Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I en paranoid betonverden

Den Fynske Operas dystopiske, nye samfundssatire, ’Andre Bygninger’, sætter barren højt og slipper godt fra det
Kultur
29. april 2015

Et ugennemtrængeligt bureaukrati, hvor få egentlig aner, hvad meningen er med alle disse tal, tal og atter tal – og især nøgletallene. Men vigtige er de, forstås, og en konstant kilde til ængstelse, hvilket illustreres af den maniske Opposto og af antallet af kontorfolk, der tager sig af dage og dingler fra loftet så ofte, at man næsten bliver blind for det.

Det grå, trøstesløse betonmiljø i Vurderingsinstituttet og de andre steder i Bygning 2, som udgør hele denne operas verden, beboes af karikerede stereotyper, der ikke ænser livet udenfor dette lille, lukkede sted. De tør heller ikke spekulere over, om der mon findes andre samfund end deres eget, da det bliver anset for at være en form for landsforræderi. Frygten for det fremmede trives i bedste velgående.

En af de få drømmere i Bygning 2 er Senza (sunget af Stina Schmidt), som begynder at huske tilbage på sin elskede Ricordo – hvor blev han af? I sin søgen efter ham må hun besøge Afdelingen for Glemte Sager, og langsomt hvirvles historien op til at blive noget af et bizart paranoia-drama med åbenlyse referencer til Terry Gilliams film Brazil, Kafkas Processen og Orwells 1984.

Musikken er af Andy Pape (f. 1955), der hermed har begået sin tiende opera, alle skrevet til kammerscenen. Flere af dem er blevet genopsat, hvilket ikke er så almindeligt med nyere operaer. Med succeser lige fra gadeoperaen Houdini den store til børneoperaen Sigurd Dragedræber har den danskamerikanske komponist vist en jordnær og smittende måde at koble inspiration fra alskens musikarter sammen på. Påvirkningen fra amerikansk minimalisme fornægter sig heller ikke i Andre Bygninger, som var det underlægningen til en 1970’er-thriller, kriblende inde i betonvæggene, under gulvet, blandt publikum spredende paranoia. Andy Pape giver også sangerne arier, ikke ulig som i traditionelle opeaer, og der er fængende, brede passager med kor og det ni mand store instrumentalensemble.

Hver figur tegnes med den tykkeste overdrivelse i Rasmus Zwickis libretto. Drømmeren Senza med hovedet i et fuglebur, hvilket vel symboliserer, at hun bliver holdt fanget i Bygning 2; den hurtigsyngende budbringer Velocissimo med stive robotbevægelser; den lede Paura i dominatrix-outfit og med S/M-slaver i snor; den stammende talneurotiker Opposto med en hemmelig drøm om at finde en pige, der vil danse med ham trods hans hårtab. Librettoen har også spor af orwellsk newspeak, så Paura i Tina Kibergs skikkelse ender sine spørgende sætninger med et dramatisk smældende »Spørgs – måååls – teeeeeegn!«, som svingede hun den pisk, hun har i hånden, eller når flere af personerne siger »Smileyface« i stedet for egentlig at smile, så er det en kritik af kommunikationsformen i vores digitale verden – så føl dog noget!

Et usædvanligt teamwork

Andre Bygninger er en opera med adskillige dagsordener, og den ætsende satire er jo en yndet og ofte effektiv teknik hos socialistiske kunstnere, men måske kammer det lidt over i Zwickis libretto, hvor vi får tingene serveret så karikeret og naivt, at det snarere vækker latter end maner til eftertænksomhed eller prædiker for andre end de allerede frelste.

Forestillingen er frugten af Den Fynske Operas samarbejde med Andy Pape som huskomponist gennem tre år, og det er nok hans til dato mest ambitiøse værk.

Det bærer i høj grad præg af, at der er en fælles stolthed over projektet hos alle de involverede. At få en international wagnersopran som Tina Kiberg (Paura) med er et scoop, og hun får scenen til at skævle som diabolsk slavepisker, men rollelisten er faktisk overordnet betragtet flot besat: Stina Schmidt bærer hovedrollen fornemt scenisk og synger egalt hele vejen igennem, rollen som Velocissimo er som skabt til Kiki Brandt, der ved premieren rystede dagsklare lysstråler ud af sin koloratursopran og også giver karikaturen fine nuancer, Jens Søndergaard får troværdigt lullet os ind i den behagelige drøm om at genfinde tabt kærlighed, Thomas Storm er som en halvskør opfinder i Afdelingen for Kreatisivitet og Innotivation taget ud af Blade Runner, og han overrasker vokalt og skuespilmæssigt, jo bedre vi lærer ham at kende.

Endnu en stor gevinst for Andre Bygninger er Marie í Dali, der som scenograf har arbejdet ganske meget sammen med operainstruktør Kasper Holten. Hendes Brazil-agtige kontormiljø i beton med døre, der næsten stumfilmkomisk falder ud af og ind i væggene, rammer plet. Hun står også for de mange kreative hatte og kjoler lavet af aviser, stumpede jakkesæt, S/M-hundemasker af læder og meget andet.

Alt i alt et mageløst holdarbejde af Den Fynske Opera.

’Andre Bygninger’, opera med musik af Andy Pape og libretto af Rasmus Zwicki. Den Fynske Opera stod for urpremieren den 24. april, og forestillingen spiller frem til den 9. maj. Instruktion: Daniel Bohr. Dirigent: Claus Efland: Scenografi og kostumer: Marie í Dali. Koreografi: Marie Brolin Tani.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her