Læsetid: 4 min.

Dørtelefonen er uegnet til visionære enetaler

Thomas Blachman vil afskaffe ensomhed i Danmark. Han er en mand med en plan – og med et betragteligt frelserkompleks. Det er irriterende på en spændende nok måde. Denne følelsesmæssigt puritanske anmelder er splittet
Det svære ved tv-programmer, hvor en person med overskud og evner skal redde rådvilde medmennesker fra deres eget underskud og uformåenhed, er at balancere redningspersonens overlegenhed og staklernes håbløshed.

Det svære ved tv-programmer, hvor en person med overskud og evner skal redde rådvilde medmennesker fra deres eget underskud og uformåenhed, er at balancere redningspersonens overlegenhed og staklernes håbløshed.

DR

8. maj 2015

»Det, du gør med at redde dyr fra storskrald, det er det, jeg gør på nationalt plan.« Thomas Blachman nikker anerkendende til den tidligere vicevært i Høje Gladsaxes opgang 37, i hvis lejlighed burene med kaniner, undulater og marsvin står i stakke.

Viceværten og tv-værten er fælles om et projekt: Ingen skal være til overs, alle skal ind i varmen. I løbet af bare tre udsendelser af Luk mig ind – det er Blachman tager tv-personligheden konsekvensen af sit frelserkompleks og forsøger at udrydde ensomhed i Danmark, et lille område ad gangen. Han vil gerne »lykkes med det, ingen andre er lykkedes med«, som han siger, og det viser sig så at være indførelsen af godt naboskab i sin mest traditionelle form, hvor damerne drikker kaffe, og mændene etablerer bålplads, og man hjælper hinanden, hvor man kan.

Thomas Blachman virker lidt underinformeret om, at adskillige mennesker gennem tiden er lykkedes med at arrangere fællesspisning, vejfest og kattepasning, men derfor er det stadig fint nok at se det ske.

En med en plan

Eller også er det bare fælt. Så meget forceret nærhed! De medvirkende er sympatiske, og ensomhed er helt sikkert hæsligt og skal modarbejdes med (næsten) alle midler, men jeg kan ikke heppe helhjertet på projektet. Det aktiverer i alt for høj grad mine flugtinstinkter at se Thomas Blachman marchere direkte ind i folks følelsesliv med et medlidende blik og nogle hurtige, kategoriske konklusioner på, hvad der er galt.

Hvis jeg selv sad i afgrundsdyb ensomhed, kunne jeg dårligt forestille mig noget mere angstprovokerende end en flamboyant jazztype, der kom brasende ind ad døren og begyndte at komplimentere tilfældige elementer af min boligindretning, mens han stillede kritiske spørgsmål til min livsførelse, fortalte mig, hvordan jeg havde det inderst inde, og fremlagde en handleplan for forcering af sociale relationer.

De medvirkende i Luk mig ind – det er Blachman er tilsyneladende mindre følelsesmæssigt puritanske end mig og går med på legen efter indledende skepsis og afvisning. Dørtelefoner viser sig at være uegnede til at overlevere visionære enetaler om at forbedre verden. Men så er der hul igennem, både på villavejen på Stevns, i Høje Gladsaxes opgang 37 og i den opgang på Nørrebro, hvor Blachman selv voksede op.

Blachman kommer på besøg, hører med sørgmodig mine om, hvor galt det står til med det sociale samvær og folks individuelle ensomhed, og så bliver der indkaldt til beboermøde, hvor Blachman som selvbestaltet klasselærer modarbejder klikedannelse og sætter gruppearbejde i gang. Det gør han godt, der opstår en gejst, det viser sig, at folk har noget at bruge hinanden til, en sygemeldt hjemmegående får til opgave at starte en gåklub for villavejens kvinder, en anden skal organisere kaffedrikning med Lydia, der er blevet dement og ikke kommer så meget ud, og Ebba, der kan huske, hvordan folk på vejen kom hinanden ved i gamle dage, laver konfekt med børnene. I Høje Gladsaxe inviterer inderne på indisk mad, der bliver organiseret kattepasning og vækningsordning for den unge generte syvsover.

Redningsprogrammer

Det lykkes altså at etablere en lokal idyl, og Blachman kan køre videre på sin mission. På den måde er programmet vellykket: Et problem bliver præsenteret, nogen græder, det bliver løst, og alle er glade. Det er grundlæggende tilfredsstillende at se på, men Blachmans rolle som konsulent i medmenneskelighed overskygger de medvirkende.

Han bliver så ivrig efter at dirigere deres hygge og definere meningen med deres fællesspisning. Alt for mange af dialogerne er den samme vekslen mellem de medvirkendes sørgmodige indrømmelser af egen ensomhed og Blachmans velmenende opsange.

Den indignerede, storladne opsang er hans glansnummer, kendt fra alle programmer, han har medvirket i. Det er fedt at se Blachman sukke »… jeg har ambitioner for jer, kan I ikke forstå det?« ind i en dørtelefon, hvor der allerede er lagt på i den anden ende, og det er sjovt i ramme alvor at sige »det har været en god dag for Danmark« efter et veloverstået beboermøde.

Men ellers er hans orakelvirksomhed lidt under det sædvanlige niveau. Alting er så enkelt, så enkelt. Samvær er godt, ensomhed er skidt, og han skal nok fortælle folk, hvordan de optimerer deres liv sammen. Programmets problem er allertydeligst, da der går selvhjælp i den midt i den sidste udsendelse. Her rammes Blachman af den erkendelse, at det ikke bare er verden, han vil lave om på, men selveste ham selv: Han kender jo heller ikke sine naboer! Han hilser ikke engang, når han går hen ad villavejen på Frederiksberg. En overbo giver ham det gode råd at have tid til at snakke. Blachman opsøger naboer, der har det fint med sig selv og alle mulige andre på vejen. Til kameraet siger han, at han netop har indset, at han nok selv er den mest ensomme i kvarteret, og ligner en, der lige er blevet optaget i en spændende klub.

Det svære ved tv-programmer, hvor en person med overskud og evner skal redde rådvilde medmennesker fra deres eget underskud og uformåenhed, er at balancere redningspersonens overlegenhed og staklernes håbløshed. Hvad enten det er en stakkels syg, fattig, arbejdsløs og enligs hjem, der bliver fikset i Extreme Home Makeover, en stakkels traumatiseret eneboers rod, der bliver ryddet op i Extreme Hoarders eller folk med mangelfuld privatøkonomisk realitetssans’ regninger, der bliver betalt i Luksusfælden, er det godt at se et problem blive løst. Det er også rart at se nogle af de medvirkende i Luk mig ind – det er Blachman gå fra at være triste til at være glade, selvfølgelig er det det. Alle skal ind i varmen, men gid ham jazztypen ville dirigere samværet lidt mindre og lade sine medvirkende improvisere lidt mere.

’Luk mig ind – det er Blachman’ kan ses på dr.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • peter fonnesbech
Lise Lotte Rahbek og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Der er en forskel i mellem det, at ville verden det godt og skulle frelse den med ethvert tilrådestående middel.

Lise Lotte Rahbek

Hvor mange har afvist Blachmanns bedrevidenhed allerede i dørtelefonen,
kunne jeg godt tænke mig at vide?

Det kan være fraklippee, som er mest interessante i dét koncept.

lars abildgaard, Arne Hornborg, Hanne Ribens og Thomas Rasmussen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Omtrent endnu mere kunstigt end X-Faxtor - hvis det er muligt!

lars abildgaard, Arne Hornborg, Thomas Rasmussen og Kirsten Kathrin anbefalede denne kommentar
Jens Peter Madsen

Ærligt og selvhøjtideligt synes jeg - men også rørende og enkelt.
Jeg oplever at det vigtigste er at mennesker får mulighed for at komme tilstede i samværet med andre. Det at kunne og turde fortælle andre sin personlige historier, og at andre tager sig tid til at lytte. I "gamle" dage havde man en fælles historie, man var arbejder, Nørrebroer eller hvad det nu var. Moderne mennesker skal selv skabe deres historie, og de skal være gode til at fortælle den, hvis de skal få andre til at lytte. Og andre skal være gode til at lytte og give sig tid til at lytte.
Jeg synes godt at Blachmann kunne blive meget bedre til at lytte, men af en eller anden grund får han alligevel sine "ofre" til at fortælle noget vigtigt. Tak for det. Jeg håber der kommer flere "Luk mig ind" Jeg er historiefortæller og er meget optaget af det med at kunne og ville sætte sit eget liv i fortælling - hør min videoblog https://www.youtube.com/watch?v=Z1swK7HotEU - se flere www.jenspetermadsen.dk/videoblog

Gert Selmer Jensen

Blachman, er ikke det værste vi har.! Jeg tror faktisk han har hjertet på rette sted. Og han ønskes
"god vind", herfra.!

Thomas Rasmussen

Uhyre morsomt og velskrevet, LN.

Hvis nu Blachman på egen hånd havde stemt dørklokker uden at have et kamerahold med, havde jeg haft respekt for projektet. For så havde det været ærlig, uselvisk medmenneskelighed. Nu er det bare navlepilleri med alibi. Blachman kan intet, som ikke tusindvis af frivillige danskere gør hver evig eneste dag — uden for rampelyset.

Og det leder mig endnu engang tilbage til DR, som har sat sig i hovedet, at stationen er det danske folks erindring og mor, skolelærer og bedste ven, ja foretrukne kilde til oplyst sandhed.

Vores tv-stationer er virkelig dygtige til at ringeagte og tale ned til almindelige mennesker. Licens er noget, vi giver hinanden, messer DR. Sammen med en spand lort, kunne man tilføje.

lars abildgaard, Carsten Mortensen, peter fonnesbech, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar