Læsetid: 3 min.

De forpligtede

Stor ny bog om dansk adels historie siden 1849
1. juni 2015

Med sit beskedne væsen, sin retlinethed og uforfærdethed var Ejler Bille en sand aristokrat, til trods for at han tilsyneladende ikke vedkendte sig sine adelige aner.«

Således skriver kunsthistorikeren Bente Scavenius i den nye store bog fra Gad, Adel. Scavenius’ artikel drejer sig altså om maleren Ejler Bille, der døde i 2004, og som ganske rigtigt, og ikke kun tilsyneladende, fraskrev sig sit adelskab. I festligt lag kunne én og anden finde på at drille den udogmatiske socialist med slægten Billes fornemhed og alder. Hvortil Bille afvæbnende replicerede: Alle familier jo er gamle.

Scavenius’ afsnit om Ejler Bille er et veloplagt bidrag til dansk adels historie siden 1849, som er den store antologisk opbyggede i øvrigt meget uhåndterlige bogs emne. Opbygningen af bogen kan diskuteres, således forekommer Bille-afsnittet, dets kvaliteter ufortalt, en kende påklistret. Historien om den store danske maler er ganske vist del af historien om en samfundsgruppe, hvis vilkår har undergået store forandringer siden Juni-Grundloven. Men lidt søgt virker det. Som om redaktionen vil bevise, at også adelsmænd kan være talentfulde. Andre afsnit er mere selvfølgelige sat i bogens smukke ramme: Ditlev Tamms glimrende (gentagede) gennemgang af Lensafløsningen; Niels Clemmensens fremstilling af Baron Carl Blixen Fineckes politiske karriere. Eller Jeppe Nevers artikel om adelens placering i den knubbede debat mellem aristokrati og demokrati fra 1800-tallets midte, hvori den indbyggede dualisme mellem aristokrati og demokratiske kræfter står klart som forudsætning for Grundlovens datidige tolkning. Kongemagten var i dette system jo allerede indskrænket monarkisk – men så afgjort med hældning til adelsmændene. Vadmel og træskostøvler på slottet var ikke velset.

Fysisk våbenmagt

Om dansk adels historie – og årsagen til den brede nyere folkelig opfattelse af fænomenet – kan man overfladisk konstatere, at her gjaldt, at arbejdet adler, men adelen ikke arbejdede. Den gamle højt og skamløst privilegerede overklasse, som regel mindre end en promille af stambefolkningen, stillede oprindeligt sine våben til rådighed for kongemagt og fædreland. Adelens vare var fysisk våbenmagt i krigens stund, gerne til hest og panser og plade. Men som krigsteknologien og den strategiske tænkning udvikledes, mistede adelsmændene og deres rytteropbud og andre bidrag af den art betydning. Enten måtte de privilegerede udtænke nye funktioner og fornyet uundværlighed eller med tiden gå til grunde, hvilket efter godsejervældets afslutning i et vist omfang også skete. Adelens sådan hidtil kroniske særstatus var fortid.

Efter 1660, da adelens fysiske magt således var brudt, og borgerskabet allierede sig med en enevældig konge, var de tidligere førstemænd i riget henvist til at søge embede for at opnå nationalpolitisk indflydelse. Dette betød en ny selvbevidsthed, som man roligt kan sige kulminerede i Estrup-provisorierne, hvor et godsejerregime bestemte støttet af en kongemagt uden overdrevent meget til overs for det folkevalgte element. Konge og adel havde fundet sammen igen.

Tung sag

Kongemagt og adel har før og siden trods uoverensstemmelser og magtkampe i perioder været to sider af samme standsbevidsthed, som også i vore dage giver sig udtryk i kongehusets magt til ophøjelse af nyttige personer. En ny adel? I hvert fald en pengeadel, der kan spæde til familien, eller som de siger i England: firmaets forbrug og funktion. Adel er en flot bog med mange smukke billeder og adskillige oplysende artikler.

På køkkenvægten vejer sagen lige under tre kilo og er altså noget til et bord. Redaktionen ved Lars Bisgaard og Mogens Kragsig Jensen kunne vel sagtens have leveret en mere strukturel tilfredsstillende løsning på samlingen af de mange forfatteres artikler og skåret lidt mere hårdhændet.

Som værket foreligger, er overblik ikke det ord der først falder læseren ind, man må indtage stoffet lidt efter lidt og supplere sig med andet fra reolen.

Inspiration hertil kan hentes i det fine noteapparat og fra litteraturlisten. Let irriterende, at billedteksterne ikke på stedet angiver ophav på gengivne malerier og lignende. Hver gang skal man helst være et par stykker om at håndtere bogen og slå om på billedlisten.

’Adel. Den danske adel siden 1849’. Red. Lars Bisgaard og Mogens Kragsig Jensen. 592 s. Ill. Gads Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

Heldigvis er maleren Ejler Bille med i den nye bog. Tak for det, Bente Scavenius..! Det finder anmelderen "lidt søgt". Der er sgu´tte mange udogmatiske socialister, der har fraskrevet sig sin adelige baggrund. Og at folk med adelige rødder ikke kan have talent, virker mere end "lidt søgt" af Metz, vel nærmest dogmatisk.

I øvrigt anbefales også en anden ny bog: "Magteliten", der handler om "423 - foreningen". Den nye adel..? God grundlovsdag manjana.