Den 43-årige rapper Snoop Dogg er egentlig indbegrebet af 1990’erne. Men hans sande kærlighed viser sig lige så stille at være 1970’erne.
Igen og igen har han samarbejdet med 70’er-musikere som Bootsy Collins og Charlie Wilson og under aliasset Snoopzilla udgav han i slutningen af 2013 pladen 7 Days of Funk.
Nu er han gået sammen med den ligeledes funkglade (tidligere samarbejdspartner) Pharrell Williams på pladen Bush. Her får soulvokaler, groovy bas og funky guitarriffs uvilkårligt lytteren til at løfte op i sine fiktivt brede bukseben og lave et elegant chassé med skridtet forrest.
Pharrell, der har produceret hver eneste takt på pladen, har ikke lagt skjul på sit aftryk. Faktisk er linjen til hans egne hits som »Happy«, »Get Lucky« eller »Blurred Lines« ofte mere tydelig end linjerne til Snoops bagkatalog. Man skal imidlertid ikke underkende, hvor godt Pharrells happy-go-lucky-pop passer til Snoops satirisk karikerede, hashrygende, liderligt lalleglade solskinsunivers. I fællesskab når de helt nye højder af eskapistisk stivnede smil.
Popmusikalske genistreger
Det kan enten være med floskler som »come on, baby, we can escape« eller i form af liberal blåøjethed som »rags to riches, you never know unless you try«. Teksterne giver mindelser om Pharrells positivitetsdiktatur på »Happy«, hvor han med honningstemme og et flirtende blink i øjet fordømte folk, der kommer med dårlige nyheder: »Here come bad news talking this and that … Well, I should probably warn you I’ll be just fine / No offense to you, don’t waste your time.«
Dårlige nyheder er uvelkomne i Pharrell og Snoops univers, der i løbet af en hel plade kommer til at minde en del om LEGO Filmens Tågetosseland, hvor den hypereskapistiske DanseKat har bestemt, at man ikke må være negativ eller sarkastisk. Eneste forskel er, at Pharrell og Snoops Tågetosseland er fyldt med sexede og villige damer.
Hvor længe man kan holde ud at hoppe på trampolin med ferskensmag i munden og bare bryster i ansigtet kommer selvsagt an på ens temperament og præferencer. Men kontrasten til artister som Kendrick Lamar og Rihanna, der i disse dage vælger at forholde sig til den heftige racedebat i USA, kan godt virke pinagtigt klar. Selv hvis man anerkender den tolkningsmulighed, at eskapismen er en sarkastisk kommentar, kan den virke for malplaceret, fordi den understøttes alt for godt af produktionen.
Det sagt, så har pladen mange popmusikalske genistreger og er som alt, hvad Pharrell rører ved, håndværksmæssigt upåklagelig. »This City« har et uimodståeligt soulrefræn og en produktion, der (meget afmålt) hælder lidt malurt i baljen af mælk og honning. Åbningsnummeret, der gæstes af Stevie Wonder, er også fantastisk charmerende, og det er skønt på »Cream N Peaches« at høre Charlie Wilson, der var forsanger i 1970’er-funkgruppen The Gap Band.
Snoop Dogg: ’Bush’ (Doggystyle / i am OTHER / Columbia / Sony)
Jeg havde ellers læst, at han var blevet rastafari og kaldte sig Snoop Lion, men det er åbenbart tilbage til Snoop Dog. Det ville også være dumt at opgive et veletableret brand.