Rejekælling med ravkæde

Det er lykkedes Rasmus Bruun, Frederik Cilius og Zissel Astrid Kjertum-Mohr at lave en utrolig præcis parodi på nyhedsbranchen og dens tåbeligheder, ikke mindst dens forelskelse i fart, enkelhed og skarpe, skarpe vinkler.

Under mottoet ’klar, parat, skarp’ producerer snapseglad journalistveteran og yngre, forsagt redaktør Den korte radioavis, der hvert 15. minut omsætter dagens nyhedstelegrammer og facebookopdateringer til korte, letforståelige nyheder. Det skal være så breaking som muligt, og der er ikke skyggen af proportionssans. Nyhedsopremsningerne er et sammensurium af minimale fødevareskandaler, nyt om kendte danskere, der går ind i politik, langtrukne vejrudsigter, endeløs vox pop-rablen om hvad som helst fra den almindelige dansker, henkastede rapporter om »endnu en sort mand skudt i USA« og fiktive stramninger af dagens mediehistorier.

Karen Hækkerup vandt f.eks. ifølge Den korte radioavis verdensmesterskabet i at blive stødt, De gyldne manchetter, for sine udtalelser efter Yahya Hassans tale på Nationalpartiets pressemøde. Prisen uddeles i Stockholm og blev vundet for næsen af Kvinfo, som var blevet stødt over, at nogle mænd kigger på kvinder.

Imellem nyhedsudsendelserne lægger man øre til de ikke mindre morsomme redaktionsmøder, der f.eks. går med panisk at lede efter relevans i et YouTube-klip, hvor Esben Lunde Larsen fra Venstre af en eller anden årsag filmer sig selv på et løbebånd.

Konstant kronik-mode

Den korte radioavis vandt mig som fan allerede ved navnet på værten, en bombastisk repræsentant for den form for dannelse, man kan slå andre i hovedet med, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Kirsten Birgit taler med en Ulla Terkelsen-inspireret diktion fra spændingsfeltet mellem Carsten Jensen og flodhesten Dolph fra Wulff Morgenthalers satireprogrammer. Det er et overraskende spændende sted at tale fra, på en gang højtideligt samtidsdiagnosticerende og uhæmmet fordømmende og selvhævdende.

Måske er vi nogle stykker, hvis overjeg på en god dag ligner denne eksalterede midaldrende sprogrevser, som frejdigt og selvsikkert giver sig hen i de mest uhæmmede tilsvininger, og som elsker at rulle sig i alt, hvad der er fint og fornemt.

Kirsten Birgit er i konstant kronik-mode, selv når hun har tømmermænd og ellers er lidt til den skrøbelige side. Hun har et fantastisk vidtløftigt og præcist sprog at have sine nykker i, Mads Holger er slået med længder. Som med Rytteriets snobber, Fritz og Poul, får man lyst til at citere i ét væk både for at dyrke forargelsen over deres narcissisme og for at nyde at tage den på sig og svælge i den for en stund.

Kirsten Birgit har med egne ord påtaget sig en opdragende rolle her i samfundet. Hun er ikke for fin til at pege på de forhutlede mavetaskebærende almindelige danskere, der fornedrer kunsten med deres tilstedeværelse.

Hun gør meget ud af at fortælle, at hun er en fri fugl, der godt tør sige ’neger’ og ’kinøjs’. Moralist er hun ikke, pointerer hun, hendes opgave er ikke at moralisere. Det kan sagtens siges på en moraliserende måde, der sætter den lidt mere besindige redaktør Rasmus Bruun på plads som en sandhedsfornægtende fjende af ytringsfriheden, når han påpeger nogle af de uhensigtsmæssige ting, der ryger ud af hendes mund, når hun tager sig friheden til at kværulere rundt i nogle let tvangsprægede cirkler.

Medicin mod fordummelse

Kirsten Birgits glansnummer er de kosteligt beskrevne erotiske, intellektuelle og kulinariske åbenbaringer, der ikke uden videre kan skilles ad, og som hun konstant kommer ud for i sin daglige omgang med ånd, kunst, vin og synet af Søren Pind.

Hvis man kun skal høre ét kulturprogram, er hendes hjertebarn, Kulturkanylen, et godt bud. Som sloganet »Dit ugentlige skud kultur lige i maveskindet«, fortæller, bliver der uddelt kultur til folket som en slags medicin mod fordummelse. Det er godt set og ramt.

Og så er Kirsten Birgit faktisk en fremragende kunst- og madanmelder.

Som navnet antyder, er Den korte radioavis inspireret af Karen Jespersens og Ralf Pittelkows netmedie Den korte avis, som har succes med at kombinere tvivlsom journalistisk proportionsforvrængning med nuttede dyrehistorier.

Parodien på nyhedsformatet, der tager den daglige produktion af alvorligt ment absurditet under behandling, er ved at blive en genre i sig selv. USA har The Daily Show med Jon Stewart og The Colbert Report. I Danmark lagde Mikael Bertelsen ud med De uaktuelle nyheder, og for tiden er Monte Carlo på DR3 og Natholdet på TV 2 Zulu flinke til at pege det værste nonsens ud. Den korte radioavis er med al sin fiktion mere beslægtet med P1’s Selvsving (som de også parodierer), men ikke desto mindre det skarpeste og skæggeste bud lige nu på en kvalificeret dækning af nyhedsdækningens tåbeligheder.

Den korte radioavis, Radio24syv, hverdage 12.05-13.00