Læsetid: 3 min.

Helvede på jord

Ungarske Laszlo Nemes’ debutfilm, ’Saul fia’, er en forfærdende skildring af en jødisk mands jagt på soning og værdighed i en tysk koncentrationslejr
Géza Röhrig som koncentrationslejrfangen Saul i Laszlo Nemes’ rædselsvækkende ’Saul fia’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Géza Röhrig som koncentrationslejrfangen Saul i Laszlo Nemes’ rædselsvækkende ’Saul fia’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

14. maj 2015

Laszlo Nemes’ Saul fia (Søn af Saul) er en rædelsvækkende film. Ikke fordi den er dårlig – for det er den på ingen måder – men fordi den ungarske instruktør med sin spillefilmdebut kommer sjældent tæt på i sin skildring af rædslerne i koncentrationslejren Auschwitz i 1944.

Hovedpersonen, den ungarske jøde Saul (Géza Röhrig), arbejder i en af de såkaldte Sonderkommando-grupper, specialenheder af betroede fanger, der sørger for, at hjulene i koncentrationslejrens uhyrlige udslettelsesmaskine bliver smurt og kører, som de skal. Han genner de nyankomne jøder ind i lokalet, hvor de bliver klædt af, og videre ind i ’badet’, hvor de bliver gasset. Bagefter slæber han lig ud, vasker blod og opkast væk og er også med til at smide lig i ovnen og hælde asken i den lokale flod.

Det er et helvede på jord, men ligesom sine medfanger er Saul så at sige blevet følelsesløs, og han gør sit arbejde, som han får besked på af de svært bevæbnede tyske soldater, der hele tiden råber og skriger af fangerne. Det handler om overlevelse, og så tier man stille. Pludselig går der dog skår i denne uhyggelige form for normalitet: En ung dreng har overlevet gasningen, kvæles af stedets læge, der vil have ham obduceret. Hvorfor kunne han tåle gassen?

Saul bliver overbevist om, at drengen er hans søn, og nu begynder en desperat jagt på en rabbiner, der kan hjælpe ham med at give drengen en ordentlig begravelse – give både drengen og Saul og alle jøderne en form for værdighed tilbage og lade Saul sone de forbrydelser, han har taget del i i koncentrationslejren. Det er dog ikke nemt at finde en rabbiner, når tyskerne hele tiden vil øge hastigheden af udryddelserne, og når de øvrige fanger i Sonderkommando-grupperne planlægger et oprør og en flugt, der også involverer Saul.

Tæt på det unævnelige

Saul fia er en brutal film, og den er nådesløs i sin stilistisk og visuelt stramme skildring af koncentrationslejrens rædsler. Vi ser godt nok aldrig rædslerne i fuld figur, blot i små glimt, men vi hører skrigene og suset fra de store ovne, der forvandler mennesker til støv, og de billeder man selv skaber oppe i hovedet, er slemme nok i sig selv. Det håndholdte kamera er hele tiden tæt på Saul, enten lige bag ham – som et ekko af en af Dardenne-brødrenes stærkeste film, Sønnen – eller viser hans synsvinkel, hvorfor man i vid udstrækning oplever livet i Auschwitz gennem ham.

Det er et effektivt greb, som både skaber en elementær spænding – når Saul at få begravet drengen? – og bringer publikum tættere på de unævnelige begivenheder, end det har været før. Man oplever indefra det, man lidt klichéfyldt kan kalde ’ondskabens banalitet’, som ikke mindst handler om at få udryddet og skaffet sig af med jøderne på den mest effektive måde. Soldaterne i Saul fia refererer hele tiden til jøderne som ’stykker’, og den terminologi er smittet af på Saul – og hans fæller – der er som en søvngænger, indtil han altså ser drengen og oplever en slags sammenbrud.

Saul fia er måske ikke en film, man følelsesmæssigt er så engageret i – det, man ser, er så forfærdende, at man nærmest lukker af – men den rammer alligevel hårdt og gør ondt langt ind i sjælen.

Saul fia er endnu ikke indkøbt til dansk biografdistribution. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannesdk og Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Selch

Ja filmen er vel mere aktuelt end nogensinde før. Hvordan håndterer man bådflygtningepolitikken - med befolkningsgrupper i Europa, måske som de danske. 60% ønsker at sende de faldefærdige pramme retur - retur til hvad?

Claus Oreskov

Ja filmen er meget aktuel – nu hvor Danmark takkede nej tak til at fejre sejren over nazismen den 9. maj. År 2015 blev derfor en stor sejer for nutidens nazister. Vi har sagt farvel til den gamle europæiske konsensus om nazismen som det absolut onde og i den forbindelse har vi fået mange nye venner på den yderste europæiske højrefløj. I sådan en situation få denne film ikke nogen gang på jorden. Husk vi skal ikke provokere vores nye venner. I stedet for provokation er løsen relativisering. Var ham Hitler nu også så slem sammenlignet med Putin? Eller var nazismen nu også den pest som vi har lært, var kommunismen ikke en tand lære eller lige så slem? Se også: http://kilaasi.blogspot.dk/2011/01/hjrefljens-ulidelige-nivellering.html

Christel Gruner-Olesen, Torben Selch og Per Torbensen anbefalede denne kommentar