Læsetid 3 min.

På overarbejde i selvudviklingslaboratoriet

Nogle gange kan det være for meget af det gode at gøre det, man er bedst til. Iceage-forsangeren Elias Bender Rønnenfelt har med soloprojektet Marching Church lavet en plade, der sikkert er selvudviklende, men også selvfordybet
Iceage-forsanger Elias Bender Rønnenfelt virker i sit soloprojekt Marching Church lidt for fordybet i sin egen stiliserede hiksten, brølen og klagen til rigtig at blive rørende og vedkommende.

Iceage-forsanger Elias Bender Rønnenfelt virker i sit soloprojekt Marching Church lidt for fordybet i sin egen stiliserede hiksten, brølen og klagen til rigtig at blive rørende og vedkommende.

Tor Birk Trads
17. april 2015

En af tidens største selvhjælpssandheder er, at man skal stræbe efter at være sit autentiske jeg. Som en mindre tv-berømthed ved navn Sy Lee synger i sin popsang »Vær dig selv«: Selvom jeg er en realitystjerne/kan jeg godt snakke med dig/For jeg er mig selv, ingen andre/Jeg er et menneske ligesom dig.

Vi klipper til Elias Bender Rønnenfelt, den 23-årige forsanger i det feterede postpunkband Iceage, der lige har udgivet sit første album med soloprojektet Marching Church:

»Det er interessant, at det er lykkes mig at skabe en form for persona som sanger. Men generelt fokuserer jeg på at være mig selv, uanset om nogle russiske teenagere er interesserede i mig eller ej,« sagde han for nylig i et interview.

Dramatisk selvfremstilling

Påbuddet om at kende sig selv, som de gamle grækere havde indhugget i tempelvæggen over oraklet i Delfi, genlyder nu hos alle lige fra Pernille Aalund til Danske Bank og Rytmisk Musikkonservatorium. Derfor er det ikke så overraskende, næ, nærmere forventeligt, at Iceage-forsangeren ikke bruger sit soloprojekt som en anledning til at være en anden for en stund, men til at blive sig selv. Der er skruet godt op for den dramatiske selvfremstilling på albummet, der bærer den Bond-agtige titel This World Is Not Enough. Lydligt svarer det til synet af den unge Rønnenfelt, når han på scenen gnubber knuste hvide liljer imod sit benede bryst. Patosmåleren ligger med andre ord helt oppe i det røde felt.

Ligesom soloprojekter kan have karakter af et uforpligtende frikvarter eller en leg med identiteter, kan de også være selvudviklingslaboratorier, hvor nye, midlertidige konstellationer for en stund bryder med det typiske rockbands konventionelle rollefordeling.

This World Is Not Enough har den unge østerbroer således rekrutteret ligesindede musikere fra sin nærmeste kreative omgangskreds, såsom Cæcilie Trier og Frederikke Hoffmeyer alias Puce Mary samt medlemmer af bandene Lower og Hand of Dust.

Med Marching Church tillader Rønnenfelt sig også at tage afstikkere fra hovedprojektet Iceages svindsotige og 80’er-formørkede klagesange i form af medrivende indslag, der minsandten swinger. Pladen viderefører den afvekslende instrumentering i form af klaver og blæsere, som man også fandt på Iceages seneste album, Plowing Into the The Field of Love. Der er hoftevrikkende Mick Jagger-koketterier på »King of Song«, mens »Your Father’s Eyes« lyder som klassisk Stax-soul spillet af blegtynde teenagere fra Bordings Friskole.

Men samtidig kan man ikke komme uden om, at der er noget uendeligt krævende over Rønnenfelt. Krævende, fordi vi har at gøre med en musiker, der tydeligvis forlanger andet og mere af tilværelsen. Albummet emmer af eksistentiel sult og romantisk higen efter intense oplevelser.

»I’m hungry hungry hungry, hungry for your love,« bjæffer vokalisten som en elskovssyg tegneserieulv på albummets tredje og desværre noget ufrivilligt komiske skæring.

Rønnenfelt er også et krævende bekendtskab, fordi han dyrker en en ublu krukkethed, som man skal tilbage til 90’ernes britpopbølge for at genfinde i lige så koncentreret form. Det er en dyrkelse af kunstneren med stort ’K’ grænsende til megalomani, som måske, måske ikke, er ironisk tænkt.

»People will rise for me ... die for me ... fantasize about me,« synger han på et af sine egotrips, hvor han egentlig snildt kunne have en Kidd som forbundsfælle.

Stiliseret hiksten

I dette ellers så mådeholdne og funktionsbetonede land er det på sin vis forfriskende at se en musiker, der ikke lægger bånd på sin ungdommelige weltschmerz, der lader til at være mikset af lige dele Nick Cave og Den unge Werthers lidelser.

Rønnenfeldt har uomtvisteligt en stærkt personlig vokalstil. Men jeg er ikke sikker på, at jeg finder det slingrende fuldemandsforedrag – der oftere og oftere vækker minder om Pete Doherty fra The Libertines og Babyshambles – interessant nok til at kunne bære de mest skitseagtige numre på pladen.

Ud over de enkelte soulpåvirkede pletskud virker han lidt for fordybet i sin egen stiliserede hiksten, brølen og klagen til rigtig at blive rørende og vedkommende. En større stringens i sangskrivningen havde nok forsynet Rønnenfelt med et mere velfungerende bagtæppe for de vokale udgydelser.

Overraskende tilbageholdt er til gengæld albummets coverversion af nyligt afdøde Percy Sledges klassiske utroskabssjæler »The Dark End of the Street«. Men alt i alt skal man nok på forhånd være i besiddelse af en solid veneration for den unge skønånd for at kunne værdsætte The World Is Not Enough.

Marching Church: ‘The World Is Not Enough’ (Sacred Bones/Playground). Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer