Læsetid: 3 min.

Genrelitteraturens party girl

Leonora Christina Skovs sætter sin signatur på en velkendt genre ved at være et temperamentsfuldt verdensleksikon med antennerne ude
Der er smæk for skillingen, når Leonora Christina Skov bygger sine karakterer op – især når de indbyrdes betragter og beskriver hinanden.

Sofie Amalie Klougart

9. maj 2015

Det er altid lidt fedt og meget skønt, når en forfatter og/eller et værk tager fusen på én, så man er nødt til at revurdere sin mening om et eller andet. Hvor intet bryder vinden er sådan et vendepunkt for mig. Jeg har nemlig altid sat pris på Leonora Christina Skov som skribent, anmelder og debattør, men hendes romaner har jeg haft det svært med. Sådan er det ikke længere. Hvor intet bryder vinden har totalt overbevist mig om Skovs talent som spændingsforfatter.

En spændende roman er i sagens natur kun spændende én gang, så Hvor intet bryder vinden er ikke en bog, jeg kommer til at vende tilbage til. Det ligger ligesom i genren, men netop derfor er det ligefrem blæret at være så ambitiøs og lægge så meget arbejde i noget, der er født som en engangsforestilling. Og med ’engangsforestilling’ mener jeg ikke tomme kalorier, jeg mener bare, at når brikkerne er faldet på plads og mysteriet er løst, så er festen slut. Men Hvor intet bryder vinden forstår at feste. Under smudsomslaget gemmer der sig et mørkelilla luksusbetræk – og det er ikke spor for meget.

Ambitionsniveauet er til en begyndelse markeret i romanens lån fra eller hilsen til Agatha Christies And Then There Were None fra 1939, hvor ti mennesker med en masse på samvittigheden møder hinanden på en isoleret ø, de ikke kan slippe væk fra. I Leonora Christina Skovs version hedder øen Stormø og ligger lidt uden for Esbjerg. Hvem der har inviteret synderne til øen står ligesom hos Christie længe hen i det uvisse. Isolationen er ført op i en nutidsramme, så det ikke bare er de barske vejrforhold, der gør det umuligt at komme fra øen, der er heller ikke mobildækning og internetforbindelse på øen. Der er uhygge, mareridt, gravstene og mærkelige hændelser, som der skal være i en gotisk roman, men i stedet for et slot med krinkelkroge bor de syv gæster i et glashus.

Outsidere

Alt hvad de syv foretager sig på deres værelser kan ses – medmindre de altså trækker gardinerne for. Men gør de det, bliver det så straks mistænkeligt. Alle karaktererne er selviske og paranoide, komplicerede og med hver deres speciale som skrivende, kunstnere eller videnskabsfolk: dufte, papirkunst, krimier, Grundtvig, rejsereportager og Mary Shelleys Frankenstein. Det hele sættes grundigt i spil – plus det løse: Sophie Calles værk Suite Vénitienne og finanskrise f.eks. Hvor intet bryder vinden præsenterer en enorm viden om verden 2015. Der er smæk for skillingen, når karaktererne bygges op – især når de indbyrdes betragter og beskriver hinanden. Synsvinkelskiftene sætter ekstra gang i sagerne, og skulle man pege på et fællestræk for de syv besværlige personligheder på øen, så er det, at de alle er outsidere. Outsidere på hver deres måde, og enten fordi de har valgt det selv eller er blevet sat ud.

Outsiderpositionen er et interessant sted at skrive fra, samtidig har Leonora Christina Skov temperament i pennen og en enorm global nysgerrighed. Som nutidsskrildring er romanen også særlig ved at bruge den gotiske litteraturs genretræk som mørke og ondskab til at tegne et billede af verden nu og her. Alle personerne i romanen gør hinanden ondt – både forsætligt og uden at ville det. Når festen er slut, er der med andre ord et billede af verden, man så kan fundere lidt over.

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden. Politikens Forlag. 360 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer