Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Migration som fransk feelgood

Efter den ustyrlige succes med ’De Urørlige’ bruger instruktørduoen Eric Toledano og Olivier Nakache nu deres sans for charme til at fortælle om hårde arbejdsliv
Mens Omar Sy er ’Samba’s karismatiske midtpunkt, savner Charlotte Gainsbourgs karakter fylde.

SF Film

Kultur
17. april 2015

Åbningen af Eric Toledano og Olivier Nakaches nye film, Samba, tager os elegant fra de miljøer, vi er vant til at svælge i på film, til de andre bag kulissen. Første scene bevæger sig fra et fint bryllup til køkkenregionerne, hvor der arbejdes hårdt på, at alt går glat til de andres fest. Her arbejder den senegalesiske indvandrer Samba (Omar Sy), som har været ti år i Frankrig, men stadig ikke har papirerne i orden. Han drømmer om at få legaliseret sit liv og måske en dag avancere fra opvasker til kok.

Toledano og Nakaches forrige film, De urørlige, fortalte med lune om et umage par i form af en millionær og hans rapkæftede handicaphjælper. Filmen blev den største franske biografsucces på verdensplan nogensinde og også den mest sete franske film i Danmark. Samba har flere ligheder med sin populære forgænger, men har skruet ned for komikken og parrer her Omar Sy med Charlotte Gainsbourg. Hun spiller den frivillige socialarbejder Alice, som er udbrændt efter et hysterisk arbejdsliv og nu slås med at finde mening med livet. Da Samba får problemer, bliver Alice sat på sagen, og selv om hendes erfarne kollega (Izïa Higelin) advarer hende mod at engagere sig emotionelt, fornemmer man, hvilken vej det vil gå.

Kreative nationalitetsvalg

Det er svært at sætte immigration og integration på dagsordenen i en feelgood-ramme, men Sambas lette tone fungerer først overraskende godt som et skævt møde mellem socialt drama og romantisk komedie. Med Sy som det karismatiske midtpunkt sætter filmen ansigt på ellers usynlige arbejdere på byggepladser, i rengøringsjob eller på affaldssorteringspladser. Historien tager den brogede skares problemer alvorligt, men giver også anledning til at trække på smilebåndet f.eks. med de massive oversættelsesproblemer i socialarbejdet, eller når Samba skal forklædes som kedelig franskmand for at undgå politikontroller.

Da Samba bliver ven med Wilson (Tahar Rahim fra Profeten) kommer der endnu mere charme på lærredet, for Wilson går til verden som en dansende, dameglad brasilianer – selv om han egentlig er fra Algeriet. Hans rolle giver en bittersød fornemmelse af de kreative overlevelsesstrategier og nationale stereotyper, som konstant er i spil på de bonede gulve såvel som bag facaderne.

Ud over kamæleonen Rahim nyder Samba også godt af Profetens dygtige fotograf Stéphane Fontaine. Han fanger hverdagens hårde habitater, mens komponisten Ludovico Einaudi får historien og dens montager til at flyde.

Til gengæld virker Gainsbourgs Alice underudviklet. Gainsbourg bringer altid nærvær til lærredet, men her savner man kød på hendes karakter. Mens der er plads til fejl og fristelser omkring Samba, forbliver Alice underligt anonym og også alvorligere end resten af filmen. Kombineret med skildringen af et svigt, der føles som en manuskriptkonstruktion, får filmen efterhånden svært ved at få den sociale kritik, dramaet og romantikken til at gå op i en højere enhed.

Samba har ikke som De urørlige afstedkommet stormløb på alverdens billetsalg, selv om den har meget godt for sig og tager uimponeret fat i svære emner. Men det er absolut ikke dumt at være med, når Samba og vennerne danser og deler fremtidsønsker i Toledano og Nakaches skildring af pressede hverdagsliv, hvor det sjove også skal finde plads.

’Samba’. Instruktion og manuskript: Eric Toledano og Olivier Nakache. Frankrig. (CinemaxX, Dagmar, Empire, Falkoner, Grand, Palads og Park Bio i København samt en række andre biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her