Læsetid: 5 min.

Er borgernes egne livshistorier også kunst?

’Hjemvendt’ på Aalborg Teater lykkes, når de hjemvendte soldaters barske fortællinger sættes ind i kaffekopscenografi, som borgerperformerne kan tackle. Det kniber mere i det vilde teaterkoncertudtræk i ’Fædre’ på Aarhus Teater
Der er jetjagere på tapetet bag den tilforladelige sofa, og der er uskyldige dannebrogsflag i kringlen. Men de borgerperformerne i ’Hjemvendt’ fortæller grufulde historier fra deres egne missioner.

Lars Horn

29. maj 2015

Borgerscener er blevet den nye trend hos landsdelsscenerne. De passer smukt ind i idéen om, at teatrene skal nå ud til nye målgrupper. Så borgerscenerne inviterer helt almindelige borgere til at bruge teatret som et sted, hvor de kan fortælle deres egne historier. Vel at mærke iscenesat af professionelle instruktører og stylet af de hotteste kostumedesignere og indrammet af den lækreste scenografi.

Stjerne for en aften? Nix. Ikke her. For forestillingerne spiller i ugevis! Borgerne optræder gerne for alle deres venner og familier nede på tilskuerpladserne. Så borgerne får lov til at performe, og teatret får et nyt publikum. Win-win!

Eller er det nu også win-win? Spørgsmålet er jo, om disse borgersceneforestillinger løfter sig og bliver til kunst – eller om de forbliver velmenende, sociale arrangementer.

Både Fædre på Aarhus Teater og Hjemvendt på Aalborg Teater viser, at iscenesættelsens koncept er altafgørende for resultatet: Jo mere teatralsk, teaterrammen er, jo sværere er det for borgerperformerne at leve op til genren. En dagligstuescenografi er lettere at tackle end en grusgrav. Og netop fordi performerne ikke er skuespillere, kan de typisk hverken tale eller synge til scenebrug. Så deres historier skal redigeres hårdt, hvis ikke de skal miste charmen.

For alle borgerperformerne er selvfølgelig udvalgt, fordi de har et talent for at fortælle. De er bare voldsomt udfordret, når fortællingen skal forstørres i et stort rum og over for mange tilhørere – og mange aftener i træk. Derfor gør instruktørerne tydeligvis deres borgerperformere en tjeneste ved at holde forestillingerne så korte som muligt. Både Fædre og Hjemvendt ville i hvert fald have haft godt af at være en halv time kortere.

Traumeteater

Men meget lykkes i den fascinerende og grusomt autentiske borgerforestilling Hjemvendt på Aalborg Teater. De fem borgere på scenen er fire hjemvendte soldater og en sygeplejerske, der har været udsendt på ’missioner’ rundt om i verden. De er blevet afhængige af deres adrenalinkick. Til gengæld har de næsten også mistet evnen til at leve livet herhjemme. Frygten har ødelagt dem, men de vil gerne fortælle os andre om det. Uanset om de har fået diagnosen Post Traumatisk Stress Disorder, eller om de ’bare’ har set for meget død til at få fat i dagliglivet igen.

Tapet med jagerfly

De fem performere gør stærkt indtryk. Deres stemmer ryster, og de bliver stakåndede, når de fortæller om deres oplevelser med beskydninger og sårede – og døde. Men deres sjælesår og deres slidte uniformer passer godt ind her i den lille, kitchede lejlighedsscene på det gamle Transformator.

Scenografen Lisbeth Burian har skabt en dagligstue til dem med et sofabord med helt almindelige, hvide kaffekopper og kringlestykker med ironiske dannebrogsflag. På væggene er der tapet med mørke mønstre af jagerfly, og over sofaen hænger et stort landskabsmaleri af grønne marker med en pansret mandskabsvogn. Til gengæld er der mørklægningsgardiner, så alle fem kan kaste sig fladt på gulvet, når næste angrebs eksplosioner buldrer gennem det lille rum.

Amputerede barneben

Det er Petrea Søe, som har iscenesat forestillingen – og som har fundet på denne jævnbyrdige ramme for disse borgerperformere. Det vigtigste er måske, at de alle fem netop udtaler sig som enkeltindivider. Her er der ikke noget med, at de bare har ’modtaget ordre’.

De fortæller om deres handlinger – og de står ved dem. Og de siger deres mening. Det vækker respekt. Som sygeplejersken siger det: ’Jeg er så vred på voksenkrig, der går ud over børn’. For hun har amputeret alt for mange barneben.

Hjemvendt føles nært beslægtet med den Reumert-nominerede danseforestilling I Føling med Den Kongelige Ballets kompagni Corpus instrueret af Christian Lollike. Her fortæller tre hjemvendte soldater om, hvordan de fik deres skader. Og de benamputerede soldater overvinder både fordomme og proteser – og de ender med at danse med balletdanserne i de smukkeste stokkedanse. (I føling kan ses på Aarhus Teater i aften fredag og i morgen lørdag.)

Fædre på Aarhus Teater er også befolket af formørkede mænd – og mænd med store idealer. Den er instrueret af Anne Zacho Søgaard, der også skabte Kafkas Processen tidligere på sæsonen. Hun har simpelthen annonceret efter personer i Aarhus, der enten selv er fædre, eller som gerne vil være fædre – eller som har haft et særligt forhold til deres egne fædre. Tilstrømningen har været stor; der har i hvert fald været mænd nok til at danne et helt gospelkor. Men derudover er der syv performere – seks mænd og en kvinde – som optræder på scenen med hver deres historie.

Egentlig er forestillingen udformet som en teaterkoncert. Performerne graver rundt i noget sort grus, både med skovle og med hænderne, mens den ene efter den anden går frem og fortæller sin problematiske farhistorie – eller sin særlige overleverskæbne. Det hele krydres med sange og musik af alverdens instrumenter, som borgerperformerne selv spiller – og sågar med teaterkoncertens obligatoriske brusebadsvand midt på scenen.

Men egentlig virker de syv mennesker malplacerede. De har faktisk lært at tale ret flot på scenen, men synge kan de ikke nødvendigvis – eller optræde naturligt med kroppen; de er jo netop ikke skuespillere. Men de er interessante mennesker, man gerne vil lytte til. Intense og tænksomme individer, der har lært grusomt meget om drømme og svigt. Det bliver bare så belastende, at man som tilskuer skal lade som om, at de er skuespillere.

Egentlig ville det være befriende, hvis borgerscenen som koncept også udviklede sig derhen, hvor teatret blot kunne være et anderledes mødested for mennesker, der gerne vil dele deres livshistorier med andre. For det er altså ekstremt svært at få borgersceneforestillinger til at løfte sig til kunst.

Fædre. Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: Siggi Óli Pálmason. Musikalsk ledelse: Johannes Smed. Borgerperformere: Mikkel Drejer Bertelsen, Andy Villadsen, Jeppe Brøndum Hansen, Henrik Hjorth, Lasse F. A. Nielsen, Patricia Møller Steffensen og Nikolaj Boye Thomsen. Stiklingen på Aarhus Teater. Turné. aarhusteater.dk

Hjemvendt. Iscenesættelse: Petrea Søe. Scenografi: Lisbeth Burian. Lys: Raphael Solholm. Lyd: Jonas Hvid. Borgerperformere: Peter Hørlyck, Kirsten Hegndal Bennike, Kristoffer G. Terkelsen, John Melchiorsen og Bjarke Schrøder Andersen. Borgerscenen på Aalborg Teater til 13. juni. 130 kr. www.aalborg-teater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu