Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

At gå spejlblank rundt i sin samtid

Det er – igen – blevet de topnaive typers tur til at indtage helterollen. På TV 2 bliver skrappedullen Rita midlertidigt afløst af klumpedumpen Hjørdis. På Netflix prøver den lige så ukuelige som uerfarne Kimmy Smith at fatte, hvordan nutiden virker. Og de kan noget
’Hjørdis’ er klumpedumpen, der bare gerne vil hjælpe, og lige skal lære, at det nogle gange kræver, hun tager sagen i egen hånd.

TV 2

Kultur
22. maj 2015

En af fordelene ved underfrankerede karakterer på film og i fjernsyn er at de forundrede ansigtsudtryk, de møder deres omgivelser med, giver lejlighed til at lade alverdens tåbeligheder hænge længere i luften.

Det gælder også den forhenværende biperson Hjørdis (spillet af Lise Baastrup) fra Rita – TV 2’s på mange måder sympatiske tv-serie, der nu i tre sæsoner har reklameret for personlig integritet og ordentlige folkeskoler. Den naive lærerkollega Hjørdis har nu fået sin egen serie.

Og hun fatter det seriøst ikke, når skolelederen insisterer på, at der skal hentes mere talentfulde børn ind fra naboskolen til at spille i den skolekomedie, som Hjørdis sætter op som kronen på skolens antimobbeuge. Her havde Hjørdis lige stået foran skolens egne – mobbede – elever og sagt, at det ikke handler om at være bedst, men om at gøre sit bedste.

Rita handlede om en skrappedulle, der selv vil bestemme og lige skal lære at lade andre hjælpe hende. Hjørdis fortæller den diametralt modsatte historie om en klumpedumpe, der bare gerne vil hjælpe, og lige skal lære, at det nogle gange kræver, hun tager sagen i egen hånd. Begge heltinder er flinke humanister med stærk retfærdighedssans. Første afsnit af Hjørdis mindede mig om den amerikanske ungdomsserie Glee, som handler om skolekoret på en high school.

Her er persongalleriet så demokratisk repræsentativt, at det kan virke helt skematisk. Til gengæld bryder de ud i sang, når de har problemer, og for mig er det ligegyldigt, hvor forudsigelig en pointe er, så længe der bliver sunget og danset på vej hen til den. Og der bliver sunget i Hjørdis, for det jo handler om opsætningen af et teaterstykke, om hvem, der må stå på scenen, og hvad man skal finde sig i, når man ikke er den bedste i traditionel forstand. Og alle de svage rotter sig sammen, ranker ryggen og går resolut ned ad gangen i slow motion med deres søde lærer i spidsen for at konfrontere de talentfulde trynere med den gamechanger af en bemærkning, at de ikke kan være deres opførsel bekendt. Man kunne måske godt arbejde lidt med spændingskurverne, men egentlig ser jeg hellere, at der i de næste afsnit bliver skruet helt op for de koreograferede musicaloptrin, hvor en følelse fremprovokerer en sang, der tiltrækker et spontant opstået kor, som så i fællesskab skærer såvel problemet som dets løsning ud i kulørt pap.

Moralens uerfarne vogter

Man skal kunne tåle meget store mængder pep og livsmod, hvis man skal se den amerikanske serie The Unbreakable Kimmy Smith. Her er hovedpersonens naivitet en konsekvens af, at Kimmy Smith (Ellie Kemper) fra sit 14. til sit 29. år har boet i et beskyttelsesrum, narret af en skruppelløs dommedagsprædikant (med en sideløbende karriere som dårlig bryllups-dj) til at tro, at resten af jorden var gået under. Nu vil Kimmy Smith ud i friheden, væk fra sin offerrolle og opdateres på, hvordan verden virker. Hun rykker til New York, flytter sammen med en musicalstjerne, der er falleret allerede i tilløbet til sin karriere, og bliver via en række godhjertede misforståelser ansat som hushjælp for en udskiftningstruet rigmandskone.

Der er ret sjove vittigheder af den revyagtige skole (»skat, din ekskone fyldte jo 50. Det ville jeg aldrig gøre mod dig«) og sketchlignende pointeringer af, hvor meget nemmere det er for bofællen Titus at gå på gaden klædt ud som varulv end i civil som ung sort, homoseksuel mand.

Spejlblank

Kimmys kamp for ordentlig opførsel er ikke tynget af så mange erfaringer med almindelige mennesker, og selv er hun for blank til at arbejde med skjulte dagsordener. Det kan godt tage fusen på folk.

Naive typer har tit en subversiv og personlighedsforbedrende virkning i film og på fjernsyn. Der er for eksempel ikke noget som en udviklingshæmmet, der kan få en kynisk forretningsmand til at springe ud som mangefacetteret menneske. Præmieeksemplet er Forrest Gump-karakteren, der ved at gå helt spejlblank rundt i sin samtid og berige sine omgivelser med gajolpakkecitater får manet alle mellemmenneskelige problemer til jorden.

Men det sjove ved Kimmy Smith er, hvordan fortællingen om den godhjertede og underfrankerede helt bliver tvistet. Når hun i plastikkirurgens venteværelse holder en spontan monolog om, at det rent faktisk er det indre, der tæller, tror man et øjeblik, at der står 1-0 til Kimmy. Sekundet efter er det tydeligt, at det er bedøvelsen, der har vundet over hende og gjort hende til et vrøvlehoved uden større gennemslagskraft.

Det udløser også en lille lokal lavine af politisk korrekte erkendelser, da en bygningsarbejder råber efter hende, at han ville ønske, han var hendes stramme bukser. Det maskulinitetsafstivende falder til jorden da hun svarer:»Tak! Gid, jeg var din hat!«, og tilføjer: »Gul er min yndlingsfarve!« Helt perpleks ender bygningsarbejderen med at undskylde, reflektere højlydt over sit forhold til kvinder, og over, hvorvidt verden egentlig har brug for den bank, han er med til at bygge.

I en fin parodi på den forrest gumpske fatsvagheds subversive potentiale ender han senere i afsnittet også med at acceptere sin homoseksualitet. Der er på den måde dobbelt gevinst, når serien både lader nutidsmeneskenes tåbeligheder træde tydeligt frem og gør nar af de standardfortællinger, man har om den tossegode heltinde som moralens uerfarne vogter.

’Hjørdis’ sendes på TV 2 mandage kl. 20.00 og kan ses på TV 2 Viaplay. Første sæson af ’The Unbreakable Kimmy Smith’ kan ses på Netflix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Lise Baastrup er en Bombe i dansk teater.