Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Menneskelivet på både godt og ondt

Dobbelthederne præger den første Rifbjerg-udgivelse efter forfatterens død
Kultur
10. april 2015
I sin første posthume bog demonstrerer Rifbjerg sin omhu i nærgående skildringer af mennesker, som på godt og ondt er.

I sin første posthume bog demonstrerer Rifbjerg sin omhu i nærgående skildringer af mennesker, som på godt og ondt er.

Sofie Amalie Klougart

Med mærkværdig og lidt makaber timing udkommer Klaus Rifbjergs ny bog blot fem dage efter hans død. Sjældent har man derfor så voldsomt fornemmet det velkendte modsætningsforhold mellem hans skrifts nærmest larmende vitalitet og de sort-hvide siders stilhed. På den ene side vrimler det ganske som før i tiden med kropsligt klangfulde verber og ekspressive lydord, og på den anden side hvisker hver enkelt af bogens ni tekster om det, der vel til syvende og sidst optog forfatteren mest: det stumme køn og den visse død.

Et S-tog siger gedunk-gedunk, en sporvogn på vej i remisen kling-kling, og kommer der nede på gaden en hestevogn forbi, lyder der fra hovene det samme, det samme klip-klop. Ordene genlyder denne gang med et lidt tommere ekko end før. Og det er egentlig uretfærdigt, for udtrykslysten og formuleringsevnen er af samme format som tidligere, ligesom den kraft, hvormed erindringerne aktiveres, og sansede detaljer hamres frem.

Tydelig signatur

For mig, der for første gang læste Rifbjerg for præcis et halvt århundrede siden – ja, det var Amagerdigte, og deres tone smækkede rent ind med det samme – og for hvem hans særlige spændstige sprog er gået i blodet og blevet en del af mit pulsslag, er der noget på én gang vidunderligt og vemodigt ved at få lov til at karakterisere og vurdere hans fortællinger Besat, men begejstringen tager uvægerligt overhånd, fordi disse tekster, trods deres lettere hengemte præg og markant tilbageskuende karakter så tydeligt bærer den lyrisk stemte prosaists personlige signatur.

Skal jeg forklare hvordan, kommer jeg ikke uden om gloserne dobbelthed og ’dobbelteksponering’. Titlen peger det åbent ud. Ordet ’besat’ kan enten være et tillægsord eller en bøjningsform af et udsagnsord. I sidstnævnte betydning (: annekteret eller okkuperet) var Danmark besat af Nazityskland fra i dag for 75 år siden til om aftenen 4. maj. I førstnævnte mening (afsindig, bindegal, vanvittig, vild) er Klaus Rifbjergs fortalte karakterer (især i hans noveller) ofte besatte derved, at de af forfatteren fanges og fremstilles i et panisk moment, en punkt-­oplevelse, hvor sanserne virker yderligt skærpede, og hvor subjektet er farligt ude-af-sig-selv.

Både før og nu

Denne samtidighed af fysisk nærvær og et psykisk, bevidsthedsmæssigt, fravær går igen i alle den nye bogs tekster, såvel de fem ultrakorte og overvejende lyriske som de fire lange, episk anlagte stykker. Det almindelige og troskyldigt hverdagsagtige slår med ét om i vildskab. Man troede som læser ét, og så er det pludselig noget andet. En mand står op og tager sin butterfly på. Sidst på eftermiddagen ligger hans lig i gården bag advokatkontoret!

Mest markant er dobbeltheden nok i den afsluttende tekst, som jeg her har hentydet til, »Butterfly« om et ægtepar, som på én gang er unge og gamle. Hun har job som lærerinde, han er ansat på sagførerkontor, og sammen har de (for nylig, må vi som læsere tro) været værter for to  britiske soldater og dampet løs på disses Capstan-cigaretter. Men ikke desto mindre er konen ivrig kondiløber og manden efterhånden en habil computerbruger! Der går simpelt hen bevidst koks i fortællingens tidsforhold, eller vi har at gøre med filmisk-fotografisk dobbelteksponeringsteknik. Tiden er på én gang før og nu, dengang og i dag. At mandens cykel har en frakkeskåner: et stykke sort voksdug, der dækker en del af baghjulet, udelukker for Rifbjerg ikke, at cyklisterne omkring ham med ét er blevet dødsensfarlige og mener, at både gaden og cykelstien tilhører dem!

I »Sørensen«, bogens længste fortælling (60 temmelig barske og uhyggelige sider), består dobbeltheden i, at hovedpersonerne prøver at spille frihedskæmpere og i virkeligheden er HIPO-svin på flugt. Kynisk-effektiv virker derfor Rifbjergs metode – at føre læseren ind i deres dag for dag mere paniske bevidstheder. Næppe før i litteraturen om besættelsestiden har man set en så ambivalent og tvetydig skildring af døgnene op til 4. og 5. maj.

Med »Tåge« bibringes vi korte indkig i medlemmer af en familie på et diffust tidspunkt under besættelsen, idet der for hver figur fokuseres på en situation, der åbnes brat helt uden forklaring, men med maksimal tæthed i den fortællermæssige identifikation, og lige til at begynde med kommer så det psykisk knugende erindringsstykke »Angst«, hvor Rifbjerg igen-igen har sat strøm til og sprog på et drengesind.

For fuldstændighedens skyld skal det oplyses, at de, der mest læser Rifbjerg for igen-igen at forarges over anvendelsen af ’frække’ ord, heller ikke denne gang behøver føle sig snydt, ja, der forekommer sågar en varmhjertet lovsang til lykken i en seng med en klud under puden. Jo, Rifbjerg var i onanidebatten trofast ’gør det selv’-folkets talsmand. Fred være med ham.

I den første bog efter hans død fik han demonstreret sin vældige sproglige kapacitet, sin evne til at skabe noget anderledes og mærkeligt ud af noget fælles og tilsyneladende velkendt, samt sin omhu i nærgående skildringer af mennesker, som de på godt og ondt er.

Besat. Fortællinger
Klaus Rifjerg
Gyldendal
176 sider
250 kroner
Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her