Læsetid: 2 min.

Den, som er barn og fattig, er ikke fri

Hvis et værk kan være mislykket med vilje, må man kunne tale om et vellykket mislykket værk. Det er ’Og alt skal være kærlighed’ i korte glimt
9. maj 2015

Nu Kristian Lundbergs genreløse Og alt skal være kærlighed, som udkom på svensk i 2011, to år efter hans selvbiografiske roman Yarden ... hvor er den insisterende og eksplicit i sin påstand om at være nødvendig, og hvor er den hul, påtaget alvorsfuld, når den forsøger sig som mislykket kunstværk – som kunstværk. Samt ligesom klog på mennesket og kærligheden uden egentlig at få sagt ret meget om nogen af de to fænomener.

Og alt skal være kærlighed står ikke alene. Den er en følgevirkning af Yarden, der først kom på dansk i 2014 – og for lige at gøre det med årstallene færdigt: Efter Yarden og Og alt skal være kærlighed skrev Kristian Lundberg En hjemby. Fortællingen om at færdes gennem klassemørket (2013), der udkom på dansk i 2014 på forlaget Møller. Rækkefølgen i Danmark er med andre ord lidt anderledes end den oprindelige. Hvis man ikke kender til nogen af de tre bøger, vil jeg anbefale, at man begynder med En hjemby, og måske endda nøjes med den.

Kristian Lundberg skriver en skramlet prosa, hvilket jeg holder af, men jeg forbinder også hans måde med tomgang og poetiseringer. Sagen er bare også, at Lundbergs bøger er et vigtigt vidnesbyd om fattigdommen i Sverige og især i Malmø nu og her. Hårdest og bedst er de i deres helt nøgterne og konkrete registreringer – eller når forfatterens politiske stemme blot slår fast, at »den, som er barn og fattig, er ikke fri«.

Lundberg skriver om Sveriges hvide affald, om sygdom og misbrug. Og om, hvor svært kærligheden så har det. Sygdommen er i alle tre bøger, især hans mors. Misbruget, hans eget og de menneskers, han voksede op sammen med, hvoraf flere nu er døde.

Lundberg er håbløs som romantisk prosaist, han er selv inde på, at forsøget på at rette op på Yardens manglende kærlighedshistorie mislykkes, men vist af nogle andre grunde end mig. Jeg kan ikke få øje på, at der vokser noget andet frem af det mislykkede projekt. Og jeg er træt af det blomstrende kirsebærtræ uden for den elskedes vindue.

Men jeg læser opmærksomt, når Lundberg dropper metaforerne og f.eks. helt råt skriver om sine tidligere kolleger, de papirløse, der kommer til Sverige og arbejder for næsten ingen penge og ingen rettigheder har. Når han insisterer på at bruge ordet ’papirløse’ frem for ’illegale flygtninge’, for »hvordan kan et menneske være illegalt?«. Og når han fortæller, hvordan solidaritet ser ud: Kollegerne finder et sted uden for overvågningskameraernes vinkel og lader Ali sove dér, midt i arbejdstiden, fordi han er træt.

Kristian Lundberg: Og alt skal være kærlighed. Oversat af Anne Marie Têtevide. Batzer & Co.. 192 sider. 248 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu