Det er ikke nogen hemmelighed, at den engelske filminstruktør Ken Loach er socialist. Han kan se tilbage på en lang og bemærkelsesværdig karriere som indædt forkæmper for de svage, de udsatte, de subsistensløse. Om det så har været i hans registrerende, men inderlige portrætter af en mobbet og udstødt knægt og hans tårnfalk, af britiske kommunister i den spanske borgerkrig eller bygningsarbejdere i færd med at konvertere et hospital til et luksushotel i Glasgow. Den naturalistiske nerve og det socialrealistiske sindelag har over flere årtier og med vekslende held gjort Loach til en afgørende budbringer fra de lavere lag og de politiske retfærdighedskampe i både størrelse mikro og makro.
Ken Loach har instrueret spillefilm siden 1967, og hans producer annoncerede i 2013, at Jimmy’s Hall er hans sidste af slagsen. Det ville virkelig være en skam. For den 78-årige instruktørs kvaliteter står i fuld flor i filmen, der nu har dansk biografpremiere. På sidste års Cannes-festival fik den ellers en lunken modtagelse af kritikerne. Og man kan måske også indvende, at man ikke kommer til at kende personerne særlig indgående, men man kan så også ripostere, at filmen handler om fællesskabet, ikke individet. Om den lokale konflikts forhold til den store kamp for bedre vilkår for alle og enhver.
Virkelighedens ildsjæl
Hovedpersonen er dog én mand, virkelighedens socialistiske ildsjæl Jimmy Gralton (spillet med glødende charme og klare nuancer af Barry Ward), der i begyndelsen af 1930’erne returnerer fra New York til sin hjemstavn, lillebyen Leitrim i Irland. Træt af at arbejde for bosserne under slavelignende tilstande i den amerikanske storby (en oplevelse der gjorde Gralton til socialist). Hjemvendt for at være sin egen herre og bygge sit liv med egne hænder.
Ved sin hjemkomst kommer de unge løbende efter ham. De vil have ham til genopbygge den gamle dansesal. De ved, han er en mand, der får ting til at ske. Og ganske rigtigt. Snart har Gralton og hans venner og politiske kammerater renoveret den gamle Pearse-Connolly Hall.
Og så er det ellers tid til medejerskab og medansvar, til poesi-diskussioner, sangtimer, bokseundervisning, danseklasser og fest. Det er enkle, måske romantiserende og pædagogiske, i hvert fald næsten uskyldige scener, hvor lokalbefolkningen dyrker de finere kunstarter og de lidt mere basale kropsudtryk. Befri dine lænder og dine tanker skal flyve frit, løft jeres stemmer i flok, og I kan flytte bjerge. Et forenet folk er farligt for magthaverne, det ved både den katolske kirke og godsejerne på egnen, (det ved politikere og multinationale selskaber også i dag), så de forsøger at skride ind. Uddannelse er den kristne kirkes monopol, lyder det. Og præsten intimiderer deltagerne i de forrygende danseballer (med fremragende live-spillet irsk folkemusik og amerikansk jazz) ved at læse deres navne op til gudstjenesten. Dem, der dansede til de ’mørke rytmer’, beklikkes på deres moral. Mens godsejerne smider landarbejderne ud af deres mugne boliger og dermed presser dem på deres levevilkår. Inden de tager mere hårdhændede metoder i brug.
Undertrykkelsens dans
Gralton har selvfølgelig nye tidender med fra det store udland. Han har været på Savoy Ballroom i Harlem, New York, hvor de sorte og de hvide som det eneste sted i byen danser sammen. Til jazz. Og han viser dem en ny tids dansetrin. »Jeg kender en kylling, der kan gøre det samme,« lyder det fra en af mændene. Men snart blandes de amerikanske indflydelser alligevel med de irske traditioner, og dér i dansesalen er det en kommunikation mellem to undertrykte folk, der bliver formuleret gennem dansen. Det er på mange planer skræmmende for godsejerne og de gejstlige.
Godsejere og vækstideologi
Jimmy’s Hall har en klar krog i nutiden og hægter sig via sin enkle konflikt på nutidens mere komplekse mønstre af uretfærdighed og udnyttelse af de lavere klasser.
Denne anmelder gennemgik et betragteligt følelsesregister under filmen, fra det indignerede og rasende under scenerne med de nådesløse godsejere og gejstliges selvgode spasmer. Til det rørte og optimistiske under scenerne, der viser hvordan en præfigurativ politik og dét først at realisere sin store politiske utopi i lille lokal skala spreder sin lykke og sit sammenhold gennem det aktivistiske fællesskab. Det er helt enkelt gribende. Og Graltons direct action-aktivisme, hvor han driver kvæg ind på land som storbønder havde annekteret fra arbejderne, kan også ses som en forfader til Occupy-bevægelser, der søger at genvinde byrummet fra neoliberale interessenter.
Loach er blevet kritiseret for at give for lidt plads til kvinder i sine film, og det er en valid pointe. Men de får nu plads i Jimmy’s Hall. Moderens rolle i sønnens opdragelse og hendes indflydelse på egnens unge med sit mobile bibliotek er evident. Kvinderne er generelt stærke, kæmper også i frontlinjen og får sig nogle tørre tæsk undervejs. Ja, de sidder sågar med under møderne med IRA.
Det er Loachs mesterskab, at han fastholder en ganske nøgtern nerve i denne ellers ret så følelsesladede historie. At han formår at gøre Jimmys dansesal til et sted i tilskueren, en lystig mulighed, en politisk utopi.
Den store løgn er, at vi er ét folk, siger Gralton. Godsejernes interesser er i direkte modstrid med arbejdernes, de vil forhindre, at de organiserer sig i nogen form for fællesskaber. Det er ellers i dem, vi finder modstandskraft, også her i nutiden, hvor den store løgn er vækstideologiens løfte om velstand, lykke og bæredygtighed til os alle hver for sig. Som en arbejder siger i Loachs film: »På egen hånd, i isolation, vil vi gå til grunde.«
’Jimmy’s Hall’. Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Engelsk (Biografer landet over)
