Læsetid: 3 min.

Fodformet fortælling til tiden

Filmfestivalen i Cannes blev i går skudt i gang med den sympatiske ’Standing Tall’, der fortæller om en dreng og siden ung mands vej gennem det franske straffesystem
Catherine Deneuve som dommeren og Rod Pardot som Malony i Emmanuelle Bercots sympatiske ’Standing Tall’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Catherine Deneuve som dommeren og Rod Pardot som Malony i Emmanuelle Bercots sympatiske ’Standing Tall’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

14. maj 2015

Der er en meget hjertegribende scene i begyndelsen af Emmanuelle Bercots Standing Tall, filmen, der i går åbnede årets filmfestival i Cannes; en scene, som næsten er stærkere og siger mere, end resten af filmen formår. Malony, den på det tidspunkt blot seksårige hovedperson, er med sin mor og lillebror en tur i ungdomsretten, fordi han ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Undervejs i seancen finder man dog snart ud af, at det er moren (Sara Forestier), den for alvor er gal med, og hvis sønnen laver ballade, er det i vid udstrækning et resultat af hendes forsømmelse, stofmisbrug, iltre temperament og omgang med tvivlsomme mænd. På et tidspunkt bliver Malony sat ned på gulvet, og han går i gang med at lege med det legetøj, han finder dernede, samtidig med at han holer øje med de voksne og lytter til sin mor skabe sig og tale grimt om ham til dommer Blaque (Catherine Deneuve). Kameraet er på hans unge, stadig åbne ansigt, der afslører, at han ikke helt forstår, hvad der foregår, men alligevel har en anelse om, at det er hans fremtid, man er ved at afgøre.

Og det er det. Malonys mor stormer ud og efterlader sin søn, der sendes på børnehjem. Filmen springer 10 år, og Malony (Rod Pardot) er en veritabel ungdomsforbryder, der stjæler og begår vold, og som er på vej i fængsel. Ansigtet er nu helt lukket til, og Malony kan stort set ikke se andre mennesker i øjnene. Dommer Blaque forsøger dog at hjælpe, og resten af Standing Tall handler om, hvordan hun og især ungdomskonsulenten Yann (Benoît Magimel) tilsyneladende gør, hvad de kan for at undgå, at Malony ryger i fængsel.

Vrede og sorg

Malony er dog så skadet en ung mand – så fuld af vrede, sorg, usikkerhed, angst – at han reagerer voldsomt og voldeligt over for snart sagt alle, der forsøger at nærme sig ham, og som publikum begynder man at spekulere over, om han overhovedet er inden for rækkevidde. Hvis Standing Tall har et problem er det netop det – at den psykologiske udvikling ikke for alvor hænger sammen. Emmanuelle Bercot har to timer til at skabe en eller anden form for bevægelse i Malony, men det lykkes hende først til sidst, og det virker ikke troværdigt.

Men undervejs er filmen bestemt et sine steder medrivende, oprørende og velspillet portræt af et barn, der bliver gjort fortræd, en mor, der ikke forstår at tage ansvar, samtidig med at hun klynger sig til sønnen – og han til hende – og et system, der trods mange gode intentioner vel ikke rigtig fungerer. Malony møder mange empatiske og hjælpsomme mennesker, men få af dem kan trænge ind til ham, og man tager sig selv i at spekulere over, om værktøjet og menneskene mon er de rigtige.

Det er sympatisk at begynde filmfestivalen i Cannes med en film som Standing Tall, men det er ikke ligefrem et brag af en film. Snarere er det en lidt fodformet fortælling til tiden, idet Emmanuelle Bercot også får rundet et samfund i økonomisk krise og de racespændinger, der lurer under overfladen i Frankrig. Mange har spekuleret over, hvorfor filmen dog ikke er med i hovedkonkurrencen her på festivalen. Det behøver de ikke længere – det er den simpelthen ikke god nok til. Heller ikke selvom om den begynder så overbevisende, som den gør.

Standing Tall er endnu ikke købt til dansk biografdistribution. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannesdk og Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu