Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Margheritas mor

Italienske Nanni Moretti sætter sig selv og sine film under en form for lup i dramaet ’Mia madre’
Nanni Moretti og Margherita Buy som bror og søster i Morettis selvransagende drama, ’Mia madre’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Nanni Moretti og Margherita Buy som bror og søster i Morettis selvransagende drama, ’Mia madre’. Foto: Filmfestivalen i Cannes

Kultur
16. maj 2015

I mange år blev den italienske filminstruktør Nanni Moretti kaldt for den eneste reelle opposition til den daværende Berlusconi-regering. Venstrefløjen i Italien havde spillet fallit, mente de fleste, og det var ikke mindst landets forsvundne opposition, Moretti selv ledte efter i personligt causerende og vittige film som Kære dagbog (1993) og Aprile (1998), hvori han spillede en udgave af sig selv.

Siden er Moretti blevet både mere alvorlig – i Guldpalmevinderen Sønnens værelse (2001) – og mere abstrakt i Mig og Berlusconi (2006) og religionskritisk i Vi har en pave (2011). I sin nye film, Mia madre (Min mor), er instruktøren både morsom og alvorlig – og så tager han noget, der ligner et personligt opgør med både sin kunst og sin politik.

Hovedpersonen er en filminstruktør, Margherita (Margherita Buy), der midt under optagelserne til sin seneste, politisk og socialt engagerede film om fabrikslukninger skal komme overens med, at hendes elskede mor er ved at dø. Filmoptagelserne går ikke særlig godt, blandt andet fordi den iltre Margherita skal kæmpe med en amerikansk stjerne, Barry Huggins (John Turturro), der er en ganske stor krukke, og fordi hun er begyndt at tvivle på sig selv og sine metoder. Samtidig kan hun slet ikke forlige sig med tanken om, at moren skal dø, og i Margheritas drømme/mareridt blandes de to virkeligheder sammen på foruroligende vis.

En stille charme

John Turturro giver den gas som Barry Huggins, der ikke kan huske sine replikker, skaber sig, når han kan komme til det, og som hele tiden praler af den film, han har lavet sammen med Stanley Kubrick – hvilket er en løgn. Scenerne med ham, hvor man faktisk også får sympati for ham, selv om han er så stor en frikadelle, er de sjoveste i en film, der hælder mest til den melankolske side.

Det er ikke svært at se 62-årige Nanni Moretti spejlet i Margherita – han spiller hendes bror i Mia madre – og man fornemmer, at hendes tvivl og søgen efter en mening og en vej videre også er hans. Tiden er løbet fra hendes/hans generations gammeldags form for venstrefløjsaktivisme, og måske er det på tide at finde en ny måde at lave film på; skrotte alt det velkendte og trygge og kaste sig ud på dybt vand. Morens skrantende helbred og nært forestående død sætter tingene på spidsen, og det er ofte i den slags situationer – når man står over for voldsomme begivenheder – at man begynder at sætte spørgsmålstegn ved alt det, man kender til. Margheritas bror beslutter sig f.eks. også for at gå på pension.

Mia madre er hverken lige så hjertegribende som Sønnens værelse – der handler om en familie, som mister et barn – eller lige så sjov som Kære dagbog og Aprile. Men den ejer en stille charme og masser af hjerte, og man lever sig velvilligt med i Margheritas rådvildhed og de mange dilemmaer, som både resulterer i smil og tårer.

Mia madre er endnu ikke købt til dansk biografdistribution. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk/cannesdk og Twitter: @monggaard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her