Læsetid: 4 min.

Et debilt paradis, mennesker i helvede

Harald Voetmanns nyeste, historiske roman er også hans mest menneskelige roman – og hans bedste til dato, det siger ikke så lidt
23. maj 2015

Mange af kvaliteterne i Harald Voetmanns nye roman Syner og fristelser kender man fra hans tidligere bøger. Også i denne roman lever Voetmann sig ind i en historisk stemme og univers, som han så giver sin egen drejning.

Tidligere har det været den romerske naturhistoriker Plinius den Yngre – i Vågen – derefter den danske astronom Tycho Brahe – i Alt under månen. Denne gang er det middelaldermunken Othlo af St. Emmeram, der ligger i sin sygeseng og samtidig rejser fra himmel til helvede med en vred engel som sin fører.

Også denne gang spændes et fremmed verdenssyn, her den middelalderlige og teologiske foragt for verden og dens virkelyst, op mod Voetmanns særlige glæde ved kroppens smattede egetliv. Også denne gang skriver han noget af det smukkeste, mest spændstige og broderede prosa, vi har på dansk lige nu. Og også denne gang er det ikke for sarte sjæle.

Men der er også noget nyt ved bogen. Der er en ny luftighed i Voetmanns skrift. Helt konkret står den ikke længere som prosamassiver på siden, i stedet udhæves særligt vigtige sætningsdele på sine egne linjer. Der er også en ny bevægelighed i de stemninger, hans prosa indeholder, og der er et sjældent vellykket arbejde med flerstemmighed – Othlos stemme, de andre munkes stemmer, den vrede engels stemme – og med bogens komposition. Det har ellers været en af svaghederne i Voetmanns tidligere romaner, de fungerede bedre i øjeblikke end som helheder. Men Syner og visioner åbner sig undervejs og bliver nærmest større og bedre for hver side.

Der er en form for rædsel og længsel, man nok kan genkende fra middelalderens visionslitteratur, men som hos Voetmann føles ny – og som også bruges på en ny måde. Hvordan det? Jo, kroppens udsmatninger og ødelæggelser, som bogens helvedesbeskrivelser er så fuld af, bliver ikke bare komiske og ulækre, sådan som de før har været i Voetmanns bøger. De får en ny tyngde. De bliver til argumenter mod Guds orden og for menneskenes medmenneskelighed.

Her er vi ved »tarmtapetet« i helvedesbyen Antiherusalems midte, vævet af syndernes indvolde. Tapetet forestiller Othlo selv ved sin pult og bliver anledning til romanens afgørende øjeblik. Othlo nægter at lære af synderne, Othlo sætter mennesket over Guds orden:

»Det gik op for mig, at bogstaverne i vævet måtte være skabt med tarme fra nogle af de vrælende spædbørn, der hang naglet fast til rammen imellem mænd og kvinder og jeg besluttede i selvsamme øjeblik, at jeg aldrig igen ville skrive et ord med min egen hånd, selv hvis det skulle være på ordre fra abbeden eller min fører, for at ikke disse ord i Helvede skulle blive vævet med udøbte spædbørns tarme. Jeg hørte deres jammerlige skrig, når vævet strammedes eller en mestervæver trak i tarmen, og jeg hørte mænd og kvinder, som midt i de værste pinsler selv formåede at undertrykke deres skrig, for at kunne synge for de små flænsede og tale kærligt til dem, som en mor eller far.«

For denne erkendelse – at Othlo nok rejser gennem det himmel og helvede, Gud har skabt, men at han »ikke længere ønskede at drage nogen lære af det«, som han siger – må han piskes, ydmyges, ødelægges af sin fører, den vredladne engel.

Til gengæld åbner noget andet sig. Det åbner for Othlos medlidenhed med den unge, halte Gehrwas, som dør i løbet af romanen, som nok er en synder, der må brænde i helvede, som Othlo engang fandt som hittebarn, og som han måske ikke gjorde nok for.

Det er jo et enkelt greb, fra længslen efter Gud til omsorg for næsten. Men det forløses med en enorm følelsesmæssig kraft i Syner og fristelser. Og som sagt: Der er så mange stemninger i skriften denne gang. Et sidste citat fra bogens begyndelse, Othlo ligger i sin halm, syg i kroppen og syg af længsel efter døden. Han ser mod himlen:

»Skyerne spirer frem på himlen som agertidselblomster, duver i vores vind, som hørte de til vores verden. Men de giver os på jorden et genskær af den himmelmuld, deres rodnet har greb i.«

Der er meget mere at sige om Syner og fristelser. Det er sjovt, så meget beskrivelserne af Antiherusalems evige foranderlighed kan minde om nutidige beskrivelser af kapitalismens nye ånd. Det er vildt, hvordan Voetmann kan fremmane middelalderen gennem de mindste detaljer. Men det vigtigste er nok, at det er en sjældent god roman, Voetmanns bedste og stærkeste. Den giver et af Danmarks vigtige forfatterskaber en ny dimension. Den fortjener al den opmærksomhed og alle de læsere, den forhåbentlig får i årene der kommer.

Harald Voetmann: Syner og fristelser. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu