Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nervøst afskedsværk endte i idyl

DR SymfoniOrkestrets samarbejde med huskomponisten Søren Nils Eichberg kulminerede med uropførelsen af hans 3. Symfoni. Et stort anlagt, broget og fragmentarisk værk
Kultur
17. april 2015
DR SymfoniOrkestrets samarbejde med huskomponisten Søren Nils Eichberg kulminerede med uropførelsen af hans 3. Symfoni. Et stort anlagt, broget og fragmentarisk værk

Josefine Kyhn

Ordningen er sympatisk. Man vil tage medansvar for at rykke de yngre danske komponister et niveau op udi orkesterhåndværket og knytter derfor et længerevarende bånd. Symfoniorkestre i provinsen begyndte at ansætte huskomponister i slutningen af 90’erne, og sidenhen fulgte de regionale klassiske ensembler trop.

DR SymfoniOrkestret var sene til at smede sig sammen med en partner, men i 2010 skulle det være. Valget faldt på dansk-tyske Søren Nils Eichberg (f. 1973). Han er uddannet som pianist og dirigent, men har siden 2001 fokuseret på komponistvejen med primært orkester- og kammerværker bag sig; dog kunne man i november opleve premieren på hans kammeropera Glare på Covent Gardens eksperimenterende scene.

DR SymfoniOrkestret har i løbet af de tre år, samarbejdet har kørt, opført Eichbergs Klaverkoncert og stået for uropførelsen af 2. Symfoni Before Heaven, Before Earth.

Fredag i sidste uge skulle 3. Symfoni, slutstenen for partnerskabet, så præsenteres for publikum i Koncerthuset.

Forinden havde DR-symfonikerne og den amerikanske gæstedirigent Robert Spano kridtet banen op med, hvad der skulle vise sig være langt blidere grimasser. Beethovens Egmont-ouverture (1810) til Goethes skuespil om den ærværdige martyrdød dirigerede Spano med seje bevægelser, så fraserne på en appellerende måde blev dejagtigt træge, hvilket må passe den modstand, som Egmont møder. DR SymfoniOrkestret spillede med en kraftfuld, mættet klang og præcise akkordnedslag. Sejheden medførte også oplevelsen af, at Spano nogle gange tænker stykket for vertikalt og for lidt på den fortsatte bevægelse videre.

Flowet strømmede friere med solisten Stephen Houghs entré i Beet- hovens 1. Klaverkoncert, et ungdomsværk, turde man næsten kalde det, komponeret få år efter at komponisten var flyttet til den østrigske hovedstad. Sammenlignet med wienermesterens senere så patosfyldte udladninger, emfatiske sprog og overraskende strukturer er den første af fem klaverkoncerter næsten den rene uskyld. I hvert fald lød den sådan med den sortklædte Hough med de åbne hyttesko og de gentagne strenge blikke mod nogle koncertgæster i parkettet, der åbenbart støjede mere, end han kunne tåle. Hough spillede klaverpartiet med en filtblød klang, ukrukket og ubesværet, egentlig ret ligeud ad landevejen, og havde svært ved at bevæge sig ud over det hyggelige. Faktisk var det bemærkelsesværdigt så tæt på det instrument, Beethoven på den tid havde til rådighed – fortepianoet – Hough fik det moderne Steinway til at lyde. Men i sin dyrkelse af den historisk autentiske klang missede han noget af det slagkraftige ved Beethovens musik. I de mange spinkle passager kom hans stil til kort, hvorimod den skinnede mere ved de livlige løb op og ned ad klaviaturet. Og under det korte ekstranummer fra en sonatine af Kuhlau, som han angiveligt havde begyndt at spille på samme dag, faldt det hele på plads for ham: Det helt nøgne og enkle stod som en smuk, uprætentiøs skulptur.

Utålmodig pluralisme

Som et kæmpe udråbstegn var tropperne efter pausen omtrent tredoblet: Søren Nils Eichbergs nye 3. Symfoni er skrevet for stort orkester og næsten lige så stort kor, og strukturelt er værket den diametrale modsætning til den klassicisme, vi lige havde hørt hos Beethoven og Kuhlau. Eichberg skriver i programnoten, at hans symfoni handler om søgen og om at stille spørgsmål. Det er et stort anlagt, broget og fragmentarisk værk med koret i en nøglerolle. Det synger udvalgte dele fra Qu Yuans digt »De Himmelske Spørgsmål« (ca. 300 f.kr.) og fra et hebraisk digt af Auschwitz-fangen David Vogel, og et sted citerer orkestret Carl Nielsens »Solen er så rød, mor«, som afbrydes voldeligt. Hele den halvtimelange korsymfoni er uhyre afvekslende, næsten atomiseret og utålmodig, et træk, der også går igen i andre orkesterværker af Eichberg, og som kan være anstrengende i længden. Han er dygtig til at skabe stemninger, korte øjebliksbilleder, men for mig hænger det ikke sammen over længere distancer. Stilpluralismen i 3. Symfoni minder om den russiske komponist Alfred Schnittke, som bare ikke udformer sine musikalske collager så stakåndet som sin yngre kollega. Symfonien havde mange fine øjeblikke, som fungerede isoleret set: en stærkt rytmisk indledning med fem slagtøjsmusikere, der i forening lød som en ildevarslende, sammensat enhed i retning af en rocktrommesolo, nervøse, skræmmende passager a la Penderecki, filmisk wide-screen, flotte korklange, en original cellodomineret passage, en afklaret idyl ved slutningen. Men jeg savner en overordnet idé, så det i en eller anden grad virker logisk, at vi skal høre så mange forskellige musikalske brokker. Eichberg vil lytteren noget, men tager så mange farver og special effects på paletten, at det resulterer i overload.

Om DR SymfoniOrkestret vil gentage ordningen med at have en huskomponist, vides ikke. Jeg håber, at stafetten gives videre til en anden lovende tonekunstner, der kan få den vitale praktiske erfaring med kunsten at instrumentere.

DR SymfoniOrkestret og dirigenten Robert Spano spillede Beethovens Egmont-ouverture og 1. Klaverkoncert med Stephen Hough som solist samt uropførte Søren Nils Eichbergs 3. Symfoni med DR KoncertKoret fredag den 10. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her