Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jernbanefløjsdrømme

Sangskriverkunsten bliver forvaltet med indføling, retrofiksering, blufærdighed og vittig ironi hos henholdsvis Matthew E. White, Marika Hackman og Courtney Barnett. Mens Father John Misty bruger sit alter ego som identitetslegeplads
Kultur
8. maj 2015

Den hårfagre Matthew E. White stemme er ikke prangende rent teknisk, den bevæger sig et sted mellem kælen brummen og henført forkyndelse. Men når saxo-fonerne trutter og strygerne stryger, så vælter der ud af højttalerne et utopisk rum beklædt med varmt resonerende træpaneler, hvor åndelighed, kærlighed og medmenneskelighed for en stund er inden for rækkevidde.

Playground Music

Vi skal gøre det sammen, men helst ikke alt for meget eller alt for længe. I alt lige fra kærlighedsrelationer, offentlig forvaltning, virksomhedsledelse og kunst dikterer projektsamfundet, at vi skal trække på vores netværk og samles i midlertidige og uforpligtende gruppekonstellationer. Det gælder også inden for musikken, hvor den fremherskende visdom lyder, at kreativiteten frigjort fra konventionens stramme bånd kan få frit løb i form af remixes, gæstevokaler og sideprojekter.

Og alligevel bliver de ved med at dukke op, disse gammeldags sangskrivere. Der er de eksistentialistiske eremitter, for hvem sangskriverkunsten er en dødsensalvorlig livstidsansættelse, der ikke blot kan annulleres ved kontraktens udløb. Og så er der de megalomaniske og diktatoriske af slagsen, hvis egensindige visioner med vold og magt skal realiseres, om det så er på bekostning af andres.

Den hårfagre bamsebjørn Matthew E. White har ryddet loftet i sit hus i Richmond, Virginia for at realisere sin vision. Pladsen har han brugt til at huse et husorkester, et pladeselskab og et bofællesskab, som han samlet kalder for Spacebomb Records. Det lyder måske lidt som en retrofikseret jernbanefløjsdrøm, hvor computere skys som pesten. Men Matthew E. White beviste allerede sit værd med debutpladen Big Inner, der flød over af blød og vildtvoksende gospelpåvirket af blue eyed soul af Stax- og Motown-skolen.

Den vision videreføres på efterfølgeren Fresh Blood. Stemmen er ikke prangende rent teknisk, den bevæger sig et sted mellem kælen brummen og henført forkyndelse. Men når saxofonerne trutter og strygerne stryger, så vælter der ud af højttalerne et utopisk rum beklædt med varmt resonerende træpaneler, hvor åndelighed, kærlighed og medmenneskelighed for en stund er inden for rækkevidde.

Ingen barfodsnaivisme

Hos britiske Marika Hackman er det heller ikke røsten, der umiddelbart tryllebinder – den klinger så uprætentiøst, ja, nærmest blufærdigt, at man ikke skulle tro, at den 23-årige sangskriver engang har givet den som glamourøs fotomodel for modefirmaet Burberry. Men ligesom Matthew E. White ved Marika Hackman, hvordan hun skal bruge sin stemme. Nogle gange væver den ind og ud gennem fnuglet akustiske folkpopkompositioner; andre gange fører den ud i skumle stemningslejer, hvor uidentificerbare elektroakustiske klange hænger som mosebryg i luften, og det perlende guitarfingerspil er den eneste ledesnor til at hjælpe lytteren gennem det tætte mørke.

Det er i hele taget det snigende mørke, der løfter Hackman ud over folksangerindestereotypen. Ser vi bort fra den børnehaveuskyldige blokfløjte på »Monday Afternoon«, er der ingen sværmerisk barfodsnaivisme at finde på We Slept At Last, som Hackmans glimrende debutalbum hedder. Det er sangskrivning, som er både flygtig og holdbar.

Tasmanske Courtney Barnett har bestemt også stået først i køen, dengang de delte talent ud. Hun har så gode sangskrivergener, at hun nærmest er nødt til at levere sine guldkorn med en sløsethed, som om hun lige er væltet ud af sengen, hvis ikke det skal blive for meget af det gode. Hendes tilgang til musikken har en charmerende slacker-karakter, som om hun spiser indierock-cd’er fra 90’erne til morgenmad med mælk på. På debutalbummet med den lakoniske titel Sometimes I Sit And Think, And Sometimes I Just Sit får vi eftertrykkeligt demonteret eventuelle forestillinger om rock som glitrende showbiz og musikeren som kontaktperson for det hinsidige. Det er en plade, der er lige så nem at flytte ind i som en forvasket t-shirt, og tillige ser ud til at kunne holde til adskillige ture på kogeprogrammet.

Dertil kommer, at Courtney Barnett rimer bedre end nogen rapper, når hun humoristisk-neurotisk og med solid distance til sig selv bekender pudseløjerlige hverdagshændelser om alt fra astmaanfald til huskøb. »I’ve got no idea how I ever got here/ I’m resentful I’m having an existential time crisis/ What bliss, daylight savings won’t fix this mess/ Underworked and oversexed I must express my disinterest /The rats are back inside my head/ what would Freud have said?« lyder en af hendes sprogligt ekvilibritiske tekststrenge, der i den bedste Nico-tradition leveres uden at fortrække en mine. Det er svært ikke at holde af en sanger, der i verseform tilbyder: »Give me all your money and I’ll make some origami, honey.« Ja, tak.

Slibrig prædikant

Mens både Matthew E. White, Marika Hackman og Courtney Barnetts sangskrivning har karakter af personlige bekendelser – omend med forskellige ironiske modifikationer, blufærdige tilbagetrækninger og det filter, som fortidsfiksering altid udgør – så synger amerikaneren Joshua Tillman sine sange fra et selvopfundet jeg. Father John Misty er det alter ego, som den tidligere Fleet Foxes-trommeslager tager på sig til at spidde både samtiden og sit forkrampede, opblæste selv.

I Love You, Honeybear er fuld af majestætisk americana, hvor Tillman med bredt vingefang og svulstige arrangementer giver den hele armen. Hans satiriske kommentarer skåner ingen, og slet ikke ham selv. Tag blot »The Night Josh Tillman Came To Our Apt.«, der lyder som Simon & Garfunkels bagkatalog genbesøgt af en slags ondskabsfuld litterær karakter, der i ubærlige og ustyrligt grinagtige linjer udleverer et uudholdeligt damebekendtskab: »I hate that soulful affectation white girls put on/why don’t you move to the Delta.« Eller når han på »Bored In The USA« med et glimt i øjet understreger iscenesættelsen med påklistret dåselatter.

Når kynismen og desillusionen banker på, er det godt at have sådan en slibrig prædikant ved hånden, der bare vil holde os i sine varme arme, mens det globale finansmarked stille kollapser i baggrunden.

Matthew E. White: ’Fresh Blood’ (Domino/Playground)
Marika Hackman: ’We Slept At Last’ (Dirty Hit Records/Sony)
Courtney Barnett: ’Sometimes I Sit And Think, And Sometimes I Just Sit’ (House Anxiety/Playground)
Father John Misty: ’I Love You Honeybear’ (Bella Union/Playground).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her