Læsetid: 5 min.

Sofagrupper og agitproprock

Rocken har brug for at falde over sine egne ben og udvise risikovillighed, ikke for at blive ved med at bekræfte indierockens inderlighedsprojekt. Information har lyttet til plader for begge retninger
8. april 2015

Engang slog guitaren fascister ihjel. Det gjorde den allerede med Woody Guthrie (det stod der endda på hans akustiske guitar), og det fortsatte den med at gøre med Dylan og Joni Mitchell og en række andre musikere op gennem 60’erne. Eller det forestillede man sig i hvert fald dengang, at den gjorde. Engang var singersongwriteren og rockmusikeren en sandhedsapostel, sangene var inderlighedsevangelier og guitaren – også den elektriske – et våben i et håbefuldt emancipationsprojekt og et blomstrende politisk opgør.
I dag har guitaren det så med at slå på tromme for kerne­demografisk hygge. Om det så er i heavy- eller hipstersegmentet. Inden for rocken – den mere indie-agtige variant, som denne anmeldelse beskæftiger sig med – er der således i disse dage komfortabelt og en kende småborgerligt. Hør bare Baltimore-bandet Lower Dens, der på deres nye, tredje album Escape From Evil søger mod det gammelkendte – tættere på bysbørnene fra Beach House, som har nydt betragtelig kritisk og kommerciel succes med deres højsange omviklet med sort fløjl. Ja, Lower Dens’ Jana Hunter finder endda samme sørgmodigt majestætiske betalingsbalance i sin stemme som Victoria Legrand fra Beach House.
Problem: Lower Dens skriver ikke nær så gode sange, faktisk synes de at flygte fra ens opmærksomhed som damp fra en keddel. Det skulle vist være hypnotisk og udfriende musik, men den ender med at brede sig som en tung, uinteressant parfume i rummet.
Indie-stjernerne i Death Cab For Cutie bekræfter på deres nye, ottende album Kintsugi, at de har sat sig definitivt komfortabelt i deres melankoli, som om den var en gammel, hyggelig sofa. Det er simpelthen så habilt og velsnedkereret og samtidig forslidt og temperamentløst. En nærmest mondæn, i hvert fald ligbleg indiepop, der rammer durk i kernefangruppen. En sløv genindspilning af indierockens knæsatte inderligheds­projekt og dens dybfølte alternativ til den poserende rock, som blev formuleret i 80’erne og 90’erne. Det alternativ er nu blevet en ny tids konvention, som det sker for de fleste nytænkende udtryk før eller siden.
Kintsugi får man således det indie-indendørsdesign, man kender. Fraseringerne og melodierne er blankslidte, så der næsten ikke er noget velour tilbage, og man sidder utrolig godt i denne møbelmusik. Men man sidder også fast.
Klare i mælet
Modsat insisterer canadiske Godspeed You! Black Emperor helt anderledes håndfast på at hive dig ud af sofagruppen og ind i kollektivets agitproppede orkan. Siden Montreal-bandets fødsel har de været en slags postrockens politiske råbekor, altså i overført betydning, for de dyrker instrumentale, enorme, nærmest symfoniske forløb. Og så er de alligevel ofte helt klare i mælet, når det kommer til deres holdninger, for eksempel når de lister multinationale pladeselskabers forbindelser til våben­industrien på bagsiden af albummet Yanqui U.X.O. fra 2002. Eller når frontfiguren Efrim Menuck i et interview til therumpus.net siger: »Jeg tror på, at folk faktisk kan tage vare på sig selv, og at vi ikke har brug for ledere.«
Det var først i 2014, at Menuck offentligt erklærede sig anarkist. Det skete netop i interviewet til therumpus.net, hvor han også sagde om Godspeed You! Black Emperor: »Det er musik, hvis udgangspunkt er, at alt er fucked, og hvis endepunkt er, ja, alt er fucked.« Derfor skal man heller ikke kalde deres sange for protestsange, for verden er en anden, end dengang borgerrettighedsbevægelsen og hippie-politikken boomede i 60’ernes USA. Og er der virkelig nogen, der tør tro på, hvad sangen »We Shall Overcome« fortæller os?
Godspeed tilbyder i stedet emotionel katarsis, forslag til udfrielse, måske lunter til eksplosiv reaktion. Ikke håbefuld optimistisk fællessang. Rock­formatet er blevet blæst åbent, og sanger-egoet er blevet udslettet. Og det er så op til den enkelte lytter, hvad man skal få ud af musikken. Der er ingen tvang.
Deres nye, kun femte album på 19 år – Asunder, Sweet and Other Distress – er en boblende, truende, sort og lysende udladning. Åbningsnummeret »Peasantry, or Light! Inside of Light!« er først en unison monolit, der starter som rockistisk blokpolitik, for dernæst at rase i en boblende budding af elektricitet og til sidst ebbe så smukt ud i vildt melodiske plader af stålregn. For tiden er der ni musikere i bandet, og ud over klassiske rockinstrumtenter betjener de sig af elorgler, kontrabas, violin, elektronik og 16 mm filmprojektor. Og så holder de af udråbstegn, både i deres titler, men også i deres musik. Der er ikke noget vildt revolutionerende over bandets femte album, men det har sin egen muskuløse skønhed i lyden af et stort band, der glider ind og ud af unison indignation.
Skotland – ikke Brooklyn
Så går det knap så heftigt for sig hos Young Fathers. Men i deres spraglede stammeritualistiske sange er der i hvert fald en skepsis over for civilisationen, som de fleste af os kender og dyrker den: homogen og velordnet. Og det forlener dem i det mindste med en vis skørhed. Men deres nye, andet album White Men Are Black Men Too indikerer også, at de har lyttet alt for dydigt til især Animal Collective. De lyder simpelthen alt for meget af Brooklyn, New York i 00’erne, på trods af at de er fra Edinburgh, Skotland. Og de er alt for dygtige til at kopiere deres nye forbilleder, i stedet for at ramme ved siden af dem – hvilket er afgørende for, at noget personligt kan opstå.
Dermed bliver Young Fathers et alt for godt udtryk for den rigdom i teknik og den fattigdom i idé, som har præget indierocken både herhjemme og udenlands i de seneste år. Det gælder således også for Death Cab For Cutie og Lower Dens alene inden for denne anmeldelses rammer. Og i dét selskab er Young Fathers klart de sjoveste, lystigt kaotiske og ganske undersøgende (hør »Rain or Shine« og »Old Rock n Roll«). Og de er ikke bange for at falde over deres egne ben. Alt sammen kvaliteter, vi virkelig har brug for i rockmusikken i disse år. Risikovillighed, kunne man også kalde det.
rach@information.dk

Lower Dens: ’Escape From Evil’ (Ribbon Music/Playground)

Death Cab For Cutie: ’Kintsugi’ (Atlantic/Warner) Death Cab For Cutie optræder på årets Northside Festival, Aarhus.

Godspeed You! Black Emperor: ’Asunder, Sweet and Other Distress’ (Constellation Records/Playground)

Young Fathers: ’White Men Are Black Men Too’ (Big Dada/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu