Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det hvide håb

Grundige fremstilling af den store historie om redningen af kz-fanger i krigens sidste dage
De Hvide Busser, som bragte danske kz-fanger hjem fra deres fangenskab i Tyskland, ses her på Rådhuspladsen i København

De Hvide Busser, som bragte danske kz-fanger hjem fra deres fangenskab i Tyskland, ses her på Rådhuspladsen i København

Scanpix

Kultur
6. maj 2015

Busserne, de hvide, er et af de mere centrale fænomener, ja, næsten et begreb i nyere dansk historie. De hvide busser blev symbolet på ukuelig humanisme, hvorved et besat traumatiseret land efter fem års nazistisk herredømme med voksende vold og terror omsider kunne rejse sig fra ydmygelsen og magtesløsheden. Denne eller rettere disse kolonner af rekvirerede hastigt hvidmalede busser, de fleste med gasgenerator som drivmiddel, endnu flere i mådelig stand, trodsede ved frivillige chauffører, sygeplejersker og lægers heltemodige indsats tysk chikane og bureaukrati samt luftangreb fra allierede flyvere, der angreb alt, der bevægede sig på landevejene, og reddede godt 20.000 dødstruede fanger ud af det kaotiske Tyskland. Denne megabegivenhed – i myten om busserne ofte fejlagtigt opfattet som ét forløb – beretter om menneskeligt mod og selvopofrelse iscenesat og administreret af den legendariske svenske ildsjæl: grev Folke Bernadotte, hvis vilje og vedholdenhed samt politiske behændighed forekom større end livet.

Dette redegjort for, beskedent, men bekræftende umisforståeligt, i Bernadottes egen fremstilling udgivet umiddelbart efter Tysklands sammenbrud: Slutet. Mina humanitäre förhandlingar i Tyskland våren 1945 och deres politiska Följar. Titlen antyder Bernadottes opfattelse af sin indsats som parret af lige dele humanitært moralsk engagement og politisk autoritativt overblik.

Tolkningen af besættelsen

I mange år efter krigen forblev historien et vigtig afsnit af besættelsens store fælles fortælling uimodsagt ukorrigeret som de danske lægers og Bernadottes store øjeblik – i lighed med mange andre besættelsestidsmyter uden væsentlige forbehold eller tilføjelser. Flere undersøgelser er siden kommet til, senest Hans Sode-Madsens: Reddet fra Hitlers helvede, 2015. Men den samlede fremstilling i et større skandinavisk perspektiv har manglet. Denne leverer Bo Lidegaard i sin seneste bog: Redningsmænd. Skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske kz-lejre i krigens sidste år.

Den omstændelige undertitel understreger sigtet i fremstillingen: at brede synsfeltet ud og forankre de uhyre komplekse og komplicerede aktioner under fællesbetegnelsen De hvide busser i deres flertydigt nationale, danske, svenske og norske politiske og administrative virkelighed. Ikke mindst redegør Lidegaard grundigt – og indfølt anerkendende – for det danske institutionelle baglands betydning for virkeliggørelsen af dette i sandhed fantastiske projekt. Lidegaard bidrager herved til det fornyede forsøg, historikere i disse tider må og skal gøre for at fastholde proportionerne i tolkningen af Besættelsen, samt til stadighed forholde sig kritisk vurderende over for Besættelsens hovedingredienser: samarbejde eller forhandling og modstand, to sider af samme sag.

Behovet for nuancer understreges atter efter tidligere statsminister Fogh Rasmussens nyligt repeterede fordømmelse af den danske forhandlingspolitik. Som om gentagelsen styrker troværdigheden·

Så meget kan siges: Næppe mange danske og norske fanger i de tyske kz-lejre havde overlevet uden indsatsen fra en intakt dansk statsadministration med mere eller mindre nære kontakter til de tyske besættelsesmyndigheder. I ministerierne praktiserede embedsværket det muliges kunst på vegne af politikerne. Efter samarbejdspolitikkens ydre sammenbrud havde sidstnævnte taget plads i kulissen, men stod til rådighed, og samarbejdspolitikken fortsatte, men med andre midler og på visse ændrede vilkår. Embedsmænd såsom departementschefen i Socialministeriet Hans Henrik Koch og afdelingschef i Udenrigsministeriet Frantz Hvass gjorde modigt den afgørende forskel mellem liv og død. Deres eftermæle lider nu den tort, at en tidligere statsminister og hans proselytter ringeagter den administrative adfærd, der dybest set dannede grundlag for adskillige heltegerninger, inklusive redningen af de danske jøder, de hvide busser og dermed frelsen for de ulykkelige i kz-lejrene.

Betydelig historiker

Lidegaard redegør i sin bog omhyggeligt for de komplicerede forløb før, under og efter de livsfarlige stroppeture ned i det hærgede, totalt uberegnelige førerstyrede Tyskland, hvor en groteskhed som selveste SS-chefen og Nazi-Tysklands grusomme og grusomt ordinære overbøddel, Heinrich Himmler, i mangel af bedre måtte henregnes blandt de nødvendige og tilregnelige forhandlingspartnere.

Den side af sagen tog den særdeles selvbevidste Bernadotte sig fortrinsvis og fortrinligt af og lagde heller ikke udpræget skjul på sin betydning og politiske vægtfylde. Selve redningen af fangerne tog andre sig af. De danske embedsmænd o.a. varetog kontakter på lavere, men nok så praktiske niveauer, mens de øvrige danskere og deres busser parallelt med modige svenskere, hvis indsats i det enorme opbud af mere effektive hvidmalede benzinkøretøjer sørgede for at få så mange ud som muligt og ofte under stor fare akkurat som danskerne, trodsede den ene mere horrible kz-kommandant efter den anden.

Bo Lidegaards bog er en guldgrube af oplysning sammenholdt af beundringsværdigt kildekritisk overblik over ikke alene den danske administrations og de danske aktørers ageren, men også med grundigt blik for svenskerne og nordmændenes. Én ting bemærker man: Hverken danske eller svenske myndigheder endsige det praktiske mandskab skelnede mellem egne og andre nationer. Således udfriedes eksempelvis næsten lige så mange polske kvinder af helvedet som danske og norske kvindelige kz-fanger tilsammen. Måske danske nutidspolitikere, Fogh Rasmussen o.a., der har gjort sig bemærket i debatten og sentimentalt forlangt forhandlingspolitikken afskaffet med 70 års tilbagevirkende heltemod, skulle læse lidt med.

Krigen 1940-45 krævede mod og mandshjerte af andre end jernbanesabotørerne i en kamp, der også handlede om andet end krudt og kugler. Hvordan det krigeriske rasmussenske synspunkt kan trives konfronteret med informeret materiale som det foreliggende, er lidt af en gåde.

Forfatteren markerer sig endnu en gang som en af de betydeligste nulevende danske historikere. Det ville være kært, om Lidegaard koncentrerede sig helt og aldeles om dette nu omfattende faglige forfatterskab, der allerede næppe kender sin mage i dansk historieskrivning.

’Redningsmænd. Skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske kz-lejre i krigens sidste år’. Bo Lidegaard. Politikens Forlag. 264 s. Ill. 210 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Georg Metz om Anders Fogh Rasmussen....................gab

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Din vinkel er udelukkende, hvor glimrende det var, at 20.000 danskere reddede livet.
Og så blæse være med kampen mod nazismen.

Hvis alle lande havde opført sig som Danmark – læs: tame canary – så havde f. ex. langt flere russere nok overlevet 2. Verdenskrig.
Men vi havde nok stadigvæk været under nazi førerskab.

Mikael Junker

Det er godt igen og igen at blive mindet om en af danmarks dårligste statsministres nysprog, løgn og kreativ det ene og det andet.
Hvis Danmark havde haft en alliance i 1940, kunne vi måske have udskudt nederlaget et døgns tid - med store civile tab til følge. Vi havde ingen allierede - ikke noget NATO. Se hvordan gik Norge og Frankrig med flere. Mig bekendt blev den engelske hær smidt i havet ved Dunkerque. Hvad skulle den danske hær stille op mod overmagten. Kom nu ind i kampen med noget seriøst!
Stor respekt for Bo Lidegaard - hans format lyste allerede med hans Jens Otto Krag biografi.
Tak Metz!

Malan Helge, Karen Grue, Janus Agerbo, Rasmus Knus, Preben Haagensen, uffe hellum og Henning Pedersen anbefalede denne kommentar
Preben Haagensen

Er essensen af artiklen ikke uden indsatsen fra en intakt dansk statsadministration var ikke mange fanger blevet reddet. Hvorfor skal Bernadotte trækkes frem, når det var danskerne der lavede alt det praktiske arbejde. For mig at se blev Bernadotte sat frem som en kransekagefigur, for at svenskerne kunne stå sig bedre efter krigen efter deres samarbejde med tyskerne, med blandt andet tyske troppetransporter gennem Sverige. Jeg kan tage fejl, men jeg har aldrig brudt mig om Bernadotte som var en notorisk antisemit.

Torben Lindegaard

@Michael Junker

Næh - jeg tror heller ikke, at det danske forsvar kunne have stillet noget op overfor Nazi-Tyskland i 1940.
Men det var heller ikke det, min kommentar gik på.

I besættelsens første par år, vel i realiteten frem til september 1943, var Danmark reelt en tysk allieret. Vi udgjorde en flødeskumsfront og bønderne leverede landbrugsvarer til Tyskland til gode priser; betalingen blev hævet i Nationalbanken - altså gratis for Nazi-Tyskland.
Mindre samarbejdspolitik, mere passiv og aktiv modstand mod besættelsesmagten havde i den grad været på sin plads og klædt landet.
Nærværende avis er som bekendt et eksempel på det sidste.

Det hører sig ikke til, at vi alene glæder os over de danskere, der kom hjem fra KZ-lejrene, og ganske ignorerer fanger fra andre nationer, der ydede langt større ofre i kampen mod nazisterne. Disse ofre kunne i sagens natur ikke hjemtages - hverken i hvide busser, eller i noget andet transportmiddel .
Jeg nævnte Rusland - føj selv flere lande til.

Og Georg Metz bizarre besættelse af Anders Fogh Rasmussen burde være redigeret ud af ovenstående boganmeldelse.

jens peter hansen

I en anden anmeldelse skrives at én af omkostningerne var at 2000 , mest russiske kz-fanger, skulle flyttes fra Neuengamme til Bergen-Belsen, en flytning som krævede masser af ofre for at redde de dansk/norske kz-fanger. Læs Sode-Madsens bog, Reddet fra Hitlers helvede, fra 2005 den beskriver i hvor høj grad at det var almindelige mennesker der påtog sig de farligste opgaver, hvordan svenskerne tog hjem, hvordan danske embedsmænd var eminente forhandlere og havde forberedt hjemtagelsen længe før Bernadotte blev involveret. Hvorledes langt de fleste blev hentet i gasgeneratordrevne, danske, jyske busser. Hvad Fogh har med sagen at gøre må stå hen i det uvisse. De der sad i kz-lejre sad der i alle på grund af et oprør mod samarbejdspolitikken, og blev formentlig reddet pga. samarbejdspolitikken.

Jesper Hansen

Preben Haagensen: "For mig at se blev Bernadotte sat frem som en kransekagefigur, for at svenskerne kunne stå sig bedre efter krigen efter deres samarbejde med tyskerne, med blandt andet tyske troppetransporter gennem Sverige. Jeg kan tage fejl, men jeg har aldrig brudt mig om Bernadotte som var en notorisk antisemit."

En forvrøvlet konspirationsteori pyntet med udokumenteret æreskrænkende beskyldning.
Faktum var at Bernadotte på beundringsværdig vis med sine bestræbelser fik reddet hundreder, hvis ikke tusinder af jøder, ud af KZ-lejrene.
Som tak for dette eller for sin rolle som uafhængig og ubestikkelig mægler, blev Folke Bernadotte snigmyrdet den 17. september 1948 af den zionistiske terrorristorganisation Lehi, bedre kendt som Sternligaen. Ligaen anså at Bernadotte stod i vejen for et Storisrael, fordi han mente, at der sammen med den jødiske stat også burde være en palæstinensisk stat, og at palæstinensiske flygtninge skulle kunne vende tilbage. Mordet blev planlagt af Yehoshua Zetler, Sternligaens operative chef i Jerusalem, og blev godkendt af en styregruppe bestående af den kommende israelske premierminister Yitzhak Shamir, der da var en af ​​Sternligaens højeste ledere, Nathan Yellin-Mor, Sternligans ledere i Jerusalem, og filosof, Yisrael Eldad.

De jødiske terrorister blev aldrig straffet.De blev ikke udleveret til Sverige, så de kunne få deres velfortjente straf på skafottet på Stortorget. Næ, tværtimod blev den ansvarlige leder af terrorgruppen, Yitzhak Yzernitsky, udnævnt til israelskjødisk topterrorist-chef som leder af den store hemmelige organisation Mossad, og senere blev han, ikke mindst på grund af hans enorme betydning for oprettelsen af den israelsk-jødiske terrorstat, udvalgt til Israelsk premiereminister, under dæknavnet Yitzhak Shamir .

http://en.wikipedia.org/wiki/Folke_Bernadotte

Sideløbende planlagde man så fra israelsk-jødisk side en æreskrænkende smædekampagne mod Folke Bernadotte, hvor zionistiske agenter og medsammensvorne spredt over hele verden fik til opgave at sværte Folke Bernadotte til overalt med konspirationsterier, og udokumenterede og absurde påstande om antisemitisme. Beskyldninger der altid er blevet tilbagevist, men som alligevel udokumenteret bliver fremsat igen og igen af de zionistiske agenter. Også her på Information.

Anders Hald

Kære Georg Metz.

Din anmeldelse slutter med uforbeholden ros til Bo Lidegaard.

Jeg kan IKKE tilslutte mig denne ros.

Som dokumentation af hvorfor jeg IKKE kan skal jeg henvise til Bo Lidegaards egen "Kampen om Danmark 1933-45" (Gyldendal 2005) - hvor der i afsnittet "Kilder og litteratur" findes en henvisning til Frode Jakobsens "I Danmarks frihedsråd" (Gyldendal 1975) - men hvor der IKKE findes en henvisning til Mogens Fogs "Efterskrift 1904 - 45" (Gyldendal(!!) 1976).

Således kan en såkaldt historiker af borgerlig observans ved anvendelse af UDELADELSE slutte op i rækken af andre såkaldte historikere som for eksempel Bent Blüdnikow og Bent Jensen der med deres SUBJEKTIVE HISTORIESKRIVNING har klassificeret sig selv.

Jeg skal stilfærdigt opfordre Bo Lidegaard til at holde sig til dagbladet Politiken i fremtiden - og dér gøre sit arbejde færdigt med "at køre" denne avis ned.

Med venlig hilsen

Jesper Hansen

Mikael Junker: "Det er godt igen og igen at blive mindet om en af danmarks dårligste statsministres nysprog, løgn og kreativ det ene og det andet.
Hvis Danmark havde haft en alliance i 1940, kunne vi måske have udskudt nederlaget et døgns tid - med store civile tab til følge. Vi havde ingen allierede - ikke noget NATO. Se hvordan gik Norge og Frankrig med flere. Mig bekendt blev den engelske hær smidt i havet ved Dunkerque. Hvad skulle den danske hær stille op mod overmagten. Kom nu ind i kampen med noget seriøst!"

For det første bliver tingene blandet sammen her. Metz kommenterer Fogh's kritik af samarbejdspolitikken under besættelsen. Metz forholder sig ikke til, hvad Fogh mener om forsvaret af Danmark den 9. april, 1940.

Men nu vi er ved det, vil jeg mene, at det er de evige mytedannelser om dansk forsvars opgaver den 9. april 1940, der leder til de irrelevante og forudindtagede spørgsmål om, "hvad den danske hær dog skulle kunne stille op mod overmagten".

Det politisk styrede forsvar af Danmark havde reelt set kun tre banale hovedopgaver: Minér farvandene, spræng broerne og bloker/ødelæg flybaserne. Ingen af disse banale, veldefinerede, planlagte og rent defensive opgaver var forsvaret i stand til at udføre. Dette svigt mod kongen førte til, at tyske soldater kunne trænge frem til Amalienborg tidlig om morgenen den 9. april.

Her var det så, at et lille halvkompagni fra Livgarden med Krag-Jørgensen action-bolt rifler i sidste øjeblik nåede frem til Amalienborg fra Kastellet og endegyldigt modbeviste alle de forudindtagede myter.
De omkring 60 gardersoldater tog helt alene kampen op imod værnemagtens millioner af soldater og tusinder af tanks og fly. De udførte deres opgave upåklageligt og trak sig derefter med to sårede.
De sad ikke og opfandt åndsvage myter om at tyskerne var en overmagt, som danske soldater ikke kunne stille noget op overfor. Nej de holdt tværtimod hovedet koldt, alt imens de med deres rifler eliminerede den ene nazi-stormsoldat efter den anden, indtil kongen kunne trække sig ud af kampen, og indlede forhandlinger som urørlig sejrherre.

Jesper Hansen

åndsvage myter, ej undskyld, jeg mente åndsløse myter.