Læsetid: 3 min.

Lille bog om DONG-sagen med stor virkning

Anders-Peter Mathiasens bog om DONG-sagen tilføjer måske ikke epokegørende nyt, men det er en sammenhængende, spændende og væsentlig fortælling, der stiller mange rigtige og vigtige spørgsmål
Finansminister Bjarne Corydon har lige siden salget af DONG til Goldman Sachs måttet lægge øre til masser af kritik og spørgsmål om salget.

Keld Navntoft

1. juni 2015

Det er usædvanligt, at en ret lille bog (180 sider) uden de store afsløringer nu kaster benzin på de politiske gløder, som stadig ulmer efter DONG-sagen, der har spøgt, siden regeringen og ikke mindst finansminister Bjarne Corydon (S) og hans regnedrenge solgte en lille del af det statslige energiselskab DONG til den amerikanske finansgigant Goldman Sachs i 2014. En sag, der medførte SF’s afgang fra regeringen. Der rasles med mistillids-trusler til Corydon. Ikke fordi, der er fundet en såkaldt rygende pistol i den mørkelagte proces, men fordi journalisten Anders-Peter Mathiasens bog Det bedste bud rejser en række vigtige spørgsmål.

Anders-Peter Mathiasen var en del af det DR-graverhold, der i efteråret 2014 lavede et tv-program om det omstridte DONG-aktiesalg, og den bygger til dels på det researcharbejde, holdet lavede, og dels på forfatterens intense forsøg på at komme tættere på sandheden om salget, bl.a. gennem aktindsigtsbegæringer. Hvad de afslører, illustreres på indersiden af bogens forside, hvor to mails indeholder navnene på afsender og modtagere – og resten er streget ud med sort tusch. To eksempler af mange.

Stiller spørgsmålene

Men mens bogen måske ikke tilføjer epokegørende nyt, er den i høj grad værd at læse. Både fordi den i et flydende og veloplagt sprog giver den almindelige læser en forståelig og spændende oversigt over DONG’s forhistorie og dansk energipolitik, men også fordi forfatteren gør noget elementært journalistisk rigtigt: Kan man ikke få fyldestgørende svar og gang på gang støder ind i en mur eller får udleveret totalt overstregede dokumenter, må man stille og offentliggøre de væsentlige spørgsmål.

Det er primært disse spørgsmål, man sidder tilbage med efter læsning af bogen. Var DONG i så store vanskeligheder, at aktiesalget var nødvendigt? Hvor meget var DONG værd? Hvordan kunne værdien på et års tid falde så drastisk? Hvordan kunne Socialdemokraterne, der i mere end et årti havde været modstander af privatiseringen af samfundets ’arvesølv’ i form af DONG, skifte holdning, som man skifter sokker? Hvorfor fraveg Finansministeriet hævdvundne regler for statsejede virksomheder, så DONG’s nye ledelse kunne forgylde sig selv med store millionbeløb? Hvordan kunne Goldmann Sachs få noget, der ligner vetoret og afgørende indflydelse med kun omkring 20 procent af aktierne? Og sidst, men ikke mindst – hvordan kunne kammerherre Fritz Schur, Venstres fundraiser (og i storhedstiden bestyrelsesformand for ikke bare DONG, men også PostDanmark og SAS), skalte og valte med selskabet, som han nærmest enevældigt gjorde?

Afsnittet om Schur supplerer (og trækker helt naturligt på) bogen Kammerherrens nye klæder skrevet af Hanne Sindbæk og de to prisbelønnede erhvervsjournalister Thomas Svaneborg og Niels Sandøe. At Schur var på afveje, blev demonstreret, da DONG’s fyrede chef Anders Eldrup ved en voldgiftsret fik den aftrædelsesløn og -godtgørelse, som Schur hånligt havde afvist ved Eldrups bortvisning.

Det magtfulde ministerium

Efter bogens udgivelse blev Schurs blakkede eftermæle yderligere undermineret, da DONG i et mørkelagt forlig i sidste uge gav den omstridte (også fyrede/bortviste) underdirektør, Jakob Baruël Poulsen (kendt som ’Barylen’) op imod 20 millioner i løn og fratrædelsesgodtgørelse af DONG. Hvorfor lod Bjarne Corydon Schur blive siddende som bestyrelsesformand for derefter at genudnævne ham til en ny formandsperiode? Dette er kun nogle af bogens vigtige spørgsmål. Svarene findes, men er mørkelagte.

Man fornemmer tydeligt, hvordan den dobbelte Cavlingprisvinder Anders-Peter Mathiasens spade gang på gang rammer en klippe så hårdt, at det slår gnister. Klippen er primært det Finansministerium, som forfatteren ikke er alene om at beskrive som et superministerium, der har tiltaget sig magt og indflydelse af næsten historiske dimensioner. Forfatteren må derfor ofte – lidt for ofte – ty til anonyme kilder. Det er højrisikabelt og bogens journalistiske svaghed. Bogens styrke ligger i et letfatteligt overblik over et mudret og mørkelagt forløb, hvis substans vi ikke kender, men af demokratiske grunde bør kende.

Bogen råber lidt mere, end den argumenterer og dokumenterer, men det er en sammenhængende, spændende og væsentlig fortælling, som stiller mange rigtige og vigtige spørgsmål. Nogle af dem stilles nu med fornyet energi af både Enhedslisten og ikke mindst Dansk Folkeparti.

Anders-Peter Mathiasen: ’Det bedste bud’, 180 sider, 250 kr., People’s Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Bodil Waldstrøm
  • Steffen Gliese
Oluf Husted, Bodil Waldstrøm og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bodil Waldstrøm

Samrådet vedrørende Dong skulle have været i morgen. Jeg håber, at sagen følges op efter valget, for det er meget vigtigt, at vi får de meget væsentlige spørgsmål belyst. Jeg vil checke, hvordan de involverede personer er placeret på magtelite-listen, når jeg om få dage modtager den nye bog om magteliten.

Lene Christensen, Anne Eriksen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Martin Trolle Mikkelsen

Anders-Peter Mathiasen’s bog er et nærmest ulæseligt makværk, der satser på insinuationer og fri fantasi, når virkeligheden ikke passer forfatteren. Vi tager lige problemerne i rækkefølge:

#1 A-PM påstår frejdigt, at der ikke var skyggen af finansielle problemer i DONG, men at hele forløbet fra start til slut ikke var andet end omfattende intrige, styret af Fritz Schur.

A-PM mener (som anmelderen) heller ikke, at det er noget problem, når direktionen i et skatteyder-ejet selskab bevilger sig selv million-gager uden bestyrelsens godkendelse!!!

#2 Afsnittet om Fritz Schur er en lang fremstilling af forfatteres sippenippede forargelse over, at Schur ikke fører sit privatliv, som det passer forfatteren. Ingen af oplysningerne har skyggen af relevans for DONG. Det havde været relevant med en gennemgang af Schur’s præstationer i andre bestyrelser, men dér kan forfatteren ikke finde noget at kritisere, så det gider han ikke.

Det er i øvrigt tragikomisk, at havde Mathiasen gennemgået Anders Eldrup’s historie på samme område, så havde han fundet ud af, at også som bestyrelsesmedlem i SAS lykkedes det Eldrup at blive fyret efter uregelmæssigheder. Men det får vi ikke at vide.

#3 Når det ikke lykkes A-PM at besvare ”de store spørgsmål” om DONG sagen er det fordi han ikke vil besvare dem.

A-PM fører læserne (og DR’s seere) bag lyset ved at gøre et stort nummer ud af, at han ikke kan få fortrolige oplysninger ud af Finansministeriet. Det er nu engang det, ”fortrolig” betyder.

Men oplysningerne om DONG’s finanser ligger ikke i Finansministeriet, de ligger i DONG’s regnskaber. Men dem gider A-PM ikke læse, for de ville dokumentere, at Fritz Schur havde ret og Anders Eldrup uret.

#4 Det fremgik allerede af Rigsrevisionen første rapport, at DONG’s kreditværdighed faldt. Det skyldtes, at Eldrup & Co. havde overbelånt DONG ved at bogføre firmaets aktiviteter til urealistisk høje værdier.

Det blev bekræftet ved frasalg af samme aktiviteter, men her vikler A-PM sig ud af sine selvmodsigelser ved at påstå, at Henrik Poulsen solgte dem flere milliarder under deres virkelige værdi! Det skriver han squ!

Et andet sted påstår A-PM rask væk, at Henrik Poulsen solgte aktierne i DONG alt for billigt, fordi han fik provision baseret på aktiekursen, og den ville jo stige mere, hvis aktierne blev solgt billigt. A-PM er hæmningsløst uvederhæftig.

#5 Endelig er der A-PM’s afgørende gimmick, både i bogen og i DR: Nemlig at de danske pensionskasser havde afgivet et tilbud der ”matchede” tilbuddet fra Goldman Sachs.

Hvad der i virkeligheden skete var, at GS – som var den eneste investor, Finansministeriet kunne overtale til at sætte penge i DONG – udarbejdede et tilbud på aktierne i DONG. Da GS var færdige med deres tilbud og (noget af) indholdet blev kendt, skrev danskerne det af, satte deres eget navn under og fremsendte det til Finansministeriet, dog med nogle flere betingelser om statsgarantier (de havde ikke GS’s finansielle styrke).

A-PM skriver i ramme alvor, at Finansministeren skulle have accepteret dette ”tilbud” fordi det var ”matchende” – og fordi pensionskasserne var vennerne …!

Sådan noget gør man kun i banan-republikker.

Bodil Waldstrøm

Martin Trolle Mikkelsen
For mig var Anders-Peter Mathiasens bog bestemt ikke ulæselig, tværtimod. Det er en fremragende bog med meget væsentlige oplysninger. Godt, at vi har dygtige journalister, der kan bore i sagerne.

Dong-samrådet skulle have været i dag, og det er frygtelig ærgerligt, at det ikke blev til noget. Det må du da også synes? For du ønsker vel sandheden frem?

Mener du i ramme alvor, at Finansministeriet overtalte GS til at sætte penge i DONG?

Martin Trolle Mikkelsen

Bodil Waldstrøm

Problemet med Anders-Peter Mathiasen er netop, at han IKKE borer i sagerne. Han laver et stort cirkus ud af, at han ikke kan få fortrolige oplysninger ud af Finansministeriet, selvom de interessante oplysninger (hvordan Eldrup & Co kunne sætte så mange penge over styr) ligger i DONG.

I TV udsendelsen gentager han fidusen: Der er et interview med en analytiker fra en bank, der forklarer, at DONG er i pengenød, fordi de har tabt milliarder på spekulation i gas-priser og fordi DONG’s investeringer ikke gav det forventede afkast. Ja, det er sådan man taber penge.

Og det skulle de have boret i: Hvorfor satsede Eldrup og Co flere penge end DONG havde råd til at tabe?

DET ER DET, DER ER DEN VIRKELIGE SKANDALE!

Men i stedet for at gå i kødet på DONG’s direktion og drage dem til ansvar for deres fejl-dispositioner sendte DR et eller andet tomhjernet pigebarn rundt i verden for at forklare os, at et postkassefirma er et postkassefirma. Det vidste vi i forvejen.

Så er der det med de uautoriserede lønforhøjelser. Det er rigtigt, at DONG’s bestyrelse ikke kom igennem med at opgradere dem til bortvisning. Men det gør det da ikke OK at bevilge sig selv 20 millioner i fratrædelsesgodtgørelse!

Og hvorfor hoverer Lasse Jensen over, at det lykkedes Jacob Byriël-Polusen at score 20 millioner på at køre DONG i sænk? Hvordan beviser det, at Fritz Schur er en skurk?

Formuleringen i dit sidste spørgsmål forstår jeg ikke. Finansministeriet måtte jo give GS et tykt katalog med garantier og forpligtigelser for at få dem til at skrive under?

Eller du tror, at GS tiggede og bad Finansministern om at få lov et stikke penge i hans fallitbo, og så gav Bjarne Corydon dem en masse løfter og garantier, bare lige sådan? Hvorfor skulle han have gjort det?

Jeg ved heller ikke, hvilken ”sandhed”, det er, du taler om? Kan du ikke præcist fortælle, hvad det er, du ikke ved, men som du gerne vil vide?

Bodil Waldstrøm

Martin Trolle Mikkelsen
Lad os bare blive enige om, at vi ser forskelligt på sagen. Måske sandheden aldrig kommer frem, men jeg håber dog mindst, at det lykkes nogle politikere (i det nye finansudvalg efter valget) at få lov til at se nogle af de dokumenter, der har været hemmeligholdt selv for finansudvalget.

Hans K Hansen

Som Søs Marie Serup og Hans Engel tilsyneladende er enige omkring salget af DONG, så er Corydon's håndtering korrekt. Begge politiske kommentatorer udtaler, at såfremt man offentliggør investores bud, så vil de ikke begynde at byde.

Personligt er jeg ikke enig. Kapitalen har det med at tilpasse sig økonomisk gevinst, men jeg er også nødt til at indrømme at jeg ikke er sikker. Under alle omstændighed er håndteringen ikke demokratisk transparent. Når folketinget ikke engang kan få de nødvendige papirer udleveret, hvordan skulle befolkningen så kunne vide hvad der egentligt skete?