Læsetid 5 min.

Det er hiphoppen, der står for musikalsk omvæltning

Autotuneren regerer suverænt – ikke blot på hitlisterne, men også i undergrunden. Rockefterkommerne First Flush og Synd og Skam transmitterer deres hjertesmerte gennem maskinstemmer. Mens projektet Small White Man går planken ud med konceptuel spidsfindighed
Synd og Skam skiftede sidste år den kaotiske snublerock ud med trommemaskiner og glitrende synths på den autotuner-indsovsede ’Føles ik som at falde’, hvor bandet fra Afmedhovedet-kollektivet pludselig lød som en elskovssyg krydsning mellem Kanye West og Peter Laugesen. Mens iagtagere forgæves forsøgte at afkode, om det var ironisk ment. Foto: ’føles ik som at falde’

Synd og Skam skiftede sidste år den kaotiske snublerock ud med trommemaskiner og glitrende synths på den autotuner-indsovsede ’Føles ik som at falde’, hvor bandet fra Afmedhovedet-kollektivet pludselig lød som en elskovssyg krydsning mellem Kanye West og Peter Laugesen. Mens iagtagere forgæves forsøgte at afkode, om det var ironisk ment. Foto: ’føles ik som at falde’

22. maj 2015

For nylig fandt en gruppe videnskabsfolk ud af, at hiphop har været den største revolution i moderne rytmisk musik. Resultatet nåede de frem til ved at køre store mængder hitlistedata igennem en computeralgoritme. Og det er overraskende, for normalt er det ellers rocken, der med kropslig udbrydertrang og roterende bækkenpartier går for at være populærmusikkens helt store kulturrevolution.

Men at dømme efter den nye plade fra det danske orkester Synd og Skam, Billeder af Mesa, holder det stik, at man skal kigge i retning af hiphoppen, hvis man vil se musikalsk omvæltning, så det batter. De har nemlig bevæget sig væk fra den vakkelvorne postpunk, de først blev kendt for, og over i en slags udefinerbar urban collagemusik, der indbyder til både håndtegnskastning og melankolianfald.

Synd og Skam dukkede op i 2012 med den fremragende ep Blafret ør af kjoler, der skaffede dem et renommé som som dansk rocks mest spændende nye navn. Sidste år foretog de så en dramatisk u-vending: Den kaotiske snublerock blev skiftet ud med trommemaskiner og glitrende synths på den autotuner-indsovsede »Føles ik som at falde«, hvor bandet fra Afmedhovedet-kollektivet pludselig lød som en elskovssyg krydsning mellem Kanye West og Peter Laugesen. Mens iagtagere forgæves forsøgte at afkode, om det var ironisk ment.

Pop er progressivt

Hvis Synd og Skam altid har været et højst uforudsigeligt bekendtskab, så viser de sig på Billeder af Mesa i alleryderste konsekvens som et band, der ikke giver fem potter pis for genrekonventioner. Som sangtitlerne »Nyrock« og »Postrock« indikerer (måske lige lovlig demonstrativt) har de gang i nogle seriøse formeksperimenter. Alt bliver kastet overbord for det højere mål at være på forkant med tidsånden. Her er det tydeligvis Sivas Torbati frem for Iceage, der er lyden af fremtiden. Vi hører en autotuner-modificeret stemme krænge sin gamle krop af sig og lægge den bag sig til fordel for en virtuel, spornografisk lækkerhed. »Kærster kærster hvad er din hotteste kærst?/ Hvilke kvaliteter i mig tiltrækker dig mest?« lyder det med en teenagedrenget dagbogspoesi, så det det regner ned fra den digitale sky.

Simrende nede under de 12 numre fornemmer man også en erkendelse af, at det i højere grad er poppen end finkulturen, der rykker i dag. Synd og Skam registrerer præcist et kulturelt landskab, hvor Citybois og Rasmus Seebach er uendeligt mere relevante end Love Shop. De er en flok overløbere fra rocken, der behandler internetkulturelle samtidserfaringer om at sidde på chatten sent om natten i lyset af de infrarøde kameraer, der løfter lagner på Paradise Hotel. »Kan man dø af jalousi?/I mangel af fantasi,« synger de i en snedig Medina-parafrase. Og det kommer altså fra et ’kunstband’, der mest optræder i indforståede undergrundssammenhænge og udgiver plader i små oplag på det alternative label Escho.

På en mærkelig måde er det, som om de virkelig finder en større sårbarhed i computerne end i guitarerne. På den måde virker det pt. mest oplagt at sammenligne Synd og Skam med det højst interessante hiphop og r’n’b-kollektiv Hukaos, hvortil den tidligere ironiker Kidd nu også er emigreret. I Synd og Skam har vi altså noget så sjældent og prisværdigt som et (post-)rockband, der med avantgardistisk kompromisløshed forholder sig til sin egen samtidige relevans.

Men omvendt virker laget af selvrefleksion somme tider som et filter mellem den modificerede vokal og lytterens øre. For en af omkostningerne ved Synd og Skams nyskabende maskinlyd er, at den er knap så saftigt medrivende som de kaosrytmiske energiudladninger, vi kender dem for. Billeder af Mesa er en ekstremt spændende plade. Men den er også meget symptomatisk for en tid, hvor kulturel kapital måles i ens evne til at påskønne populærkultur; hvor enhver indienørd med respekt for sig selv også er Beyoncé-fan. Så måske man kan sætte spørgsmålstegn ved hvor frigørende eller folkeligt projektet egentligt er, så længe det kun cirkulerer inden for en ramme af meta­agtig indforståethed. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre Synd og Skam på P3.

Rock med fremtidsbriller

Lytter man til den nye plade fra det beslægtede odenseanske band First Flush, er det tydeligt, at Synd og Skams nye cyborgtransformationer er toneangivende. I hvert fald i visse kredse. Min erindring – der er selvudgivet på det hensygnende medie cd’en og produceret i fællesskab med Asger og Holger Hartvig fra netop Synd og Skam – er et både fint og gennemarbejdet bud på dansk rock med fremtidsbriller på.

Den ungt himmelstræbende »Den inderste dag« udpensler følelserne i widescreen under autotunerens overherredømme. Bortset fra enkelte afstikkere til den landsbytossede Povl Dissing-vokal, som Synd og Skam i sin tid promoverede, modificeres sangstemmen via teknologiske hjælpemidler. Det er voldsomt forfriskende og ærligt i en tid, hvor al musik i forvejen er digital.

Og så får den gode smag lussinger i kaskader på afslutningsnummeret »Odense«, der bryster sig af både fritidshjemsrap, fodboldslagsange og EMD-synthesizere. Hvor Synd og Skam desværre godt kan have en tendens til det kunstnerisk fortænkte, så har First Flush fat om en stor ømhed. Ultrainteressante er de, når de besynger og/eller begræder en internetmedieret hypernarcissisme imellem blinkende bannere og pornografiske popupreklamer: »En tand for blød, vil virke hård/men hele kroppen flydende/og sådan en ekstern form/det hele handler om udseendet/brune muskler spændt og hård/jeg tænker også på mine emotions/min form, mine muskler, min musik/udfræset af friske følelser,« lyder en pixeleret stemme, der knækker over i enten gråd eller digitale glitches.

Lydligt mikrokosmos

Med projektet Small White Man er vi flyttet helt ind i det konceptuelle kunstland. Idémanden bag er billedkunstneren Thomas Poulsen, der under aliasset FOS tidligere har været involveret i redesignet af Mændenes Hjem og andre socialt indgribende værker. Med Small White Man har han udviklet en slags musikkonceptuelt svar på børnelegen Rødt Lys Stop, hvor han som dirigent kan betjene sig af tre simple, blinkende lamper til at styre, hvornår en musiker skal spille frit, følges med de øvrige, eller helt stoppe.

Til formålet har han rekrutteret et orkester af musikere fra den københavnske undergrund – Nils Gröndahl, Nis Bysted og modedesigneren Henrik Vibskov, for at nævne et par stykker – til et socialt og kunstnerisk eksperiment, hvor umenneskeliggjorte lyskilder er stedfortrædere for en usynlig dirigent.

Lytter man til pladen uden kendskab til konceptet bag, bliver man præsenteret for lange tålmodighedskrævende passager af rumstøj. Nogle gange lyder det som en slags ondsindet ambient, andre gange som en vidunderlig kaossymfoni spillet af insektviolinister. Og når When Saints Go Machine-sangeren Nikolaj Vonsilds aparte falsetvibrato optræder helt blottet for individualisme, får den for en gangs skyld får en nærmest kosmisk klang.

Som musik betragtet er det måske ikke voldsomt interessant lytning. Den hører nok under kategorien »man skulle have været der selv«. Men man kan også vælge at høre pladen som en dokumentation af et værk, der udforsker, hvad der styrer menneskers fælles, kreative gøren og laden. I den forstand er det et spøjst mikrokosmos – lydligt og socialt.

Synd og Skam: ’Billeder af Mesa’ (Escho). Udkommer medio juni.

First Flush: ’Min erindring’ (Visage).

Small White Man: ’All This Noise for Nothing’ (Escho).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu