Langsomt lader han sin badekåbe glide op. Mellem benene har han et kæmpestort yver. »Malk mig som en ko, som en stor flot ko/ malk mig som en ko, som en stor flot ko/ malk mig som en ko, som en stor flot ko/ Bliv ved! Bliv ved! Indtil jeg siger muh,« hvisker han æggende i omkvædet.
Folkene bag den bizarre sexfantasi er Tue Track fra Malk de Koijn samt Peder Pedersen og Simon Bonde fra Gramsespektrum, som har fundet sammen i projektet Xtra Naan.
Videoen til »Malk mig« er filmet i den erotiske novelleforfatter Niels Rydungs højhuslejlighed i Domus Vista. Og ja, gad vide, hvad Dan Jørgensen ville sige til sådan en tår frisktappet mandemælk.
Projektet er et klart afbræk fra den mere ’seriøse’ lækkerheds-triphop, som Peder udgiver i eget navn. Men det er til gengæld helt i tråd med den humoristiske tradition, der altid har ligget som en solid understrøm i dansk rap. Og som både Malk de Koijns imaginære Langestrand og Gramsespektrums absurd-satiriske hiphop er ærværdige ambassadører for.
Med de kræfter sammenlagt er Xtra Naans selvbetitlede debut – det er en lang ep eller et kort album, afhængigt af hvordan man vælger at se på det – lige så vidunderligt gakket, som man kan forvente.
Et sprogligt vulkanudbrud af uidentificerbare kropsvæsker kanaliseres ud gennem et persongalleri af groteske alter egoer som Bette Piv, Hr. Klammerik, Brændt Barn, Bøssemanden, Lille Trold Kort og Morsan Knullarne.
Som for eksempel på »Kære Kalle«, der kombinerer glitrende G-funk med harsk fulde-knullemandssvensk, hvor ’fitta’ rimer på ’skita’. Eller på »Brandslukningsmaskinen«, hvor de har besøg af Klamfyr fra Suspekt, der har haft godt af at skifte jernrøret ud med en mælkejunge.
Xtra Naan er hjernedødt, men på en kløgtig måde. Og det er sjovt, fordi det tager hiphoppens stolte tradition for at lege med identiteter ud på et helt karnevalsk overdrev, hvor man ikke bliver overrasket, hvis en figur ved navn Polle Pot pludselig prikker én på skulderen.
Den føromtalte leg med identiteter har unge Emil Stabil helt styr på. Han brød igennem som en slags ’dum’ fjollerapper med »Er det en fugl?«, der mere kan karakteriseres som et ørehængende, indforstået internet-meme end et regulært hit.
Ubehjælpsom selvhævdelse
På den nyeste single »R. Kelly« er der masser af småkikset, gorillabrystdunkende selvhævdelse til knastørre trapbeats: »Jeg ryger joints, som var det smøger/ selv Klumben får noia,« eller »jeg’ så dope folk prøver at sniffe mig.«
Emil Stabil er sjov, fordi han dyrker det lidt ubehjælpsomme. Men lige nu er det lidt svært at se, hvordan fjollerierne skal kunne udmunde i noget mere holdbart.
Så står det sløjere til med kreativiteten hos raptrioen med vittighedsnavnet Vild $mith. Trioen bestående af Vild Ting, Vild Son og HvidMayn fra Horsens hittede stort i 2013 med »På Det Shit Igen«, der med sin åndsbollede kådhed havde oplagte studentervognskørselskvaliteter. Siden er det blevet til druk, røg og lagengymnastik som fællesnævnere.
På deres andet album – Straight Fire hedder det besynderligt nok, selv om samtlige numre er dansksprogede – vil Vild $mith gerne besynge alt det farlige og frække. Du ved, det, der sker i ly af natten, i natklubbens mørkeste hjørner.
Problemet er bare, at numrene på ingen måde lyder, som om de kommer fra det mest dystre sted dybt nede i underbukserne.
Snarere lader de til at være fabrikeret med henblik på dagtimernes hitlistemonotoni med en kadence, der mest af alt indbyder til telefonsalg, støvsugning eller en tur på trædemøllen i fitnesscenteret.
Liderlighedt reklamepostulat
Det er jo ikke, fordi der er noget i vejen med at ville besynge så liflige sider af tilværelsen som erotik og ekstase. Fejlen består i den forstemmende idefattigdom, hvormed d’herrer Vild Ting, Vild Son og HvidMayn behandler de menneskelige erfaringer, der åbenbart står deres hjerte så nært. Rimene er nemlig skræmmende uopfindsomme.
Og hvis Vild Ting, Vild Son og HvidMayn virkelig holder så meget af at feste, som de bedyrer, så er det altså påfaldende, at de besynger deres yndlingsbeskæftigelse i så fattigt et sprog.
Liderligheden lyder simpelthen som et reklamepostulat. »Lad os bare snave lige nu, jeg er klar på det,« rapper en af de uidentificerbare autotunerstemmer, som om udvekslingen af mundvand og feromoner blot er et stykke arbejde, der skal overstås hurtigst muligt.
Og sådan går det ellers over stok og sten fra track til track, mens de præcise og iørefaldende produktioner uden at kny adlyder den fremherskende trapbeatkonsensus til punkt og prikke.
På den måde virker Vild $miths festunivers mest som en slags hurtigtvirkende kompensation for lønarbejdets hverdagsmonotoni. En slags Crazy Daisy-slaraffenland, hvor pigerne altid står i kø, og hvor lønnen altid lige er gået ind – men som med sit evindelige krav om at »fyre den af« ender med at være akkurat lige så monotont som den hverdag, det forsøger at modsige og undslippe.
For selv om Vild $mith godt selv ved, at de er klichefyldte – det tyder vittighedsnavnet på – så spidder de ikke klichéerne, men gentager dem bare bevidstløst og uden selvironi. Og den suppedas kan selv ikke et fængende omkvæd redde dem ud af.
Xtra Naan: ’Xtra Naan’ (Target)
Emil Stabil: ’R. Kelly/Swimmingpool’ (Lil Label)
Vild $mith: ’Straight Fire’ (Universal).
