Læsetid: 4 min.

Dan Turèll for fællesskab

Det poetiske fællesskab, Dan Turèll var en del af i især 60’erne og 70’erne, minder på flere måder om de poetiske fællesskaber, der eksisterer i dag. F.eks. gennem DIY, popreferencer og det spontane udtryk
23. maj 2015

Det er Laugesens stemme, og det er Laugesens ord, der hænger i mit øre, nu hvor jeg læser en bog som Dan Turèll – hele historien, der er skrevet og samlet af manden, der altid har sine poesifacts straight, Asger Schnack, og billed- og litteraturfolkene Lars Movin og Steen Møller Rasmussen. Ordene er »Ingen kan gå alene …«.

For selv enere og originale kunstnere går ikke alene, og heller ikke Dan Turèll. Han gik sammen med både døde og levende digtere, jazzmusikere og kunstnere. Han gik sammen med først T.S. Eliot og senere Allen Ginsberg, sammen med Charlie Parker, Ornette Coleman, John Coltrane og Cecil Taylor, sammen med Lou Reed, Andy Warhol og Carl Barks. Han gik sammen med Henrik Have og Per Højholt, Kristen Bjørnkjær og Kenn André Stilling. Og så gik han især sammen med Peter Laugesen: »Vi har, som digtere blandet blod: Vi har udgivet tidsskrifter og projekter sammen, vi har talt og tænkt sammen, vi har skrevet i hinandens bøger, både direkte og indirekte.« Blandt andet sådan har Turèll skrevet om sig selv og Laugesen i Dobbeltskrift, der udkom første gang i 1973 og igen i 1990.

Ordene »Ingen kan gå alene …« giver mening, klare og usentimentale er de, og jeg er helt med, når Laugesen i et af bogens interviews siger, at han sådan set ikke er stoppet med at tale med Turèll: »Dan er den eneste person, med hvem jeg nogensinde har kunnet diskutere i dybden, hvad jeg opfatter som de væsentlige ting i litteratur – og alle mulige andre sammenhænge. Jeg har aldrig mødt andre, som jeg kunne tale med på den måde. Og sådan en samtale holder jo ikke op, bare fordi der ikke er nogen, der svarer i den anden ende.«

En modoffentlighed

Både Laugesen og Turèll fik nogle af deres første digte trykt i det svenske tidsskrift Ord & Bild (1965 og 1966). Begge kunne de ikke få nogen danske forlag til at udgive deres ting i starten, og så kom de – igen med Laugesens ord – frem til, at de lige så godt kunne lave deres »egen beskedne modoffentlighed og selv udgive tingene og prøve at se, hvor langt man kunne komme ad den vej«.

Sidst jeg tænkte på Dan Turèll, var da jeg læste artiklen »Popkulturen giver os et fælles sprog« i Information 12. september, 2014. Den artikel handlede om fællesskaber og digtere som Oskar Sjøgren, Victor Boy Lindholm og Caspar Eric, og det var helt præcist, da jeg læste udtalelsen: »Popkultur er in. Også inden for akademia. Det er noget, som er sket op igennem nullerne, og det er helt afgørende lige nu«, at jeg så ligheden mellem dengang og nu. Turèll havde Anders And og Gustav Winckler, den unge generation har Beyoncé og Sex and the City. Men der er flere ligheder mellem tressergenerationen og den unge poesi nu, og det er værd at nævne, fordi det også gør det klart, at det vigtige i en poetisk praksis ikke er, om man skriver på en IBM 82 og bruger spritduplikator, eller om man udgiver sine ting på nettet. Fælles for den poetiske praksis, Turèll udviklede sammen med f.eks. Arena-folkene, og den poetiske praksis, internetpoeter som f.eks. Caspar Eric og Asta Olivia Nordenhof udøver nu, handler om en spontan måde at skrive på, en hurtighed i udgivelsesformen, en ikkehierarkisk tænkning i forhold til det finkulturelle og det trivielle og så naturligvis en uafhængighed i forhold til de etablerede forlag.

Aldrig hverdag

Det handler om en poetisk praksis, der er kendetegnet ved en vis vedholdenhed, hvor man afstår fra at sortere i det skrevne, og hvor ideen om en evigt voksende skrift har erstattet ideen om det afsluttede, fuldendte værk – måske i en stræben efter en sandfærdig poesi.

Med til et poetisk fællesskab hører selvfølgelig også, at man læser hinanden. Igen har Laugesen en interessant læsning af Turèlls »Hyldest til hverdagen«. Han nævner, at både Pia Kjærsgaard og Poul Nyrup Rasmussen i en serie, Politiken kørte op til folketingsvalget 2001, valgte netop det digt. Kjærsgaard sikkert, fordi Dan Turèll står for »noget pæredansk«, Nyrup måske, fordi digtet »dyrker det almindelige hverdagsarbejderklassefamilieliv i store boligblokke, hvor man sidder og spiser flæskesteg med rødkål og ser fjernsyn …«. Men er der noget, Turèll ifølge Laugesen ikke var, så var det folkelig: »Han stod til enhver tid uden for den hverdag, han skriver om i ’Hyldest til hverdagen’. Og når det kommer til stykket, ville han aldrig kunne holde ud at være i den så meget som ti sekunder.« En læsning, der understreges yderligere i interviewet med Chili Turèll, der siger: »Men egentlig var der aldrig en hverdag.«

Hele historien om Dan Turèll og den litterære figur Onkel Danny er det selvklart umuligt at skrive, hvilket udgiverne selv indleder med at påpege, men med de her 540 sider er vi kommet et pænt stykke ad vejen.

Lars Movin, Steen Møller. Rasmussen og Asger Schnack.: Dan Turèll – hele historien. Samlet, revideret og udvidet udgave af Asger Schnacks ’Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste’ (2001) og Lars Movin og Steen Møller Rasmussens ’Onkel Danny fortalt’ (2003). Informations Forlag. 540 sider. 350 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu