Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Fossilt brændstof i blodet

George Miller vender tilbage til udgangspunktet i ’Mad Max: Fury Road’, der er lige så tosset og beskidt som de to første ’Mad Max’-film, der blev lavet for mere end 30 år siden
Charlie Theron giver den gas som Furiosa i ’Mad Max: Fury Road’. Og har man selv en smule benzin i blodet – og kunne man lide de gamle film – vil man også nyde den nye film, der groft sagt består af to meget lange køreture kun afbrudt af en lille pause ude i ørkenen.

SF Film

Kultur
15. maj 2015

Hvor er det rart, at der stadig findes instruktører som australske George Miller, som tør give fanden i al god smag og lave beskidte og voldsomme exploitationfilm som Mad Max: Fury Road, især når han ovenikøbet har haft lige så mange penge at bruge på det som på en stor amerikansk blockbuster.

Kønt er det ikke, men der er fart på, og det går grumt og voldeligt for sig, når titlens Max (Tom Hardy) giver den gas i selskab med enarmede Furiosa (Charlize Theron), mens de har en flok tossede og blodtørstige benzinhoveder i røven.

Det har kostet en formue at iscenesætte de mange actionscener, og filmen er møntet på et stort og bredt publikum. Men selv om der af hensyn til censuren ikke er så meget blod, synes Miller alligevel ikke at holde igen med den frenetiske energi, der også kendetegnede hans to første Mad Max-film (den tredje glemmer vi et øjeblik). Det var vel også, hvad alle Mad Max-fans havde håbet på; at Miller ville jokke pedalen lige så hårdt og tankeløst i bund som tidligere, blot med endnu mere brændstof i tanken på de toptunede og brutalt udseende køretøjer, der er filmens egentlige raison d’être.

Soner synder

Mad Max: Fury Road foregår i en fjern fremtid – formentlig i tiden efter George Millers Mad Max og Mad Max 2 fra henholdsvis 1979 og 1981 – på en ødelagt jordklode, hvor dem, der kontrollerer vand og benzin, kontrollerer alt og alle. Den tidligere politimand Max er en ensom, sammenbidt vejkriger, som tages til fange af en selvbestaltet frelser, Immortan Joe (Hugh Keays-Byrne), et mutantmonster af et menneske, og hans hær af blege, fanatiske proselytter, der overlever på en diæt af menneskeblod, modermælk og uhildet aggression.

Da en af Immortan Joes barske og betroede håndlangere, Imperator Furiosa, stikker af med hans tankvogn og Joes smukke, gravide konkubine – hun er blevet træt af hans kvindeundertrykkende freakshow – begynder en vild og desperat jagt på tværs af det ørkenagtige landskab, som kan blive Max’ vej til frihed.

Spørgsmålet er dog, om Furiosa og Max kan finde ud af at hjælpe hinanden på en køretur, hvor foden konstant er på speederen, og også andre stammer med ondt i sinde lurer i sandet. Det viser sig dog, at de begge har synder at sone og en fortid, som plager dem, hvorfor de deler et skæbnefællesskab.

Pervers fryd

George Miller bruger de første minutter af Mad Max: Fury Road til at slå fast, at Jorden er blevet så ufrugtbart og ubehageligt et sted på grund af menneskehedens overforbrug af fossile brændstoffer og en efterfølgende ødelæggende krig om de tilbageblevne ressourcer.

Men selv om man altså kan argumentere for, at filmen er et (usædvanligt) indlæg i den aktuelle debat om alternativ energi, forurening og miljø, er der ingen tvivl om, at det, der interesserer instruktøren mest, er de vilde køretøjer og opfindsomt iscenesatte biljagter, ja, bilkampe, han med sit store Hollywood-budget har haft mulighed for at iscenesætte.

De to første Mad Max-film, der gjorde Mel Gibson til filmstjerne, var langtfra lige så store udstyrsstykker, men de rummede en fandenivoldskhed og en næsten pervers fryd ved benzindreven ødelæggelse, som er sjælden, når man har med så mange penge at gøre som i Mad Max: Fury Road, men som Miller har holdt fast i, blot med et højere oktantal.

Han bygger stort og flot i den nye film og flår så det hele fra hinanden igen, som var det ham en fornøjelse. Det har det sikkert også været. Har man selv en smule benzin i blodet – og kunne man lide de gamle film – vil man også nyde den nye film, der groft sagt består af to meget lange køreture kun afbrudt af en lille pause ude i ørkenen.

Egensindig energi

Okay, måske kører handlingen lidt i tomgang midtvejs i Mad Max: Fury Road, hvor ens ører trænger til lidt ro, og det virker, som om Immortan Joes tropper angriber Max og Co. på samme måde én gang til. Og måske kunne man godt have skruet lidt ned for den pumpende og umiddelbart uoriginale musik af Junkie XL. Men hele den verden, George Miller og hans folk, ikke mindst fotograf John Searle og production designer Colin Gibson, bygger op omkring Max, er fantastisk. Det er en visuelt gennemført, men skør og kulørt verden, der rummer elementer, man kender fra vores civilisation, og som på uhyggelig vis er vredet ud af form – ligesom menneskene selv. Denne verden har sin egen religion, der låner fra både nordisk mytologi og kristendom, og sin egen perverterede, umenneskelige logik dikteret af en ødelagt natur og de ekstreme betingelser, folk lever under.

De gamle Mad Max-film var uforsonlige og magre rent produktionsmæssigt – de var om noget skåret ind til benet, hvilket var en charme i sig selv. Den nye film er et helt andet, men ikke mindre excentrisk bæst, og jeg tager hatten af for George Miller og hans vellykkede forsøg på at opdatere sit eget skaberværk på så egensindig og energisk en facon. Tilmed får han sagt et og andet om mennesker og vold. Og om kvinder som den forløsende, humanistiske kraft, der måske kan redde de dumme mænd fra sig selv, gale Max inklusive.

’Mad Max: Fury Road’ Instruktion: George Miller. Manuskript: George Miller, Brendan McCarthy og Nick Lathouris. Australsk-amerikansk (Biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her