Kommunikation, kærlighed, ærlighed, sorg og generel forvirring over livet er blot nogle af de emner, norsk-danske Joachim Trier beskæftiger sig med i sine film, senest den engelsksprogede Louder than Bombs, der forleden blev vist her på filmfestivalen i Cannes.
Sammen med sin brillante manuskriptforfatter, Eskil Vogt, greb Trier i Reprise og Oslo den 31. august fat i det unge menneskes vanskeligheder med at passe ind og få tilværelsen til at give mening. I deres nye film, som godt kunne vinde en pris, når Guldpalmen m.v. i morgen aften skal uddeles, er det en familien i skikkelse af en far og hans to sønner, som kæmper med fortid, hemmeligheder og evnen til at tale med hinanden.
For et par år siden begik moren i familien, den berømte fotograf Isabelle (Isabelle Huppert), selvmord, hvilket kun hendes mand, Gene (Gabriel Byrne), og deres ældste søn, Jonah (Jesse Eisenberg), ved – alle andre tror, at det var en ulykke.
Men nu skal der arrangeres en udstilling med Isabelles bedste krigsfotografier, og hendes kollega, Richard (David Strathairn), vil skrive en portrætartikel, hvor han fortæller sandheden om hendes død. Hun var deprimeret, både fordi hun havde set så megen død og ulykke rundt om i verden, men især fordi hun af hensyn til familien havde besluttet sig for at blive hjemme og ikke længere søge krigsfotografens adrenalinrush.
Artikel og udstilling ødelægger den skrøbelige balance – eller tilstand af apati – som familien har befundet sig i, og Jonah, der selv lige er blevet far, begynder at tvivle på sit ægteskab, mens forholdet Gene og hans yngste søn, teenageren Conrad (Devin Druid), som ikke vidste, at moren begik selvmord, udvikler sig til en mindre krig på knubbede ord og smækkede døre.
Mange niveauer
Louder than Bombs er flere ting på én gang. Først og fremmest er det et ikke uhumoristisk drama om en familie, der aldrig har fået bearbejdet sorgen efter Isabelles død. Der er alt for mange ting, som ikke er blevet sagt, for mange hemmeligheder og frustationer, der har fået lov til at vokse sig store og uhåndterlige.
Samtidig er filmen et portræt af tre mænd, fra teenageren Conrad til den midaldrende Gene, som står på hvert sit afgørende sted i livet og skal finde ud af, hvad de vil bruge det til.
Det er også en film om kvinden, der for en tid var en vigtig del af deres liv, men selv følte, at hun skrev sig ud af deres historie, hver gang hun rejste udenlands. Og endelig er det en film om familier og generationer og de ofte tåbelige misforståelser, der formentlig altid vil være en del af forholdet mellem børn og deres forældre – og mellem ægtefæller, selv om de elsker hinanden højt.
Det er ærefrygtindgyndende, så dygtigt Joachim Trier, Eskil Vogt og klipper Olivier Bugge Coutté håndterer de mange niveuaer, der er i Louder than Bombs. Den komplekse struktur kunne have væltet det hele, havde den ikke fungeret, men det gør den, og det giver filmen en friskhed, et nærvær og en intensitet, historien måske ikke i sig selv berettiger til, fordi den ganske ofte før er blevet fortalt.
Der springes associativt frem og tilbage i tiden, man ser de samme begivenheder fra flere forskellige synsvinkler – hvilket ikke mindst resulterer i et par overraskelser – og på intet tidspunkt føler man og fortabt. Dertil kommer selvfølgelig, at alt fra fotografi og scenografi til musik og lyd er fremragende håndværk, som bidrager til at give filmen en ganske særlig sanselig tone, et af Triers varemærker.
Man kan argumentere for, at Louder than Bombs ikke er lige så stærk som instruktørens to norsksprogede film – at der er gået et eller andet tabt, da han flyttede sine temaer og historier fra Oslo til Upstate New York, hvor Louder than Bombs foregår. Men det er nu stadig en fantastisk film fuld af følsomt og skarpt skuespil og med masser af relevante ting at sige om det at være menneske.
Louder than Bombs har dansk biografpremiere senere på året.
