Læsetid: 8 min.

Københavneri i Kritik

Tidsskriftet Kritik har tema om ’Dansk litteraturforskning nu!’, men det bliver lidt en samling af lidt af hvert fra lagerbeholdningen – og med en kraftig overvægt af københavnere. Det er problematisk
Tidsskriftet Kritik har tema om ’Dansk litteraturforskning nu!’, men det bliver lidt en samling af lidt af hvert fra lagerbeholdningen – og med en kraftig overvægt af københavnere. Det er problematisk

Ditte Ahlgren/iBureauet

9. maj 2015

Salig Poul Borum blev af og til inviteret til at give årets norske og svenske lyrikudgivelser det glatte, kritiske lag. Genren blev set efter og udsat for kritikerens hårdtslående taster.

Kritiks redaktion, Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen, har ikke inviteret en udenbys gunslinger til at gå en runde i dansk litteraturforskning, men derimod samlet forskellige bidrag, de har haft liggende, i en bunke på ti, som offentliggøres som en tema-blok under udråbstegnet »Dansk litteraturforskning nu!«

Ideen er at give læseren et indtryk af forskellige sider af forskningen og den litteraturvidenskabelige diskussion. Man tilstræber ikke at skabe et overblik, og hvis læseren vide mere, bliver hun/han opfordret til at følge med i kommende numre af Kritik.

At samle bidrag, man har på hylderne, er en nem redaktionel løsning, men man burde have ofret den en kritisk tanke.

Overskriften »Dansk litteraturforskning nu!« fordrer mere end at bunke, hvad man allerede har for hånden af artikler og indlæg.

Redaktørerne fremhæver, at bidragene ægger til diskussion og modsigelse, og at man har skrevet kritiske noter til skuffen. Men noterne burde ikke være gemt væk. De kunne være brugt til at indramme og perspektivere de spredte fægtninger, som læserne nu må bevæge sig igennem.

Jeg elsker den nuværende redaktion af Kritik højt og inderligt. Den har virkelig fået det gamle tidsskrift-guld fra Gyldendal til at stråle af gode temaer og rubrikker, men redaktørerne sætter min kærlighed på prøve med denne samling af lidt af hvert fra lagerbeholdningen.

Københavnsk overvægt

De deltagende forskere er de to tiltrædende litteraturprofessorer fra Københavns Universitet, Isak Winkel Holm og Frederik Tygstrup, deres nære kolleger fra samme institut, Tue Andersen Nexø, Lilian Munk Rösing og Anne Fastrup, kollegerne Erik Skyum-Nielsen, Anders Juhl Rasmussen og Poul Behrendt fra naboinstituttet, Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Lars Handesten og Nils Gunder Hansen fra Syddansk Universitet og Claus Elholm Andersen fra Helsingfors Universitet.

Der er således en kraftig overvægt af københavnere i temanummeret, og det er problematisk, at redaktionen ikke har følt sig kaldet til at høre nyt fra hverken Roskilde, Aarhus eller Aalborg.

Der er skrappe hoveder i alle miljøer, som kunne have beriget temaet. Men man har haft nok i det forhåndenværende. Og derfor får man åndenød, når Frederik Tygstrup slutter med at fremhæve Tue Andersen Nexøs fortjenester, hvis aktuelle udgivelse bestemt er rosværdig, men det ville være fint, hvis den nye professor også havde skuet mod andet lys i det danske litteraturlandskab end det, han ser i egen nære kollega, som i øvrigt selv er bidragsyder til temanummeret. Sådan bider det hele sig i sin egen københavnerhale.

Men også bidragene fra forskerne fra Syddansk Universitet tager hinanden i hånden: Nils Gunder Hansen kommenterer bl.a. Lars Handestens kritik af Helle Helles forfatterskab og ser på forskellen mellem modtagelsen af Jens Christian Grøndahl og Helle, en sammenligning som også Lars Handesten giver sig i kast med, nu med hovedvægt på Grøndahl.

Fornemmelsen af indelukkethed understreges yderligere af, at Poul Behrendt og Claus Elholm Andersen begge beskæftiger sig med Karl Ove Knausgårds Min kamp. Erik Skyum-Nielsen, hvis anmelderi er til debat hos Handesten og Gunder Hansen, er også med i »Dansk litteraturvidenskab nu!«.

Dog med noget andet og nyere stof: Sammen med Anders Juhl Rasmussen påviser han, hvordan den internationale modernisme forgrener sig i værker af Jeppe Brixvold, Pia Juul og Niels Frank.

Hvad er det nu lige ...

Artikelbunken kredser dels om overordnede emner: Hvordan studerer vi litteratur, hvad bruger vi litteraturen til, og hvorfor er det vigtigt at studere litteratur, dels om udvalgte forfatterskaber og værker.

Ifølge Winkel Holm åbner litteraturen for en refleksiv erfaring af den måde, hvorpå vi konstruerer forestillinger om virkeligheden. Litteraturen beskæftiger sig med ikke-kunnen – den er i hans optik en slags omvendt svømmeundervisning, der gør det muligt for os at se vores egen »jeg kan svømme« i lyset af vores oprindelige »jeg-kan-ikke svømme- erfaring« og at reflektere over dette forhold.

Litteratur er en æstetisk fortolkning af virkelighed og erfaringer, der tilmed gør det muligt for os at reflektere over fortolkningen. Det er indviklet sagt, men meningen er god nok.

Tygstrup koncentrerer sig om den forandring, der sker med litteraturen og litteraturstudiet, når litteraturen ikke længere er et privilegeret dannelsesmedium i en nationalstatslig sammenhæng, når den får nye teknologier og begynder at betyde noget andet, end vi er vant til. Det er gamle nyheder, men eftertanken over den postnationale tilstand er oplagt kyndig og velkommen.

Lilian Munk Rösing og Tue Andersen Nexø forsvarer studiet af det specifikt æstetiske, set i lyset af eksistentielle udfordringer og set som genstand for et historisk studium, mens Anne Fastrup bringer frisk luft ind i stuen med sin pointe om, at det pres, der ligger på litteraterne om at gå med ind i studiet af tidens store udfordringer som krig og katastrofer, kan have den fordel, at man må læse ud over den kendte kanon og dykke ned i de 99 procent af det litterære genstandsfelt, som man hverken forsker eller underviser i.

Det hænger sammen med, at det er i den tidsbundne og glemte litteratur, at man finder værker, der er knyttet direkte til ideologier eller til konkrete institutioner, og som dermed kan give os indblik i en bredere kulturhistorie.

Knausgård, Helle og Grøndahl

Kollegerne fra nordiske studier dykker ned i konkrete litteraturlæsninger, ikke af hverken de glemte eller oversete, men af nutidige forfatterskaber:

Poul Behrendt tager endnu en tur med Karl Ove Knausgård, autofiktionen og dobbeltkontrakten, nu perspektiveret med studier af Thorkild Hansen, Kierkegaard, Proust og Augustin. Behrendt arbejder sig detektivisk frem til selvfremstillingens grænse i Min kamp, hvor det fiktive og det faktiske afslører hinanden. Her får teksten adgang til en længslen efter en ordløs, åben tilstand; her kan forfatteren i et tvelys se sig selv i sin barndoms far og sin barndoms far i sig selv.

Også Claus Elholm Andersen tager fat på Knausgårds nyklassiker og diskuterer, hvordan Knausgård formår at sløre de faktiske hændelser, han omtaler. Vi får eksempelvis aldrig nogen klarhed over, om Knausgård har haft sex med en mindreårig pige. Dermed bliver teksten ifølge Andersen dirrende og romanagtig, et rigtigt stykke litteratur.

Gunder Hansens artikel handler om Helle Helles Hus og hjem (1999), som han læser som en form for konservativ realisme med en opbyggelig morale om en kvindes vej ind i ægteskabet.

Han skriver med et polemisk glimt i øjet, at Helles roman faktisk handler om en karakter, der kommer »i mål som kvinde«, idet romanen til slut antyder, at hun er blevet gravid! Kvinde, kend dit kald!

Men Gunder Hansen må herefter konstatere, at Helles anmeldere i ringe grad forholder sig til romanens indhold: Helle er i modsætning til Jens Christian Grøndahl udsat for et kritisk undertryk, hvor kritikken på grund af »mange mærkelige faktorer« ikke rigtig vil, kan eller tør tage kritisk fat om romanens menneskesyn og budskaber.

Lars Handesten, hvis anmeldelse af Helle gennemgås af Gunder Hansen, fortsætter diskussionen af Helle og Grøndahl og sammenligner også den venlige kritik af Helle Helle og modtagelsen af Grøndahl, som efter Handestens mening opviser sine mange fordomme og en ambivalens over for en populær realistisk litteratur. Ifølge Handesten er kritikken især fordomsfuld over for Grøndahls midaldrende kvindelige læsere, som betragtes som mindreværdige.

Der er en herlig kritisk brod i Handestens artikel, men det er ærgerligt, at han ikke medtager Elisabeth Møller Jensens læsning fra 2004 af Grøndahls roman, Et andet lys. Hun ser den som en revanchistisk underholdningsroman, hvis budskab er, at en midaldrende mand faktisk gør sin jævnaldrende kone en tjeneste ved at lade sig skille til fordel for en yngre kvinde, og at konen tilmed skal takke den svigefulde mand!

Spøgelser i kulissen

Der går et mærkeligt spøgelse igennem temanummeret: en dunkel figur, som flere af københavnerne skyggebokser med – det er en litteraturforskning, der betragter litteraturen som en erfaring, der kan give viden om virkeligheden.

Hos Isak Winkel Holm er det historismen, der begår denne fejl. Tue Andersen Nexø er inde på samme problematik, idet han understreger, at den historiske tilgang til litteraturen står i fare for at reducere litteraturen til en form for privilegeret historisk viden, f.eks. om storbyen og velfærdsstaten.

Lilian Munk Rösing advarer også mod at søge historisk viden i litteraturen; man læser ikke litteratur, fordi man vil vide noget, men fordi man har et begær efter sprog. Anne Fastrup ser anderledes på sagen og fremhæver den glemte litteratur som kilde til historisk viden.

Det ville imidlertid have været klædeligt, hvis man havde forsøgt at få spøgelset til at tale og gå mere i direkte polemik med de forsker-skygger, der indirekte refereres til. Er det nogen, læserne kender? Og er det nu rigtigt, at den historistiske litteraturforskning bare ser litteraturen som adgang til kulturhistorisk viden? Det er svært at finde kendte og nyere afskrækkende nationale og internationale eksempler. Den skarpe skillelinje, Winkel Holm trækker op mellem formalisme og historisme, virker som et postulat – han overser eksempelvis Louise Mønsters og Peter Stein Larsens studier af linjer i nordisk lyrik, der forener nærlæsninger og litteraturhistoriske diskussioner.

Samtidig er det også svært at tilslutte sig den holdning, at de litteraturforskere, der begiver sig ind i tværfaglige studier og samarbejder med samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab og historie, sælger ud af arvesølvet.

Studier af medicin og litteratur eller af lov og litteratur, som de eksempelvis bedrives af Jens Lohfert Jørensen og Karen-Margrethe Simonsen, er vitaminer til litteraturvidenskaben. Der er faktisk en artikel af Lohfert med i nummeret, men den er af uvisse grunde ikke placeret i temasektionen.

Og når man nu bygger temaet op om forelæsninger af tiltrædende litteraturprofessorer, kunne man have fået en anden vinkel på litteraturvidenskaben hos Peter Simonsen, der er ny professor i europæisk litteratur på Syddansk Universitet. Hans tiltrædelsesforelæsning, »Ældrelitteratur og senilmodernitet«, ville have været en begavet hund i det københavnske keglespil.

Det er ikke fordi, de indsendte bidrag ikke er læseværdige og interessante – hver på deres måde prøver på kærlighed til litteraturvidenskaben og på lærdom. Men sammensætningen af dem efterlader et indelukket indtryk.

Redaktionen har ikke fået litteraturforskerne til for alvor at gå til biddet, fægte med åben pande og henvende sig til et større publikum. Bidragene om Knausgård er gode, men det ville være herligt at høre om andet end Knausgård og hans far, se Behrendt komme på sporet af nye dobbeltkontraktlige fiksfakserier.

Personligt savner jeg bud på ’litteraturvidenskaben her og nu’ fra Louise Mønster, Gunhild Agger, Kathrin Maurer og Mads Rosendahl, der i disse år bidrager til en stribe internationale udgivelser, fra Marianne Stidsen, der indgående har arbejdet med nye tilgange til dansk litteratur, fra Jørn Erslev Andersen, hvis europæiske horisont altid er berigende, og fra Frederik Stjernfelt, der studerer, hvordan natur- og samfundsvidenskab bruger humaniora, herunder litteraturvidenskaben.

Jeg savner også Lasse Horne Kjældgaard, ny professor på RUC, og Dan Ringgaard, som man dog kan træffe i det foreliggende tidsskrift-nummer som anmelder. Nogle af de yngste litterater er med som anmeldere, men de burde have haft chancen for at føre et større ord.

Selv om der er fine prøver på kærlighed til litteraturvidenskaben i temanummeret, har redaktionen også sat læserens kærlighed på prøve.

Anne-Marie Mai er professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu