Læsetid: 5 min.

En iver efter at rive og flå

Denne anmeldelses fem danske plader er ikke revolutionerende, men de betegner en sund diversitet i et enormt landskab med umiskendeligt liv
’Lydene er organismer, der har vist sig eller er blevet vækket til live, fordi hun har ledt længe nok og ladet dem kommunikere ret så musikalsk med hinanden,’ skriver Ralf Christensen om danske Sandra Boss.

Hanne Budtz Jørgensen

15. maj 2015

Ud af dét stormvejr, der var den elektroniske musiks demokratiske revolution, er der kommet et noget mere gæstfrit klima med en rig fauna af genrer og praksisser. Siden 90’erne har computeren frigjort den elektrokunstneriske praksis fra institutioner og store investeringer i dyre maskiner. Pludselig muliggjorde software og hardware fremkomsten af hjemmemusikeren, af nørden på teenagekammeret, og en ny musik eksploderede. Siden har den tiltagende brugervenlighed skabt den totale demokratisering, og enhver kan nu realisere sine drømme og talenter (eller mangel på samme) med laptop eller på touchscreen.

Det har så også vist sig, at selvom alt kan lade sig gøre, så kan der stadig komme det rene ingenting ud af alle mulighederne. Den elektroniske musik er blevet en praksis overrendt med eftersnakkere, genrefundamentalister og monokulturel selvfedme. Som ethvert andet musikalsk felt. Det er blevet en stat med et enormt bureaukrati af normer og regler – og en begrænset tålmodighed med anderledes tænkende.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu