlet med ét ord, men naturligvis er vi ikke i tvivl om, hvem hun besynger. Hun beskriver sin betingelsesløse kærlighed til ham i forhold til fortid, nutid og fremtid. Blændet af kærlighed ser hun ingen af de brutale ting, Hamlet har gjort: Han er udelukkende et ikon for Ofelia, sanseligt beskrevet i ord og i Abrahamsens geniale partitur i passager som denne, hvor sopran og orkester afspejler på det samme tid fragile og skærende ved materialet og metaforen glas: »You have sun-blasted me / and turned me to light / You have have made me like glass / like glass in an ecstacy from your light / like glass in which light rained«.

De mere sarte steder afløses af rytmisk komplekse udbrud, hvor også Barbara Hannigans virtuositet kommer på prøve. Men det hele virker så naturligt komponeret og i dramaturgisk balance, som kun en mester kan gøre det. Og til sidst fuldender de tilsyneladende helt enkle toner hos sopranen en verden af sanselighed og sylespids sårbarhed. Tårerne pressede sig på selv hos den kyniske anmelder flere gange undervejs.

Skuespil af i dag, musik af i går

Til sin Hamlet-musik fra 1891 komponerede Tjajkovskij dels nye toner, dels byggede han videre på den tre år tidligere Hamlet-ouverture og på musik fra tre af hans mindre kendte værker.

Dirigent André de Ridder udnyttede den gavmilde akustik i Musikkonservatoriets Koncertsal til at få især Copenhagen Phils strygere til at lyde, som bestod gruppen af en halv gang flere musikere. Akkordbrydningerne med en skøn mikroforsinkelse imellem orkestersektionerne, så indtrykket blev endnu mere længselsfuldt. Vi hørte også skønne soloer fra træblæserne, som var endnu en ting, der stod i betragtelig kontrast til Lars Mikkelsens monologer.

Hver for sig gjorde Tjajkovskijs skuespilmusik og Mikkelsens Hamlet indtryk, men sammenstillet virkede musikken lidt gammeldags, især i forhold til den langt mere helstøbte oplevelse, vi efter pausen fik med Let me tell you. Det brændende nærvær og de fyndige eder i Lars Mikkelsens mund gav baghjul til det romantiske partitur, der ikke kunne mønstre en ekspressivitet bare i omegnen af samme niveau. Til gengæld sad orkestret på scenen og ikke som i operaen i en orkestergrav, og under musikken satte Lars Mikkelsen sig sammensunket ved dirigentpodiet, så orkestret blev overladt fokus. Men måske skulle de to parter have haft en ekstra prøve for at samstemme udtrykket til bedre at finde det nutidige i Tjajkovskij frem.

Vi gik hjem med Let me tell you i hjertet, i ørerne og i mindet. Taknemmelige over at have en komponist som Hans Abrahamsen, der kan skrive så umiddelbar, tilgængelig og moderne musik. Og man kan næsten ikke forestille sig en mere gribende opførelse end den, Barbara Hannigan og Copenhagen Phil berigede os med fredag aften.

Shakespeare-koncert. Sopranen Barbara Hannigan var Ofelia i danmarkspremieren på Hans Abrahamsens ’Let me tell you’. Skuespiller Lars Mikkelsen portrætterede Hamlet til Tjajkovskijs skuespilmusik op. 67b. Copenhagen Phil blev dirigeret af André de Ridder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her