Læsetid 5 min.

En iver efter at rive og flå

Denne anmeldelses fem danske plader er ikke revolutionerende, men de betegner en sund diversitet i et enormt landskab med umiskendeligt liv
’Lydene er organismer, der har vist sig eller er blevet vækket til live, fordi hun har ledt længe nok og ladet dem kommunikere ret så musikalsk med hinanden,’ skriver Ralf Christensen om danske Sandra Boss.

Hanne Budtz Jørgensen

15. maj 2015

Ud af dét stormvejr, der var den elektroniske musiks demokratiske revolution, er der kommet et noget mere gæstfrit klima med en rig fauna af genrer og praksisser. Siden 90’erne har computeren frigjort den elektrokunstneriske praksis fra institutioner og store investeringer i dyre maskiner. Pludselig muliggjorde software og hardware fremkomsten af hjemmemusikeren, af nørden på teenagekammeret, og en ny musik eksploderede. Siden har den tiltagende brugervenlighed skabt den totale demokratisering, og enhver kan nu realisere sine drømme og talenter (eller mangel på samme) med laptop eller på touchscreen.

Det har så også vist sig, at selvom alt kan lade sig gøre, så kan der stadig komme det rene ingenting ud af alle mulighederne. Den elektroniske musik er blevet en praksis overrendt med eftersnakkere, genrefundamentalister og monokulturel selvfedme. Som ethvert andet musikalsk felt. Det er blevet en stat med et enormt bureaukrati af normer og regler – og en begrænset tålmodighed med anderledes tænkende.

Dermed ikke sagt, at der ikke bliver lavet ny interessant elektronisk musik. Men det er tydeligt, at det har været svært for den elektroniske musik pludselig at sidde i regering efter årtier i opposition (hej DF).

Så nu hvor stormen har lagt sig og revolutionen for længst er ovre, så er det værd at fejre, at den elektroniske verden stadig ligger åben for dem, der kan og tør bevæge sig ud i den. For eksempel – i varierende grad – denne anmeldelses fem danske solister.

Fejllyde har været en central del af musikkens udvikling (tænk bare på forvrængningen af elguitaren, foruden hvilken rocken for længst ville være en glemt duks), og de er tydeligvis også Sandra Boss’ store interesseområde.

Det hvisler, brummer, klikker, sukker, stønner. Støj, glitches, elektriske overgange, mekaniske mislyde, dét er Boss’ musikinstrumenter på albummet Perfekt Termisk.

Hentet fra gamle analoge maskiner som spolebåndoptagere, generatorer, oscillatorer og elektromagnetiske mikrofoner.

Elektrisk besjæling

Mens man under den ’Elektronische Musiks’ ankomst i Köln i 50’erne filtrerede støj, så der kun var rene toner tilbage, så er det siden blevet en kilde til en musik på sine egne præmisser, den såkaldte glitch-musik, som blandt andet pladeselskabet Raster-Noton undersøgte grundigt fra ’99 og frem. Men hos Sandra Boss er der noget mindre stramt teknokratisk og noget mere blødt fabulerende på spil.

Man får fornemmelsen af elektroanimisme i numrene – af at lydene er organismer, der har vist sig eller er blevet vækket til live, fordi hun har ledt længe nok og ladet dem kommunikere ret så musikalsk med hinanden. Perfekt Termisk giver således en fornemmelse af drømmende observeringer i eventyrlige verdener. Alt sammen faktorer, der leder tankerne hen på Else Marie Pades pionerarbejde med lavteknologiske fabuleringer, også takket være Boss’ brug af altmodisch analogt varme klange. Men Boss opererer også med sin egen logik, hvor musikken formuleres i langt mere kortfattede forløb af smukke sammenbrud. Det er strålende malfunktionsmusik.

Strange Weather alias Jesper Christiansen bygger ikke så meget verdener som vejrlig på sit debutalbum Big Sleep. Og her er mange årstider. Ikke bare ambiente forårsdage, men også ruskende efterår, overskyede sommerdage, kolossale bisværme i bevægelse. En skiftevis homo- og heterogen meteorologi, der ikke kun indskriver synthesizere, støj og glitches, men også akustiske guitarer, reallyde, rumklange og behandlede stemmer.

Christiansens styrke er også af den harmoniske variant. Skyformationerne, istapperne og regndråberne formidler smukke kompositioner. Mens det bliver mindre interessant, når han bevæger sig ind på Sheffield-duoen Autechres 90’er-vidder med knudrede beats og glasklare synth-klange. Dét er en intelligent techno, som er svær at bygge videre på. Men som helhed er Big Sleep et smukt drømmealbum.

Sjovt nok finder man hos Round alias Torsten Lindsø Andersen også nogle beslægtede, storladne vejrlig eller overskyede synth-formationer på EP’en Glass/Float – især Float er ret så strålende med sine langsomme harmoniske skift bag et tungt dunket rytmespor.

Aner man omridsene af en moderne, skandinavisk melankoli? I hvert fald begår Andersen, der er uddannet fra Kunstakademiet, en umiddelbart charmerende dansemusik, som alligevel synes at have tunge, vemodige støvler på.

Brændende latter

Uffe (med efternavnet Christensen) går også ad vejen ind i klub-land på sit andet album Radio Days, og det er underholdende. En stor del af tiden er han lidt af en lurendrejer, der med sine luskede beats og lette synth guffer sig gennem mange årtiers danserytmik. House, funk, disco og congatrommer alt sammen formuleret inden for en blødt klubbet enkelheds rammer, hvor der dog også pludselig er plads til xylofon eller håndklap.

Personlig favorit: »Saw You Laughing«, der lykkes forrygende med et frækt synkoperet beat af bas, og hvad der lyder som slag med metalpinde. »A few seconds ago I watched my house burn down mmmm«, synger en herrestemme. »Just af few seconds before I watched my house burn down, I saw you laughing«.

Af og til forsøger Uffe også at fyre op under mere jazzede og soulede ekskursioner, lejlighedsvis i nærheden af James Blake. Personlig favorit: Den elegant masserende »For A While«. Som helhed er Radio Days et lystspil med eftertænksomme intermezzoer. Lidt kvalitativt ujævn, men fornemt varieret, altid hittepåsomt.

Så er der mere stringens over Lars From Mars alias Lars Graugaard, der trods fødselsåret 1957 ikke er bleg for at udfordre den forholdsvis unge genre techno på sin EP Americanino, der udkom november sidste år. Og det lykkes i et stærkt kontrolleret boblebad af rytmer og basbevægelser.

Graugaard er en erfaren komponist, programmør og lydskaber, og Americanino fungerer både som en stram dialog med kroppen via rytmikken og som en lettere avantgardistisk krassen i hjernebarken via komplekst melodiske, jazzet nulrende og raffineret bøjede klange. Nogle gange synes de at befinde sig i et klangrum (kraniekassen?) bag rytmikken, som samtidig prikker og gnubber så tæt så tæt mod trommehinderne.

Andre gange vrider de sig ind og ud gennem det tætte netværk af bas, trommer og andre rytmiske lydkilder. Americanino er ikke et jovialt bekendtskab, men en streng læremester i, hvad technoen kan, hvis den punkes grundigt nok.

Denne anmeldelses fem danske plader er ikke revolutionerende, men de betegner en sund diversitet i et enormt landskab, som ikke er i vild forandring, nu hvor stormen har lagt sig. Men hvor der stadig er umiskendeligt liv. Og disse fem solister markerer alle en iver efter at hive og flå i alt det bestående, uden at det vælter omkuld, men giver sig så lystigt i sammenføjningerne.

Sandra Boss: Perfekt Termisk (BIN)

sndrbss.blogspot.dk Strange Weather: Big Sleep (Doktor Robot Musik)

Round: Glass/Float EP (Hivern Discs)

Uffe: Radio Days (Tartelet Record)

Lars From Mars: Americanino (Clang) soundcloud.com/larsgraugaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu