Læsetid: 2 min.

Når sulten er værre end krigen

Rolf Heim har skabt en fabelagtig dukketeatertolkning af Sjostakovitjs symfoni over Leningrads belejring i 1941. Sulten sætter sig i tilskueren, så man bliver helt rystet og stille
Døden er en figur på scenen i ’Jernring’, Bådteatrets dukketeaterdramatisering af Sjostakovitjs ’Leningradsymfoni’, men mere skræmmende er dukkerne af Hitler og Stalin. Og sulten.

Miklos Szabo

17. april 2015

Sjostakovitjs 7. symfoni er ikke for børn. ’Leningradsymfonien’ kaldes den også. At lytte til den er vitterlig som at opleve krigsbelejringen inde fra en lejlighed – uden at turde bevæge sig ud på gaden. Skræmmende forfærdelig, men også overjordisk smuk i sære drømmeglimt; som nærdødsoplevelser udsat for instrumenter …

Det er derfor noget af en bedrift, at teaterinstruktøren Rolf Heim har tolket denne symfoni som en dukketeaterforestilling – og at det er lykkedes så eminent, at tilskueren forlader Bådteatret med sult i maven og afmagt i øjnene.

Jernring er en uhyggeligt elegant forestilling. Et stykke politisk teater helt uden ord. Her siges der rigeligt i en koreografi for menneskestore dukker med udsultede kraniehoveder. Her er psykologi transformeret til overlevelseskamp, mens fingrene stryger over jorden efter lidt jord at spise … Og netop fordi dukkerne kan sulte så makabert og forvandle sig til skeletter, bliver billedet af sulten endnu tydeligere, end hvis velnærede skuespillere havde forsøgt sig med samme opgave.

Ingen smil

Rolf Heim er en dreven dramatiker. Han forstår at gøre os interesserede i sine dukker, længe før vi fatter, hvad forestillingen egentlig handler om. Og dukkemageren Rolf Søborg Hansen har igen skabt dukker, der er så fascinerende og sympatiske og samtidig så skræmmende og ensomme, at man ikke kan lade være med at stirre på dem.

Rolf-dukker smiler aldrig. Når de åbner munden, er det kun for at tigge om mad. Bare et lillebitte stykke brød til deres skrigende tomme krop. At der så også flyver bombefly hen over hovedet på dem, skræmmer dem mindre. For her er sulten værre end krigen. Og dukkerne af Stalin og Hitler er værre end Dødens dukke.

Dødskarrusel

Fire dukkeførere får sammen denne uhyrlige beretning til at glide af sted så grufuldt og poetisk, men også så muntert, at man kun kan blive benovet. Anya Saa, Ida Drey, Pernille Nedergaard Haugesen og Rolf Søborg Hansen har et eminent samarbejde, hvor den ene arm netop helt præcist ved, hvad den anden arm laver i et ærme et sted.

De kravler alle fire bogstaveligt talt rundt på en jernring, som om Bådteatrets scene er det omringede Leningrad – og som om dukkerne er naglet fast til en dødskarrusel, hvorfra de kun kan hoppe i floden …

Jernring er med andre ord uafrystelig. Det eneste utilfredsstillende ved forestillingen er egentlig, at programmet ikke angiver, hvilket orkester og hvilken dirigent, der står bag forestillingens stærke indspilning. Men det er bare en skønhedsplet på en krigsforestilling i verdensklasse.

’Jernring’. Idé og instruktion: Rolf Heim. Musik: Sjostakovitj (7. Symfoni). Dukker og scenografi: Rolf Søborg Hansen. Lys: Raphael Solholm. Bådteatret til 9. maj. www.baadteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu