Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Charme i Gøgereden

Skizofrenien og selvskadetrangen virker næsten forståelig i Odense Teaters barske og varme forestilling om at være indlagt på den lukkede
Kultur
15. maj 2015

’En dåre fri’ er godt nok en lidt mystisk titel – den lyder nærmest som navnet på en komedie af Holberg. Men det er den altså ikke. Den norsk-svenske forfatter Beate Grimsrud har nærmere skrevet en moderne version af Gøgereden – først som en delvist selvbiografisk roman i 2010 og siden som et teaterstykke.

I En dåre fri er det bare ikke personalet, der har rollen som de onde skurke, men selve sygdommene. Stykket er en mærkelig blanding af globaltragedie og folkekomedie. For det bliver hurtigt klart, at det kun er ganske få af de patienter, der er indlagt her, der nogensinde bliver raske.

Alligevel er forestillingen på Odense Teater en af de mest hjertevarme og livsbekræftende forestillinger denne sæson.

Cutterpigens venner

Den skønne blanding af råt og kærligt skyldes instruktøren Madeleine Røn Juul. Hun kan favne alle disse ulykkelige skæbner. Og hun har en meddigtende psyke, så hun får alle ni personer til at træde i karakter, så man ville hilse på dem som gamle bekendte, hvis man mødte dem i toget bagefter:

Både Betty Glosteds råbende posedame og Natali Vallespir Sands skingravide hyggespreder, Theresa Hedelunds ensomme cutterpige, Githa Lehrmanns kirurg, der har mistet meningen med livet, Kurt Dreyers særling med tvangsforestillingerne og Mads Nørbys hæmningsløse overgrebsmand, der hele tiden krammer de forkerte.

Men også Mette Maria Ahrenkiels tålmodige sygeplejerske og Klaus T. Søndergaards korrekte kollega, der gør sin pligt, mens han bærer på en hemmelighed, han måske ikke selv tør se i øjnene.

Du er ikke alene

Alligevel er det skuespilleren Malene Melsen, der gør forestillingen til sin helt egen. Hun spiller rollen som den kvindelige forfatter Eli, der egentlig føler sig som den mandlige Erik. »Du er ikke alene i din krop,« som hendes ene stemme truende siger det til den anden.

Malene Melsen tordner ind på afdelingen med sine supertynde, lange ben og sit rastløse blik, parat til at stikke af. Men der går ikke lang tid, før hun viser sine vilde indre kontraster: Kunstneren, der superbegavet sanser alt omkring sig og patienten, som føler sig, passiviseret, og som forstår det lige så klart.

Malene Melsen har en voldsom, eksplosiv energi og en androgyn udstråling, som gør hende fuldstændig fascinerende. Hun trasker rundt i silkejakkesæt som machogreve det ene øjeblik og i en træt joggingdragt som besejret kvinde i det næste. Splittet, men stærk.

Rygekabinens liv

Forestillingen spilles i en nødtørftig scenografi af Manfred Blaimauer. Vinduesglasset i patienternes elskede rygekabine kan holde til lidt af hvert, og publikum sidder på to sider af scenen og kan næppe undgå at føle et stik af desperation. For dette rum ligner alle de plejehjem og sygehusafdelinger, hvor man ikke har lyst til at være.

Alt er præcist og underdrevet. Og det er netop denne stille sikkerhed, som gør En dåre fri så overraskende charmerende.

’En dåre fri’. Tekst: Beate Grimsrud og Lise Indahl. Oversættelse og iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Manfred Blaimauer. Odense Teater til 13. maj. www.odenseteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her