Læsetid: 3 min.

Ulykkens kammeratskab

Læseværdig bog om dengang Tyskland og Sovjet ville erobre verden
16. april 2015

Et af mange dystre kapitler i det 20. århundredes historie er indiskutabelt pagten mellem Hitlers Tyskland og Sovjetunionen, indgået i 1939, da krigen truede med at udslette England og rent faktisk udslettede Polen. To af historiens værste regimer fandt hinanden i en uhellig alliance, hvis mål var at dele verdensherredømmet. Det kan diskuteres, hvornår præcist de respektive diktatorer forestillede sig at overfalde alliancepartneren og sikre sig hele byttet, som i første omgang ville være et nedkæmpet Englands daværende kolonibesiddelser. Det kan ikke diskuteres, at den ene var mere speget end den anden røget, og at alliancen ikke blev indgået i gensidig kærlighed.

For begge parter indebar det pludselige venskab problemer i baglandet. Gennem hele nazismens historie havde Sovjet foruden jøderne været hovedfjenden. Omvendt tordnede sovjetisk propaganda mod fascismen. Men med ét, uvarslet for alle, beordrede Stalin sine officerer og teknikere, under dødsstraf ved slinger i valsen, til samarbejde med fjenden. Kommunister i hele verden var henvist til at sluge en karavane af uldhårede kameler – en del forsvarede endda den besynderlige entente med tungebrækkende dialektik. Også i tyske ledende nazikredse løftedes øjenbrynene.

Propagandaminister Goebbels havde svært ved at finde en grimasse, enkelte dristige længere nede i systemet mente lavmælt, at Hitler var blevet tosset. Men alliancen bød på sin egen politiske logik. Begge parter havde meget at vinde ved et samarbejde. Tyskerne fik til gengæld råstoffer, know how og industriprodukter herunder fly, kanoner og et stort næsten nøglefærdigt krigsskib.

Ophøret

Det ophørte jo brat, da Hitler beordrede Operation Barbarossa sat i værk: invasionen af Sovjet den 22. juni ’41. Som bekendt var Hitlers invasion i det mægtige land med de strenge vintre, lange forsyningslinjer og en stålsat befolkning en fatal brøler, der kostede tyskerne uanede lidelser og russerne endnu flere. I sidste ende kostede hele historien Hitler og hans kumpaner magten, riget og livet.

Historikeren Roger Moorehouse har i en grundigt researchet og velskrevet fremstilling rådet bod på den af forfatteren hævdede tavshed, der har været fremherskende om pagten. Moorehouse fremlægger et imponerende detaljeret arbejde om den frygtelige periode frem til Barbarossa-felttoget, da de to stormagter delte bufferområderne imellem sig og udsatte befolkningerne for ufattelige overgreb. Det siger sig selv at hjælpeløse folk, overfaldet fra to sider, ikke havde det for muntert. Begge begik folkedrab: Stalin efter sit sædvanlige kvotesystem, hvor det på forhånd var givet, at så og så mange skulle tilintetgøres, resten deporteres til Sibirien, hvor forholdene ofte var ensbetydende med døden. Hitler på sin side lod Einsatz-kommandoer tage hul på udryddelsen af den ’jødiske race’ og myrdede for en sikkerheds skyld hundredtusindvis andre: polakker, rutenere, sigøjnere samt konsekvent – akkurat som russerne – veluddannede folk: læger, lærere, præster, etc.

Forklaringer

Efter Hitlers overfald over flere tusind kilometers front, måtte Stalin, i det omfang det nu var nødvendigt midt i terroren, finde en forklaring på den besynderlige pagt, og hvordan og hvorfor han havde ladet sig overliste af tyskerne. Hos Solsjenitsyn i romanen I den første kreds lader forfatteren Stalin hjemme på divanen i datjaen se tilbage på sit miserable liv. Massemorderen ligger der nok så nydelig i sine hjemmesutter, som mor har hæklet. Men end ikke hende stolede han på. Ingen stolede Stalin på. Kun én mand turde han regne med: Hitler. Og så bedrog han ham også!

Den tyske invasion fik ekstraordinært fatale følger for millioner af russere, og givetvis har betydning for russiske lederes tænkning også i vore dage: Kan man overhovedet stole på Vesten? Moorehouses begrundelse for at skrive den højst læseværdige bog, er måske en anelse søgt. Nærmest som om pagten har været tiet ihjel. Hvorfor det? Så meget er rigtigt, at russerne ikke var fornøjede ved at blive mindet om det pinlige samarbejde. Også danske kommunister blev lange i spyttet, når talen faldt på Ribbentrop-Molotov-arrangementet. Men at hævde, at historien som sådan er ufortalt, er at spænde buen lige lovligt højt. Bogens litteraturliste dementerer i rigt mål, at emnet ikke er grundigt behandlet. Moorhouses fortjeneste er at opsummere den kolossale mængde af lidelse som ’ulykkens kammeratskab’ afstedkom.

Churchill udtrykte Englands interesser præcist: Hvis Hitler invaderede Helvede, ville han sende Djævelen en venlig hilsen. Tiden og omstændighederne ikke til fine fornemmelser, hvilket betød, at Sovjet kom til at fremstå temmelig misvisende som en civiliseret allieret, der hele tiden havde haft de rette intentioner. Det korte af det lange: Uden Sovjetunionen havde sejren over Hitler været tvivlsom.

Roger Moorehouse: ’En djævelsk Alliance. Hitlers pagt med Stalin 1939-1941’. Oversat af Peter Dürrfeld. Kristeligt Dagblads Forlag. Ill. 447 sider. 299 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu