Læsetid 2.8571428571429 min.

Revolutionen er en afsked med alt

For at udfordre nutidens kunst – og dens rolle som kapitalismens medløber – har kunsthistoriker Mikkel Bolt og kunstner Jakob Jakobsen samlet tekster fra den Situationistiske Internationale i Skandinavien
For at udfordre nutidens kunst – og dens rolle som kapitalismens medløber – har kunsthistoriker Mikkel Bolt og kunstner Jakob Jakobsen samlet tekster fra den Situationistiske Internationale i Skandinavien
17. april 2015

Situationisterne fejlede massivt. Og netop derfor er bevægelsen så væsentlig, ikke mindst i dag, mere end 40 år efter den selv erklærede sig død. Det mener kunsthistoriker Mikkel Bolt og kunstner Jakob Jakobsen, der har udgivet den første samling af tekster fra den skandinaviske fraktion af Situationistisk Internationale.

»Det her materiale repræsenterer et kunstsyn, der stiller store krav om, at kunsten skal kunne ændre verden i sådan en grad, at kunsten må opløse sig selv som en specialiseret aktivitet. Det er en diskussion, der nærmest er glemt i dag,« siger Jakob Jakobsen.

»Situationisterne praktiserede en radikal spørgen til, hvad kunsten kan. De forsøgte at udvikle en radikal kritik ikke blot af samfundet, men også af kunstneren selv, at opløse kunstneren. Det var et slag for kollektiviteten og for en kunst, som frisætter publikum i kraft af deltagelse,« siger Jakob Jakobsen. Mikkel Bolt supplerer:

»Situationisterne pegede på nogle måder at praktisere kunst på, hvor det eksperimenterende og revolutionære er i fokus. Med de her tekster vil vi invitere til at diskutere, hvad kan vi hente ud af historien om situationismens storhed og fald.«

Den Situationistiske Internationale blev dannet i 1957 og begyndte allerede efter få år at strides internt. Behovet for et »kritisk vokabolarium«, som Mikkel Bolt kalder det, udartede sig til en bitter konflikt om den rette linje. I forbindelse med eksklusionen af den tyske SPUR-gruppe fra internationalen i 1962, besluttede den franske filmmager Guy Debords dominerende fraktion i Den Situationistiske Internationales Centralkomite f.eks., at der på grund af »misforståelser og modsætninger« inden for bevægelsen var behov for en »ordbog«, der kunne fastlægge betydningen af situationistiske begreber. Det faldt Jacqueline de Jong – en hollandsk situationist, der var knyttet til en af de skandinaviske fraktioner – for brystet.

»Misforståelser og modsætninger er ikke blot af stor værdi, men er selve grundlaget for al kunst og skaben, hvis ikke kilder til al aktivitet i det hele taget,« skrev hun. De interne kampe kan ifølge Mikkel Bolt og Jakob Jakobsen læses som latterlige – hvad de på sin vis også var – men de kan også læses som et udtryk for, at situationisterne satte alt på spil. Og det er dette: viljen til at sætte »hele sin identitet« på spil, som gør situationisterne inspirerende i dag, mener de.

Kunst uden kunstner

Splittelsen mellem stræben efter det kunstneriske eksperiments frigørende kraft på den ene side og erkendelsen af, at kunsten allerede dengang, også af sin kritiske form, var på vej til at blive opslugt i det kapitalistiske samfund og indarbejdet i dets magtudøvelse, var både situationisternes styrke og deres fatale svaghed, mener Mikkel Bolt.

Mens de skandinaviske situationister, samlet omkring bl.a. Jørgen Nash, fulgte den kunstneriske eksperimenteren, ofte i form af spektakulære interventioner – som at hugge hovedet af Den Lille Havfrue – konfronterede Debord-fløjen ’skuespilsamfundet’: »Skuespillet er kapitalen, der har nået den grad af akkumulation, at den bliver billede«. Det moderne industrisamfund er ikke, skrev Debord, skuespilsagtigt, men »i bund og grund skuespil«. Der er intet uden for fremmedgørelsen.

»Asger Jorn forlod af samme årsag selv bevægelsen, fordi han i starten af 1960’erne fik for meget succes i kunstverdenen. Der var en grundlæggende modsætning mellem det at være udøvende kommerciel kunstner og at være i den situationistiske bevægelse,« fortæller Mikkel Bolt.

Den sidste avantgarde

Ifølge Mikkel Bolt er det let at konstatere, at den situationistiske bevægelse led nederlag, men mere interessant bliver det, hvis man får øje på, hvordan den fra starten kæmpede med og mod sit nederlag til kapitalismen.

»Situationisterne, i alle udspaltninger, forstod sig selv som revolutionære. Og de udviklede meget tidligt analyser af karaktertræk ved de former for magtudøvelse, der i dag er blevet dominerende, af det vi i mangel på en bedre term vil kalde ’den neoliberale’ kapitalisme,« siger Mikkel Bolt.

»Man kan måske se det som et uafsluttet projekt,« siger Jakob Jakobsen. »De tabte ganske vist til kapitalen, der kommercialiserer alle sociale forhold. Men man kan også se den her tekstsamling som en opfordring til fornyet fokus på kapitalismens forsøg på at tage livet af os. Vi må være mere radikale i vores kritik. Vi må sætte os selv på spil. Risikere os selv. For situationisterne handlede det ikke kun om at nå nye æstetiske erkendelser, men om at forandre sig selv og hele verden i processen.«

Det kræver, at man er villig til at satse selve kunsten, mener Mikkel Bolt. »Revolutionen er en afsked med alt – også med kunsten. Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen så f.eks. kunsten som besat område, som de intervenerede i, og de udøvede en skånselsløs selvkritik, hvor identiteten som kunstner og aktivist gik i opløsning i jagten på den store indløsning: revolutionen.«

Situationisterne var modernistiske kunstnerfigurer og som sådan meget selvhøjtidelige, fortæller Jakob Jakobsen. »På den ene side var de overbeviste om, at de havde sandheden på deres side, men netop den opførelse var også en slags maske, de tog på i den større sags tjeneste«. Og måske mangler det i dag. »Nogen, der sætter hele deres identitet på spil. Kaster sig ud i projektet med sådan en alvor, at det virker patetisk. Jeg talte med Nash, før han døde, for han havde læst en tekst, jeg var involveret i, hvor han mente, jeg havde fremstillet dem som anarkister. Så han ringede for at sige, at det var helt forkert. ’Vi var antipolitiske,’ råbte han ind i røret. Det var ret komisk, men også interessant. Det betød virkeligt noget for ham. Det var vigtigt at forklare, at antipolitik var en kritik, der angår helheden af de sociale forhold.«

Jakob Jakobsen og Mikkel Bolt mener, at både kampene inden for internationalen og de skandinaviske situationisters betydning er blevet underkendt, men det er ikke forfatternes ærinde »at få dem hængt på kunsthistoriens juletræ«.

Snarere ønsker de at fremvise manifesterne fra situationisterne i Skandinavien og omegn som »en form for aktionsteater«.

»Situationisternes krav til kunsten var ultimative. Det samme var nederlaget,« siger Jakob Jakobsen. »Men risikoen for at mislykkes er en forudsætning for eksperimentet.«

’Cosmonauts of the Future’ Texts from The Situationist Movement in Scandinavia and Elsewhere’. Kan købes f.eks. i Møllegade Boghandel, Arnold Busck, Kunsthal Aarhus eller downloades gratis fra nettet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Situationisme

Situationistisk Internationale var en radikal avantgardebevægelse, der eksisterede fra 1957-1961. I centrum for bevægelsen var et opgør med kunstens funktion som vare og kunstneren som kunstner. Kreativiteten skulle i stedet bruges til at nytænke hverdagen. De passive tilskuere skulle blive aktive deltagere i en kreativ produktion og kunsten.

Den centrale stemme var den franske filmkunstner og teoretiker Guy Debord. De i dag mest kendte danske medlemmer var Asger Jorn, Jørgen Nash, J.V. Martin og Peter Laugesen.

ansp

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu