Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Brahms med og uden benspænd

Marc-André Hamelin er en pianist i særklasse, men efter tre årtier med Brahms 2. Klaverkoncert på sit repertoire er der måske for lidt modstand i den til hans overlegne klaverteknik
Kultur
29. maj 2015
Marc-André Hamelin er en pianist i særklasse, men efter tre årtier med Brahms 2. Klaverkoncert på sit repertoire er der måske for lidt modstand i den til hans overlegne klaverteknik

Josephine Kyhn/iBureauet

Med to gange Brahms var der ingen tomme kalorier på programmet fredag aften i Koncerthuset med den canadiske pianist Marc-André Hamelin. Han er kendt som utrættelig pionér og ambassadør for den romantisk-virtuose tradition, som især Liszt er repræsentant for, og han har gjort et kæmpe arbejde for at bringe forsømte komponister som Alkan og Medtner frem i lyset. Sideløbende har Hamelin hele tiden optrådt med standardrepertoire, og et værk som Johannes Brahms kronjuvel, Klaverkoncert nr. 2, har han spillet i op mod 30 år.

En perfekt syntese og balance mellem klaver og orkester finder man vel intet andet sted som i denne koncert, hvor der er så meget kød på fortællingen, at den er blevet sammenlignet med en symfoni.

Både som enhed og i solistiske bidrag er orkestret en stor del af substansen. Naturligvis optræder det i værket også som ledsagelse til solisten, men meget ofte baner det vej for klaveret, farver stemningen, øger den dramatiske gestus eller hjælper det anspændte klima ned til trygge omgivelser. Og solostemmer fra orkestret har afgørende roller i 1. sats, hvor et horn i ensom majestæt optegner stemningen som en solopgang, og i 3. sats helt uhørt med en tre minutter lang ubeskriveligt smuk cellosolo.

Usædvanlig er også 2. Klaverkoncerts struktur på det overordnede plan, da den har fire satser og ikke kun tre, som den klassisk-romantiske tradition havde for vane. Længden på omkring de 50 minutters spilletid er enorm, men helt berettiget med den substans, som satserne rummer.

Som noget nyt indsatte Brahms som 2. sats en scherzo, hvilket ellers er en satstype, man kendte fra symfonien, men den spøgefulde ånd, scherzoer ofte indeholder, har han rykket over i 4. satsen, og i stedet fylder den op med et gåsehudsfremkaldende drama – hele koncertens mest hårdtslående næve af patos.

Nye nuancer i kendt repertoire

Den franske dirigent Fabien Gabel, som til daglig er chef for et af Canadas største orkestre, virkede mere sikker under prøverne med DR SymfoniOrkestret end under koncerten.

Han startede Brahms-koncerten for slæbende og forsøgte at rette op på tempoet efter klaverets tidlige kadence. Gabel lagde sig meget op ad karakteren i Hamelins udlægning, som også indlagde plads til rubato og dynamisk fleksibilitet.

Hamelin benyttede sit indgående kendskab til værket til især at nuancere dynamikken, så man hørte nye sider af fraserne, ting som måske havde det med at drukne lidt i orkestersatsen. Men den modstand, der er indbygget i klaverstemmen, der indeholder nogle notorisk vanskelige passager, hørte man ikke; tværtimod er der meget lidt firskårent over Hamelin og rigtig meget ubesværethed. Han spillede gennemsigtigt og nuanceret, holdt følelserne i snor og manglede måske lidt desperation især i scherzoen.

Ekstranummeret, Earl Wilds virtuose og rapsodiske bearbejdelse af Gershwins »Liza«, fløj over stok og sten med Hamelins uimponerede væsen og superfingre. Rent blær. Mere interessant var encore nr. 2, et præludie af Debussy, hvor letheden i anslaget virkede mere på sin plads.

Balanceproblemer

Er den sommerlig eller efterårsagtig? Det veksler lidt, hvad man synes om Brahms substansmættede og overdådigt melodiøse Symfoni nr. 2. Fabien Gabel animerede DR-musikerne op til et larmende fortissimo i udmundingen af den første yderring af det tætte kompleks af melodier, alle spundet af et virkelig enkelt motiv bestående af bare to toner.

Og flere gange havde han problemer med den interne balance i orkestret, for eksempel i 2. sats, hvor akkompagnementet til cellosoloen konkurrerede lige lovlig meget om opmærksomheden. Til gengæld skabte de i samme sats et stormende drama, et skib i høj sø i nattens mulm. Finalesatsen emmede af sommer og var mere presto end det allegro con spirito, som Brahms beder om, så indtrykket blev noget forjaget.

Under orkesterprøven på 2. Klaverkoncert oplevede jeg Gabel som virkelig grounded, præcis og med kontrol over tingene. Sagerne skred desværre lidt for ham, da det virkelig gik løs. Men på mange måder er han et sympatisk bekendtskab, og med sin alder af blot 40 år kan han sagtens nå at stive de sidste ting af.

Brahms i Koncerthuset. DR SymfoniOrkestret opførte Klaverkoncert nr. 2 og Symfoni nr. 2 af Johannes Brahms den 21. og 22. maj dirigeret af Fabien Gabel. Solist var canadieren Marc-André Hamelin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her