Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det fribårne folk

Historien om Grønlands forvandling er en sammensat saga, der fortælles vellykket i en ny portrætbog – set oppefra eliten gennem topembedsmanden Kaj Kleists liv
Kultur
28. maj 2015

Drømmen om selvstændighed har sejret ad helvede til i Grønland – godt. Eller fortvivlende? Viljen til politisk uafhængighed er i hvert fald løbet langt foran den økonomiske formåen til at bære sig selv uden bloktilskud fra Danmark.

Derfor martres det grønlandske samfund i disse år af stærke, interne frustrationer, hvilket gør Kalaallit Nunaat – ’Grønlændernes land’ – til det mest sprængfarlige politiske landskab i hele kongeriget. I bogstaveligste forstand: Spørgsmålet om uranudvinding spalter de gamle partiopdelinger på kryds og tværs af både geografi og familiedynastier.

Trods det vilde drama og de vidtstrakte principdiskussioner er det dog mærkeligt småt med faglitteratur om Grønland. Med journalist og forfatter Martin Breum som den hidtidige undtagelse har den danske offentlighed virket mere optaget af alt andet og endnu fjernere, end hvad der foregår i vores eget rige, The Commonwealth of the Realm, som det så storladent hedder på engelsk.

Så meget desto mere er det en fornøjelse at læse Susanne Christiansens nye bog Kajs grønlandskrønike; et nysgerrigt værk, der tør kaste sig åbent ud i de tvetydige og ufuldstændige overgange. Skyggerne fra fortiden følger med ned på papiret.

Ingenting er enkelt i Grønland. Dilemmaerne står i kø. For er det netop det spirende selvværd og den nynationale stolthed, som kan og skal sprænge de sidste barrierer væk, så Grønland på egen hånd kan tiltvinge sig en selvbærende økonomi – løsrevet fra formynderiet fra København?

Eller er der omvendt brug for at gå pragmatisk frem og kun hejse det grønlandske flag, Erfalasorput, helt op i flagstangen, når de tvivlsomme indtægter fra de sagnomspundne råstofeventyr begynder at rulle ind, måske først om mange år?

Lobbyist for kineserne

Klemmen mellem storhedsvanvid og forældrebindinger er en klassisk pine, som al løsrivelse handler om – fra både teenagere til tidligere kolonier. Og netop derfor er det et veldrejet greb, som DR-journalisten Susanne Christiansen gør brug af i sin nye bog, som fortæller en både episk storladen og personligt nærværende forvandlingshistorie om moderniseringen af Grønland – set gennem den tidligere topembedsmand Kaj Kleists erindringer, eftertanker og forhåbninger til næste generation.

Kaj Kleist er en oplagt skikkelse at bruge som omdrejningspunktet for den sammensatte saga om Grønlands kamp for først hjemmestyre og senere selvstyre: På den ene side har han et ideal om, at dem, der regerer i Grønland, også skal begraves dér, altså være forankrede i inuitkulturen. På den anden side har han været med til at få gennemtrumfet den kontroversielle storskalalov, som i tilfælde af reelle investeringer kan forvandle bunden af Nuuk-fjorden, inde ved Isua, til en månebaseagtig jernmalmsmineby med op mod 3.000 kinesiske arbejdere.

Han er kendt for at have været direktør for Hjemmestyret i en årrække, senere udenrigsdirektør, og i de seneste år for at have været kommunikationsdirektør for London Mining, nu General Nice Development, ét af de kinesisk finansierede firmaer, som måske/måske-ikke vil satse stort på en gylden fremtid med udvinding af Grønlands righoldige beholdning af mineraler.

Som flere andre af de toppolitikere og -embedsmænd, som i de seneste årtier har forsøgt at vinde egenkontrol med Grønlands udvikling, var han i sin ungdom kritisk engageret i først Kuak, modstanderne af uranudvinding i Grønland, og fungerede senere som leder af EU-modstandernes organisation Anisa. Kort sagt en mand med store missioner.

Mindretallet er flertallet

Kaj Kleists ideologiske brydninger skaber et interessant prisme, som Grønlands uafhængighedstrang kan forstås igennem: Han var frontfigur bag kampagnen for udmeldelse af EF, som kulminerede med et nej ved folkeafstemningen i 1982, hvor Grønland trådte ud af det europæiske samarbejde. I dag træder han så frem som superlobbyisten, som skal sikre, at en massiv strøm af fremmedkapital kan virkeliggøre drømmen om, at Grønland kan blive formelt uafhængigt – eller i hvert fald en såkaldt free association inden for kongeriget, som sønnen Minik Kleist kæmper for.

Grønlands indre identitetskamp er alt andet end en abstrakt akademisk diskussion, snarere næsten et kødeligt hundeslagsmål, der er fyldt med selvmodsigelser og familiefejder. Særligt den nu afgåede landstyreformand Aleqa Hammond fra det socialdemokratiske Siumut-parti fik bragt sindene i kog – til Kaj Kleist udtalte irritation. Han kalder hende sågar for »halvracistisk«.

Eksempelvist skabte det voldsomt opstandelse, da hun i et interview her i Information svarede således på spørgsmålet om, hvad der er det bedste, hun har fået fra Danmark: »Jah, det er bøf med bløde løg og brun sovs«.

Tak for brun sovs. Og intet andet. Aleqa Hammond distancerede sig demonstrativt fra Danmark og nedsatte f.eks. en forsoningskommission, som efter sydafrikansk forbillede skulle optrævle de indeklemte traumer, som har fået lov til at stå ubearbejdede tilbage fra tiden, hvor danskere optrådte som koloniherrer i Grønland. Med et rekordstort personligt stemmetal i ryggen tiltog hun sig beføjelser til at optræde som en dronning, ifølge Kaj Kleist.

Ekspedition til det indre

Magtfuldkommen eller ej, så åbnede Aleqa Hammond en debat, som virker uomgængelig, og som Kaj Kleist heller ikke har endegyldige svar på. Et særegent paradoks sætter tvetydighederne på spidsen: Grønlands befolkning er på den ene side anerkendt af FN som et oprindeligt folk med ret til selvbestemmelse, men på den anden side betyder anerkendelsen, at Grønlands befolkning er at betragte som en minoritet – i eget land. Og det hænger jo ikke sammen.

Grønlænderne kan kun vanskeligt påberåbe sig status som både et oprindeligt mindretalsfolk og som et selvberoende flertalsfolk. Og derfor synes debatten om de nye grønlandske identiteter i en global verden kun lige at være begyndt.

Styrken ved Kajs grønlandskrønike er, at den ikke forfalder til de skingre yderpositioner. Forfatteren Susanne Christiansen har dog valgt en lidt særegen fortælleform. Kaj Kleist citeres ikke direkte, men omtales i stedet i tredje person – og altid i datid.

I passager kan det være svært at skelne Susanne Christiansens betragtninger fra Kaj Kleists indirekte udtalelser. Men til gengæld væves utallige fakta og baggrundsoplysninger glimrende ind i bogen, som derfor anbefales til alle, som har mod på at kaste sig ud på ekspedition til Grønlands indre; dér hvor de nye myter ligger indkapslet i radioaktivt materiale.

Grønlands nationalsang »Nunarput utoqqarsuanngoravit« slutter dér, hvor fremtiden begynder:

»Som fribårne folk vi i landet vil bo; begynd at tro på jeres egne evner.«

Susanne Christiansen: Kajs grønlandskrønike, Informations Forlag, 309 sider, 270 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her