Solveig er en velnæret gårdmandsdatter fra Hirtshals, der arbejder i ’fisken’, men som ved med sig selv, at hun skal væk fra sin trange hjemstavn så hurtigt, det kan lade sig gøre. Fritjof er et svigtet alkoholikerbarn fra København og blandt pionererne i Det Danske Frømandskorps, og han bliver hendes billet ud af Nordjylland. Han er en rigtig hardliner af en soldat, hvis udtalte mål i livet er at yde sit ypperste for frømandskorpset, men han har ikke noget direkte imod at lade Solveig flytte ind i sin tjenestebolig ved Isefjorden.
Her lever de en tid deres underlig uengagerede parallelliv. Han har en ambitiøs militærkarriere, men ingen følelsesmæssige ambitioner af betydning, hverken på egne eller deres fælles vegne. Hendes livsambition om at forlade Hirtshals er indfriet, og nogen ny retning indfinder sig ikke rigtig; herfra kan det sådan set kun gå tilbage. Men ret hurtigt kommer der sønnen Svend ud af det hele, og afstumpethed, druk og almen ulykke følger.
Kinddans på Den Gule
Kompositorisk er romanen nydeligt sat sammen. I første del støder de to beskedne, men monomane livsprojekter sammen og kuldsejler parallelt, men uden for alvor at flettes ind i hinanden. Da hhv. flugten fra Hirtshals og nøgleposten i korpset er overståede kapitler, er Solveig og Fritjofs historier det også, og tilbage står kun Svend, hovedperson i anden del. Den voksne Svend, der er blevet noget så anakronistisk (men måske ikke helt ualmindeligt?) som børnebogsforfatter uden synlig interesse for hverken børn eller bøger, demonstrerer med gentagelsen af både fædrene og mødrene synder, hvordan forældrenes gemytter alligevel lod sig sammenfiltre i det neurotiske, omsorgssvigtede barn, som dog til slut har muligheden for at lade sig redde af sin kernesunde Viv, sin møgforkælede datter og lidt af sig selv.
Det er svært at vide, om man skal le eller græde under læsningen af Frø. Nygaard har et sikkert greb om lokalkoloritten i Hirtshals, hvor man efter kinddans på Den Gule går på havnen og »giver hånd« eller helt ned på Husmorstranden, hvis man er den slags pige, hvor alle har øgenavne som Labben og GummiOtto, og hvor lokalavisen excellerer i historier om de sjældne eksemplarer, der er sluppet ud i den store verden. Skildringerne af frømandskorpsets tildragelser er mere dokumentarisk skårne, og det kan være grotesk nok i sig selv, mens den ulykkelige krig mellem Fritjof og Solveig er – ja – ulykkelig, uden at der svælges, hverken i at give følelserne blomstrende, sprogligt udtryk eller at holde det ordknapt. Den sørgmuntre prosa glider knastfrit derudad, men grænsen mellem det behageligt uprætentiøse og det sprogligt uambitiøse kan være hårfin, og Frø cirkler rundt lige i omegnen af den. På hvilken side helheden for den enkelte læser lander, er nok et temperamentsspørgsmål. Mit kunne godt have klaret lidt flere løjer, for at bevare gejsten over alle 315 sider.
Frø
Mads Nygaard
People’s Press
314 sider
300 kroner
