Læsetid: 10 min.

Håb og helvede i Cleveland

I over 10 år holdt Ariel Castro – en voldelig og mentalt syg skolebuschauffør – tre unge kvinder indespærret i sit hus i Cleveland, Ohio. I 2013 undslap Amanda Berry, Gina DeJesus og Michelle Knight endelig. Berry og DeJesus har nu skrevet en bog om års indespærring, rå vold og voldtægter. Men også om en uforståelig normalitet, der opstod efter års mental tortur
Ariel Castros grusomme overgreb på tre unge kvinder blev afsløret i 2013, og kvinderne slap væk fra deres kidnapper i live. Den yngste var kun 14 år, da hun blev kidnappet i 2004. Castro blev fanget, dømt og fængslet, men han nåede kun at afsone en måned af livstidsdommen, før han begik selvmord

Ariel Castros grusomme overgreb på tre unge kvinder blev afsløret i 2013, og kvinderne slap væk fra deres kidnapper i live. Den yngste var kun 14 år, da hun blev kidnappet i 2004. Castro blev fanget, dømt og fængslet, men han nåede kun at afsone en måned af livstidsdommen, før han begik selvmord

Scanpix

12. maj 2015

Den 6. maj 2013 begyndte som en helt almindelig dag i Cleveland, Ohio. Da dagen var omme, stod samtlige amerikanske nyhedsmedier i byen. Dagen efter fulgte hele verden med. For den 6. maj var den dag, da tre kvinders årelange mareridt – indespærring, mishandling og gentagne voldtægter – sluttede.

Michelle Knight havde været forsvundet i 11 år – siden 23. august 2002, hvor hun var 2o år gammel; Amanda Berry i 10 år – siden 21. april 2003 – og Gina DeJesus i ni år – siden 2. april 2004, hvor hun var blot 14 år gammel. De to yngste pigers familier havde ikke opgivet håbet, men det var svindende. Berry, der blev kidnappet dagen før sin 17-års fødselsdag, og DeJesus havde været portrætteret i utallige nyhedsprogrammer og særlige udsendelser om forsvundne unge. Der havde været afholdt møder, demonstrationer og gudstjenester. Michelle Knights familie havde omvendt ikke engang meldt hende savnet. Hun havde massive problemer i hjemmet, hun havde været meldt savnet før, og hendes lille søn var tvangsfjernet.

Befrielsen

Men den 6. maj 2013 var den 52-årige Ariel Castro, en fraskilt skolebuschauffør og far til fire, kørt på besøg hos sin mor. Han havde ikke låst døren til Amanda Berrys soveværelse. Og hendes seksårige datter, Jocelyn – som hun havde født i fangenskab – kom løbende op ad trappen. »Far er her ikke,« lød det oprørt fra den lille pige, der elskede Castro og troede, at hun skulle have været med ud på en af de ture, som hendes far tog den spinkle lille pige på. Berry tøvede. »Han er nok bare udenfor,« svarede hun. »Gå ned og tjek igen.« Men hurtigt kom den lille pige op igen, »daddys blå bil er væk, han er er her ikke,« gentog hun skuffet.

Et af de forbud, som Castro tog mest alvorligt, var reglen om aldrig at komme nedenunder uden specifik tilladelse. Amanda Berry vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Var det en fælde? Lå han på lur et sted udenfor, og ville hun, hvis hun forbrød sig mod husreglerne, igen som straf blive lænket til en søjle i den kolde, fugtige og beskidte kælder. I værelset ved siden af hørte Gina DeJesus godt Jocelyns ord. Hun overvejede at svare. Men tænkte, at det ikke kunne passe. Så hellere blive i værelset og se Hillary Duff på det lille tv. Det var alt for farligt at lægge sig ud med Castro. Hun forholdt sig stille.

Amanda Berry (t.v.) fødte en datter, mens hun var fanget hos Ariel Castro. Gina DeJesus (m.f.) agerede jordemoder for Berry, og de to kvinder har nu sammen udgivet en bog om deres år i fangenskab. Michelle Knight (t.h.) udgav en bog sidste år, og her fortalte hun om en barndom præget af svigt og overgreb og de mange års lidelser hos Castro.

Scanpix

911: Hjælp mig – jeg er Amanda Berry

Berry besluttede sig for at tage chancen. Hendes desperation efter ti års fangenskab var stigende. Hendes lille pige havde aldrig været til læge eller tandlæge. Hun blev undervist hjemme og plagede ofte om at komme ud med sin mor, men Berry var tvunget til at sige, at hun ikke havde tid. Voldtægterne var ikke stilnet af. Da Jocelyn var et år, genoptog Castro sine voldelige nattebesøg, han ventede blot, til den lille pige sov. Det stillestående liv i fangenskab slæbte sig af sted for de tre indespærrede kvinder. Berrys mor, som hun elskede over alt i verden, var død i 2006 uden viden om, at hendes savnede datter befandt sig blot få kilometer væk. Berry sagde til Jocelyn, at hun skulle blive ovenpå, »men hvis jeg kalder på dig, løber du ned, o.k?« Den lille pige kunne mærke, at der var noget galt, hun så urolig ud.

Nedenunder rakte Berry hånden ud af lugen, der var nederst på den inderste dør og råbte om hjælp. En mand kom ind i haven, og spurgte, hvad der var galt. Men han gjorde ikke noget. En anden mand, Charles Ramsey, der var Castros nabo, kom til og sagde, at hun skulle sparke hårdere til det nederste af døren. Hullet blev større, og Berry kaldte på Jocelyn. Hun tumlede ud af hullet og skreg sit navn. »Hjælp mig, hjælp mig. Jeg er Amanda Berry.«

Hun lånte naboens telefon og ringede 911. På optagelserne, der senere blev offentliggjort, kan man høre, hvor bange og desperat hun er. Politibilerne kom 10 minutter senere.

»Er der flere derinde?« spurgte de. »Der er to kvinder ovenpå, de er kidnappede,« svarede Berry til de dybt forundrede politibetjente. Der ikke troede deres egne øjne, da de fandt de to andre. Michelle Knight og Gina DeJesus turde til gengæld ikke tro på, at politiet var virkelige. »Måske var det nogen af hans venner, som havde klædt sig ud,« tænkte den nu 23-årige DeJesus.

To bøger fra tre ofre

Men det var sandt. Mareridtet var slut. Castro blev arresteret få timer efter. Og blev blot en måned senere dømt til »livstid plus 1.000 år«. Hans indespærring blev kort. Fire uger efter dommen hængte han sig i sin celle. »Han kunne ikke tåle en måned bag tremmer, men han spærrede os inde i 10 år,« bemærker DeJesus.

Og i denne måned udkom så en bog, der med hjælp fra to journalister fra Washington Post beskriver de ti år i helvede med Berrys og DeJesus’ egne ord. Tilfangetagelsen, mishandlingerne, flugten og hvordan de forsøger at genopbygge deres liv. Bogen er bygget på officielle indberetninger og dokumenter om Castro samt på de over 1.200 siders dagbogsnoter, som Berry skrev på toiletruller, indpakningspapir, kvitteringer og løse sider af papir under sine ti år i fangenskab. Og på timevis af videooptagelser, som Castro optog over de 11 år, han havde fanger i huset. Bogen har titlen Hope: A Memoir of Survival in Cleveland. Michelle Knight udgav sin egen bog i 2014: Finding Me: A Decade of Darkness, a Life Reclaimed: A Memoir of the Cleveland Kidnappings.

Ubærlig tortur

De tre kvinder blev ikke behandlet ens. Knight blev fysisk mishandlet i langt højere grad end de to yngre kvinder, og Castro tvang hende til at abortere fem gange, mens hun var i fangenskab ved at banke hende til blods, hoppe på hendes mave og skubbe hende ned ad kældertrappen. Fostrene blev begravet i baghaven. Han var også flere gange tæt på at dræbe den ældre Knight, hvis alder han var skuffet over, og hvis udseende han konstant hånede – modsat den yngre, kønnere, blonde Amanda Berry, som han havde tvangstanker om, at hun var hans ’hustru’. Han ringede sågar til Berrys mor et års tid efter kidnapningen og meddelte, at hendes datter »har det fint, hun er blevet gift«. Moderen troede, at opringningen var falsk, og det lykkedes ikke FBI at spore opkaldet, der ikke blev undersøgt til bunds.

Da Castro kidnappede Michelle Knight, var hun 21 – Castro troede, den lille kvinde var på hans datters alder, omkring 15. Og han overtalte hende nemt til at hoppe ind i sin truck, fordi hun, nøjagtigt lige som DeJesus og Berry, kendte Castros datter. Ingen af pigerne kunne forestille sig, at en klassekammerats eller venindes far kunne være farlig. De tog i den grad fejl. Michelle Knight – der har taget navneforandring – er steril i dag som følge af mishandlingen. Og hun er modsat de to yngre piger ikke i kontakt med sin biologiske familie, hvor hun som barn også blev udsat for seksuelle overgreb siden syvårs alderen og i øvrigt levede på sultegrænsen, snavset og uden ordentligt tøj eller sko. I Knights bog beskriver hun, udover de 11 års fangenskab i Ariel Castros hus, også mobning og afsavn i barndommen, hvor hendes familie i perioder var hjemløse. Hun mindes kun at kunne børste tænder en gang om ugen og dage uden mad, ligesom hun har et hjerteskærende kapitel om episoden, der medførte tvangsfjernelsen og den senere bortadoptering af hendes fireårige søn, Joey, som hun i dag har forbud mod at kontakte.

Ingen af bøgerne er nem læsning. De er tårefremkaldende og på grænsen til frastødende. Ikke på grund af udpenslingerne af de mange voldtægter. De er ikke beskrevet med andet end kliniske optællinger. Men volden er beskrevet – Michelle Knight fik intet bad i det første år, hun var fanget, hendes hår var »hårdt som sten«, efter at en blanding af blod, skidt og sæd fik lov at tørre ind i det. Hun var tæt på at dø, da hun blev indlagt på sygehuset i 2013.

Billede fra et af værelserne i Castros hus.

Foto fra bogen

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Hårrejsende ubehagelig er også den forvandling, som Castro gennemgik stort set dagligt, hvor han veksler mellem ulykkelig og selvoptaget familiefar og psykopatisk voldsmand, der ikke tøvede med at brække nakken på Michelle Knights hundehvalp – som han selv havde givet hende, og som hun elskede. Han nød tilsyneladende også at fortælle de to yngre piger om, hvordan han ofte stødte ind i begges familier i det lokale shopping center – og at især Amanda Berrys søster og mor fortsat ledte efter hende. Timer senere kunne han komme med mad, T-shirts eller gaver til Jocelyn, Berrys og hans datter, og holde lange taler om, hvordan han selv var blevet mishandlet som barn og derfor var blevet »syg og nødt til at gøre de ting, jeg gør«.

Her er en smagsprøve fra Amanda Berrys dagbog den 6. marts 2006, dagen, hvor hun finder ud af, at hendes mor er død: »Jeg fatter det ikke; min mor er død. Jeg har været lænket som en fange i dette hus, siden jeg blev kidnappet for næsten tre år siden. Nu kan jeg se på tv, at min mor er død, uden at hun nogensinde fik at vide, at jeg stadig er i live. Hun var kun 43. De siger, at det var et hjerteanfald, men jeg tror, ​​hun døde af et knust hjerte. Jeg kan ikke stoppe med at græde, og jeg sidder oppe hele natten og ser de sene tv-nyheder i et desperat forsøg på at se bare et til billede af min mor. Det er allerede morgen, da han åbner døren med et skub. At kigge i hans øjne. Jeg ved, hvad han vil. Min mor er død, og alligevel er det det, han vil have fra mig? ’Det kan du ikke gøre,’ siger jeg. Men jeg kan ikke stoppe ham.«

En fødsel gav håb om frihed

Berrys datter, Jocelyn, blev sandsynligvis undfanget netop den morgen. Hun blev født den 25. december 2006 i et plastikkar i det samme værelse, hvor Berry i næsten fire år havde været lænket hver nat til en radiator. Den vordende far tvang Michelle Knight til at agere som jordemoder og truede med at slå hende ihjel, hvis babyen døde.

Men den lille pige overlever, og i begge de to bøger beskriver de tre kvinder, hvordan Jocelyns tilstedeværelse forandrer livet i huset. Castro, der efter alt at dømme elskede sin datter, kunne f.eks. ikke lide, at den lille pige skulle se de voksne kvinder lænkede. Så gradvist – da de havde været fanget så længe, at deres frihedstrang og sjæle var ’knækkede’ – blev dørene til deres værelser åbnet, og de kunne gå på toilettet – efter seks år med en spand, der ikke altid blev tømt, som eneste mulighed – og tage et bad om ugen. Som Berrys og DeJesus’ bog siger: »Fra det øjeblik, hun kom til verden, gjorde Jocelyn et mørkt sted lysere. Og da hun blev ældre, var selve hendes eksistens med til at frelse os alle.«

Fødslen finder sted Juledag: »Han løber op på loftet og finder et svømmebassin frem. Det er af plastik, blåt med fisk på. ’Okay, op i karret,’ siger han. Han vil ikke have, at madrassen bliver sølet til. Det føles underligt og ubehageligt mod min kolde hud, men det gør ondt, og jeg siger ham ikke imod. Jeg ryster og føler mig hjælpeløs og udleveret. Han sidder i en gammel gyngestol i hjørnet og læser en lægebog, kapitlet om graviditet og fødsler. ’Vær stille, ikke så højt,’ råber han. Jeg prøver at bide i den sweater, han har givet mig, da jeg sagde, jeg frøs. ’Jeg er tørstig,’ siger jeg. Han har læst, at isterninger er bedst, så han skynder sig ned i køkkenet efter nogle. I det øjeblik, han er ude ad døren, presser jeg, og babyen smutter ud. De næste minutter kan jeg ikke huske. Jeg tror, jeg besvimede.«

Fanget og fangevogter på samme tid

Efter fødslen insisterer Castro på, at mor, baby og han selv går ned i badekarret sammen:

»Han vasker hendes lille krop. ’Hun er meget skrøbelig. Du skal være forsigtig med hende,’ siger han. Udtrykket i hans øjne er utroligt. Han har forelsket sig i den lille pige. Der har intet godt været i hans liv. Jeg tænker nogle gange, at han er lige så meget fange i dette hus, som vi er. Hans ekskone og han ser ikke hinanden. Han hader sit job, og hvis politiet nogensinde finder ham, vil han komme i fængsel for evigt. Nu sidder han der og holder sin baby og ser så lykkelig ud. Som om hans liv har fået ny mening. Han tørrer hende og lægger hende ned i en foret papkasse. Jeg har aldrig set ham så lykkelig. ’Hun får brug for bleer,’ siger jeg. Han går ud og kommer tilbage med en hvid sok, som han klipper to små huller i forneden til hendes ben. Vi får hende ned i sokken. Den anden sok får et hul til hovedet, den ligner en lille kjole. Det er Jocelyns første sæt tøj. Der bliver meget at forklare hende en dag.«

’Finding Me: A Decade of Darkness, a Life Reclaimed: A Memoir of the Cleveland Kidnappings’. Michelle Knight. Weinstein Books, udkom i 2014, 252 sider, udsolgt fra forlaget, men kan købes på Kindle for 55 dollar på Amazon.

’Hope: A Memoir of Survival in Cleveland’. Amanda Berry og Gina DeJesus med Mary Jordan and Kevin Sullivan. Viking. Bogen er lige udkommet. 17,37 dollar (11.99 på Kindle)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
Claus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Det er godt disse bøger kommer ud fordi der er garanteret også mænd i eksempelvis Danmark, som i perioder lukker deres kvinder inde og mishandler dem - jeg husker både historier fra da jeg var barn og som voksen er jeg også løbet ind i fænomenet endda i en familie med plejebarn fra kommunen. lad os få focus på de vanvittige ting der sker bag facaderne og som uden tvivl vil ske i stigende omfang i forhold til det om sig gribende narko misbrug, der både skaber flere psykopatiske mænd og flere kvinder der finder sig i mishandlingen, så længe de får tilfredsstillet deres behov for stoffer og alkohol.... lad os få det frem i lyset, så vil politiet også være nød til at tage det alvorligt.