Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dødens budbringer

Den afsluttende massakre i Verdis ’Siciliansk Vesper’ bliver indvarslet og dyrket med fantasifulde teatertricks i Stefan Herheims iscenesættelse. Men ved premieren var ikke alle sangsolisterne i lige god form, og selv den bedste produktion redder ikke denne raritet fra at virke for lang
Balletdansere med gravide maver symboliserende operaens knast, Henri, Montforts søn.

Miklos Szabo

Kultur
26. maj 2015

I midten af 1800-tallet var Pariseroperaen en kæmpe magnet for talent og publikum. Der var prestige for komponister i at få opført deres værker i det spektakulære hus, hvor publikum hungrede efter uhæmmet store produktioner. Og selv om Verdi havde en vis modstand over for at indordne sig under de konventioner, som pariserne krævede, gik han alligevel ind på præmisserne. Den i dag ikke ofte spillede Siciliansk Vesper fra 1855 har derfor balletindslag og hele fem akter. Sammenlignet med Verdis mest kendte operaer er arierne langt mere forglemmelige og orkesterpartituret til den tilforladelige side; dog begynder det at pirre mere, jo længere vi kommer ind i historien, især i duetterne mellem de fire hovedfigurer.

Den tiljublede instruktør Stefan Herheims koncepter vil noget med det moderne publikum. Gør det så den store forskel, at Herheim flytter handlingen fra Palermo år 1282 til Pariseroperaen omkring tilblivelsen for Verdis opera? Ved at gøre det sceniske mere komplekst får han i hvert fald lejlighed til at brillere lidt, da han skaber et teater inde i teatret, hvilket måske skaber bedre identifikation, fordi vi i højere grad kender de franske soldateruniformer, end hvad den franske besættelsesmagt nu iklædte sig i middelalderen. Og der skubbes vældig meget rundt med de kunstige balkoner inde i scenen, nogle gange med virkelig overrumplende effekt – som helt til sidst, hvor de tårnende kulisser pludselig vendes med ansigtet direkte mod publikum støttet af ubehageligt blændende projektørlys. En figur som Stefan Herheim løber jo tit med al æren, men han er i den grad afhængig af sit team, her scenografen Philipp Fürhofer og kostumedesigneren Gesine Völlm, som forestillingen havde været væsentligt fattigere foruden. Sammen formår de at skabe imponerende teaterideer.

Bedre teater end vokalkunst

I Siciliansk Vesper er den italienske ø under hårdhændet fransk herredømme. Den indsatte guvernør Montfort voldtager en lokal, som føder en søn. Den sicilianske grevinde Hélène (alle karaktererne har franske navne, da operaen er på fransk) og eksiloprøreren Procida planlægger hævn. Henri, Montforts bastardsøn, kender ikke sit fædrende ophav, men opdrages til at gå på barrikaderne. I tredje akt begynder den skruppelløse Montfort trods magt og rigdom at føle tomhed. Han vil anerkendes som far til Henri. Hélène lover at gifte sig med Henri, hvis han dræber Montfort, men da han lærer om sit ophav, svigter modet. Som tegn på god vilje vil despoten overgive magten til sicilianerne ved Henri og Hélènes bryllup; dette vil oprørerne udnytte til at indlede en massakre.

Ved premieren klarede den amerikanske baryton Louis Otey flot balancegangen mellem ond og eksistentielt tynget magthaver dog ikke uden markante stemmesvigt. Vores egen Gisela Stille agerede overbevisende som den hævntørstige grevinde og klingede smukt i højden. Forestillingens overraskelse var uruguayaneren Erwin Schrott som skumlende oprørsleder, hvis sjældent maltmørke og kraftige basbaryton konstant sugede opmærksomhed til sig. Den canadiske tenor David Pomeroy skildrede desperationen og splittelsen i Henri flot og var en tiltrængt modpol til Oteys tørre baryton.

Men det, man hæfter sig mest ved, er rammerne. De storslåede kulisser, Etnas vulkaniske storhed afbilledet på væggen i Montforts palads, idérigdommen på kostumesiden med ikke mindst balletdansere med gravide maver i forskellige stadier symboliserende operaens knast, Henri. Men også de kraniemasker, som begynder at indvarsle oprørernes massakre på franskmændene, og som snart plantes i ansigterne på alle dødens budbringere, herunder en barnebøddel med kæmpeøkse og englevinger, og særligt mindeværdigt var den bitre oprører Procida i sort balkjole med slæb plus dødningemaske. Et ømt syn.

Siciliansk Vesper. Opera af Giuseppe Verdi fra 1855 iscenesat af Stefan Herheim, dirigeret af Paolo Carignani. Scenografi: Philipp Fürhofer. Kostume: Gesine Völlm. Sangere: Louis Otey (Guy de Montfort), David Pomeroy (Henri), Hélène (Gisela Still), Erwin Schrott (Procida). Spiller på Det Kgl. Teater frem til 14. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

christian christensen

Forsøg på at lave Siciliansk Vesper om til et "nærværende" og "vedkommende" persondrama som Rigoletto eller Traviata er dømt til at mislykkes. Operaen forbliver "stor opera" uanset hvor meget instruktøren klipper og klistrer i den. At den er stiv og umedgørlig er ikke kun tekstforfatteren Scribes skyld. Verdi ønskede at have en succes som Meyerbeer havde med Robert le Diable og Huguenotterne, efter devisen 5 akter med ballet og storslåede optrin. Kun som et sådant totalshow kan værket stadig forstås og give mening. Lidt ligesom les Miserables og Evita i vore dage. Enten må man opføre operaen uforkortet med ballet flotte kustymer og hele pivtøjet og prøve at tage handlingen alvorligt, eller også må man lade den forblive i mølposen.