Læsetid: 7 min.

Eksistentiel angst som branding

Det gled som smurt i olie, da Munch Museet i Oslo inviterede til VIP-særforestilling i forbindelse med årets store satsning, dialogudstillingen med Munch og van Gogh
Udstillingen ’Van Gogh+Munch’ sætter de to kunstneres værker i dialog med hinanden. Her er det til venstre Vincent van Goghs ’Det gule hus’, 1888 (Foto: Van Gogh Museet i Amsterdam) over for Edvard Munchs ’Rød vildvin’, 1898-1900.

Munch Museet

22. maj 2015

To parallelle liv, to beslægtede skæbner. Sådan bliver de ekspressionistiske faderskikkelser, hollandske Vincent van Gogh (1853-1890) og norske Edvard Munch (1863-1944) fremstillet i udstillingen Van Gogh+Munch, som netop er åbnet på Munch Museet i Oslo.

Nogle gode meter af udstillingsvæggene udfyldes af en lang tidslinje, en parallel kronologi, hvor mærkedage og særlige begivenheder er markeret. Van Gogh øverst, Munch nederst. Tidslinjen stopper ikke med kunstnernes dødsår, men fortsætter ufortrødent efter hovedpersonerne selv har forladt verden. De lever videre, viser det sig. Vincent van Gogh for eksempel i filmatiseringen af hans liv fra 1956, hvor den amerikanske stjerneskuespiller Kirk Douglas lægger krop og ansigt til kunstneren. Munch i form af en tilsvarende biografisk skildring på film fra 1957. Og begge kunstnere lever desuden videre i form af de salgsrekorder, deres værker indkasserer. Et af van Goghs malerier af solsikker bliver i 1988 solgt for 39,9 millioner dollar, mens en version af Munchs Skriget i 2012 bliver solgt for 120 millioner dollar. Kunstnernes livslinjer forvandler sig med andre ord efter deres død til konjunkturlinjer, grafer for deres værkers økonomiske receptionshistorier. Samt til barometre for deres populærkulturelle situation, deres mytologiske status i folkeviddet.

I anledning af den første udstilling, der sætter de to store kunstneres værker i dialog med hinanden, inviterede markedsføringsorganisationen Visit Oslo sammen med Innovasjon Norge og Munch Museet en række journalister og kunstkritikere fra hele verden, inklusive undertegnede, til Oslo med alt betalt, indkvartering på eksklusivt hotel i centrum af byen og lækre måltider på fine restauranter.

Som smurt i olie

Vi var 40-50 personer, der blev transporteret trygt rundt i en stor, hvid bus, som på sin ene side bar et udsnit af en grafisk version af Munchs Skriget. Eksistentielle kvaler var her forvandlet til et let aflæseligt ikon, som bevægede sig bekvemt rundt i Oslos gader. Hele arrangementet demonstrerede klart, at Munch og van Gogh for længst er forvandlet til en slags varemærker, der er værdifulde langt ud over de æstetiske kvaliteter, som deres værker besidder.

For Norge er Edvard Munch en turistattraktion på linje med Holmenkollen skihopbakke eller Lysefjordens Preikestolen, og forvaltningen af navnet og omdømmet er vigtig. Norge er især kendt for den rigdom, som olieproduktionen igennem de seneste 50 år har skaffet nationen, men turistområdet er langt fra uvæsentligt. Det udgør tværtimod en milliardforretning, der tegner sig for hen ved fem procent af bruttonationalproduktet for Norge.

Selv om arrangementet kørte som smurt i olie, blev der med andre ord i virkeligheden kapitaliseret på kulturarven og kunsten, snarere end på de fossile brændstoffer. Hvilket nok også er en mere bæredygtig ressource i det lange løb.

Edvard Munch er den suverænt bedst kendte kunstner fra Norge, og han har siden 1953 haft sit eget museum i Oslo. Sidste år blev det besluttet at investere yderligere i Munch som turistattraktion ved at opføre et nyt Munch Museum tættere på de øvrige kulturinstitutioner ved havnefronten i Bjørvika-kvarteret.

Det 12 etager høje byggeri til mere end to milliarder norske kroner, tegnet af den spanske arkitekt Juan Herreros, bliver påbegyndt i år og forventes at stå færdigt i 2018. En ambition er at skabe et enkelt kunstnermuseum, der kan matche Van Gogh-museet i Amsterdam, hvis imponerende besøgstal på mere end 1,5 millioner om året kan gøre mange museumsdirektører grønne af misundelse. Til sammenligning har Munch Museet i Oslo cirka 150.000 besøgende om året. Med det nye museum forventer man årlige besøgstal på cirka en halv million – altså en markant forøgelse. Ambitionerne og det økonomiske grundlag, de hviler på, fortæller, hvor stor en spiller kunsten og kulturen er i den nye oplevelsesindustri, som konkurrerer om ressourcestærke turisters opmærksomhed og penge.

Proto-ekspression

Inden middagen med en særligt tilrettelagt ’Munch-menu’ på Brasserie Paleo holdt kunsthistorikeren Eirik Bøen et kort foredrag om Munchs spise- og drikkevaner. Selv om Munch blev vegetar på sine ældre dage, fik vi serveret pattegrise med sprødstegte svær i rigelige mængder. Også vinen flød gavmildt – som vi kunne forstå, at den også gjorde det i Munchs liv.

Tidligere har direktørerne for både Van Gogh Museet og Munch Museet holdt taler og behørigt takket hinanden for samarbejdet om udstillingen. Samarbejdet mellem de to museer er oplagt, fik vi at vide, fordi både van Gogh og Munch står som indvarslere af det 20. århundredes avantgarde, men alligevel også har en bred folkelig appel.

I en rundspørge blandt gæsterne på Van Gogh Museet i Amsterdam har man kunnet konstatere, at et stort antal af gæsterne udviser en skuffelse over, at flere af van Goghs mest berømte malerier ikke er at finde på museet, heriblandt selvportrættet med bandage om hovedet, efter han skar sit ene øre af, og – mere overraskende – Skriget.

Koblingen mellem de to kunstnere er åbenbart så instinktiv, at mange tror, van Gogh har malet Skriget. Anekdoten bliver en understregning af, hvor oplagt det er, at lave en dialogudstilling mellem netop de to proto-ekspressionister.

Udstillingen er imidlertid blot en i rækken af seks planlagte dialogudstillinger på Munch Museet, hvoraf den første allerede har fundet sted.

Tidligere på året kunne man således se den nulevende og ikke ukontroversielle kunstner Bjarne Melgaard i dialog med Munch. Det skabte en del debat, og sågar ønsker om censur, da mange ikke mente, det var helt så oplagt en sammenstilling som for eksempel dialogen med van Gogh. Melgaards kunstneriske univers befinder sig af gode grunde hundrede år fra Munchs og hans ublu flirten med kvasipædofile og sadomasochistiske tematikker har ikke gjort det nemmere at goutere hans værker i dagens Norge. Og slet ikke når de bliver stillet over for et nationalklenodie som Munch, hvis personlige excesser kan blegne i lyset af Melgaards praksis, selv om Munch i sin egen samtid var ligeså kontroversiel som Melgaard.

En anden dimension af debatten vedrørende serien af dialogudstillinger på Munch Museet har handlet om det fuldstændige fravær af kvindelige kunstnere i serien. Museets kuratorer har enten ikke haft den fornødne viden eller vilje til for eksempel at sætte Munch i spil over for oplagte kvindelige kunstnere som samtidige Helene Schjerfbeck eller nulevende kunstnere som Marlene Dumas eller Tracey Emin.

Forhåbentlig bliver det indhentet – ingen siger jo, at dialogserien skal stoppe med de første seks.

Dramatisk nødvendighed

Van Gogh+Munch har imidlertid sin berettigelse. Trods det, at de to kunstnere aldrig mødtes, og at van Gogh næppe nogensinde så et værk af Munch, så er der mange parallelle spor i deres liv. Ikke mindst avantgarden i Paris i sidste halvdel af 1880’erne, hvis værker de begge kendte intimt, fordi de havde deres gang i byen og beundrede nogle af de samme kunstnere.

Dialogudstillingen med Munch og van Gogh gør heldigvis meget for at belyse de bredere kontekster, som påvirkede begge kunstnere. Derfor kan man se værker af de to herrer side om side med blandt andre indflydelsesrige kunstnere som Edouard Manet, Henri de Toulouse-Lautrec, Claude Monet, Gustave Caillebotte og naturligvis Paul Gauguin. Begge kunstneres tidlige påvirkning fra realismen er også fint perspektiveret gennem sammenstillinger med for eksempel franske Jean-François Millet og norske Christian Krohg.

Men det centrale er naturligvis de to hovedpersoner, som i en række værker sammenstilles direkte. Den komparative ophængning er markeret allerede ved indgangen, hvor det første man møder, er to selvportrætter. Ganske vist malet med 38 års mellemrum, så vi har en ung van Gogh over for en aldrende Munch, men begge med selvbevidste og ideologisk proklamatoriske attituder samt med den moderne billedkunstners attributter: et strittende arsenal af pensler og en palet med ublandede farver.

Det ekspressive taler højlydt og umisforståeligt allerede i disse selvportrætter, og resten af udstillingen honorerer i tilsvarende grad forventningerne til emotionelt ladede og vilde, energifyldte kunstværker.

Udstillingen præsenterer endda billeder, som ikke hører til blandt de mest eksponerede, så selv kendere går fra udstillingen med nye indtryk og ny viden.

Udstillingsarkitekturen og -designet er skabt af det norske firma Snøhetta, som måske mest er kendt for at have tegnet den smukke nye opera på havnefronten i Oslo. Væggene er malet i forskellige nuancer af blå, som ikke gør særlig meget godt for malerierne, men dominerer dem frem for at understøtte dem.

Kunsten overlever

På trods af alle de vanskelige omstændigheder overlever kunsten imidlertid. Udødelige værker som Munchs Madonna (1895-97) og Kyss ved vinduet (1892) eller van Goghs Stjernenat over Rhône-floden (1888) og Solsikker (1889) ejer al den kunstneriske kraft, som har medvirket til at give disse kunstnere deres omdømme. En række mindre arbejder viser på samme måde, hvordan kunsten for begge både har været et dybt eksistentielt anliggende. Værkerne viderebringer den følelse af nødvendighed, sågar dramatisk nødvendighed, der karakteriserer god kunst.

Netop de biografiske omstændigheder i form af voldsomme livsdramaer, der aflejrer sig i en kunstnerisk skabelse, er det, der mere end noget andet sammenbinder Munch og van Gogh. Begge efterlod sig en signifikant skriftproduktion, som bærer vidnesbyrd om sammenhængene mellem deres ydre såvel som indre liv og deres kunst. Begge besad både skrøbelige og stærke psyker, som er tydeligt aflæselige i deres værker. Der knytter sig en fascination til disse biografiske aspekter, som næsten overskygger kunstværkerne, men udstillingen på Munch Museet balancerer relationen mellem liv og værk på en sober måde.

Nok er både Munch og van Gogh for længst transformeret til dyrbare varemærker i en oplevelsesøkonomisk logik, som man ikke kan undgå at blive en del af, når man omtaler dem. Men bevæger man sig bag den velsmurte maskine af omdømmepleje og vover et nøgent kig ind i værkerne, så svarer de stadig én med al den autenticitet og sitrende voldsomhed, som oprindeligt gjorde dem berømte og berygtede.

’Van Gogh+Munch’. Munch Museet. Oslo. Indtil den 6. september.

Udstillingen kan derefter ses på Van Gogh Museum, Amsterdam, fra den 24. september indtil den 17. januar 2016.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu