Læsetid: 6 min.

Pingpong mellem kontinenter

Verden er skrumpet ind til et søgefelt, og det nyder nogle kunstnere og musikelskere utrolig godt af. Især når man lytter til Afrikas plads i europæiske og amerikanske musikeres hjerter – og omvendt
Svenske Johan Hugo og malawiske Esau Mwamwayas udgør tilsammen The Very Best og leverer på deres nye album en samling globaliserede, højstemte, højglanspolerede house-pop-hymner. Foto: PR-foto

Svenske Johan Hugo og malawiske Esau Mwamwayas udgør tilsammen The Very Best og leverer på deres nye album en samling globaliserede, højstemte, højglanspolerede house-pop-hymner. Foto: PR-foto

17. april 2015

Frem og tilbage, frem og tilbage går de musikalske bølgebevægelser mellem Afrika og Amerika, mellem Afrika og Europa. Disse så nådesløst forbundne kontinenter, forsumpet i handelsøkonomiske barrierer og geopolitiske interesser. Men også disse så frugtbart udvekslende kulturer, der med kommunikationsteknologiens ADHD giver og tager så kærligt fra hinanden i stadig hurtigere vekselvirkninger.

Ikke at det er noget nyt i den kreative pingpong mellem kontinenterne. Etiopiske Mulatu Astatke studerede musik i London, New York City og Boston i 1950’erne og 1960’erne og blandede sine påvirkninger fra jazz, funk og latin med etiopisk folkemusik og koptisk kirkemusik – og, voila, verden fik ethio-jazz. Og nigerianske Fela Kuti kom hjem fra sin dannelsesrejse i USA i 1969 og importerede James Browns funk, omsmeltede den med lokale traditioner og skabte sammen med trommeslageren Tony Allen genren afrobeat.

Tuareg-rockbandet Tinariwen siges at have fundet fælles fodslag i deres passion for Hendrix, Led Zeppelin, Santana og Bob Marley. Og den benhårde dansegenre Kuduro fra Angola blander amerikansk house, techno og miami bass med jamaicansk raggamuffin og kompleks rytmik fra traditionel angolansk karnevalsmusik, herunder genrer som semba og kizomba.

Danske Frisk Frugt var i Mali og Burkina Faso og brugte inspirationen til at skabe albummet med den sigende titel Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Og ligeledes danske Solveig Sandnes blandede nordiske og malinesiske stemmer i sit Konokone-projekt. Joni Mitchell, Paul Simon, Brian Eno, David Byrne/Talking Heads, Damon Albarn, Dirty Projectors, Vampire Weekend, Deradoorian, High Places, Gang Gang Dance har alle inkorporeret musik fra Afrika i deres udtryk.

Og den amerikanske minimalistiske komponist Steve Reich var i Ghana i 1971 for at studere under trommemesteren Gideon Alorwoyie og blev her inspireret af polyrytmikken til at skabe hovedværker som Drumming og Music for 18 Musicians.

Så. Da projektet Africa Express i slutningen af 2014 udgav deres fortolkning af amerikanske Terry Rileys minimalistiske milesten In C fra 1964, lå det i naturlig forlængelse af en lang tradition for tværatlantisk udveksling.

Fortryllet vandløb

Africa Express er endnu et kosmopolitisk projekt fra Blur- og Gorillaz-frontfiguren Damon Albarn, og det tværkulturelle er tydeligt inkarneret i sammensætningen af musikere på In C: Albarn selv på melodika, Brian Eno, malinesiske Cheick Diallo på fløjte, Andi Toma fra tyske Mouse On Mars på percussion, malinesiske Modibo Diawara og Defily Sako på kora samt Kalifa Koné og Mémé Koné på balafon.

Ideen til en afrikansk influeret fortolkning virker helt åbenbar, fordi In C er et essentielt polyrytmisk værk, en kvalitet man kan finde i megen, omend selvfølgelig ikke i al afrikansk musik. På et tangentinstrument holdes en fast puls i ottendedel på tonen C – den blev faktisk i den originale opførsel spillet af Steve Reich på Wurlitzer-elorgel – og rundt om det væves et væld af instrumenter, der spiller 53 på forhånd komponerede fraser. De skal spilles i rækkefølge, men musikerne må selv bestemme hvor længe og altså hvorvidt de vil springe nogle af de andre fraser over. Resultatet er et lifligt, multistemmet, fortryllet vandløb af melodier, rytmer, instrumenter, der i sin tidligst indspillede udgave – Rileys egen fra 1968 – har noget nobelt klassisk stift over sig trods sin overrumplende nytænkning.

I Africa Express’ udgave synes In C at være vendt hjem til moderlandet. Det er en langt mere organisk oplevelse at lytte til de 17 musikere, der lader værket flyde igennem deres organisme, langt blødere, langt mere dynamisk. Vokaler væver sig ind og ud mellem afrikanske instrumenter som strengeinstrumentet kora, den xylofon-agtige balafon og det enstrengede strygerinstrument imzad. Og det giver en organisk og smidig kvalitet til In C. Partituret bliver helt enkelt gennemvædet af Afrika og bliver til noget andet, mere elastisk. En forunderlig oplevelse.

Tilbage til spilleglæden

I Den Demokratiske Republik Congo, i hovedstaden Kinshasa, huserer en ny septet ved navn Mbongwana Star. Mbongwana betyder forandring, og det var, hvad grundlæggerne søgte, da de dannede bandet. Coco Ngambali og Theo Nzonza havde oplevet, hvordan deres tidligere outfit Staff Benda Bilili var kollapset under den verdensomspændende succes, og i stedet søgte de tilbage til spilleglæden. De samlede en række unge musikere og begyndte at banke en ny, sofistikeret, men også nærmest punket skramlet groovekunst ud. De fik indforskrevet den parisiske producer Doctor L, og hans respekt for Mbongwana Stars rå udtryk gjorde, at indspilningerne blev foretaget helt oppe i det røde felt, som han fortæller i pressemeddelelsen. Det er vist ikke helt sandt, men han har i hvert fald formået at formidle gruppens rustne energi. Og det er i sig selv en bedrift.

Indtil videre har vi kun et singleudspil fra Mbongwana Star, men det er til gengæld også den forrygende »Malukayi«, hvor bysbørnene i Konono No. 1 gæstespiller så lifligt melodisk på deres elektriske likember – alt i mens Doctor L tilføjer sugende bas og trækker hele molevitten ud i mærkeligt jamaicansk dubbede rumforskydninger. Pludselig i det fri, så i en gyde, så i studiet igen. Nummeret har en smukt lurende og dragende kvalitet, der får mig til at tænke på Massive Attacks »Unfinished Sympathies«. Debutalbummet From Kinshasa udkommer 18. maj. Der er grund til at glæde sig.

Kroppen behøver ingen parlør

Det er lidt mere lige ud ad landevejen og ind i klubben på London-bandet The Very Bests nye livsalige album, Makes A King – ’mumachokela mafumu’. Det er svenske Johan Hugo og malawiske Esau Mwamwayas fjerde studiealbum som The Very Best – oprindeligt en trio, nu en duo. En samling globaliserede, højstemte, højglanspolerede house-pop-hymner. Mere strømlinede end tidligere på trods af at Mwamwaya fortsat synger – i storladne stemmefordoblinger – på sit modersmål chichewa. Men stadig virkelig medrivende sager, også når der skrues ned for beatsene som på »The Dead and The Dreaming«. Og så skader det heller ikke, når akustisk slagtøj får lov at indfarve herlighederne som på »Kanyale«.

Teksterne handler angiveligt om Malawis problemer med politisk korruption og uafrystelig fattigdom. Og det kan måske høres i de mere melankolske passager af albummet, mens andre sange lige så vel kunne være festlige, som aktivistiske eller indignerede. Således kan politisk sindelag uden undertekster nemt miste sin mening. Men kroppen behøver til gengæld ingen parlør for at nyde The Very Best.

Fransk Cécile Schott alias Colleen er ikke rent Afrika-inspireret, men sampler fra kontinentets traditioner, når det passer hende – som enhver anden dygtig globalista. Det sker ikke i røvrystningen eller basbombernes tegn som hos for eksempel Diplo eller M.I.A., men i en mere æterisk og lytteorienteret sags tjeneste. Hendes nye, femte album, Captain of None, er meditativt repeterende, elektronisk modificeret singersongwriting, der kan lede tankerne hen på salig Arthur Russell.

Ofte blander hun sine højtideligt ekkoende vokaler med repeterende rytmik og hypnotisk melodik, der i flere tilfælde udmærket kunne være afrikanske – eller i hvert fald have sit udspring dér. Ikke mindst på den over seks minutter lange polyrytmiske »This Hammer Breaks«. Mens »Lighthouse« i sit loop har lidt af den melodiske fornemmelse – omend i meget afsnuppet form – fra den malinesiske kora-mester Toumani Diabaté.

Colleen giver et fint formuleret billede af, hvordan den præcise sansning af musik fra et andet kontinent kan resultere i en smukt koncentreret farvning af en musikers udtryk tusinder af kilometer væk.

Verden er skrumpet ind til et søgefelt, og det nyder nogle kunstnere – og musikelskere – utrolig godt af.

Africa Express: Terry Riley in C (Transgressive) Africa Express spiller på årets Roskilde Festival. Mbongwana Star: Malukayi (Feat. Konono No. 1) (World Circuit Records) The Very Best: Makes A King – »mumachokela mafumu« (Moshi Moshi/PIAS) Colleen: Captain of None (Thrill Jockey)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu